fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret.“ (Ap. G. 15:24-29) Eftersom spørgsmålet, der her var rejst, netop gjaldt hvilke dele af Loven, der stadig var gyldige, gik brødrene sandelig her glip af en enestående lejlighed til at fastslå, at det stadig var nødvendigt at holde sabbat — hvis det havde været tilfældet.

De kristne er under en positiv lov

De, der hævder, at de ti bud stadig gælder, og at de andre dele af Loven, som ikke længere kan praktiseres, udgjorde „ceremoniloven“, som ophørte, klynger sig åbenbart så fast til de ti bud, fordi de frygter for, hvad der ville ske, hvis de kristne ikke havde denne vejledning eller regel. De glemmer at tage i betragtning, at Guds love for hans tjenere forandres tid efter anden. Den israelitiske nation fik for eksempel befaling til at bruge kødelige våben og virke som Guds skarpretter, men de kristne får specielt at vide, at deres våben ikke er kødelige. — 1 Sam. 15:2, 3; 2 Kor. 10:4, 5.

Men at de ti bud fjernes behøver ikke at give anledning til frygt eller bekymring. De var i bedste fald en negativ vej til retfærdighed. De kristnes lov er positiv: Elsk Gud med hele dit hjerte, sind, sjæl og styrke og elsk din næste som dig selv. Gør mod andre som du ønsker, de skal gøre mod dig. (Matt. 7:12; 22:37-40) I lignelsen om fårene og bukkene blev bukkene ikke dømt til tilintetgørelse, fordi de brød et af de negative bud, men fordi de undlod at gøre godt mod Kristi brødre. (Matt. 25:45) Den rige unge mand, som ønskede at opnå evigt liv, havde holdt de ti bud, men det var ikke nok. (Matt. 19:16-24) Lignende eksempler til belysning af dette spørgsmål findes i Lukas 10:29-37; 18:9-14.

Hvad var det, Jesus lagde vægt på, da han tog afsked med sine disciple? Sagde han: „Lad være med at lave afguder, hold sabbaten, stjæl ikke, dræb ikke, begå ikke ægteskabsbrud og aflæg ikke falsk vidnesbyrd“? Det ville have været en underlig formaning. I stedet for sagde han noget positivt: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også, I elske hverandre.“ — Joh. 13:33-35.

Det samme er tilfældet med apostelen Johannes. Hvad lægger han vægt på i sit første og betydeligste brev? Overholdelsen af de ti bud? Nej, men derimod at kærligheden har størst betydning. „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) Der er derfor ingen grund til frygt, fordi de ti bud er fjernet, når de erstattes af kærlighed.

Vi ser således, at det hverken er bibelsk, logisk eller nødvendigt at dele Moseloven i en „morallov“, de ti bud, og en „ceremonilov“, der angår andre spørgsmål, som for eksempel opførsel og tilbedelse. I stedet for at vise, at der er en adskillelse, behandler både Jesus og hans disciple lovforordningen som et hele, som en skygge, en lære som Jehova naglede til Jesu marterpæl, efter at den havde tjent sit formål. Efter den tid har Guds tjenere været „ikke under lov, men under nåde“. — Rom. 6:14.

Johannes, den elskede apostel

NÅR en kristen hører de forskellige apostles navne, sætter han dem straks i forbindelse med visse ting. Mattæus, tolderen; Tomas, tvivleren; Peter, apostelen med nøglerne; Paulus, hedningeapostelen; Judas Iskariot, forræderen; Johannes, den elskede apostel.

Johannes var blandt de første fire, alle fiskere, som Jesus kaldte til at være sine disciple. Da Jesus kaldte ham, sad han og hans broder i en båd sammen med deres fader Zebedæus og var travlt optaget af at reparere fiskenet. (Matt. 4:21, 22) Da Jesus kaldte Johannes, spurgte Johannes ikke: Hvad vil der ske med min faders fiskeri? Hvordan skal jeg klare mig, hvis jeg følger Jesus? Han bad heller ikke om tid til først at overveje det. Nej, han forlod øjeblikkelig sin fader og sit fiskeri for at følge Jesus.

Hvilken ny tilværelse åbnede der sig således ikke for Johannes! Han havde den store forret at være nært knyttet til den længe ventede Messias, til den, der havde været sammen med Jehova Gud fra de tidligste tider, før noget eller nogen anden blev skabt; at være sammen med den førstefødte af alle skabninger, ved hvem alle andre ting var blevet til! (Ordsp. 8:22-30; Kol. 1:15; Joh. 1:3) Hvilken værdifuld belæring modtog han ikke sammen med de andre disciple, mens han daglig lyttede til Jesu forkyndelse og ledsagede ham på hans missionsrejser! Og så at få overdraget bemyndigelse og kraft til at udføre den samme gerning! „På jeres vandring skal I prædike og sige: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!“ Kunne en sådan gerning sammenlignes med at bøde garn? Aldrig! — Matt. 10:5-15; Luk. 8:1.

Johannes anses i almindelighed for at have været den yngste af de tolv, og det ikke uden god grund. Ikke alene overlevede han tilsyneladende de øvrige, men når som helst han i den bibelske beretning omtales sammen med een, to eller tre andre, står hans navn altid sidst. Johannes var en af de tre disciple, Jesus gentagne gange foretrak fremfor de andre, som ved Jairus’ datters opstandelse, forklarelsen på bjerget, og i Getsemane have. (Senere omtalte Paulus Peter og Johannes samt Jakob, Jesu broder, som søjler i menigheden.) — Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33; Gal. 2:9.

Johannes var ikke alene blandt de få udvalgte og begunstigede, men Jesus satte ham også i en klasse for sig ved at vise ham en særlig hengivenhed; det gjorde han i en sådan grad, at Johannes gentagne gange omtaler sig selv som den discipel, Jesus elskede. Ved det sidste påskemåltid, de fejrede sammen, lå Johannes op mod sin Herres bryst, og det var også til ham, at Jesus den næste eftermiddag anbefalede sin moder. Hvorfor foretrak Jesus således Johannes? — Joh. 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20.