tvivl kastreretb og berøvet muligheden for at sætte børn i verden. Men i overensstemmelse med sit navn tjente han ved kongens hof i Jerusalem. Og på grund af sin tillid til Jehova tjente han ikke blot en jordisk konge. I overensstemmelse med at Zedekias’ trone i Jerusalem blev betegnet som ’Jehovas trone’, viste Ebed-Melek sig at tjene „folkenes konge“, Jehova. (1 Krøn. 29:23) For sin tjeneste for Jehovas forbilledlige kongedømme i Judas land blev han rigt belønnet, idet han blev bevaret i live da det utro Jerusalem blev ødelagt.

18. Hvem er Ebed-Melek et billede på, at dømme efter beskrivelsen i Åbenbaringen 7:14, 15?

¹⁸ Med hensyn til at blive bevaret i live under „den store trængsel“ der vil ramme kristenheden, siger Åbenbaringen 7:14, 15 følgende om ’den store skare’ som beskrives dér: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel.“ Det er denne skare — ’den store skare’ som overlever „den store trængsel“ — der blev forudskildret ved Ebed-Melek, som var fremtrædende blandt dem der overlevede Jerusalems ødelæggelse.

19. Hvad er Ebed-Melek-skarens højeste ønske, og hvad er den villig til at udsætte sig for på grund af Jeremias-skaren?

¹⁹ Medlemmerne af denne skare lærer virkelig at frygte Jehova og at sætte deres lid til ham. Deres højeste ønske er at tjene universets Suveræn, „folkenes konge“, fremfor at tjene menneskeskabte regeringers politiske herskere og konger. De har set hvordan magtsyge herskere, som Adolf Hitler, der kom til magten i Tyskland i 1933, har forsøgt og stadig forsøger at udrydde Jehovas salvede rest, der billedligt blev fremstillet ved profeten Jeremias. Derfor gør Ebed-Melek-skaren indsigelse og fremsætter en appel i et modigt forsøg på at hjælpe Jeremias-skaren, selv om det betyder at den udsætter sig for had og forfølgelse fra Jeremias-skarens religiøse og politiske fjenders side.

20, 21. (a) Siden hvornår har Ebed-Melek-skaren især vist sig? (b) Hvordan søger den at efterligne Ebed-Melek på Jeremias’ tid, og hvad opfordrer den alle til at gøre i forbindelse med den falske religions verdensimperium?

²⁰ Denne skare, der altså støtter resten af Jehovas salvede vidner, har navnlig vist sig fra og med 1935, da det blev forklaret hvem der udgør ’den store skare’ som skal overleve „den store trængsel“.

²¹ Hvad enten Ebed-Melek-skarens medlemmer har indflydelse i regeringskredse i kristenheden eller ej, er de aldrig gået ind for det religiøst-politiske forsøg på at berøve Jeremias-skaren livet eller hindre den i at udføre sin offentlige tjeneste for Jehova på en virkningsfuld måde (svarende til at Jeremias blev sænket ned i den dyndfyldte cisterne i vagtforgården). Til trods for at det har udsat dem for de politiske og religiøse myndigheders misbilligelse — hvilket måske kunne vække frygt iblandt dem — har de gjort alt hvad de kunne for at trække Jeremias-skaren op af uvirksomhedens dyndfyldte „cisterne“. Til den dag i dag har de modigt stået ved Jeremias-skarens side overalt i verden for at forkynde dommen over kristenheden og den falske religions verdensimperium, Babylon den Store. De opfordrer alle slags mennesker til at forlade denne dødsdømte tingenes ordning og stille sig på Jehovas eksekutionsstyrkers side under en hærfører som er større end Nebukadnezar, nemlig Jesus Kristus. På denne måde viser de at de har sat deres fulde lid til Jehova, „folkenes konge“.

22. Hvilket symbolsk sværd vil denne skare ikke falde for?

²² På grund af sin urokkelige hengivenhed for Jehova og hans nutidige Jeremias-skare, er Ebed-Melek-skaren genstand for Jehovas kærlighed. Jehova har lovet at den ikke vil falde for „sværdet“ i den forestående ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon. — Åb. 16:13-16.

23. Hvilket bytte vil medlemmerne af denne skare vinde, og hvordan har de handlet ligesom fårene i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-34?

²³ Som løn fra Jehova vil de der hører til denne skare bevare deres jordiske liv, ja vinde deres liv som krigsbytte. Ligesom de symbolske får i Jesu lignelse om fårene og bukkene, har de gjort godt mod resten af Kristi åndelige brødre. Da disse var „i fængsel“, i en dyndfyldt „cisterne“ eller i en dødscelle, har de åbent eller i hemmelighed besøgt dem og har medvirket til at udfri dem til yderligere virksomhed i den storslåede afslutningsfase af Jehovas vidnegerning midt i den dødsdømte tingenes ordning. — Matt. 25:31-36, 46.

24. Hvad takker Jeremias-skaren Gud for, og hvad vil de to skarer gøre efter at de har overlevet „den store trængsel“?

²⁴ Lad det være kendt overalt at Jeremias-skaren takker Jehova fordi han har oprejst den store skare „andre får“, som forud blev skildret ved den ætiopiske eunuk Ebed-Melek, der levede i de sidste dage for det utro Jerusalem, hovedstaden i Juda rige. Jeremias-skaren vil føle usigelig glæde når den overlever „den store trængsel“ med Ebed-Melek-skaren ved sin side. Skulder ved skulder vil de samarbejde i den nye orden, som de vil blive ført ind i under Kristi tusindårige styre. At de bliver ført ind i denne storslåede nye orden vil være lønnen for at de nu har tjent universets Suveræn, Jehova, „folkenes konge“.

Artiklerne om Jeremias’ profeti fortsættes i Vagttårnet for 1. juni 1980.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der i Amos 5:5, hvor der står: „Søg ikke til Betel“?

Israelitterne i det nordlige rige var meget ivrige afgudsdyrkere. Det fremgår af de ord Jehova henvendte til dem ved profeten Amos: „Kom til Betel og synd, til Gilgal og synd end mer, bring slagtofre næste morgen, tiender tredjedagen, brænd syret brød til takoffer, byd højlydt til frivilligofre! I elsker jo sligt, israelitter, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Amos 4:4, 5.

Betel var et centrum for falsk tilbedelse. Det var her Jeroboam, den første konge over det nordlige rige, havde opstillet en guldkalv. (1 Kong. 12:28-30) Gilgal må ligeledes have været et midtpunkt for afgudsdyrkelse. Når israelitterne bragte ofre i Betel og Gilgal, syndede de derfor mod Jehova.

Det er værd at bemærke at israelitterne i deres afgudsdyrkelse også havde tillagt sig visse skikke som var i modstrid med Loven. Loven sagde: „Intet afgrødeoffer, som I bringer [Jehova], må tilberedes syret.“ (3 Mos. 2:11) Og dog bragte de frafaldne israelitter syret brød „til takoffer“. Hele ånden bag frivilligofrene var at man ikke skulle tale om dem. Men når de afgudsdyrkende israelitter bragte sådanne ofre forkyndte de det højlydt. De elskede deres falske tilbedelse, men Jehova hadede den.

Hvis israelitterne fortsatte med deres troløse adfærd, ville Jehova fuldbyrde sine domme over dem. Kun ved at forlade den falske tilbedelse og angrende vende om til Jehova, kunne de gøre sig håb om at undslippe. Derfor blev profeten Amos inspireret til at forkynde: „Så siger [Jehova] til Israels hus: Søg mig, så skal I leve! Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Be’ersjeba [der tilhørte Simeons stamme og lå som en enklave i Judas stammeområde]! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet [noget magisk, NW; åbenbart en øde ruin der ville fylde forbipasserende med overtroisk frygt]. Søg [Jehova], så skal I leve, at ikke en lue slår ud, en ædende ild mod Josefs hus [efterkommerne af Josefs sønner Efraim og Manasse var en fremtrædende del af tistammeriget], og Betel har ingen, som slukker.“ — Amos 5:4-6; Jos. 19:1, 2.

Det var ikke ved at foretage pilgrimsrejser til Betel, Gilgal og Be’ersjeba — byer der alle tilhørte det nordlige rige, Israel — at israelitterne kunne gøre sig håb om at undgå ulykken. At folket søgte Guds gunst disse steder ville kun nedkalde Guds vrede over det. Betel, Gilgal og Be’ersjeba ville blive udslettet sammen med deres helligdomme. Israels eneste håb var at ’søge Jehova’, at vende om til ham af et helt hjerte.

Det samme gælder i dag. Uanset hvor meget man gør ud af sin religion, er det hele forgæves hvis ikke det er i overensstemmelse med sandheden i Guds ord.