Den 14. nisan — en dag vi bør mindes

„Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — 1 Korinter 11:24.

 1. Hvordan besejrede Jesus verden?

„FAT mod! Jeg har besejret verden.“ Med disse trøstende og opmuntrende ord styrkede Jesus sine elleve trofaste apostle aftenen før han døde. Jesus havde vist at han havde besejret verden! Han havde urokkeligt modstået ethvert forsøg fra sin modstander, Satan Djævelen, på at bryde hans loyalitet mod Jehova. Og nu, nogle få timer før han skulle lide døden på en marterpæl, havde han tillid til at han trofast ville bevare sin uangribelighed lige til det sidste. — Johannes 16:33; Hebræerne 12:2.

 2. Hvorfor indstiftede Jesus „Herrens aftensmåltid“?

² Denne begivenhed, som var af universel betydning, fandt sted for nitten hundrede og tooghalvtreds år siden på den 14. dag i måneden nisan, den første månemåned i jødernes religiøse kalender. Det skulle blive en dag som hans trofaste disciple aldrig måtte glemme. For at sikre sig at hans loyale disciple aldrig ville glemme betydningen af det der da skulle finde sted, indstiftede Jesus et aftensmåltid af særlig mindeværdig betydning. Dette blev af apostelen Paulus omtalt som „Herrens aftensmåltid“. Under guddommelig inspiration beretter Paulus at Jesus ved denne lejlighed gav sine disciple som da var til stede, følgende befaling: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (1 Korinter 11:20, 24) Hvis du er interesseret i at blive en af Jesu disciple, forstår du da hvorfor han gav denne befaling, hvad den kræver af dig, og hvad den kan betyde for din fremtid?

En mindeværdig dag

 3. Hvorfor og under hvilke omstændigheder blev den 14. nisan for første gang sat til side som en dag der skulle mindes?

³ Det var ikke første gang i menneskets historie at den 14. nisan var blevet sat til side som en dag der skulle mindes. I 1513 f.v.t. befalede Jehova, gennem sin tjener Moses, israelitterne: „Denne dag [den 14. nisan] skal være eder en mindedag, og I skal fejre den som en højtid for [Jehova], slægt efter slægt.“ Hvad var det der dengang gav anledning til at fejre denne dato? Jehova selv svarede: „Det er påskeoffer for [Jehova], fordi han gik israelitternes huse forbi i Ægypten, dengang han slog ægypterne.“ — 2 Mosebog 12:14, 27.

 4. Hvilke vigtige stridsspørgsmål var knyttet til Israels udfrielse af Ægypten?

⁴ Denne storslåede udfrielse af alle israelitternes førstefødte, af både mennesker og dyr, fandt sted i Ægypten om aftenen den 14. nisan. Den var kulminationen af ni forudgående slag mod de dæmonguder som ægypterne tilbad, og den understregede Jehovas erklærede hensigt, som han tidligere havde forelagt den hovmodige Farao: „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ Nogle få dage senere trådte Jehovas navn og magt endnu mere i forgrunden, da han ved Det røde Hav udfriede millioner af israelitter og en stor blandet flok, mens kernetropperne i Faraos hær druknede. Ikke så mærkeligt at Moses og israelitterne sang: „Jeg vil synge for [Jehova], thi han er højt ophøjet“! — 2 Mosebog 9:16; 15:1.

 5. Hvilket formål tjente påskehøjtiden?

⁵ Efter at israelitterne havde bosat sig i det land der var lovet deres forfader Abraham, skulle påsken fejres som en national højtid én gang om året i Jerusalem, i lydighed mod budet i Femte Mosebog 16:1-8. Jehova sørgede således for at den 14. nisan altid ville stå som noget særligt for hans forbilledlige folk. Hvilket formål skulle dette tjene? Det skulle være en dag hvor man ophøjede Jehovas navn og mindedes hans store gerninger i forbindelse med udfrielsen. Århundreder senere var påskehøjtiden således stadig en vigtig begivenhed for Jesu forældre, der, som vi læser, ’var vant til hvert år at tage til Jerusalem til påskehøjtiden’. I overensstemmelse med jødisk skik var deres søn Jesus sammen med dem. — Lukas 2:41, 42.

 6. Af hvilke grunde var Jesus i år 33 ivrig efter at fejre påsken med sine trofaste apostle?

⁶ Efter Jesu dåb i Jordan, og efter at han havde begyndt sin tjeneste, fortsatte han sikkert med at fejre påsken sammen med Maria, hans jordiske moder, og hendes sønner, hans halvbrødre. Men den 14. nisan år 33 traf Jesus foranstaltninger til at fejre højtiden sammen med sine tolv apostle. Af Lukas’ beretning fremgår det hvilke følelser Jesus nærede ved denne lejlighed: „Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer før jeg skal lide.“ (Lukas 22:15) Hvorfor nærede Jesus et sådant inderligt ønske? Fordi han kendte betydningen af de begivenheder der kort efter skulle finde sted på denne mindeværdige dag som var begyndt ved solnedgang. Jesus vidste også at disse begivenheder ville få langt større betydning end det der skete i 1513 f.v.t. I kraft af dem ville Jehovas navn blive ophøjet mere end nogen sinde før, og der ville blive lagt et grundlag for den endelige velsignelse af alle jordens folk. Han havde desuden meget at fortælle sine disciple før han døde, idet han ønskede at indgive dem mod til at forblive hans loyale disciple. Den detaljerede evangelieberetning giver os mulighed for, så at sige, selv at erfare hvad Jesus sagde og gjorde ved denne lejlighed. — Johannes 12:31; 17:26.

Hvad skete der? Hvad betød det?

 7. (a) Hvilke begivenheder under Jesu sidste påskemåltid fandt sted før han indstiftede højtiden til minde om sin død? (Johannes 13:1-30) (b) Beskriv Jesu fremgangsmåde i forbindelse med indstiftelsen af Herrens aftensmåltid.

⁷ Under måltidet rejste Jesus sig og vaskede disciplenes fødder, hvorved han satte et fuldkomment eksempel i ydmyghed. Derefter sagde han: „En af jer vil forråde mig.“ Kort efter vendte han sig til Judas og sagde: „Det du gør, gør det hurtigere.“ Johannes beretter: „Han [gik] derfor straks ud. Og det var nat.“ (Johannes 13:21, 27, 30) Det var efter dette at Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død. Lad os høre hvordan øjenvidnet Mattæus beskriver det der skete: „Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han det til dem, idet han sagde: ’Drik alle af det, for dette betyder mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse. Men jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke af denne frugt af vintræet før den dag da jeg drikker den med jer ny i min Faders rige.’ Til sidst, efter at have sunget lovsange, gik de ud til Oliebjerget.“a — Mattæus 26:26-30; se også Markus 14:22-26, Lukas 22:19, 20, og Første Korinterbrev 11:23-26.

 8. Hvorfor er det så vigtigt at forstå betydningen af Jesu ord og handlinger i forbindelse med indstiftelsen af mindehøjtiden?

⁸ Hvad var den fulde betydning af det Jesus sagde og gjorde ved denne lejlighed? Paulus understregede hvor vigtigt det er for alle Kristi salvede disciple at forstå dette, idet han sagde: „Altså vil enhver som spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, være skyldig over for Herrens legeme og blod.“ Ingen af de salvede ønsker naturligvis at være ’uværdig’ i Jehovas øjne og blive ramt af hans ugunstige dom. Medlemmerne af ’den store skare’ skulle også ønske at blive regnet for værdige som den salvede rests medarbejdere. Da vi nu nærmer os endnu en mindehøjtid, nemlig torsdag den 4. april 1985, vil det derfor være betimeligt at vi alle endnu en gang sammen undersøger dette spørgsmål nøje. — 1 Korinter 11:27.

 9. (a) Hvorfor er det mere korrekt at gengive Jesu ord med „dette betyder mit legeme“ end med „dette er mit legeme“? (Se fodnoten.) (b) Hvilken særlig betydning tillagde Jesus brødet? (c) vinen?

⁹ Jesus sagde: „Dette betyder mit legeme.“b Med disse ord tillagde Jesus brødet en særlig betydning — det var et symbol på hans eget syndfri, kødelige legeme som han gav „til liv for verden“. (Johannes 6:51) Og da han sagde om bægeret med vin at „dette betyder mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes . . . til synders tilgivelse“, benyttede han på samme måde den gærede vin i bægeret som et symbol på sit eget blod. Dette blod skulle være grundlaget for at sætte ’en ny pagt’ i kraft. Hans udgydte blod skulle også tjene som et middel hvorved det blev muligt at opnå tilgivelse for synder. — Mattæus 26:28; Jeremias 31:31-33; Hebræerne 9:22.

10. Hvad indebærer det at nyde brødet og vinen?

¹⁰ Hvad indebærer dette da for dem der nyder brødet og vinen under mindehøjtiden? Selve handlingen tilkendegiver over for deltagerne, og for tilskuerne, at de allerede har høstet gavn af Kristi Jesu genløsningsoffer, men på en særlig måde og i en særlig hensigt. Hvordan sker dette? På grund af deres tro på Kristi offer og deres indvielse til Jehova godskriver Gud dem Jesu offers fortjeneste. I hvilken hensigt? For at de kan få tilregnet jordisk fuldkommenhed og således opnå en retfærdig stilling ind for Gud. Derefter avler Jehova dem ved sin hellige ånd og de bliver hans åndelige sønner. De befinder sig nu i en tilstand i hvilken de kan opofre deres ret til at leve på jorden og i stedet opnå en himmelsk arv. Alt dette har fundet sted før de tager del i Herrens aftensmåltid. — Romerne 5:1, 2, 8; 8:15-17; Jakob 1:18.

11, 12. (a) Hvilke to andre betydninger ligger der i det at drikke vinen? (b) Gør rede for den pagt som Jesus indgår med dem der nyder symbolerne.

¹¹ Lad os nu undersøge hvilken yderligere betydning der ligger i det at drikke vinen. Selv om de kristne af Jehova har fået tilregnet retfærdighed og er blevet antaget som hans åndelige sønner, befinder de sig stadig i det ufuldkomne kød. De er stadig tilbøjelige til at synde, og det erkender de. Ved at drikke vinen giver de således udtryk for at de hver dag er afhængige af og må se hen til Kristi Jesu blod som er blevet ’udgydt for mange til synders tilgivelse’. — 1 Johannes 1:9, 10; 2:1.

¹² Der er imidlertid endnu et aspekt i forbindelse med det at drikke vinen: Derved tilkendegiver deltagerne at de er blevet taget med ind i ’den nye pagt’ som Jehova for længe siden omtalte gennem profeten Jeremias. Denne pagt blev sat i kraft ved Jesu blod. Parthaverne i denne pagt er Jehova Gud og hans åndelige sønner, som kollektivt udgør det åndelige Israel. Hvert medlem udvælges af Gud. Jesus er mellemmanden for denne pagt, ved hvilken han hjælper de 144.000 pagtsmedlemmer til at blive en del af Abrahams sæd. (Jeremias 31:31-34; 2 Tessaloniker 2:13; Hebræerne 8:10, 12; 12:22-24; Galaterne 3:29) Det er også med dem at Jesus indgår ’en pagt om et rige’, hvilket betyder at de, når tiden er inde, sammen med deres konge Jesus Kristus vil blive benyttet til at formidle Jehovas velsignelser i form af liv til alle jordens folk. — Lukas 22:28-30; Johannes 6:53; Åbenbaringen 5:9, 10; 1 Mosebog 22:15-18.

13. Hvad bør vi nu mindes den 14. nisan?

¹³ Når vi undersøger den fulde betydning af de ord Jesus udtalte på denne mindeværdige dag, må vi i sandhed mindes den kærlighed Jehova har vist ved at give sin elskede søn. Vi mindes også den kærlighed Jesus har vist ved at give sit liv som en løsesum for alle troende mennesker. (Johannes 3:16; Romerne 5:8; 1 Timoteus 2:5, 6) Der er imidlertid også andre dyrebare sandheder som Jesus den aften drøftede med sine disciple. Af bibelskribenterne er det kun apostelen Johannes der beretter om denne meget fortrolige samtale.

Herlighed, kærlighed og enhed

14. (a) Hvordan bliver Jehova herliggjort hver gang vi fejrer mindehøjtiden? (b) Hvilken rolle spiller kærligheden i forbindelse med at vi mindes Jesus, og hvilken selvransagelse bør dette tilskynde alle deltagerne til at foretage?

¹⁴ Jesus sagde: „Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i forbindelse med ham.“ (Johannes 13:31) Lige siden Israels udfrielse af Ægypten har den 14. nisan været forbundet med hævdelsen af Jehovas navn, hans suverænitet og hans magt. Nu, med Jesu trofasthed indtil døden og hans storslåede opstandelse ved Guds magt, blev en endnu større ære og herlighed Guds navn til del. (Jævnfør Ordsprogene 27:11.) Jesus sagde til sine disciple at de kunne bevise at de var hans disciple ved at holde „et nyt bud“, nemlig at ’elske hinanden ligesom han havde elsket dem’. (Johannes 13:34, 35) Graden af vor broderkærlighed afspejler vor taknemmelighed for den kærlighed Jesus dengang viste os. — 1 Johannes 4:19.

15. (a) Hvilket håb om liv har alle som deltager på en værdig måde? (b) Hvordan beviser de deres kærlighed til Jesus?

¹⁵ Håbet om en dag at leve i et himmelsk hjem er en del af den glæde der venter dem som er udvalgt til at herske sammen med Kristus. (Åbenbaringen 20:6) Det var Jesus der som den første fremholdt dette håb, idet han sagde: „Jeg går hen for at berede jer en plads. . . . jeg [kommer] igen og tager jer til mig.“ (Johannes 14:2-4) Tænk på den velkomst der venter alle dem der forbliver trofaste indtil enden! Jesus siger derfor formanende: „Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud.“ Det vil sige alle hans bud, deriblandt budet om at undervise og at gøre disciple. — Johannes 14:15, 21; Mattæus 28:19, 20.

16. (a) Hvordan understregede Jesus nødvendigheden af at hans disciple var enige, og hvorfor er denne enhed så vigtig? (b) Hvad kommer alle Jesu disciple ud for, men hvad hjælper dem til at holde ud?

¹⁶ Hvor vigtigt er det da ikke for Jesu disciple at være i samhørighed med ham og med hinanden! Jesus benyttede illustrationen med et vintræ og dets grene for at understrege dette. Enhed resulterer i megen frugt, og derved bliver Faderen herliggjort. (1 Korinter 1:10; Johannes 15:1, 5, 8) Alle Jesu disciple kommer ud for forfølgelse og modstand. Men hvor trosstyrkende er det ikke at vide at Jesus bevarede sin uangribelighed og besejrede verden trods alle Satans angreb! — Johannes 15:18-20; 16:2, 33.

17. Hvad bad Jesus om i sin bøn, som gengivet i Johannes, kapitel 17?

¹⁷ Jesus afslutter aftenen med en inderlig bøn til sin Fader. Herliggørelsen af hans Fader indtager førstepladsen i denne bøn. Han beder om at hans disciple må blive beskyttet mod den onde, Satan, mens de forbliver adskilt fra verden. Han beder også om at den samme kærlige enhed som findes mellem ham og hans Fader fortsat må bestå blandt den stadig voksende skare af hans disciple. — Johannes, kapitel 17.

18. Hvorfor var der, i betragtning af hele det antal der overværede mindehøjtiden i 1984, kun så få der nød symbolerne?

¹⁸ Vi har her blot betragtet nogle få af de dyrebare sandheder og tanker som Jesus delte med sine disciple den omtalte aften for omkring 1952 år siden, men disse hjælper os i høj grad til at forstå hvorfor den 14. nisan er en dag vi bør mindes. Det kommer derfor ikke som en overraskelse at der sidste år var 7.416.974 af Jehovas vidner og deres venner som indså betydningen af at komme sammen for at fejre Herrens aftensmåltid. Og dog var der kun 9081 af dette store antal som nød symbolerne. Hvorfor? Fordi flertallet af Jehovas vidner i dag betragter sig som en del af ’den store skare’ der står „foran tronen og foran Lammet“. De ser frem til at leve på planeten Jorden, som vil være deres evige hjem, ikke til at leve i himmelen, hvor de 144.000 „skal herske som konger sammen med [Kristus] i de tusind år“. — Åbenbaringen 7:9; 20:6; Salme 37:11.

19. Hvad er grundlaget for næste uges studium, og hvorfor er det vigtigt at vi alle overværer det?

¹⁹ Der er imidlertid opstået visse spørgsmål i forbindelse med forholdet mellem Herrens aftensmåltid og ’den store skare’ af „andre får“. (Johannes 10:16) Det vil derfor være på sin plads at tage disse spørgsmål op i den følgende artikel, så der ikke skal være nogen misforståelser, nu da endnu en mindehøjtid står for døren. — 1 Tessaloniker 5:21.

[Fodnoter]

Kan du huske —

■ Hvem nyder symbolerne ved mindehøjtiden?

■ Hvilke vigtige ting bør mindehøjtiden minde os om?

■ Hvordan viser vi at vi daglig mindes Jesus?

■ Hvilket vigtigt stridsspørgsmål har altid været forbundet med den 14. nisan?