Spørgsmål fra læserne
● Jeg ser frem til svaret på mit brev i rubrikken „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet. — Anonym indsender.
Rubrikken „Spørgsmål fra læserne“ i dette blad er et vidnesbyrd om at vi regelmæssigt modtager breve med spørgsmål fra læsere af Vagttårnsselskabets publikationer. Nogle stiller spørgsmål angående lærepunkter eller noget de har læst i Selskabets bøger og blade, og andre beder om bibelske råd angående personlige problemer.
Selv om vi ikke har mulighed for at føre en ubegrænset korrespondance, har vi dog som regel kunnet være behjælpelige med at finde det bibelske svar på spørgsmål som spørgeren ikke selv personligt har kunnet finde svaret på eller har kunnet få svar på i den lokale menighed. Når vi modtager spørgsmål, svarer vi personligt i et brev, men ikke alle de spørgsmål vi modtager, bliver bragt i denne rubrik i Vagttårnet. Undertiden er spørgsmålene af personlig art og vil derfor ikke være af interesse for vore læsere i almindelighed. I andre tilfælde offentliggøres spørgsmålet og svaret ikke, fordi emnet lige har været behandlet i Selskabets bøger eller blade. I dette tilfælde henviser vi ofte spørgeren til disse skrifter, så vedkommende kan læse hvad Selskabet allerede har sagt om det pågældende emne.
Vi besvarer ikke spørgsmål i breve som er anonyme eller som kun er undertegnet med initialer. Og det er indlysende at vi ikke kan skrive til en der ikke opgiver sin adresse. Hvis man virkelig ønsker hjælp i en sag, bør man opgive navn og adresse, så det bliver muligt at modtage hjælpen. Breve der ikke kan besvares fordi brevskriveren ikke har opgivet navn og adresse, vil ikke blive bragt under denne rubrik.
● Jeg har nu i nogle måneder læst Vagttårnet, og jeg vil være glad for at få et råd. Jeg har for nylig af grunde der, så vidt jeg forstår, er i overensstemmelse med Bibelen, søgt skilsmisse. Er det ifølge Bibelen forkert af mig at komme sammen med eller at søge selskab med en anden af det modsatte køn end min ægtefælle, før skilsmissen er endelig? — U.S.A.
Det vil være godt først helt at gøre sig klart hvad Bibelen siger om skilsmisse. Ifølge Guds ord er ægtefællens utroskab den eneste skilsmissegrund som giver én frihed til at gifte sig igen. (Matt. 19:9) Jesus sagde ikke at man kunne skille sig fra sin ægtefælle hvis man nærede ’stærk mistanke’ om at han eller hun havde bedrevet hor. Der må foreligge virkelige vidnesbyrd om ægteskabsbrud, såsom ægtefællens tilståelse, eller bevis for at ægtefællen har tilbragt hele natten sammen med en af det modsatte køn under urette omstændigheder. — Ordsp. 5:8-11.
En skilsmisse uden at der foreligger bevis for utroskab gør måske rent juridisk ende på et ægteskab, men i Guds øjne giver den ikke frihed til at gifte sig igen. (Mark. 10:9) Hvis man får en juridisk skilsmisse uden at have bevis for sin ægtefælles utroskab vil det i Guds øjne være ægteskabsbrud, hor, dersom man gifter sig igen. Vi læser: „Den, der skiller sig fra sin hustru [uden at have bevis for utroskab] og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første. Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, så bedriver hun hor.“ — Mark. 10:11, 12; se også Mattæus 19:9.
Selv om man virkelig har søgt skilsmisse på et bibelsk grundlag kan man ikke tillade sig at komme sammen med en anden eller at gøre en anden sin opvartning før skilsmissen er endelig. Man er stadig gift. Skilsmisselovene er forskellige fra sted til sted. I nogle lande og stater er parterne i en skilsmisse juridisk set straks helt frie. Andre steder varer det seks måneder før skilsmissen træder i kraft, ja der findes lande hvor skilsmissen ikke gives før efter temmelig lang tid, for eksempel et år efter separationsbevillingen. [Her i Danmark skal der gå halvandet år.]
Om denne sidste form for skilsmisse siger en juridisk håndbog: „Domstolen meddeler separationsbevilling hvis den finder at der er grundlag for en skilsmisse. . . . Separationen gælder ét år, og i dette tidsrum er parterne stadig mand og hustru. . . .. Den endelige dom giver parterne status af ugifte.“ Der gives således en tidsperiode hvori en forligelse om muligt kan finde sted. Hvis dette ikke sker, bliver parterne først juridisk frie efter at den endelige skilsmissebevilling er givet.
I det omtalte tilfælde er skilsmissebevillingen endnu ikke givet; begge parter er derfor stadig gift juridisk set, og retten har bevilget en tidsfrist for at se om de kan blive forligt. Det skulle derfor være indlysende at man i en sådan situation ikke er fri til at opføre sig som om man var ugift og kunne indlede bekendtskab med en anden med giftermål for øje. At gøre det, ville blot indbyde til både juridiske og bibelske vanskeligheder. (Hebr. 13:4) Først efter den endelige skilsmisse og efter at skilsmissebevillingen er givet, dersom loven kræver en sådan, har man frihed til at handle som ugift og er fri til at gifte sig igen.
Under disse omstændigheder vil den der er interesseret i at opnå Guds godkendelse gøre klogt i at lægge mærke til Jehovas vejledning angående ægteskab, dersom vedkommende ønsker at gifte sig efter at det nuværende ægteskab juridisk og bibelsk er bragt til ophør. Gud har befalet sine tjenere ikke at give deres samtykke til et ægteskab mellem en der tilbeder Jehova i overensstemmelse med hans ords sandhed og en der ikke tilbeder ham. (5 Mos. 7:3; Neh. 10:30) Hvis man gifter sig med en vantro kan det føre til Guds mishag, som tilfældet var med kong Salomon af Israel. (1 Kong. 11:4, 9) Guds ord siger at sande kristne kun skal gifte sig „i Herren“, kun med andre sande kristne. (1 Kor. 7:39) Selv om dette begrænser ens omgangskreds hvad muligheder for ægteskab angår, kan det bidrage til ens evige velfærd, da det kan hjælpe en til at opnå en plads i det paradis som Gud snart vil oprette på jorden.
Ved stadig at studere Bibelen og bibelske tidsskrifter og bøger kan man lære hvad der er Jehovas vilje og hvordan man kan tjene ham på en acceptabel måde sammen med hans vidner. I øjeblikket er spørgsmålsstilleren endnu gift og bør derfor modstå enhver fristelse til følelsesmæssigt at knytte sig til en ugift. Og dersom han efter skilsmissen er interesseret i at gifte sig igen bør han sørge for at finde sig en ægtefælle der trofast vil tjene Jehova. En sådan handlemåde vil få himmelens velsignelse. — Ordsp. 10:22.
■ Nød Jesus brødet og vinen da han indstiftede Herrens aftensmåltid? — M. C., U.S.A.
Nej, beretningen om hvordan Kristus indstiftede mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid til minde om sin død, viser ikke at han selv spiste af det usyrede brød og drak af vinen. Der findes heller ikke noget bibelsk grundlag for at mene at han gjorde det.
Ifølge Markus lyder beretningen: „Og mens de spiste, tog han et brød, velsignede, brød det, gav dem det og sagde: ’Tag det; dette er mit legeme.’ Og han tog en kalk, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf. Og han sagde til dem: ’Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny i Guds rige.’“ — Mark. 14:22-25; Matt. 26:26-29.
Nogle mener at fordi Jesus sagde: „Jeg skal ikke nogen sinde mere drikke af vintræets frugt,“ må han have nydt mindehøjtidens symboler. Men husk at de netop var blevet færdige med at fejre den årlige jødiske påskehøjtid. Som en del af denne fest havde Jesus drukket vin og spist usyret brød. Det var dét Kristus viste tilbage til da han sagde at han ikke skulle dele den glæde som vintræets frugt symboliserede, med dem før han herskede som konge og havde gjort brug af sin kongelige magt ved at vække sine salvede efterfølgere af døden. (Sl. 104:15; Åb. 11:17, 18) Jesus havde drukket af påskevinen, men der er ingen grund til at tro at han nød mindehøjtidens symboler.
Læg også mærke til at beretningen siger at Jesus gav symbolerne til „dem“, og at „de“ drak af den symbolske vin. Som symboler under mindehøjtiden repræsenterede det usyrede brød Jesu legeme, og vinen repræsenterede hans blod.
Herren Jesus behøvede ikke at tage imod eller få del i de goder som hans eget opofrede legeme og blod udvirkede. Han gav sit „kød, til liv for verden“. (Joh. 6:51) Han ofrede sit blod og kød for at dække angrende, men syndige menneskers synder. (Hebr. 9:12-14; 10:10) Som et fuldkomment menneske behøvede han ikke dette offers genløsende virkning og derfor kunne han sige til sine efterfølgere at dette offer var „for jer“, ikke for mig. (Luk. 22:20) Kristus kunne ofre sit menneskeliv og det blod i hvilket menneskelivet findes, for han behøvede ikke selv disse ting når han blev oprejst som en ånd der skulle leve i himmelen. — 1 Kor. 15:45, 50.
Men selv om han ikke behøvede de goder som vinen og brødet symboliserede, kunne han så ikke have nydt dem for at vise sine apostle et eksempel? Nej, de vidste hvordan de skulle spise usyret brød og drikke vin. Som jøder havde de netop gjort det i forbindelse med påskehøjtideligheden. Alt hvad Jesus behøvede at gøre var at indstifte dette Herrens aftensmåltid og derpå befale sine efterfølgere at fejre det til minde om ham.
■ Hvad mener Bibelen når den taler om at kristne hilser hverandre „med et helligt kys“? — L. L., Canada.
Apostelen Paulus slutter fire af sine breve med at opmuntre de kristne i det første århundrede til at hilse hverandre „med et helligt kys“. (Rom. 16:16; 1 Kor. 16:20; 2 Kor. 13:12; 1 Tess. 5:26) Og en lignende vending bruger apostelen Peter: „Hils hverandre med et kærligt kys!“ (1 Pet. 5:14) Bibelen giver ikke nærmere oplysning om denne skik blandt det første århundredes kristne, men en kort betragtning af den hebraiske skik at hilse med et kys, kaster lidt lys over sagen.
På Bibelens tid viste man ofte hengivenhed, respekt eller ønske om fred ved at kysse på kinden, panden, læberne eller hånden. Dette kunne man gøre uden at lægge noget romantisk eller erotisk i det. Der er i Bibelen eksempler på at mandlige slægtninge kysser hinanden og på at mandlige og kvindelige slægtninge kysser hinanden. (1 Mos. 29:11, 13; 2 Mos. 18:7) Det at kysse blev også brugt som udtryk for hengivenhed mellem mænd som var meget gode venner. (2 Sam. 19:39; Ap. G. 20:37) Disse udtryk for venskab og hengivenhed kan synes ejendommelige hvis man er blevet opdraget til at være mere tilbageholden med at vise sine følelser. Men for disse mennesker var det ikke mere ejendommeligt eller usædvanligt end et hjerteligt håndtryk er mellem gode venner i dag.
Paulus og Peter indførte derfor ikke nogen ny kristen skik eller højtidelig religiøs ritus. De videreførte snarere en hilsemåde som allerede var almindelig på deres tid. Blandt kristne ville en sådan hilsen ikke blot være en formalitet men en ægte genspejling af det broderskab og den åndelige enhed som fandtes blandt den sande tilbedelses enige tilhængere. Når kristne hilste hinanden „med et helligt kys“, ville det ikke være en upassende intimitet som ville vække forargelse, men det var et udtryk for en ren og gudfrygtig hengivenhed. Dette samme inderligt hengivne, rene og kyske åndelige broderskab opelskes blandt sande kristne i dag, selv om hilsemåden almindeligvis har en anden form. — Joh. 13:34, 35.
■ Eftersom de jødiske præster bar en hovedbeklædning når de tjente i templet, hvorfor skrev apostelen Paulus da senere at mændene ikke skulle bære en hovedbeklædning, men at kvinderne derimod skulle? — L. H., U.S.A.
Disse to påbud blev givet under forskellige ordninger. Det var først „ved tidernes fuldendelse“, det vil sige efter afslutningen på den jødiske tingenes ordning med dens præster, ofre og tilbedelse i templet, at Paulus forklarede hvad Gud ønskede med hensyn til brug af hovedbeklædning under den kristne ordning. (Hebr. 9:26) Ligesom Jehova havde ret til at ændre den sande tilbedelses form, kunne han også lave en ændring med hensyn til hvem der skulle bære en hovedbeklædning. — Dan. 4:35.
Når de israelitiske præster bar en hovedbeklædning var det ikke noget de selv havde valgt; de gjorde det efter et påbud fra Gud. Ypperstepræsten skulle bære et særligt hovedklæde, en turban. Foran på hovedklædet var fastgjort en lille guldplade, en pandeplade, indgraveret med ordene „Hellighed tilhører Jehova“. (2 Mos. 28:4, 36-38, NW) Underpræsterne bar huer af en lidt anden slags. (2 Mos. 28:40) I begge tilfælde tjente hovedbeklædningen som et tegn på underkastelse under Jehova, ligesom den også var „til ære og pryd“. (2 Mos. 28:2, 40) Præsterne bar således deres hovedbeklædninger som en lydighedshandling mod deres Gud og Lovgiver.
Men da apostelen Paulus opridsede hvad der ville være passende i den kristne menighed, viste han at kvinder som bad eller profeterede i menigheden, hvor det normalt ville være en mand som gjorde den slags, burde bære en hovedbeklædning. For den mandlige ordets tjener i menigheden ville det ikke være passende at bære en hovedbeklædning; det ville bringe skam over hans hoved, Kristus. (1 Kor. 11:3-16) Vi bør lægge mærke til at der var en forskel her. I templet eller tabernaklet under den jødiske ordning var der ingen kvinder som udførte præstelige handlinger, og der var derfor ikke noget behov for at lave en særlig adskillelse mellem mænd og kvinder. Men i den kristne menighed kunne både mænd og kvinder gøre tjeneste. Under inspiration påpegede Paulus derfor passende at en kristen kvinde under visse omstændigheder burde „have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld“, hvorimod mænd, som direkte repræsenterede Kristus, burde gøre det barhovedet.
I begge tilfælde, både under den jødiske præsteordning, og under den kristne ordning, tjente en hovedbeklædning som et tegn på underkastelse. Men der var en dobbelt grund til at kvinderne som tjente i den kristne menighed burde bære en hovedbeklædning. På den måde skildrede de menighedens underkastelse under Kristus, og viste desuden at de anerkendte mandens stilling som hoved i Guds ordning. — 1 Kor. 11:8, 9; Ef. 5:21-24.
■ Hvilken Zakarias hentydede Jesus til da han talte om „Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret“? — H. R., Canada.
Jesus talte imod sin tids religiøse ledere da han sagde „at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret“. (Matt. 23:35) I Lukas’ beretning findes ordene „Barakias’ søn“ ikke. (Luk. 11:50, 51) De findes heller ikke i Mattæus’ beretning i Codex Sinaiticus. De fleste manuskripter vidner dog om at Jesus sagde „Zakarias, Barakias’ søn“.
Det er forståeligt at man spekulerer på hvilken Zakarias Jesus mente, eftersom der nævnes over tyve mænd ved navn Zakarias i De hebraiske Skrifter. Skønt nogle bibelkommentatorer mener at Jesus tænkte på „profeten Zakarias, en søn af Berekja“, som skrev Zakarias’ bog, er der intet der tyder på at han blev myrdet. — Zak. 1:1; LXX; Dy.
Den almindeligste opfattelse går ud på at Jesus hentydede til Zakarias eller Zekarja, „præsten Jojadas søn“, da denne Zekarja blev stenet til døde i kong Joas’ dage. (2 Krøn. 24:20-22) Denne opfattelse støttes af at Krønikebøgerne står sidst i den traditionelle jødiske kanon, hvorved Abel bliver den første retfærdige mand som De hebraiske Skrifter fortæller blev myrdet, og Zakarias eller Zekarja den sidste. Det sted hvor denne Zekarja døde, „i forgården til [Jehovas] hus“, stemmer også med Jesu beskrivelse af stedet, „mellem templet og alteret“.
Både i Abels og Zekarjas tilfælde blev det forudsagt at den skyldige ville blive draget til ansvar for at have udgydt blod. (1 Mos. 4:10; 2 Krøn. 24:22) Der kan også drages en stærk parallel mellem forholdene og begivenhederne i Zekarjas, Jojadas søns, dage og forholdene på Jesu tid. Kort efter præsten Zekarjas død trængte en aramaisk hær ind i Juda, udplyndrede landet og fuldbyrdede dommen over Joas. (2 Krøn. 24:23-25) Efter at have beskrevet sine tilhøreres blodskyld sagde Jesus: „Alt det skal komme over denne slægt.“ (Matt. 23:36) Disse ord blev opfyldt på Jerusalem og Judæa i årene 70-73.
Hvem var da fader til denne Zekarja — Barakias eller Jojada? Nogle har ment at den aldrende præst Jojada (2 Krøn. 24:15) i virkeligheden var Zekarjas bedstefader, og at Zekarjas fader (Barakias) ikke nævnes i De hebraiske Skrifter, selv om hans navn kunne havde været bevaret i præsternes slægtsregistre. Der er også den mulighed — og den er ret sandsynlig — at Jojada, faderen til den Zekarja der blev myrdet, kan have haft to navne, som tilfældet er med så mange andre personer Bibelen nævner. (Sammenlign Mattæus 9:9 og Markus 2:14.) Interessant nok betyder navnet Barakias (Jah velsigner) næsten det samme som Jojada (Jehova kender eller agter på). I hvert fald kunne Jesus med rette henvise til det uretfærdige mord på Zakarias eller Zekarja da han fordømte dem der nu, på hans tid, forfulgte Guds tjenere.