Hvad siger Bibelen?
Om at sørge over de døde
VED et vejkryds et sted i Indien stiller en mand en skål med ris foran en hane. I Liberia i Afrika rager en kvinde al håret af hovedet og trækker i en sort klædning, som hun bærer i adskillige måneder. I Taiwan står en mand foran et lille bord hvorpå der er placeret to afgudsbilleder, noget røgelse og et billede af en kvinde; han er i færd med at brænde papirpenge. Disse og mange andre skikke praktiseres af folk forskellige steder på jorden når de sørger over deres døde slægtninge.
Hvad siger Bibelen om sådanne handlinger? Siger den at de er til gavn for de døde? at det vil være til skade for os at undlade at følge sådanne traditioner? eller at sådanne skikke behager Gud? Hvordan bør en kristen se på det at sørge over de døde? Da både vores opfattelse af spørgsmålet og de skikke vi følger i forbindelse med sorg over de døde berører vores tilbedelse af Gud og vort forhold til ham, er det vigtigt for os at kende svarene.
Mange sørgeskikke er baseret på den opfattelse at sjælen ved døden forlader et menneske og lever videre i „en anden verden“. Mange mennesker som tror dette, vil gerne hjælpe deres kære til at få det godt og blive lykkelige i deres „andet liv“. Derfor bringer de måske madofre til dem (i visse tilfælde spises dette senere af de levende), eller gør som manden fra Taiwan: brænder penge som deres døde slægtninge kan bruge. Før i tiden skete det endda at tjenestefolk blev begravet sammen med deres herre for at de kunne fortsætte med at tjene ham efter hans død.
Bliver sådanne bestræbelser, hvor velmente de end måtte være, virkelig påskønnet af de døde? Kan de levende hjælpe de døde? David, der var konge i fortidens Israel, mente ikke at de kunne. Så længe hans syge barn levede, græd og fastede han, men da barnet var død rejste han sig, tog andre klæder på og begyndte at spise igen. Til sine tjenere, der var overraskede over dette, forklarede David: „Hvorfor skulle jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen?“ Han forstod at nu da hans søn var død, var der intet han kunne gøre for at hjælpe ham. — 2 Sam. 12:23.
Andre skikke praktiseres fordi folk lever i frygt for de døde. Således er der i Vestafrika mange mennesker der holder vagt over liget for at formilde den døde. I adskillige dage og nætter opholder venner og slægtninge sig sammen med den døde. Højrøstet sang, trommeslagning og drikkeri er ganske almindeligt under en sådan vagt. Man håber at al denne støj og opmærksomhed vil behage den døde, så vedkommende ikke vil plage de levende. Ud over hele jorden er der folk som deltager i forskellige ritualer, søger efter tegn og bruger tryllemidler for at beskytte sig mod de døde.
Imidlertid er der ingen grund til at frygte de døde eller at bruge tid og penge på at formilde dem. Hvorfor ikke? Bibelen siger: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen.“ — Præd. 9:5, 6.
Men hvad med sjælen? Er den ikke usynlig og udødelig? Nej, ifølge Bibelen er „sjælen“ selve mennesket. I Første Mosebog 2:7 læser vi: „Gud [Jehova] dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1871-overs.) Da mennesket er en sjæl, dør sjælen altså når mennesket dør. „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ez. 18:4, 20; se også Første Korinterbrev 15:45.
Da skikke der tager sigte på at hjælpe eller berolige de døde er grundlagt på en forkert forestilling om sjælen, bør en hengiven tjener for Jehova ikke tage del i dem. Men hvordan kan han da udtrykke sin sorg over at have mistet en af dem han holdt af? Mange mener at man i et bestemt tidsrum bør gå klædt i sort. Hvad siger Bibelen om denne skik?
Det er naturligt for mennesker at føle sorg og fortvivlelse over tabet af en elsket ven eller slægtning. Guds tjenere i fortiden gav også udtryk for sorg. Abraham græd over Saras død; og det israelitiske folk sørgede over Moses’ død i tredive dage. Gennem sine love til israelitterne satte Jehova ikke desto mindre skel mellem dem og de omboende hedenske folkeslag med hensyn til deres sørgeskikke. Disse hedninger plejede at rage håret af hovedet og gøre indsnit i deres legeme når en slægtning døde (dette gør visse afrikanske stammer stadig). Men Jehova forbød israelitterne at gøre noget sådant. (3 Mos. 19:28; 5 Mos. 14:1) Dette tjente som en beskyttelse for dem imod at blive forledt til afgudsdyrkelse. Skønt de kristne ikke er under Moseloven formanes de af Jesus til ikke at være „en del af verden“. — Joh. 15:19.
At bære sort i et vist tidsrum er et ydre tegn på sorg. Skønt Jesus græd og ’stønnede ved sig selv’ efter Lazarus’ død, tyder intet i Bibelen på at han nogen sinde antog nogen af de ydre tegn på sorg som var almindelige blandt jøderne på den tid. (Joh. 11:35, 38) Jesus forudsagde at hans disciple ville faste af sorg over hans død, men samtidig lærte han dem at de skulle faste så kun Gud kunne se det, ikke for at mennesker skulle se det. (Mark 2:20; Matt. 6:16-18) Således argumenterer Bibelen imod at man går sørgeklædt i en bestemt periode eller ved andre ydre tegn viser sin sorg over et dødsfald. Sande disciple af Kristus vil lade deres sorg komme til udtryk i hjertet og ikke ved klædedragten. — Joel 2:12, 13.
På den anden side vil de naturligvis ikke ønske at støde an ved at gå alt for spraglet eller skødesløst klædt når det er „tid til at sørge“. (Præd. 3:1, 4) Ved en lejlighed ønskede nogle slægtninge og venner til en mand som var død, at aflægge hjemmet et besøg for at give udtryk for deres medfølelse; men de fik et chok, og nogle blev vrede, over at se datteren i en gammel morgenkåbe og slippers — de fik indtryk af at hun tog meget let på dødsfaldet.
Når der sker et dødsfald i familien er det heller ikke tiden til at søge morskab. Som den vise kong Salomon sagde: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte. Bedre græmmelse end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt.“ — Præd. 7:1-3.
Når en af vore bekendte dør, vil det være kærligt og passende at besøge de efterladte for at trøste dem. Ofte vil det ved en sådan lejlighed blive værdsat at man tilbereder et måltid mad eller går et ærinde. Ved at besøge de sørgende trøster man ikke alene de efterladte, men man hjælpes til selv at huske på livets korthed. Ved at tænke nærmere over at døden, der er kommet til dette hjem, inden længe kan ramme en selv, vil man forstå behovet for at skabe sig et godt navn hos Jehova nu. Hvis man har brugt for meget tid til at søge morskab og fornøjelser, bør alvorlig eftertanke få en til at ændre sit hjerte til det bedre.
Men det er også vigtigt at huske at al for megen sorg og klage kan gøre én svag. Skønt man føler et dybt savn ved tabet af en man holdt af, bør man undgå at have unødig medlidenhed med sig selv. Bedrøvede ved tanken om at Jesus skulle dø, døsede hans disciple i stedet for at bede, som han havde lært dem aftenen før sin død. (Luk. 22:45, 46) Resultatet var at de alle lod ham i stikken da han blev arresteret. Efter at Kristus ved flere lejligheder havde givet sig til kende over for sine disciple som et bevis på at Gud havde oprejst ham fra de døde, fik de deres glæde og nidkærhed igen.
Dette vidunderlige opstandelseshåb vil hjælpe os til ikke at blive fuldstændig overvældet af bedrøvelse. Apostelen Paulus formaner: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham.“ Og han tilføjer: „Bliv derfor ved med at trøste hinanden med disse ord.“ — 1 Tess. 4:13, 14, 18.
Vi behøver ikke at være ’uvidende om de døde’ som størstedelen af menneskeheden der tror den falske lære om sjælens udødelighed. At de vitterlig intet håb har, ses ofte af den måde de fortsætter med at sørge over deres døde på. Et ægtepar som tidligere havde været metodister, så tydeligt forskellen mellem den tro på opstandelsen som Jehovas vidner lægger for dagen og den mangel på et ægte håb som de havde erfaret kendetegner begravelser inden for kristenheden. En datter til nogle af deres slægtninge blandt Jehovas vidner var død. Den tro og styrke som disse Jehovas vidner udviste, samt Bibelens forklaring på opstandelsen og på årsagen til at menneskene dør, gjorde et dybt indtryk på dem da de overværede begravelsen. Ved hjælp af et bibelstudium med Jehovas vidner har de nu fået den samme tro og det samme håb.
Kendskab til hvad Bibelen lærer om opstandelsen af de døde kan også hjælpe Dem til at få et sådant håb. Efter at Jesus havde ’udtømt sin sjæl til døden’, oprejste Gud ham på den tredje dag til udødeligt, åndeligt liv. (Es. 53:12; 1 Kor. 15:3, 4) Dette tjener som en garanti for os om at Gud vil oprejse de døde fra graven. Medlemmerne af Kristi „brud“, hans menighed, får en opstandelse som himmelske åndeskabninger der skal regere sammen med Jesus i hans rige. Når Riget fjerner den nuværende, døende tingenes ordning fra jorden, vil der ske en opstandelse „af både retfærdige og uretfærdige“. (Apg. 24:15) Til den tid vil Jehova Gud, gennem Jesus Kristus og hans brud eller menighed, anvende værdien af Kristi sonoffer til gavn for menneskeheden, hvorved han vil bringe den tilbage til fuldkommenhed. Så vil den død vi alle har arvet fra Adam, blive gjort til intet. (1 Kor. 15:21-26) Således vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg“. — Åb. 21:2-4.
De der har Bibelens syn på hvad der behager Gud og som derfor ønsker at vinde hans godkendelse, vil gøre alt for at undgå sørgeskikke der er grundlagt på den falske lære om sjælens udødelighed; de vil ikke demonstrativt stille deres sorg til skue eller sørge i en grad der afslører en fuldstændig mangel på håb om en opstandelse. Ikke overtroiske skikke men nøjagtig kundskab om hvad Gud har til hensigt, giver virkelig trøst; som Jesus sagde: „Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet.“ — Matt. 5:4.