„Dit ord er sandhed“
Må kristne aflægge ed?
MÅ KRISTNE aflægge ed? Nej, det må de ikke, siger visse sekter som for eksempel kvækerne. De siger at Jesu ord i Mattæus 5:33-37 forbyder kristne at aflægge nogen form for ed. På grund af dette har de hvis samvittighed forbyder dem at aflægge ed, i nogle lande lov til at afgive en højtidelig forsikring i stedet for at sværge på de oplysninger de har givet i retten. Edsaflæggelse er i 1965 helt afskaffet i den danske retspleje.
De ord af Jesus der hentydes til er en del af hans bjergprædiken og lyder: „I har endvidere hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren.’ Men jeg siger jer, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er ’Guds trone’, eller ved jorden, thi den er ’hans fodskammel’, eller ved Jerusalem, thi det er ’den store Konges by’. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.“ — Matt. 5:33-37.
Disciplen Jakob, Jesu halvbroder, gav en lignende påmindelse: „Fremfor alt, mine brødre! sværg ikke, hverken ved Himmelen eller ved jorden ej heller nogen anden ed; men lad jeres ’ja’ være ’ja’, og jeres ’nej’ være ’nej’, for at I ikke skal hjemfalde til dom.“ — Jak. 5:12.
Er det fornuftigt at mene at ovennævnte befalinger forbyder kristne at aflægge nogen form for ed? Nej, det lader ikke til at vi skal lægge en så bogstavelig betydning i disse ord. Det er blandt andet interessant at lægge mærke til at Jesus ikke udtalte noget forbud mod at sværge ved Jehova Gud, den mest tungtvejende af alle eder. Således fortæller Bibelen at Abraham, David og andre sværgede ved Gud. — 1 Mos. 21:23, 24; 1 Sam. 24:22, 23.
I betragtning af de forskellige ting Jesus nævnte — himmel, jord, Jerusalem, ens hoved — som folk var tilbøjelige til at sværge ved, lader det til at hans ord snarere var rettet, ikke imod de højtidelige lovformelige eder som aflægges i retten, men mod den vane mange på hans tid havde, at understrege hver eneste udtalelse med en ed, som om man måtte sværge på alt det man sagde for at blive troet. Han mente simpelt hen at vi skulle være ærlige i vore udtalelser, vi skulle mene det vi sagde. Så er sådanne eder unødvendige.
Hvis Jesus havde været imod højtidelige eder i retten, ville han da have tilladt at den jødiske ypperstepræst tog ham i ed da han blev forhørt? Men Jesus svarede da ypperstepræsten sagde: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn.“ — Matt. 26:63.
Desuden henviser Bibelen mere end halvtreds gange til at Jehova selv aflægger ed. Således bekræfter han i Salme 110:4 sit løfte til sin Søn ved hjælp af en ed: „[Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ Apostelen Paulus gør os opmærksomme på Jehovas brug af eder samt på at det er nyttigt og rigtigt at aflægge ed: „Da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: ’Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt.’ Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt. Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv [ikke ved deres hoved!], og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger. Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed, for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os.“ — Hebr. 6:13-18.
At usædvanlige omstændigheder kan gøre det nødvendigt med en ed ses ved at Paulus gør brug af en sådan i Galaterne 1:20. Selv om Paulus skrev meget gjorde han sjældent brug af en ed, men i dette tilfælde gjorde han brug af den for at stadfæste at han havde været lovtro som jøde så det han nu fortalte kunne have vægt. Det han her fortalte var desuden selvbiografisk og hvilede hovedsagelig på hans eget ord, og derfor brugte han eden til at understrege det med: „Se, for Guds åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver.“ Derved overtrådte han ikke Jesu forbud mod at aflægge ed.
I nogle lande findes der fagforeninger som forlanger at deres medlemmer aflægger følgende ed: „Jeg vil vise den fuld troskab og ikke ofre dens interesser på nogen måde.“ Der synes ikke at kunne indvendes noget imod en sådan ed. Den forlanger kun at man ikke bryder en strejke eller tager del i andre handlinger til skade for fagforeningen, og at aflægge en sådan ed vil ikke berøre forkyndelsen af evangeliet.
En indviet kristen vil imidlertid gøre vel i at overveje sagen grundigt før han aflægger en ed som kan berøre hans tjeneste, som for eksempel en ed der vil forpligte ham til at adlyde et andet menneskes vilje øjeblikkelig og uden at stille spørgsmål eller komme med indvendinger. Visse lande forlanger at man aflægger en sådan ed for at få borgerret. Det ville ikke være rigtigt af en kristen at aflægge en sådan ed og tage stiltiende forbehold, idet vedkommende tænker at det sandsynligvis ikke får nogen praktisk betydning for ham eller hende på grund af alder eller køn. Det giver én visse fordele at have borgerret, men en kristen kan ikke gå på kompromis eller lyve eller aflægge en ed med forbehold som han ikke giver udtryk for, for at opnå disse fordele.
Ligeledes vil en kristen som har aflagt ed på at han vil sige sandheden, ikke lyve men svare sandfærdigt på det han bliver spurgt om, eller han kan nægte at svare hvis han ellers bringer Guds retfærdige interesser eller en medkristen i fare. I et sådant tilfælde må han være villig til at tage eventuelle konsekvenser af at han nægter at udtale sig.
I sidste instans må vi imidlertid sige at spørgsmålet om at aflægge ed er noget hver enkelt må afgøre med sin samvittighed. Den enkelte kristne må derfor afgøre med sig selv om hans samvittighed tillader ham at aflægge en bestemt ed eller ej, idet han husker på de forpligtelser han har over for Jehova og som kommer i første række og ikke kan krænkes.