Hvad Bibelen siger

Hvorfor kaldte Jesus Kristus sig „Amen“?

TIL den kristne menighed i Laodikea sagde Guds opstandne søn: „Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse: ’Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du hverken er kold eller varm. Jeg ville ønske du var kold eller varm. Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ — Åb. 3:14-16.

Der var stor forskel på Jesus Kristus og mange af hans disciple i Laodikea. Gud søn var trofast og sand, mens den laodikeanske menighed erfarede en alvorlig åndelig nedgangstid. Den var hverken opildnende varm eller forfriskende kold, men lunken og ubeslutsom, blottet for nidkærhed.

I betragtning af denne menigheds dårlige åndelige tilstand var det i høj grad på sin plads at Jesus Kristus henledte opmærksomheden på at han var Amen. „Amen“ betyder „det er sikkert“, „det er sandt“, „det ske“, „sandelig“. Jesus Kristus er en sandhedens forkynder, en sand profet eller talsmand for Gud. At han omtalte sig selv som „Amen“ tjente til retledning af den laodikeanske menighed. Den måtte retledes fordi nogle af dens medlemmer ikke havde levet op til det deres Herre stod for; de havde ikke været trofaste og sande. Eftersom de var lunkne, havde de ikke trofast gjort det der var blevet krævet af dem.

Som Amen er Jesus Kristus dog mere end en forkynder af sandheden. Han bekræfter eller garanterer at alle Guds løfter bliver opfyldt. Det var det apostelen Paulus påpegede i Andet Korinterbrev 1:20, hvor vi læser: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham. Og derfor siges der gennem ham amen til Gud, ham til herlighed gennem os.“

Men hvordan er Jesus Kristus blevet den gennem hvem alle Guds løfter bekræftes? Lad os først se på hvad der nødvendiggjorde at han blev det.

Da den første mand, Adam, lod hånt om Guds lov, mistede han sit hellige forhold til Skaberen og satte sin fuldkommenhed over styr. Han var nu en synder og havde ikke mere evnen til at sætte syndfrie børn i verden. Derfor kom hele menneskeslægten i trældom under synden og døden. Det hedder i Bibelen: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Rom. 5:12) Ydermere var Adams efterkommere nu fremmedgjorte for Jehova Gud, der er hellig og ren og intet har tilfælles med synd.

Menneskene havde altså brug for at blive udfriet fra trældom under synden. Kun hvis de blev løskøbt fra denne trældom kunne de blive forligt med Gud. Adam havde forspildt retten til fuldkomment liv som menneske, og da løsesummen skulle have nøjagtig samme værdi, måtte der et fuldkomment menneskeliv til. Ingen af Adams ufuldkomne efterkommere kunne betale så høj en pris. Derfor siger Bibelen: „Ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ — Sl. 49:8-10.

Jesus Kristus sad imidlertid inde med den løsesum der skulle til. Ved et mirakel blev han overført fra en himmelsk tilværelse som åndeskabning til en jordisk tilværelse der tog sin begyndelse i jomfru Marias moderskød. (Luk. 1:30-35; Joh. 1:1, 2, 14) Derfor var Jesus fuldkommen. I modsætning til Adam, der satte sin fuldkommenhed over styr, bevarede Guds søn sin syndfrie tilstand som menneske.

Herom skrev apostelen Peter: „Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund.“ (1 Pet. 2:22) Selv Judas Iskariot kunne ikke finde nogen synd hos Jesus. Der var intet hvormed han kunne retfærdiggøre at han forrådte sin Herre og Mester, skønt han omgikkes ham som en nær ven og kunne iagttage ham når han ikke havde offentlighedens øjne hvilende på sig. „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod,“ måtte Judas erkende. (Matt. 27:4) Selv de argeste fjender af Jesus Kristus havde kun falske vidnesbyrd at fremføre mod ham. — Mark. 14:55-59.

Da Jesus Kristus villigt gav afkald på livet, betalte han følgelig den pris der var nødvendig for at menneskeslægten kunne blive løskøbt. Han „gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. — 1 Tim. 2:6.

Mennesker der erkender at de er blevet løskøbt, og som ønsker at Jesu offers sonende værdi skal komme dem til gode, kan blive forligt med Gud. Det var det apostelen Paulus havde i tanke da han skrev: „Mens vi endnu var svage, døde Kristus til den fastsatte tid til gavn for ugudelige. . . . For når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv. Og ikke det alene, men vi jubler også over Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi nu har modtaget forligelsen.“ (Rom. 5:6-11) Alle der således er blevet forligt med Gud vil komme til at erfare opfyldelsen af Guds løfter, en opfyldelse der er blevet mulig i kraft af at Jesus bevarede sin fuldkommenhed og døde som et offer.

Det var naturligvis Jehova Gud der foranstaltede at menneskeslægten kunne blive løskøbt, og det kostede ham selv et stort offer. Han nærede inderlig kærlighed til sin søn, men tillod alligevel at han led en forsmædelig død for at syndige mennesker kunne blive løskøbt. Eftersom den almægtige Gud har vist en så enestående kærlighed, kan vi være overbeviste om at han ikke vil lade et eneste af sine løfter forblive uopfyldt. Det understregede apostelen Paulus med følgende spørgsmål: „Han som end ikke skånede sin egen søn men overgav ham for os alle, hvorfor skulle han ikke også, med ham, i sin godhed give os alt andet?“ — Rom. 8:32.

Sønnen blev belønnet rigt for sin trofasthed til døden. Vi læser i Bibelen: „Derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Fil. 2:9-11.

I overensstemmelse hermed bør alle bønner bedes gennem Jesus, og man bør sige „amen“ i hans navn. Fordi Guds søn er Amen vil alle retmæssige bønner blive besvaret. Han sagde til sine apostle: „Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn. . . . Bed, og I vil få, så jeres glæde kan være hel og fuld.“ (Joh. 16:23, 24) „Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan blive herliggjort i forbindelse med Sønnen. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Joh. 14:13, 14.

Vi ser altså at Jesus Kristus med rette kaldte sig „Amen“. Og fordi han er Amen kan vi tillidsfuldt regne med at Guds løfter bliver opfyldt. Vi kan også stole på at alle bønner der bedes i tro og i harmoni med Guds vilje, bliver besvaret. At Jesus er Amen skulle desuden minde kristne om hvor vigtigt det er at forblive trofast og at efterligne Jesu eksempel som „det trofaste og sande vidne“.

● Kan du lide at høre en god sladderhistorie? Så glem ikke at den der elsker at sladre om andre, sikkert også sladrer om dig. Tænk hellere på Salomons ord: „Den, der dølger en synd, søger venskab, men den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ — Ordsp. 17:9.