Er du barmhjertig ligesom din Fader er barmhjertig?
JEHOVA er en Gud som er „rig på barmhjertighed“. Om ham sang salmisten: „Nådig og barmhjertig er [Jehova], langmodig og rig på miskundhed. God er [Jehova] mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker.“ — Ef. 2:4; Sl. 145:8, 9.
Hvad betyder dette for dig? Forestiller du dig at Guds barmhjertighed er en egenskab der kun kommer til udtryk når nogen står „anklaget“ for ham fordi de har gjort noget forkert? Viser han kun barmhjertighed når han mildner sin dom over overtrædere?
På ingen måde. Ganske vist kan ordet barmhjertighed, sådan som det bruges i Bibelen (hebraisk: rahhamʹ; græsk: eʹleos), beskrive en negativ handling, som for eksempel det at tilbageholde en straf. Men som oftest beskriver det en positiv handling. Som behandlet i et tidligere nummer af dette blada er barmhjertighed først og fremmest „medfølelse vist i handling“, et udtryk for venlig hensynsfuldhed eller medlidenhed der bringer lindring til dem som er i nød, i vanskeligheder eller i fare.
Barmhjertighed er på ingen måde en egenskab der blot kommer til udtryk i forbindelse med retskendelser; det er derimod en egenskab der er karakteristisk for hele Guds personlighed. Det er en egenskab han normalt viser dem der er i nød, det er en hjertevarmende side af hans kærlighed. Guds søn, som åbenbarede hvordan hans Fader er, hjælper os ved sin personlighed, sin tale og sine handlinger til at forstå at Jehova i sandhed er „barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud“. (Joh. 1:18; 2 Kor. 1:3) En væsentlig grund til at Guds søn blev sendt til jorden var netop at han „kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst“, gennem hvem vi „med frimodighed [kan] træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid“. — Hebr. 2:17, 18; 4:15, 16.
Ikke sådan at forstå at Gud er sentimental. Den måde hvorpå hans barmhjertighed kommer til udtryk, er altid i harmoni med hans andre egenskaber og normer, herunder hans retfærdighed og hellighed. (Hos. 2:19) Vi bør derfor aldrig forsøge at trække veksler på Guds barmhjertighed, og tro at han til stadighed vil vise barmhjertighed imod os uanset hvad vi gør. Han lader sig ikke spotte, og de der med overlæg sår ondt kan kun forvente at høste ondt. (Gal. 6:7) Hvis vi med vore ord, vore handlinger og vor livsførelse forsætligt viser respektløshed for Guds retfærdige handlemåde, krænker vi ham, og han kan med rette ’lukke sit hjerte i vrede’. — Sl. 77:10; Rom. 2:4-11.
Barmhjertighed avler barmhjertighed
Guds søn sagde: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ (Matt. 5:7) Dette gør sig også i høj grad gældende i vor handlemåde over for hinanden, ikke sandt? Jesus fremholdt dette princip: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gør mod jer!“ Efter at have formanet sine disciple til at være „barmhjertige, ligesom [deres] Fader er barmhjertig“, og holde op med at dømme og fordømme hinanden, tilføjede han: „Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.“ — Luk. 6:31, 36-38.
Mange af de inspirerede ordsprog understreger dette. I Ordsprogene 28:27 hedder det: „Hvo fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo øjnene lukker.“ Og: „Den vennesæle velsignes, thi han deler sit brød med den ringe.“ — Ordsp. 22:9.
Men en sådan medfølende handlemåde skal naturligvis ikke begrænses til at man blot yder materiel hjælp. Folk trænger til noget som deres sind og hjerte kan næres af, de har brug for åndelig føde, gode nyheder og opmuntring. Ellers bliver den nød og sult de kommer til at lide, endnu mere smertefuld end den der skyldes mangel på bogstavelig føde. Den åndelige nød er i dag udbredt som aldrig før.
I en verden hvor der findes så megen ufølsomhed over for folks behov, hvor ubarmhjertig kritik er så almindelig, og opmuntrende udtryk for værdsættelse er så få, er den barmhjertige i sandhed en forfriskende velsignelse. At han gavmildt giver af sig selv, i endnu højere grad end han giver af sine ejendele, vil ikke forblive uden belønning — i hvert fald ikke uden belønning fra Jehova. Guds ord siger: „Er man god mod den ringe, låner man [Jehova], han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ (Ordsp. 19:17) Ja, Jehova værdsætter dem der efterligner hans barmhjertighed.
Bibelen forbinder nøje barmhjertighed og godhed med hinanden. Da Jehova havde lovet at åbenbare ’al sin godhed’ for Moses, lod han sin engel drage forbi profeten og udråbe Guds barmhjertighed og miskundhed eller kærlige godhed. (2 Mos. 33:19, NW; 34:6, 7) Salme 145:9 sidestiller også godhed og barmhjertighed, idet der her siges: „God er [Jehova] mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker.“
Paulus’ ord i Romerbrevet 5:7 (NW) viser i hvor høj grad den barmhjertige kan fremkalde en tilsvarende medfølelse hos andre. Han siger: „Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode, måske, tør nogen endog dø.“ Som vi har set indbefatter godhed barmhjertighed. Hvorfor er det da mere sandsynligt at nogen ville turde dø for „den gode“ end for „den retfærdige“?
En mand bliver uden tvivl betragtet som „retfærdig“ hvis han er retskaffen, ærlig og ikke gør sig skyldig i umoralitet. Han er en mand der ikke kan anklages for at gøre noget forkert. Men „den gode“ har egenskaber der rækker ud over dette. Han er ikke alene optaget af at gøre det der er ret og rigtigt. Hans medfølelse tilskynder ham til at gøre endnu mere end retfærdigheden kræver, idet han drives af omtanke for andre og et inderligt ønske om at gavne dem, hjælpe dem og bidrage så meget til deres lykke som han kan. Mens ’den retfærdige’ opnår respekt og beundring, appellerer han ikke så stærkt til hjertet som „den gode“. Ja, for den mand der er varmhjertet, hensynsfuld, barmhjertig og hjælpsom, den hvis godhed træder stærkt frem og som vinder andres hengivenhed — for en sådan mand, siger Paulus, ville man måske være villig til at dø. Og hvis mennesker kan vise en sådan værdsættelse af en der er medfølende, hvor meget mere gør Gud det så ikke! At Gud har ofret sin elskede søn er et udtryk for at han selv elsker godhed og medfølelse. — Rom. 5:6-8.
Mangel på medfølelse virker frastødende
Hvis barmhjertighed avler barmhjertighed er det omvendte lige så sandt. Jesu lignelse om den ubarmhjertige tjener der af sin kongelige herre havde fået eftergivet en stor gæld, men derefter undlod at vise medfølelse over for en medtjener som blot skyldte ham et lille beløb, skildrer dette udmærket. Mandens mangel på barmhjertighed virkede frastødende på de andre tjenere, der fortalte det til deres herre; og herren kaldte den ubarmhjertige tjener til sig og sagde: „Du onde tjener! al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!“ Herrens vrede var blevet vakt, og han lod den ubarmhjertige tjener kaste i fængsel. — Matt. 18:32-34.
David gav udtryk for en lignende følelse da han hørte Natans beretning om den rige mand der tog en fattig mands eneste lam for at tilberede et måltid til en gæst. David udbrød i vrede: „Den mand, som gjorde det, er dødsens.“ Hvorfor? „Fordi han handlede så hjerteløst“ over for sin næste. Men det var et knusende slag for David da han — der, som hans udtalelse viste, inderst inde selv var en medfølende mand — fik at vide: „Du er manden!“ Så selv om vi måske øver barmhjertighed må vi ikke blive selvsikre men give agt på formaningen: „Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ — 2 Sam. 12:1-7; Luk. 6:36, NW.
At det virkelig er en alvorlig sag fremgår af Bibelens udtalelse om at de „ubarmhjertige“ regnes blandt dem der ifølge Guds ordning „fortjener døden“. (Rom. 1:31, 32) Tænk på farisæerne der, ifølge Jesus, som skare betragtet var bestemt til gehenna, evig tilintetgørelse. (Matt. 23:23, 33, NW) Deres mangel på barmhjertighed bidrog øjensynlig i høj grad til at de fortjente denne dom. Da Jesus irettesatte dem fordi de ’fordømte de skyldfri’, sagde han til dem at de skulle gå hen og lære hvad de ord betyder: „Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer.“ — Matt. 9:11-13; 12:7; Hos. 6:6.
En af årsagerne til at det forholdt sig sådan med farisæerne, var deres yderst paragrafmæssige måde at betragte alting på. De gik meget højt op i regler, forskrifter og fremgangsmåder, men de overså eller tog mindre hensyn til de vigtigere principper i Guds ord og det der betød mest i den sande tilbedelse. De lignede afgjort ikke ham som de påstod var deres himmelske Fader. (Joh. 8:41) Har vi en vis tilbøjelighed til at være som de?
Selv om Guds barmhjertighed ikke på nogen måde er begrænset til domsperioder, kommer den dog tydeligt til udtryk ved sådanne lejligheder. Hvor skulle vi ønske at være genstand for Guds barmhjertighed i sådanne perioder!
[Fodnote]