Når nationens ledere faldt i afgudsdyrkelsens snare, fulgte folket som helhed dem, og nationen blev åndeligt syg. Den nye generation voksede op i disse uheldige omgivelser, og tendensen blandt disse unge til at følge i deres fædres spor og dyrke afguder var stor. Undertiden var det først flere generationer senere, at de ulykker, som deres afgudsdyrkelse havde samlet sammen til dem, kom til udbrud i en national krise, hvilket sædvanligvis resulterede i en hel eller delvis genoprettelse af den rene gudsdyrkelse.

I hvert fald led nationen i flere generationer efter sit fald, hvis ikke disse efterfølgende generationer angrede deres overtrædelse af Jehova Guds pagt og omvendte sig. Dommerbogen er fuld af beretninger om nationens fald og de forfærdelige følger. (Dom. 2:11-19) Samme situation opstod i den tid, kongerne regerede. For eksempel besluttede Jehova at straffe nationen for dens afgudsdyrkelse under Manasses regering, og end ikke en efterfølgende god tid under kong Josias fik Gud til at opgive denne hensigt. (2 Kong. 22:13-20; 23:25-27) Trods den midlertidige genrejsning under Josias’ regering gik nationen fra ondt til værre, indtil den blev ført i fangenskab i Babylon, hvor den var i halvfjerds år. Det var et eksempel på, at nationen blev straffet for fædrenes misgerninger over en periode på tre, fire eller flere generationer. På Jesu tid ophidsede nationens ledere folket til at kræve Jesu liv, og da Pilatus erklærede, at han var uskyldig i mordet på Jesus, svarede folket: „Hans blod komme over os og vore børn!“ (Matt. 27:25) Den jødiske nation forkastede Messias og vendte sig i stedet til det afgudsdyrkende romerske verdensrige, og det har hovedsagelig været disse jødiske afgudsdyrkeres børn, der udgjorde folket, da nationen blev straffet for denne fædrenes brøde, ved at romerne kom i året 70 e. Kr.

At fædres brøde hjemsøges på børnene, behøver ikke at betyde, at de straffes med døden, for hvis det var tilfældet, kunne den forfader, der havde begået misgerningen, jo ikke have oldebørn. Et tilfælde, hvor Jehova anvendte dette princip på en enkeltperson, er Eli, der på grund af sin forsømmelse mistede præsteværdigheden for sin familie, hvilket blev virkeliggjort på Ebjatars, Elis oldebarns, tid. (1 Sam. 2:27-36; 3:11-14; 14:3; 22:20; 1 Kong. 2:26, 27) Et andet eksempel er Gehazi, der blev spedalsk, fordi han løb ud for at få en belønning af den helbredte syriske hærfører Na’aman i modstrid med Elisas ønske, og til hvem Elisa sagde: „Na’amans spedalskhed skal hænge ved dig og dit afkom til evig tid.“ (2 Kong. 5:1-27) Dermed var deres børn og efterkommere ikke dømt til døden, men der blev påført dem visse ufordelagtige virkninger af deres forfædres overtrædelser. Enkeltpersoner blandt disse efterkommere kunne vende sig til Jehova og modtage et vist mål af lindring og barmhjertighed.

Prøv din hukommelse

Når du har læst dette nummer af „Vagttaarnet“, kan du så huske —

● Om man kan bevare sin kristne retskaffenhed til trods for et totalitært pres? S. 99, § 8.

● Om Bibelen siger noget om, at Peter har været i Rom? S. 102, §3.

● Hvilken advarsel, der gives dem, som føler, at de allerede er frelst? S. 103, § 2.

● Hvordan de føler, som siger: „Hvis der er en Gud, så burde han gøre noget for at forbedre forholdene i verden“? S. 103, § 3.

● Hvorfor en forligelse med Gud er nødvendig? S. 103, § 4.

● Om en blot og bar bekendelse er tilstrækkelig for at blive forligt med Gud? S. 107, § 23.

● Hvad Skriften siger til dem, der tror, at de er uden for al hjælp? S. 107, § 24.

● Hvornår den fulde forligelse kommer i stand? S. 109, § 39.