Modsiger Bibelen sig selv?
SANDE kristne betragter Bibelen som en gave fra Gud. De læser den med glæde og drager nytte af den. Imidlertid er der nogle som hævder at Bibelen indeholder selvmodsigelser og derfor er upålidelig.
Det kan være direkte modstandere af Bibelen, eller nogle som har søgt at forstå den men som simpelt hen ikke har kunnet få tilsyneladende uoverensstemmelser til at harmonere. De mener måske at Bibelen virkelig modsiger sig selv. Men hvad viser en omhyggelig undersøgelse?
Er det uoverensstemmelser?
Når kritikere støder på vanskeligheder i deres bibellæsning er de ofte alt for hurtige til at anlægge et negativt syn på problemet og drage forhastede slutninger. De der værdsætter Bibelen som Guds gave til mennesker er imidlertid positive i deres søgen efter en løsning. Læg mærke til hvordan skriftsteders indbyrdes harmoni kan forklares.
Hvem var det som solgte Josef til Ægypten? I Første Mosebog 37:27 står der at Josefs brødre ville sælge ham, men i det næste vers læser vi: „Da nu midjanitiske købmænd kom der forbi, trak de Josef op af cisternen. Og de solgte Josef til ismaelitterne for tyve sekel sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.“ Var det de midjanitiske købmænd der tog Josef op af cisternen, og solgte de ham til ismaelitterne, som derefter tog ham med til Ægypten? Nej, Josef selv bekræftede senere at det var hans egne brødre der havde solgt ham, idet han sagde: „Jeg er eders broder Josef, som I solgte til Ægypten.“ (1 Mos. 45:4) Hvad kan vi altså slutte? Enten at midjanitterne (som var beslægtede med ismaelitterne) også blev kaldt ismaelitter, eller at de midjanitiske købmænd rejste sammen med den ismaelitiske karavane. Og at Josef blev solgt til dem af sine brødre.
Hvor mange israelitter døde fordi de havde umoralsk forbindelse med Moabs døtre og deltog i den falske tilbedelse af Baʹal-Peor? Apostelen Paulus erklærede: „Lad os heller ikke øve utugt, som nogle af dem [israelitterne i ørkenen] begik utugt, og de faldt, treogtyve tusind af dem på én dag.“ (1 Kor. 10:8) Om den samme begivenhed oplyser Fjerde Mosebog 25:9 imidlertid: „Men tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000.“ Antallet af dræbte har muligvis ligget mellem 23.000 og 24.000, hvorfor det ene runde tal er lige så nøjagtigt som det andet. På den anden side nævner Fjerde Mosebog specielt at de af „alle folkets overhoveder“ som havde holdt til med Ba’al-Peor, skulle slås ihjel af dommerne. (4 Mos. 25:4, 5) Der kan meget vel have været 1000 af disse overhoveder, således at det samlede antal bliver 24.000 når man lægger de 23.000 til som Paulus omtalte. Apostelen skrev under guddommelig inspiration og tog derfor ikke fejl. Mens det åbenbart kun var de 23.000 der døde direkte af Guds plage, faldt alle 24.000 tydeligvis som ofre for plagen eftersom de alle mistede livet som følge af Guds dom. — 5 Mos. 4:3.
Hvor mange væbnede mænd var der i Israel og Juda da kong David uretmæssigt holdt mandtal? Ifølge Anden Samuelsbog 24:9 talte Israel 800.000 mænd og Juda 500.000. Ifølge Første Krønikebog 21:5 var der imidlertid 1.100.000 mænd i Israel og 470.000 i Juda. Det ville være uklogt at betragte dette som en afskrivningsfejl, da tallene i de to beretninger udmærket kan være beregnet ud fra forskellige synsvinkler. Det kan for eksempel være at medlemmerne af den stående hær og/eller deres officerer enten blev talt med eller udeladt. Desuden kan forskellige synsmåder have resulteret i visse afvigelser med hensyn til hvem der blev henregnet til Juda og hvem til Israel. Første Krønikebog 21:6 nævner at Levi og Benjamin ikke er talt med dér, hvorimod denne bemærkning ikke findes i Anden Samuelsbog. Dette tyder på en sådan afvigelse.
Hvor meget betalte David for den tærskeplads hvor han byggede Jehova et alter for at afslutte den plage han havde været skyld i ved at holde mandtal over folket? Aravna, eller Ornan, som ejede tærskepladsen, tilbød åbenbart pladsen gratis, sammen med kvæg og træredskaber til ofringen. Men David insisterede på at betale, og Anden Samuelsbog 24:24 viser at han købte tærskepladsen og kvæget for 50 sekel sølv. Første Krønikebog 21:25 taler imidlertid om at David betalte 600 sekel guld for pladsen. Det lader til at den der skrev Anden Samuelsbog kun beskæftigede sig med købet af alterpladsen og materialerne til den ofring der blev foretaget på det tidspunkt, og at den pris han nævnte var begrænset til disse ting. Den der skrev Første Krønikebog beskæftigede sig derimod med det tempel der senere blev bygget på denne grund, og han forbinder købet med bygningen af templet. (1 Krøn. 22:1-6; 2 Krøn. 3:1) Hele tempelområdet var ret stort, og de 600 sekel guld dækker snarere købet af dette store område end købet af det lille område hvor David først byggede alteret.
Steder i De kristne Skrifter
Nogle påstår at der er uoverensstemmelser i evangelieberetningerne om Jesus Kristus og andre steder i De kristne græske Skrifter. Men også her kan de påståede uoverensstemmelser opklares. Lad os betragte nogle få eksempler for at vise at forskellige steder i De kristne Skrifter harmonerer med hinanden.
Af hvor mange mænd uddrev Jesus de dæmoner der besatte en stor flok svin, som derefter fór ud over en skrænt og druknede i Galilæas sø? Evangelisten Mattæus omtaler to mænd. (Matt. 8:28) Men Markus og Lukas henviser kun til én. (Mark. 5:2; Luk. 8:27) Markus og Lukas samlede uden tvivl opmærksomheden om den ene af de dæmonbesatte mænd fordi hans tilfælde var det mest alvorlige. Måske var han mere voldsom og havde måttet lide længere under dæmonbesættelsen end den anden. Bagefter har det muligvis kun været denne mand som har ønsket at følge Jesus. I stedet for at tillade dette, påbød Jesus ham at gøre kendt hvad Jehova havde gjort for ham. (Mark. 5:18-20) I en lignende situation omtaler Mattæus to blinde mænd der blev helbredt af Jesus, hvorimod Markus og Lukas kun nævner én. (Matt. 20:29-34; Mark. 10:46; Luk. 18:35) Eftersom Jesus i begge tilfælde åbenbart fortrinsvis har henvendt sig til den ene, nævner Markus og Lukas ikke at der også var en anden dæmonbesat eller blind mand til stede. Men Mattæus’ beretning er naturligvis ikke ukorrekt fordi den har denne detalje med.
Hvem bar Jesu marterpæl? Apostelen Johannes sagde om Jesus: „Idet han selv bar marterpælen gik han ud“ af Jerusalem. (Joh. 19:17) Imidlertid siger Mattæus, Markus og Lukas at ’mens de var på vej derud pålagde de Simon som tvungen tjeneste at bære marterpælen’. (Matt. 27:32; Mark. 15:21; Luk. 23:26) Fra begyndelsen bar Jesus selv sin marterpæl, som Johannes skrev. Men i sin sammentrængte beretning tilføjede Johannes ikke det at Simon senere blev tvunget til at bære pælen. Evangelieberetningerne harmonerer derfor i dette spørgsmål.
Hvordan døde Judas Iskariot? Mattæus 27:5 fortæller at Judas hængte sig. Imidlertid fastslår Apostelgerninger 1:18: „Da han styrtede på hovedet ned, sprængtes hans bug, og alle hans indvolde væltede ud.“ Mens Mattæus øjensynlig beskæftiger sig med den måde Judas forsøgte selvmord på, beskriver Apostelgerninger resultatet deraf. Sammenholdt viser de to beretninger at Judas forsøgte at hænge sig ud over en skrænt, men at enten rebet eller grenen brast så han faldt ned og sprængtes på klipperne nedenunder. Denne mulighed er afgjort ikke utænkelig, i betragtning af de topografiske forhold omkring Jerusalem.
Det er Guds sandhedsord
Efter at have undersøgt blot nogle få eksempler på harmonien i Bibelen, er du uden tvivl enig med salmisten som sagde til Gud: „Summen af dit ord er sandhed.“ (Sl. 119:160) De kristne i Tessalonika i det første århundrede tog ligeledes imod Guds ord med værdsættelse. Apostelen Paulus skrev: „Ja, det er grunden til at vi også takker Gud uophørligt, for da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord, der også virker i jer som tror.“ — 1 Tess. 2:13.
I dag betragter Jehovas kristne vidner på samme måde hele Bibelen som Guds sandhedsord. (2 Tim. 3:16, 17) De læser og studerer Bibelen flittigt for at kunne tale ud fra den og dele dens livreddende budskab med andre. God forståelse af den sande bibelske lære udfrier mennesker fra overtro og falsk religion. (Joh. 8:32; Åb. 18:4) Når man retter sig efter Bibelens morallove og principper opnår man et lykkeligt og tilfredsstillende liv nu, med udsigt til evigt liv i Guds lovede nye orden. Opnå og bevar derfor „et fast greb om livets ord“ i Bibelen, og du vil kunne glæde dig over et dyrebart forhold til Jehova Gud, menneskehedens største Ven. — Fil. 2:14-16.
● „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Tim. 3:16, 17.