hvor folk ikke så meget som åbner Bibelen eller mediterer over dens indhold! Det er i sandhed sjældent i vor tid at finde nogen der sætter tid til side til at studere Bibelen privat, og som gør det regelmæssigt.

Selv om det er prisværdigt at man studerer Bibelen hjemme, og dette ikke bør forklejnes eller ignoreres, er det forkert at tro at dette kan dække hele vort åndelige behov, selv om vi følger en stram timeplan. Der er visse behov der kun kan dækkes ved samværet med andre. For eksempel havde udtalelsen i Johannes 5:37 i årevis forvirret en der studerede Bibelen. Ved et møde blev skriftstedet en dag læst og kommenteret. Da gik der et lys op for ham. Han forstod at Jesus ikke henvendte disse ord til alle mennesker, men kun til dem der stod hos ham. ’De havde aldrig hørt Guds røst eller set hans skikkelse.’ Dette gik op for ham ved et møde, og det får os til at tænke på ordsproget: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ (Ordsp. 27:17) Dette understreger mødernes betydning.

En pligt at overvære møderne

Apostelen Paulus gav os endnu en grund til at vi skulle ønske regelmæssigt at mødes med vore kristne brødre, idet han sagde: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ (Rom. 13:8) Vi skylder vore brødre kærlighed, og det er en gæld vi må betale. Det kan vi bedst gøre ved møderne. Paulus understregede dette idet han sagde: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger; og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:24, 25.

Vor kærlighed skulle tilskynde os til regelmæssigt at mødes med vore kristne brødre, hvis det på nogen måde er muligt. Ville det være udtryk for ægte kærlighed hvis en mand og hans hustru med vilje undgik hinandens selskab i uger, måneder og år ad gangen? Kristi kærlighed kommer til udtryk i disse ord: „Jeg er med jer alle dage.“ (Matt. 28:20) Vor kærlighed må indbefatte det samme ønske om at være hvor brødrene forsamles.

Mindehøjtiden minder os om ikke at være selviske, ikke blot at tænke på os selv, men at tjene til gavn for andre. (Matt. 20:28) Hvis Kristus var sulten, tørstig, en fremmed, nøgen, syg eller i fængsel, ville vi så ikke tage os af ham? Naturligvis! Det kan vi gøre ved at hjælpe selv den mindste af hans brødre, så disse får deres behov dækket, for det betragter Kristus som gjort imod ham. Ved at være til stede ved møderne, dersom det overhovedet er muligt, bliver vi i stand til at drage omsorg for andres behov, og viser dermed om vi hører med til „fårene“ eller „bukkene“. — Matt. 25:34-46.

Uanset hvilke vilkår vi lever under har vi behov for til stadighed at opelske den samme længsel efter brødrene, den samme omsorg for dem som Paulus havde da han sagde: „Jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved — eller rettere: for at vi hos jer sammen må kunne opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.“ (Rom. 1:11, 12) Har vi en sådan indstilling vil vi ikke isolere os, eller blive kolde eller ligegyldige over for dem der har brug for vor kærlighed. Denne kristne indstilling vil gøre os til det alle mennesker bør være og det alle der opnår Guds godkendelse til sidst vil være, nemlig aktive vidner der i en stor forsamling forkynder Guds herlighed.

Vent derfor ikke til næste år med at overvære et møde. Vent ikke til næste uge. Du indbydes til at komme igen i rigssalen i denne uge.

Spørgsmål fra læserne

● Hvilken klædning eller hvilke klæder delte soldaterne imellem sig ved lodkastning, da Jesus blev pælfæstet? — D. T., New Zealand.

Dette spørgsmål skyldes en tilsyneladende uoverensstemmelse mellem Mattæus’ og Johannes’ beretning om det der fandt sted ved denne lejlighed. For det første skriver Mattæus: „Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder [yderklæder, NW] imellem sig ved lodkastning.“ (27:35) Markus gengiver i det store og hele beretningen på samme måde. (15:24) Johannes skriver imidlertid: „Da nu soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder [yderklæder, NW] og delte dem i fire dele, én del for hver soldat. Også kjortelen [inderklædningen, NW] tog de, men den var uden sammensyninger, . . . De sagde da til hverandre: ’Lad os ikke skære den i stykker, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre’ — for at det skriftord skulle gå i opfyldelse, som siger: ’De delte mine klæder mellem sig og kastede lod om mit klædebon.’ Sådan gjorde da soldaterne.“ — Joh. 19:23, 24.