Lykkelige er de fredsommelige
„Lykkelige er de fredsommelige, for de skal kaldes ’Guds sønner’.“ — Matt. 5:9, NW.
1. Hvilken forvisning har vi om at der vil komme fred?
„JEHOVA vil velsigne sit folk med fred,“ erklærede salmisten. „De sagtmodige skal arve landet og fryde sig over en overflod af fred.“ (Sl. 29:11; 37:11, AS) Henvendt til sine disciple omtalte Jesus i bjergprædikenen disse løfter og oprigtige menneskers ønske om fredelige forhold. Han talte om en gruppe trofaste mænd og kvinder der ville fremme freden på jorden midt i en vanskelig tid og sagde: „Lykkelige er de fredsommelige, for de skal kaldes ’Guds sønner’.“ (Matt. 5:9, NW) Disse fredsstiftere stoler ikke på en usikker våbenstilstand hidført af mennesker, men på den evige fred Gud har lovet at indføre i vor tid gennem sit retfærdsrige. De indser at ingen nation eller sammenslutning af nationer kan sikre varig fred. I stedet går det som på Jeremias’ tid, mennesker bliver ved med at råbe: „Fred, fred!“ skønt der ingen fred er. — Jer. 6:14.
2. Nævn nogle årsager til krig.
2 I århundreder har oprigtige mænd arbejdet for freden, men selv deres ihærdigste bestræbelser er forblevet frugtesløse. Der har været mange årsager til krig: territorial udvidelsestrang, nationalisme, landenes behov for naturens rigdomme, politiske intriger — selv religion. Med videnskabens fremskridt forøges krigens rædsler. Aldrig har en generation frygtet krigen i så høj grad som den nuværende. Historieforskere fortæller os at der altid har været krige og altid vil være krige. Så anerkendt en autoritet som The Encyclopedia Britannica siger: „Stridigheder med død som sidste sanktion er livets universelle lov.“ Mens dette har sin rigtighed under den nuværende verdensordning, gælder det ikke i Guds nye verden hvor Jehovas ord er livets lov. Selv under den nuværende ordning ønsker flertallet ikke krig, for de kender fredens fordele. Forestil dig de forhold der ville råde på jorden hvis nationerne ikke længere øste deres rigdomme ud til våben og hvis fredelige forhold blev de fremherskende i hele verden! Nationernes blod ville ikke mere flyde på slagmarken, landene ikke længere lægges i ruiner, husene ikke vige pladsen for rygende tomter og familier ikke spredes for alle vinde. Er en sådan tilstand inden for mulighedernes rækkevidde? Eller er menneskene for evigt dømt til at ride på en bølge mellem krig og fred, snart på fredens bølgetop, snart i krigens bølgedal?
3. Hvorledes har Bibelen forudsagt de nuværende verdensforhold?
3 For at få svar må vi vende os til Guds sandhedsord, Bibelen. Dér ser vi at netop de tilstande der eksisterer i dag for længst er blevet forudsagt i profetien. Hverken mennesker eller nationer har fundet nogen løsning på problemet. Bibelen siger så sandt: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ (Ordsp. 14:12) Den omstændighed at Gud for lang tid siden kendte de trængsler der nu plager nationerne, ses tydeligt i det sjette kapitel i Åbenbaringens bog, hvor profetien taler om en ildrød hest der med jernhove ville trampe hen over folkene, og der siges der at dens rytter havde „magt til at tage freden bort fra jorden“. (6:4) Dernæst følger hungersnød, pest og død, efter det mønster denne generation kun kender alt for godt. Intetsteds i Bibelen får vi fortalt at menneskene i egen kraft gradvis skulle løfte sig op til fuldkommenhed. Tværtimod forudså Jesus at forholdene ville blive værre efterhånden som vi nærmede os den nuværende verdensordnings store højdepunkt. Han nævnede total krig, hvor folk skulle rejse sig mod folk og rige mod rige. (Matt. 24:7) Selv om vor tids spottere hånende ler ad den tanke at de verdenskrige vi har oplevet skulle have nogen særlig betydning, står den kendsgerning dog fast at en sådan total krig aldrig før har været mulig. Først nu har fremskridtene på kommunikations- og transportmidlernes og den moderne krigsførelses område gjort en verdenskrig mulig, således som Jesus forudsagde.
4. Hvordan vil fred til sidst blive indført?
4 Imidlertid viste Jesus at sande kristne, i stedet for at være modløse på grund af de usikre verdensforhold, skulle løfte deres hoveder og glæde sig fordi disse forhold markerer et vendepunkt. Det håb som Kristus i egenskab af fredsfyrste fremholder, er ikke det illusoriske håb om fred som nationerne gør sig, men et håb der bygger på Jehova Guds usvigelige ord: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden . . . Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ „Han slår voldsmanden ned. I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår.“ (Es. 9:7; Sl. 72:4, 7) Historien viser at dette aldrig vil ske så længe verden står splittet i politiske og religiøse partier. Men Gud forsikrer os om at en forandring skal finde sted, ikke ved menneskehånd, men ved guddommelig indgriben. Esajas 32:1, 17 siger: „En konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret. Retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt.“ I forbindelse med disse profetier er der intet der antyder at de skulle opfyldes som følge af menneskelige bestræbelser. Sagen er den, at nationernes største forsøg på at indføre verdensfred gennem De forenede Nationer er mislykkedes og ikke har formået at forene jordens folkeslag. Rustningskapløbet fortsætter, og nationerne samler sig lagre af dødbringende bomber alt mens de følger en vej som „synes manden ret“. — Ordsp. 14:12.
5. Hvorfor kan Jehova ikke lastes for verdensforholdene?
5 Varig fred kan kun komme ved Guds magt. Universets vældige Skaber overvåger at hele skaberværket samvirker i fuldkommen harmoni og orden i overensstemmelse med hans vilje. Han har fastsat en tidsfrist for de kaotiske tilstande der råder på jorden, og har forvisset os om at fred skal komme gennem hans retfærdsrige. I Jakob 4:1 læser vi: „Hvoraf kommer kampe og hvoraf stridigheder iblandt jer?“ Så sandelig ikke fra Jehova, fredens Gud; ej heller hidrører de fra Kristus Jesus, den store fredsfyrste. En af hovedgrundene til krig er havesyge, og Jakob taler også om selviske kødelige lyster og urette formål. Gud nærer ingen kærlighed til den slags, og skulle troens mænd dyrke venskab med denne verdensordning ville det betyde fjendskab med Gud. Gud indfører ikke fred blandt menneskene ved at lappe på den nuværende verdensordning eller omdanne den.
6. Hvordan kan Guds hjælpemiddel for vanskelighederne i verden tages i brug?
6 Jesus pegede på det varige grundlag for enighed blandt troende mennesker da han fremholdt de to store bud. Her har vi det sande lægemiddel for verdens skavanker: at vi elsker Gud med hele vort hjerte og sind, vor sjæl og styrke, og elsker vor næste som os selv. Hvis mennesker tog dette middel i brug i dag ville al fjendskab ophøre og krig være forbi for bestandig. Gud lader troens mænd tage dette middel i brug allerede nu. — Mika 4:1-3.
7, 8. (a) Tager Gud parti i krigene mellem nationerne? (b) Hvilken indstilling har præsteskabet over for krig?
7 Vi kan følgelig ikke sige at krig kommer fra Gud eller at han er den som ophidser til krig blandt nationerne. Når vi betragter historiens gang kunne vi fristes til at spørge: Hvis Gud støtter dem som hævder at kæmpe for ham, hvorfor var korstogene da, set fra et „kristent“ synspunkt, så frugtesløse? Eller hvad med Trediveårskrigen? Den er blevet betegnet som en „teologisk konflikt . . . den mest horrible enkelte militærepisode i den vestlige verdens historie“. Viste udfaldet af denne krig at Gud holdt med protestanterne og at katolikkerne havde uret? Oprigtige katolikker ville ikke godtage en sådan påstand. Når to nationer der ikke bekender sig til kristendommen bekriger hinanden, på hvis side står Gud så? Med sådanne spørgsmål i tanke er det temmelig overraskende at visse præster lærer at krig tjener Guds formål.
8 I en prædiken monsignor Green holdt i St. Patricks katedral i New York sagde han at krigen i Korea var et led i Guds plan om at befolke Himmeriget. Kristne kan ikke gøre sig håb om at få adgang til Himmeriget ved at overtræde Guds evige pagt om livets hellighed. Det brændende spørgsmål er således ikke: På hvis side står Gud? men: Står vi på Guds side? Mærk dig andre fremtrædende præsters udtalelser og bedøm hvorvidt du synes at de følger Guds ord i denne sag. En præst sagde: „At tage en andens liv af had er en forfærdelig gerning;“ men „den kristne soldat sårer fjenden i venskab. I venskab dræber han fjenden. I venskab bliver han selv såret af fjenden. Han bevarer et venligt hjerte mens fjenden dræber ham. . . . Når han har såret fjenden skynder han sig til hans side . . . i et urokkeligt håb om at engang . . . skal han og hans fjende finde et fælles grundlag . . . i et eller andet af Guds store forehavender“. Ved en anden lejlighed udtalte redaktøren af bladet Christian Register: „Som kristne siger vi naturligvis at Kristus godkender [krig]. Men ville han kæmpe og dræbe? . . . Hver eneste lejlighed til at bringe død over fjenden ville han ikke vige tilbage for eller tøve med at udnytte! Han ville gribe bajonetten og granaten og bomben og geværet og gøre dødens gerning.“ (Preachers Present Arms, siderne 67, 68) Intet under, at mange mennesker har vendt sig bort fra religion på grund af denne sadistiske lære. Som Jeremias 6:15 siger: „De har gjort vederstyggelige ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til skam.“ „De farer alle med løgn fra profet til præst.“ — Jer 6 Vers 13.
9, 10. (a) Giv en skildring af krigens frugter. (b) Hvorfor bliver bønner om fred ikke besvaret?
9 Disse udtalelser der kommer fra mænd som regner sig selv for at være kristne, genspejler ikke Jesu tanker da han fortalte sine disciple at de skulle elske Gud med hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke, og deres næste som sig selv. Rent bortset fra Bibelens syn på krig er dens frugt alle oprigtige mennesker en gru. Det er blevet sagt at „krigens legitime formål er en mere fuldkommen fred“, men hvilke resultater ser vi? Sult, fattigdom, nød, sygdom, død, og jordens skønhed hærget og ødelagt. Alt dette bidrager ikke til en mere fuldkommen fred, men kun til fortsat fjendskab og had blandt folkene.
10 Historien viser at præsteskabet ikke har tjent i lykkelig egenskab af fredsstiftere som Guds sande sønner, men har været med til at anstifte krig. Intet under at Esajas 1:15 siger: „Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders hænder er fulde af blod.“ Den nuværende verdensordning med dens krige og tvang kan ikke bringe menneskeslægten varig fred.
Hvorfor fredsbestræbelserne glipper
11. (a) Hvad er årsagen til ufreden i verden? (b) Hvordan beskrives Satans organisation, og hvilken stilling indtager den kristne over for den?
11 Hvorfor er oprigtige menneskers ærlige bestræbelser slået fejl? Svaret træder tydeligt frem hvis vi lader Bibelens søgelys ransage emnet. Når vi lader Bibelens lys strejfe hen over den allerførste del af menneskets tornefulde historie, ser vi en åndeskabning udpeget som dets vogter i den skønne Edens have. Denne kerub skulle lede mennesket i spørgsmål vedrørende dets liv og rene gudsdyrkelse. Men i stedet for at følge den vej Jehova havde afstukket blev denne kerub en oprører og begærede den tilbedelse det første menneskepar rettede mod Jehova, og keruben besluttede sig til at opkaste sig som universets hersker i Skaberens sted. Hans første handling bestod i at lokke Adam og Eva bort fra den rette tilbedelses vej. Hermed blev den første spire lagt til den uenighed og det fjendskab som er vokset op mellem Satans organisation og Jehovas organisation. Siden da har Satan opbygget en stærk, verdslig organisation, der af Daniel skildres som en stor billedstøtte med hoved af guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern og fødderne halvt af jern og halvt af ler. Den skærmende kerub eller Satan er selv den dæmongud der behersker hele denne gamle verdens organisation. (Dan. 2:31-33, 44, 45) Det er Guds rige der som en sten fra et bjerg rammer Satans organisation for til sidst at knuse den. Men så længe denne billedstøtte behersker jorden, og så længe folkene bøjer sig for den som de gjorde i gammel tid, så længe vil der ikke komme fred fra Gud. Skønt Satans organisation i dag kræver fuld støtte og tilbedelse, følger sande kristne det eksempel de tre trofaste hebræere satte da de nægtede at gå på kompromis med hensyn til deres gudsdyrkelse, selv da de blev truet med døden. Sande kristne husker hvordan Kristus under sin tjenestegerning nægtede at bøje sig for Satan. Ærlige granskere af Bibelen sætter ikke deres lid til den gamle verdens bestræbelser for at hidføre fred, men forstår at det kun er ved Gud at varig fred vil blive oprettet, og kun på hans måde.
12. På hvilke måder føler mennesker Satans aktivitet?
12 I mellemtiden øver Satan et stærkt pres på menneskeheden på forskellige måder. „Hele verden er i den Ondes vold.“ Dette hjælper os til at forstå at det ikke er Gud der er årsag til krige ledsaget af sult, sygdom, og død for jordens folk, men at Satan fortsætter sit onde forsøg på at regere eller ruinere Jehovas jordiske skaberværk og er fast besluttet på at knægte troen hos dem som søger at bevare den rene tilbedelse. Hans indflydelse ses ikke alene på nationerne, men også på enkeltpersoner. Job, en trofast Jehovas tjener, følte i høj grad dette sataniske tryk da han blev sat på prøve. Han så sit kvæg, sine tjenere, sine elskede børn, sit dejlige hjem ødelagt under Satans hånd. Selv hans hustru opfordrede ham til at forbande Gud og dø, men Job forstod i sin visdom at disse ulykker skete med Guds tilladelse og derfor bevarede han sin tro. Job var en stridsmand og selv om han befandt sig på dødens rand nægtede han at give op. Sande kristne i dag kæmper den samme troens kamp.
13. (a) Hvorfor har Gud tilladt Djævelen at bruge sin indflydelse, og hvad siger Bibelen om udfaldet? (b) Hvordan kan vi værge os mod Satans angreb?
13 Hvorfor har Satan fået lov til at øve en så kolossal indflydelse på nationerne og endog på menneskers liv? Det er ikke fordi Gud står magtesløs og ikke kan hindre ham deri, men Gud har givet Satan denne lejlighed, for over for hele universet endeligt at bevise tomheden i Satans pralende påstand om at han kunne vende alle mennesker imod deres Skaber. I 2 Mosebog 9:16 læser vi den udtalelse der blev rettet til Farao i hans egenskab af Satans synlige repræsentant: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ I alle de århundreder i hvilke Satan har haft magt på jorden er Guds hensigter skredet ubønhørligt frem til det store kulminationspunkt. I menneskehedens histories morgengry blev profetiske ord udtalt som viste Satan at han ville blive knust til Guds fastsatte tid. I den profeti der senere blev givet Daniel, skildres Satans organisation som en billedstøtte der styrtes omkuld og knuses. Men indtil det sker fortsætter han med at udøve sin dæmoniske magt i verden. Intet menneske og ingen nation kan modstå denne overmenneskelige magt, og derfor er det ikke nogen løsning på problemet at ty til våbenmagt for at rette på de urette forhold. Hvem kan kæmpe mod Satan og hans usynlige dæmonhære? Det er umuligt at kæmpe rent fysisk mod en usynlig, fjendsk åndeskabning. Det er grunden til at Paulus siger: „Vore stridsvåben er nemlig ikke kødelige.“ (2 Kor. 10:4, fodnoten) Den åndelige krigsførelses kampvåben er mægtige til at skære igennem det mysterium der omhyller jordens problemer, og til at afsløre Satan som den store årsag til verdens vanskeligheder.
14. Hvilken virkning har Satans aktivitet haft på verden indtil nu?
14 Én gang før i menneskehedens historie, da ondskaben nåede sit højdepunkt i tiden før Vandfloden, blev Satans jordiske organisation ryddet af vejen, og en renset jord var tilbage. Men atter gjorde denne dæmonmagt sig gældende, og nationerne har været holdt i dens greb indtil den dag i dag. Nu nærmer vi os de bibelske profetiers store højdepunkt og Satan gør sit yderste for helt at beherske situationen. Åbenbaringen, det tolvte kapitel, oplyser os om de veer der går over jorden og som er et resultat af denne virksomhed. Verden har aldrig oplevet en sådan trængsel som vi ser i dag, da Satan gør en sidste kraftanstrengelse for at ødelægge Guds jordiske skaberværk. Han har endogså mønstret falsk religion, så den kan „hellige“ de krige han iværksætter. Satans kendemærke ses på hver en del af denne gamle verdensordning. Splittelse er hans kendemærke, for Satans ukærlige vej har bragt splid i verden. Den står splittet i religiøs, i kommerciel, i national, i politisk, i racemæssig, og i samfundsmæssig henseende. Dette præger ikke dem som er kommet ud af den sataniske verdensordnings kontrollerende magt og har taget standpunkt i overensstemmelse med Bibelens sandheder og er blevet en del af den nye verdens samfund.
15. Vis hvilken modsætning der er mellem Guds nye verdens samfund og denne verden.
15 Den modsætning der er mellem Guds folks organisation og denne verden, er ganske enestående. I over 160 lande jorden over ser vi Jehovas vidners nye verdens samfund arbejde enigt sammen i deres Skabers tjeneste. De er ikke adskilt af de skranker som den gamle verden rejser mellem menneskene. De ejer troens enhed som lykkelige Guds børn. Apostelen Paulus fremhæver denne enhed i 1 Korinter 1:10: „Jeg formaner jer, brødre, . . . at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ „Så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd: ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader, som er over alle.“ (Ef. 4:2-6) Denne enhed i tanke og handling skyldes kundskaben fra Guds ord og troen på det. Det er kun ved den sande tilbedelse af Gud at mennesker af alle nationer nu er forenet som et lykkeligt, fredeligt folk der bekendtgør den eneste løsning på verdens vanskeligheder: Guds rige.
16. Hvilken forvisning har vi om at vi vil vinde sejr i Jehovas tjeneste?
16 I dag samler Satan sit angreb om denne forenede internationale gruppe. Men vi kan fatte mod fra den kendsgerning, at selv om de der tjener Jehova udgør en minoritet, er de, takket være Guds beskyttelse, uovervindelige. Dette blev skildret i kampen mellem David og Goliat. (1 Sam. 17:40-51) David var et billede både på Kristus der kæmper mod Satan og hans vældige organisation, og på resten af Guds tjenere på jorden i deres kamp for at bevare den sande tilbedelse fri for dæmonisk indflydelse. Skønt David så lille og ubetydelig ud og blev foragtet af modstanderen, kom han i Guds kraft og råbte: „Jeg kommer imod dig i Hærskarers HERRES [Jehovas], Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet.“ Ved Jehovas magt vandt han sejr. Et andet eksempel på hvordan Jehova gav sin støtte, ses i tilfældet med Elisa, dengang Elisa blev omringet af en aramaisk hærstyrke. Da han og hans unge ledsager stod op om morgenen så de sig omringet af fjendehæren. Men Elisa beroligede den unge mand og sagde: „Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem. . . . Da lukkede HERREN tjenerens øjne op, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.“ (2 Kong. 6:16, 17) Atter viste Jehova sig mægtig til at udfri sine tjenere fra en i talmæssig henseende overlegen styrke.
17. Var Jesu død et nederlag for Gud? Begrund dit svar.
17 Men hvorfor døde da Jesus, tilsyneladende forladt af Gud? Gud havde ikke svigtet ham, for kort før sin død erklærede Jesus at hans Fader øjeblikkelig kunne sende legioner af engle til hans beskyttelse, men han vidste at det var hans Faders, Jehovas, vilje at han skulle dø. Jesus havde vist sig som en der kæmpede imod al dæmonmagt, og han indviede hele sit liv på jorden til forkyndergerningen. At han gav sit liv hen i døden var ikke ensbetydende med et nederlag for Jehova, men et skridt fremad mod den endelige opfyldelse af Guds hensigt. Jesus søgte ikke at samle alle troens mænd i en vældig hær med det for øje at bringe orden i verdensforholdene. Han nægtede at bøje sig for Satan da denne tilbød ham magten over verden, og han fulgte ikke verdens brug af våbenmagt selv om hans liv var i fare. I stedet for erklærede han: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne.“ (Joh. 18:36) Senere kæmpede hans tjenere, men på en anden måde.
18. Hvorpå kendes Kristi efterfølgere tydeligt?
18 Satan har nu fordoblet sine anslag mod Guds tjenere. Han retter sit angreb mod denne modstandsgruppe idet han bruger ethvert til rådighed stående middel mod dem som bevarer troen og tjener som Kristi soldater under deres leders, Kristi Jesu, kommando. Åbenbaringen 12:17 siger at han er draget ud for at føre krig mod resten af Kristi efterfølgere. Hvordan kan vi identificere disse, eftersom mange religiøse samfund påstår de hører til dem? Bibelen viser klart hvem de er, når den siger at det er dem som holder Guds bud og bevarer vidnesbyrdet om Kristus. Mens den falske religions organisationer i verden i dag hævder at holde Guds bud, tilsidesætter de fuldstændig den evige pagt om livets hellighed. Stridsmænd for sand tilbedelse anerkender at denne lov er fra Gud, at den oprindelig blev givet Noa, men stadig står ved magt. Kristenhedens religiøse ledere har heller ikke virkelig bevaret vidnesbyrdet om Kristus. Dette vidnesbyrd er ikke længere blot et budskab om Jesu jordiske tjenestegerning eller om hans opstandelse, men det er det budskab han befalede skulle forkyndes i denne endens tid, budskabet om den gode nyhed vedrørende hans retfærdsriges oprettelse. (Matt. 24:14) Denne gode nyhed har at gøre med Kristi tronbestigelse og hans overtagelse af magten nu mens hans fjender fortsætter deres styre. (Sl. 110:2) Jehovas vidner har grund til at glæde sig alt mens de forkynder dette fredelige budskab for hele verden.