får tilregnet retfærdighed, kan livet også nu ’skrives på deres konto’. (Romerne 6:13) Ligesom patriarken Abraham der levede før den kristne tidsalder og fik tilregnet retfærdighed på grund af sin levende tro, kan de betragtes som ’Guds venner’. (Romerne 4:6-22; Jakob 2:23; Salme 32:2) Fordi de bevarer deres retfærdige stilling ind for Jehova Gud, vil han bevare dem i live på jorden igennem „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i Har-Magedon, hvormed denne ordning vil ende.

19. (a) Hvad vil de ikke behøve for at „komme til live“? (b) Hvorfor vil de „aldrig i evighed dø“?

¹⁹ De der overlever Har-Magedon vil altså ikke behøve at blive oprejst fra de døde for at „komme til live“ på jorden. Jesu ord vil da i bogstaveligste forstand gælde dem: „Enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ (Johannes 11:26) Når de ufravigeligt lever op til deres indvielse til Jehova Gud og gør hans vilje sådan som den åbenbares for dem gennem kongen Jesus Kristus, vil de ved slutningen af Kristi tusindårsrige have opnået virkelig fuldkommen retfærdighed. Under den sidste prøve som hele den genrejste menneskehed til den tid vil blive stillet på, vil de vise deres helhjertede uangribelighed over for den højeste Gud og vil bevare deres navne indskrevet i „livets bog“. — Åbenbaringen 20:7-15.

20. Hvorfor vil det de har erfaret være noget enestående blandt alle dem der lever på den paradisiske jord, og hvem alene skylder vi tak for alt dette?

²⁰ Hvilket enestående privilegium der nu ligger foran ’den store skare’ af den rigtige hyrdes „andre får“! (Johannes 10:16) Det håb der er stillet dem i udsigt — at kunne leve i uforstyrret lykke i en genoprettet Edens have der omfatter hele jorden — er i sandhed storslået. De vil virkelig have noget at leve for. Blandt alle dem der lever på den paradisiske jord vil det de har oplevet være noget helt enestående, for de har overlevet afslutningen på denne onde tingenes ordning uden nogen sinde at dø. Den vi bør takke for dette er Jehova Gud, kilden til fuldkomment liv, gennem hans søn, Jesus Kristus.

Jordskælv hjælper til forståelse af skriftsted

„I dag kan vi mærke lugten af de døde der har sovet i gravene,“ sagde en Røde Kors-medarbejder, idet han beskrev en forbløffende følge af et kraftigt jordskælv der ramte Popayán i Colombia lige før påsken 1983. „Gravene åbnede sig og ligene kom til syne. . . . Jeg har aldrig set noget lignende.“ Ifølge beretningen i St. Petersburg Times var Røde Kors-medarbejderen overvældet „ved synet af lig der brød frem fra deres grave på kirkegårdene i denne bjergby. Jordskælvet der torsdag rystede denne by med 200.000 indbyggere, ramte med så stor kraft at mausoleernes mure smuldrede og kisterne væltede ud.“

Denne usædvanlige hændelse er med til både at bekræfte og forklare den bibelske beretning om en lignende begivenhed der indtraf i Jerusalem for omkring 1900 år siden ved den tid da Jesus døde. I Mattæus 27:51-53 får vi at vide at „jorden skælvede og klipperne revnede. Og mindegravene åbnedes og mange af de hensovede helliges legemer blev oprejst . . . og de blev synlige for mange mennesker“. Ligesom i Colombia blev de døde der således var stillet til skue, set af vidner der fortalte om det i byen, som det fremgår af den bibelske beretning der siger at folk „der kom ud fra mindegravene . . . gik ind i den hellige by“. — Vers 53.