-
Ser du glæderne?Vagttårnet – 1976 | 1. maj
-
-
En ung mand fra Hawaii var kommet ud for en svømmeulykke og var bundet til en rullestol. I syv år følte han at livet gik ham forbi; han var nedtrykt og fuld af medynk med sig selv. Men da han kom i berøring med Jehovas Vidner og tog imod det håb Bibelen fremholder, blev alt anderledes: „Nu lever jeg et lykkeligt og tilfredsstillende liv, et liv med mening. Jeg ved at Jehova har givet løfte om et evigt liv i fuldkommen sundhed i den nye orden der er lige for hånden, og jeg kan hjælpe andre ind på vejen til evigt liv, og dette har beredt mig den største glæde og lykke man kan tænke sig.“
Der er ingen tvivl. Uanset hvordan man er stillet, om man fører en ret normal tilværelse eller man er svært handicappet, er livet ikke uden glæder. Hvis blot man ikke tager dem for givet, ikke lukker øjnene for dem på grund af selviskhed, havesyge eller misundelse, vil man se dem og påskønne dem. Og det bedste man kan gøre for fuldt ud at erkende livets glæder, er at tilegne sig kundskab om og forståelse af Guds ord, Bibelen. Jehovas Vidner der hvor du bor, vil med glæde hjælpe dig til at opnå denne kundskab og forståelse.
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1976 | 1. maj
-
-
Spørgsmål fra læserne
● Vil ordene i Mattæus 27:52, 53 sige at nogle som lå døde i graven, fik en opstandelse da Jesus døde?
Mange bibelkommentatorer opfatter versene på denne måde. De lærde indrømmer dog at det er usædvanlig vanskeligt at forstå disse vers og oversætte dem rigtigt. Der er grund til at mene at versene i virkeligheden oplyser at da Jesus døde, bevirkede det medfølgende jordskælv at nogle grave i nærheden af Jerusalem åbnedes, så folk der kom forbi kunne se ligene.
Ifølge den autoriserede danske oversættelse af 1948 siger Mattæus 27:52, 53: „Gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange.“
Hvis vi går ud fra at der foregik en opstandelse da Jesus døde, sådan som denne og andre oversættelser lader forstå, hvorfor ventede de opstandne da til efter Jesu egen opstandelse på tredjedagen derefter, før de gik ud af deres grave? Og hvorfor oprejste Gud disse „hellige“ på dette tidspunkt, eftersom Jesus jo skulle være, „den førstefødte af de døde“? (Kol. 1:18; 1 Kor. 15:20) Ifølge Bibelen var det først under Kristi fremtidige nærværelse at ’de hellige’, de salvede kristne, skulle have del i den første opstandelse. — 1 Tess. 3:13; 4:14-17; Åb. 20:5, 6.
Strengt taget siger beretningen ikke at ’legemerne’ blev levende. Den siger blot at de blev oprejst eller kastet ud af gravene som følge af jordskælvet. Noget lignende skete i 1962 i byen Sonson i Colombia. I avisen El Tiempo stod der den 31. juli 1962: „To hundrede lig på byens kirkegård blev kastet ud at gravene som følge af den voldsomme jordrystelse.“ Folk som kom forbi kunne se ligene, og resultatet var at mange i Sonson måtte gå ud og begrave deres døde slægtninge på ny.
Uden at forsynde sig mod den græske grammatik kan man oversætte Mattæus 27:52, 53 på en måde der viser at noget tilsvarende skete på grund af jordskælvet ved Jesu død. Den tyske oversættelse af Johannes Greber (1937) gengiver for eksempel versene således: „Grave åbnedes, og mange af de begravedes legemer kastedes ud og stod oprejst. I denne stilling stak de frem fra gravene og blev set af mange der gik forbi stedet på vej tilbage til byen.“ — Se også Ny Verden-oversættelsen.
Sammen med flængningen af forhænget mellem det Hellige og det Allerhelligste i templet, tjente dette voldsomme jordskælv der afdækkede en del døde legemer som blev set af de forbipasserende, der så fortalte om det inde i Jerusalem, som et bevis på at Jesus ikke var en simpel forbryder der blev henrettet for sine ugerninger. Han var Messias, og snart skulle han blive den førstefødte af de døde som ville opnå liv i himmelen.
-