En verdensregering der hviler på Fredsfyrstens skulder
„Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: . . . Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone.“ — Es. 9:6, 7.
1. Hvad vil en verdensregering sige, og hvad vil den stå som et symbol på?
EN VERDENSREGERING for hele menneskeheden betyder at én regering alene vil herske på jorden. Den vil stå som et symbol på folkenes enhed og på et fredeligt broderskab mellem alle mennesker. Det virker næsten overvældende at tænke på hvad en sådan regering kan gøre til gavn for alle sine undersåtter uden at favorisere nogle og nære fordom mod andre.
2. Hvad gør man i dag med hensyn til spørgsmålet om oprettelse af en verdensregering?
2 Vil en sådan verdensregering for hele den menneskelige familie nogen sinde blive en realitet? I dag overvejer man i hvert fald alvorligt mulighederne for dannelsen af en verdensregering, tilskyndet dertil af de truende verdensforhold. Et kendt leksikona siger herom: „Det vældige problem som oprettelsen af en verdensregering frembyder, er en større udfordring til menneskene i dette tyvende århundrede end nogen sinde tidligere.“
3. Hvilke forhold må være til stede før en verdensregering kan oprettes?
3 Endnu er et sådant politisk herredømme ikke søgt gennemført med støtte fra alle dem som skulle være dets fremtidige undersåtter. Menneskeligt talt er et udbredt ønske blandt befolkningen påkrævet hvis en verdensregering skal kunne oprettes. Føromtalte leksikon oplyser at en nærmere undersøgelse af dette emne godtgør „at en verdensregering ikke kan oprettes hvis der ikke, for det første, blandt verdens mange millioner mennesker hersker almindelig enighed og et fælles ønske om en sådan regering samt er en gruppebevidsthed til stede som kan danne grundlag for en verdensregering, og hvis man ikke, for det andet, indfører en eller anden form for regeringsmaskineri der kan vedtage love der har direkte indflydelse på visse, ikke alle, sider af menneskenes adfærd uanset hvilken nation eller stat de tilhører, som kan håndhæve sådanne love ved direkte indgriben over for overtræderne, og som kan beskytte befolkningsgrupper mod aggressioner og overgreb fra andre grupper“.
4. Hvorfor har Folkeforbundet og De forenede Nationer ikke været virkelige verdensregeringer?
4 Nu vil nogle sikkert spørge: „Har vi da ikke allerede en verdensregering i form af De forenede Nationers organisation?“ Nej, svarer førnævnte leksikon: „Hverken Folkeforbundet eller De forenede Nationer blev grundlagt på den almindelige gruppebevidsthed der er nødvendig for en verdensregering; heller ikke blev nogen af disse organisationer udstyret med magt til at vedtage og håndhæve love, eller med tilstrækkelig myndighed til at gribe ind over for aggressive eller undertrykkende nationer eller grupper.“
5, 6. (a) Hvilken „myndighed“ omtalte pave Johannes XXIII i sin encyklika „Fred på jorden“, der udsendtes i 1963? (b) Hvilket ønske gav encyklikaen udtryk for vedrørende De forenede Nationer?
5 Vatikanstadens tidligere pontifex maximus, den nu afdøde pave Johannes XXIII, anså ikke De forenede Nationer for at være en verdensregering. Torsdag den 11. april 1963 underskrev han sin kendte encyklika „Pacem in Terris“ („Fred på jorden“), som ikke blot var stilet til „præsteskabet og de troende verden over“, men også til „alle mennesker af god vilje“. I denne rundskrivelses fjerde del omtalte han en „verdensmyndighed“ og sagde dernæst:
6 „Det er da vort varmeste ønske, at De forenede Nationer mere og mere må indrette sin organisation og sine virkemidler efter sin opgaves omfang og ædle mål. Måtte den dag oprinde, da FN på en virkningsfuld måde kan sikre den menneskelige persons rettigheder. Disse rettigheder udspringer som sagt af den værdighed, vi naturligt besidder, og derfor er de almene, ukrænkelige og umistelige. Der er særligt grund til at håbe på en sådan udvikling, fordi vor tids mennesker . . . erkender dybere deres egen opgave som levende medlemmer af den verdensomspændende menneskelige familie.“
7, 8. (a) Hvilket møde gav denne encyklika uden tvivl stødet til, og hvilken „organisation“ erklærede talerne var nødvendig? (b) Hvad udtalte historikeren Arnold Toynbee om nødvendigheden af en verdensregering?
7 Åbenbart var det denne rundskrivelse der gav stødet til afholdelsen af et fire-dages møde i New York, i dagene 17.-20. februar 1965, for Det internationale Fredskonvent med støtte fra Centeret for Studiet af Demokratiske Institutioner. Det meddeltes at formålet med mødet var „at studere den praktiske anvendelse af pave Johannes’ encyklika, Pacem in Terris (Fred på jorden), der blev udsendt i april 1963“. Over to tusind indbudte overværede mødet på Hilton-hotellet i New York. De repræsenterede fjorten nationer og omfattede præster, lærde, videnskabsmænd og statsmænd. F.N.s generalsekretær var også til stede og talte ved mødet. De forskellige talere understregede at „en stærk, international organisation“ var nødvendig i betragtning af „faren for en atomkrig“. (N.Y. Times, 21. februar 1965) I et Associated Press-telegram, dateret New York, den 20. februar, hed det:
8 „Den kendte engelske historiker Arnold J. Toynbee erklærede i dag at civilisationen har nået det punkt hvor menneskeslægtens fortsatte beståen afhænger af oprettelsen af en verdensregering. ’Det tjener nationernes fælles bedste at de lægger deres nationale suverænitet ind under en verdensmyndighed,’ sagde han. ’Det er den eneste tilstand hvori de kan overleve i en atomalder.’“
9, 10. (a) Hvad skulle en verdensregering ikke betyde? (b) Hvad arbejder verdensføderalisterne for, og på hvilket punkt er de sikkert ikke enige med de kommunistiske russere?
9 Hvordan skulle man oprette en sådan verdensregering? De som arbejder for oprettelsen af en sådan regering er enige om at en verdensregering ikke betyder at en enkelt stormagt bemægtiger sig herredømmet og bevarer sin stilling ved en brutal magtudfoldelse. Vestens demokratiske lande hævder at den internationale kommunisme har som mål at beherske hele verden, og tanken herom får folk i disse lande til at gyse. Om denne side af sagen siger allerede citerede leksikon:
10 „En af de største grupper der arbejder for ’De forenede Nationers udvikling og omdannelse til en verdensregering med begrænsede magtbeføjelser som er tilstrækkelige til at sikre freden’ er det verdensføderalistiske forbund United World Federalists, Incorporated. Det er ikke sandsynligt at verdensføderalisternes ledere så let bliver enige med de russere der vil udvikle en verdensregering ved at omdanne Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker til en Verdenssocialistisk Sovjetrepublik.“
11. Hvilke kendsgerninger i dag gør det lidet sandsynligt at menneskene kan oprette en tilfredsstillende verdensregering?
11 Er det ikke, i betragtning af de nøgne kendsgerninger, nytteløst at håbe på at menneskene skal oprette en tilfredsstillende verdensregering? I dag raser den kolde krig mellem den østlige og vestlige blok af nationer, der hver for sig følger modsatte politiske ideologier. Inden for hver af disse blokke adskiller dybe kløfter de enkelte nationer, og inden for hver nation er indre politiske uoverensstemmelser årsag til splittelse. Dette giver os intet grundlag for håb om at den stærkt tiltrængte verdensregering vil blive en realitet selv om vi alle trues af en atomkrig i hvilken hele menneskeheden vil gå til grunde. Kærligheden til de enkelte staters nationale suverænitet er for stærk hos de mennesker der har verdens ånd. En fanatisk tro på politiske ideologier driver de mennesker der mener de har nøglen til det eneste effektive regeringssystem. En ændret indstilling kan ikke forventes hos mennesker der ikke vil lade sig overbevise. Hvis vi skal dømme efter de forsøg menneskene har gjort med forskellige politiske regeringer og hvis vi skal dømme efter de praktiske resultater af disse forsøg, hvilken form for verdensregering kan mennesker da give os?
12. Hvorfor er det nødvendigt med en verdensregering, og hvem må vi se hen til som den der kan indføre en sådan regering?
12 En verdensregering er nødvendig dersom den menneskelige familie skal bevares og den skal leve lykkeligt. Det er en kendsgerning der kommer til at stå mere og mere klar efterhånden som tiden går. Men kan den kun oprettes ved menneskelige midler? Er mennesket i denne påståede „hjerne“alder den sidste udvej man har at ty til med hensyn til indførelsen af den påkrævede verdensregering? Findes der intet over og hinsides mennesket og dets højt besungne videnskab som man kan se hen til og søge hjælp hos? Jo, lykkeligvis gør der det! Vi kan se hen til den store Regent over hele det univers som vor jord er en lille del af. Det skulle ikke være svært for ham at regere vor jord. Eftersom han er den der har skabt jorden må man oven i købet forvente at han vil gøre det. Vi han nære forvisning om at han vil. Hvem kan forhindre ham i det?
13. Hvorfor er det unødvendigt at blive ved med at diskutere spørgsmålet om en verdensregering, og hvad vil det til sidst ende med?
13 Efter at menneskene i vor tid er kommet til klarhed over nødvendigheden af en verdensregering behøver de ikke at diskutere frem og tilbage om af hvad art denne regering bør være, hvem der skal være dens øverste leder, hvilken titel han skal benævnes med og hvordan han skal vælges. Længe før den nuværende tingenes ordning tog sin begyndelse havde universets højeste myndighed truffet beslutning om oprettelsen af en verdensregering for hele menneskeheden. Menneskeheden i almindelighed har ignoreret denne myndighed og hans beslutning og hensigt. Hvis de ledende i vor atomalder fortsat ignorerer ham betyder det at de skaber sig selv unødige vanskeligheder og at det til sidst ender med den katastrofe som de håbede på at undgå med en verdensregering.
14, 15. (a) Hvorfor er tanken om en verdensregering ikke ny for universets højeste myndighed? (b) Hvilken beslutning lod denne højeste myndighed bekendtgøre i Jerusalem i det ottende århundrede f.v.t.?
14 Universets højeste myndighed er den eneste der har ret til og er i stand til at indføre en regering over menneskene. For ham er tanken om en verdensregering ikke noget nyt, noget han først har tænkt på i vor tid. Mere end 2600 år før vor atomalder bekendtgjorde han en beslutning vedrørende en kommende regering, en beslutning som vi kan forvente bliver gennemført i vor tid. Denne beslutning blev gjort kendt i det ottende århundrede før vor tidsregnings begyndelse. På det tidspunkt var Assyrien med hovedstaden Nineve den førende verdensmagt, men trods dens store erobringer og aggressioner kom den ikke til at udøve herredømme over hele verden. Der var en by som Assyrien truede men aldrig fik overvundet. Det var Jerusalem. I denne by blev følgende beslutning, der tog sigte på en kommende regering, udtalt og bekendtgjort:
15 „Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers HERRES nidkærhed gør det.“ — Es. 9:6, 7.
Den lovede fyrste
16, 17. (a) Hvad forudsagde Gud i denne beslutning? (b) Hvem blev titlen „Fredsfyrste“ anvendt om i Indien for ikke så mange år siden?
16 Med disse ord forudsagde Gud oprettelsen af en verdensregering der ville hidføre varig fred, for som der siges skal herredømmet udøves af en der kaldes „Fredsfyrste“. Denne titel skal ikke bæres af nogen anden end den der kommer til at regere over hele menneskeheden. For ikke så mange år siden blev den hæftet på en fremtrædende general og politiker. Mens han beklædte præsidentembedet i vestblokkens største republik aflagde han en høflighedsvisit i Indien. Den 9. december 1959 ankom han til Indiens hovedstad, New Delhi, og i en af de mange reportager af begivenheden som dagbladene bragte hed det:
17 „Indien har ikke oplevet et sådant masseopbud af folk siden [Mahatma] Gandhis død. Mere end en million landsby- og byfolk trængtes i New Delhis gader, vinkede og råbte: ’. . . (Længe leve Eisenhower!) . . . (Hil Eisenhower!)’ Oven over den bølgende menneskemængde forkyndte røde og hvide bannere: ’EISENHOWER — FREDSFYRSTE’.“ — The Watchtower, 15. september 1960, side 549.
18. Hvorfor kan den lovede Fredsfyrste, også kaldet „Vældig-Gud“, ikke være præsident for en jordisk republik i dag?
18 Sørgeligt at melde har Eisenhowers eget land siden den tid deltaget i krigshandlinger i Sydøstasien, krigshandlinger der truede med at vokse til en konflikt der ville tage freden bort fra jorden. Det viser hvor nytteløst det er at hæfte titlen „Fredsfyrste“ på et menneske, selv om nogle hinduer mente han var Vishnu Ka Avatár, en reinkarnation af guden Vishnu. Ganske vist hed det i Guds beslutning at den lovede Fredsfyrste også ville blive kaldt „Vældig-Gud“, men denne betegnelse kunne aldrig passe på U.S.A.’s eller nogen anden jordisk republiks præsident. Hærskarers Herre udtalte at Fredsfyrsten skulle sidde på „Davids trone“.
19, 20. (a) Hvem måtte denne Fredsfyrste være en efterkommer af? (b) Hvilken pagt havde Hærskarers Herre nemlig indgået med den trofaste David?
19 Det betød at Fredsfyrsten måtte være en af betlehemitten Davids efterkommere. David herskede i Jerusalem i det ellevte århundrede før vor tidsregning, og hans rige strakte sig til sidst fra Eufratfloden i nord til Ægyptens bæk i syd. (1 Mos. 15:18) Gud gav den trofaste David det højtidelige løfte at kongedømmet skulle forblive i hans slægt til evig tid; hans rige ville derfor blive et evigt rige. (2 Sam. 7:1-17) En af de gamle inspirerede salmister udtrykte Guds løfte på følgende måde:
20 „Du taled engang i et syn til dine fromme: ’Krone satte jeg på en helt, ophøjed en yngling af folket; jeg har fundet David, min tjener, salvet ham med min hellige olie; . . . min nåde tager jeg ikke fra ham, min trofasthed svigter jeg ikke; jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg én gang for alle — David sviger jeg ikke: hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himlen er sanddru.’“ — Sl. 89:20-38.
21, 22. (a) Hvis arving må den omtalte Fredsfyrste derfor være? (b) Hvilken anden profeti fremsatte Esajas om denne fyrstes fødsel?
21 Eftersom det i Hærskarers Herres beslutning vedrørende Fredsfyrsten siges at „stort bliver herredømmet, endeløs freden“, må den fyrste på hvis skulder herredømmet skal hvile, være kong Davids evige arving. Denne arving måtte derfor fremtræde på jorden, og han måtte være født i Davids slægt. Hans fødsel blev forudsagt, og den skulle betegne et vendepunkt i historien. Endnu en profeti om denne Fredsfyrstes fødsel blev fremsat af profeten Esajas på et tidspunkt da kongedømmet i Jerusalem truedes af et forbund af fjendtlige nationer. Til den dalevende konge af Davids slægt sagde Esajas:
22 „Hør nu, Davids hus! Er det eder ikke nok at trætte mennesker, siden I også trætter min Gud? Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.“ — Es. 7:13, 14.
23. Hvilken beretning viser at denne søn virkelig er blevet født og profetien således blevet opfyldt?
23 At denne søn er blevet født har længe været historisk anerkendt. Det er en begivenhed der er blevet nedfældet i de uforgængelige historiske beretninger hvis sandhed ikke lader sig betvivle, og disse beretninger tjener til et vidnesbyrd om at Hærskarers Herre har stået bag denne mirakuløse fødsel, sådan som han gav løfte om. En af romerrigets skatteopkrævere, en mand ved navn Mattæus Levi, forklarer hvordan denne mirakuløse fødsel fandt sted. Han fortæller at jomfruen der skulle føde sønnen hed Maria. For at henlede opmærksomheden på at dette var en opfyldelse af den profeti som Hærskarers Herre havde udtalt ved Esajas siger Mattæus Levi: „Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel!’ (det betyder: Gud med os).“ (Matt. 1:22, 23) På Guds befaling fik barnet navnet Jesus.
24, 25. (a) Hvilken undersøgelse foretog lægen Lukas i det første århundrede efter vor tidsregning? (b) Hvad sagde engelen Gabriel ifølge Lukas’ beretning til Maria om den søn hun skulle føde?
24 En læge i det første århundrede efter vor tidsregning foretog en undersøgelse for at få fastslået rigtigheden af den beretning om Jesu mirakuløse fødsel som da var almindelig udbredt. Derefter skrev denne læge, som hed Lukas, sin beretning i et brev til sin ven Teofilus for at styrke dennes tro. Lukas fortæller at på det tidspunkt da Maria fik at vide at hun af Gud var udvalgt til at være Guds søns moder, havde engelen Gabriel sagt til hende:
25 „Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme. . . . Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn. . . . Thi for Gud er ingenting umuligt.“ — Luk. 1:28-37.
26, 27. (a) Hvad hjælper Lukas’ oplysninger os til at fastslå vedrørende Jesu fødsel? (b) Hvordan oprejste Gud, ifølge Lukas’ beretning, vidner til barnets fødsel endnu samme nat?
26 Lægen Lukas opgav forskellige historiske data ved hjælp af hvilke vi kan udregne året for Jesu fødsel. Han viste endvidere at Jesu fødsel fandt sted i byen Betlehem, som forudsagt af profeten Mika syv hundrede år tidligere. (Luk. 2:1-7; Matt. 2:1-16; Mika 5:1) Fødselen fandt sted i en stald i en by der var fyldt til trængsel med tilrejsende og hvor et menneske derfor let kunne forsvinde i mængden. Men fødselen fik ikke lov til at foregå uden at andre end barnets moder Maria og dets fosterfader Josef havde været vidne til den. Gud sørgede for at der var vidner til hans søns fødsel. Han sendte en engel til hyrderne på marken ved Betlehem og fortalte dem hvordan de kunne finde dette nyfødte barn som lå i en krybbe.
27 Engelen fortalte hvem drengen egentlig var og hvilken fremtid der ventede ham. Engelens ord lød: „Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ Foruden disse hyrder var der også himmelske vidner til begivenheden, for da engelen havde forkyndt barnets fødsel, var der i det samme „en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: ’Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har god vilje!’“ Umiddelbart derefter fandt hyrderne det nyfødte barn som beskrevet og blev således øjenvidner til Guds søns fødsel. Så vendte de tilbage til deres hjorde mens de „priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem“. — Luk. 2:1-20; se fodnoten til vers 14.
28. (a) Hvilken stilling skulle barnet indtage i forhold til kong David? (b) Hvilket spørgsmål melder sig vedrørende den regering som dette barn skulle overtage, og hvad giver anledning til dette spørgsmål?
28 Dette barn skulle blive Guds kristus eller salvede, og det skulle også blive kong Davids herre. Kong David, der af Gud fik løfte om et evigt rige, herskede kun over et lille område i Det mellemste Østen. Ifølge engelen Gabriels ord til Maria skulle hendes søn Jesus overtage „Davids, hans faders, trone“ og han skulle være „konge over Jakobs hus“, det vil sige det folk der nedstammede fra patriarken Jakob, Abrahams sønnesøn. Hvordan kunne den regering der skulle hvile på Jesu Kristi skulder da blive en verdensregering, en regering der skulle styre hele menneskeheden?
29. (a) Hvad var det at han var Davids herre et tegn på? (b) Hvordan havde David selv givet til kende at han ville få en herre der stod over ham?
29 At denne regering ville stå over kong Davids fremgik af engelens udtalelse om at det nyfødte barn ikke alene var den lovede Kristus men at han også var „Herren“, det vil sige endog kong Davids herre. David selv havde givet til kende at han ville få en herre der stod over ham, dengang han nedskrev hvad Herren Gud havde sagt til ham. David skrev: „HERREN sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker HERREN din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ — Sl. 110:1, 2.
Et tilbud om verdensherredømme forkastes
30. (a) Hvorfor kan ingen af Roms kejsere siges at have været verdensherskere? (b) I hvilket år begyndte Johannes Døber at forkynde?
30 I det første århundrede efter vor tidsregning, da de begivenheder vi beskæftiger os med fandt sted, var romerriget den herskende verdensmagt, men dets regering var ikke nogen verdensregering. Mange regeringer uden for imperiets grænser anerkendte ikke Rom som jordens centralregering. De fastholdt hver især deres nationale suverænitet. Ingen af Roms kejsere er derfor nogen sinde blevet en verdenshersker på hvis skulder verdensherredømmet har hvilet. Ifølge den verdslige historie endte den romerske kejser Tiberius Cæsars femtende regeringsår den 13. august i år 29. Det var i kejser Tiberius’ femtende regeringsår at Johannes Døber fremtrådte i Det mellemste Østen og begyndte at forkynde at Himmeriget eller Guds rige var kommet nær. Det var en regering der stod over det kejserlige Rom.
31, 32. (a) Hvornår kom Jesus første gang til Johannes Døber, og hvorfor kom han til ham? (b) Hvilket tegn fik Johannes?
31 Omkring seks måneder efter at Johannes Døber var begyndt at forkynde at der efter ham skulle komme en der var større end han, kom Marias søn Jesus til ham for at blive døbt. Han havde ingen synder at bekende men han bad alligevel indtrængende Johannes om at døbe ham. Efter at Johannes havde gjort det, fik han det tegn som han havde fået befaling til at holde øje med. Der berettes i Mattæus-evangeliet 3:16, 17:
32 „Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ — Se også Joh. 1:29-34.
33. (a) Hvilken stilling trådte Jesus ind i ved denne lejlighed? (b) Hvilken pagt indgik Gud med Jesus da han salvede ham med hellig ånd?
33 Dér og da blev Jesus til Kristus, for nu havde Gud alvet ham med den hellige ånd. Fra da af var han Jesus Kristus. Hans stamfader, hyrdedrengen David, var blevet salvet med olie til at være konge over sit folk. Jesus blev også salvet, dog ikke med olie men med hellig ånd fra himmelen. Her blev Jesus udpeget til at være konge, ja kong Davids herre, fordi hans rige ville blive højere end hans. Som følge af at Jesus var født i Davids slægt arvede han gennem sin moder Maria retten til Davids trone og rige, der var jordisk. Men da Jesus blev salvet med hellig ånd fra himmelen blev han arving til et himmelsk rige. Ved denne salvelse indgik Gud en pagt med sin søn Jesus om et himmelsk rige eller kongedømme, sådan som Jesus selv senere sagde til sine trofaste apostle: „Ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner.“ (Luk. 22:29, 30) Dette rige var større end Davids.
34, 35. (a) Hvad fik Jesus tilbud om fyrretyve dage efter sin dåb? (b) Hvad sagde Jesus som svar på dette tilbud?
34 Fyrretyve dage efter at Jesus var blevet døbt og salvet med hellig ånd fik han tilbud om at komme til at regere hele verden. Hvem gav ham dette tilbud? Ikke Gud, som havde sluttet pagt med ham om det himmelske rige. Nej, det var Satan Djævelen. Jesus var ved at afslutte en fyrretyve dages faste da modstanderen, Djævelen, kom til ham og gav ham et tilbud der gik stik imod pagten om det evige, himmelske kongedømme. Han prøvede at friste Jesus Kristus ved at tilbyde ham et jordisk herredømme over verden. Om denne fristelse, der var en af de tre Jesus blev udsat for ved denne lejlighed, siger lægen Lukas:
35 „Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle jordens riger og sagde til ham: ’Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.’ Jesus svarede ham og sagde: ’Der står skrevet: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.“’“ — Luk. 4:5-8.
36. Hvad ville en sådan verdensregering have betydet for menneskeheden, og hvorfor kan man ikke sige at Jesus modarbejdede menneskenes interesser da han afslog tilbudet?
36 Man kan forestille sig hvad der ville være sket med den hedenske romerske kejser dengang hvis Jesus havde taget imod Djævelens tilbud. Mon Det hellige romerske Rige da ville være blevet oprettet i år 800 e.v.t. og have bestået i over et tusind år? Og ville det gamle Jerusalem være blevet verdens hovedstad? Den verdensregering som Djævelen tilbød Jesus at blive leder af ville have været underlagt Djævelens usynlige overherredømme, ville have været underlagt den som Jesus kaldte „denne verdens fyrste“ og som den kristne apostel Paulus kaldte „denne verdens gud“. (Joh. 16:11; 2 Kor. 4:4) Denne verdensregering ville ikke have været bedre end den verdensføderalisterne eller historikeren Arnold Toynbee gør sig til talsmænd for i dag. Den ville ikke have været et Gudsrige, et Himmerige, med den salvede Fredsfyrste på tronen. Kan man så sige at Jesus Kristus modarbejdede menneskehedens interesser da han afslog Satans tilbud? Afgjort ikke.
37. Hvordan handlede „jordens riger“ tre og et halvt år senere over for Jesus i Jerusalem?
37 Vi kan være taknemmelige for at Jesus forblev tro mod den pagt som Herren Gud havde indgået med ham om et evigt himmelsk rige. Han afslog at tilbede nogen anden end sin Herre og Gud. Omkring tre og et halvt år senere vendte de „jordens riger“ som Djævelen havde tilbudt Jesus som belønning hvis han ville tilbede ham, sig mod Jesus og slog ham ihjel. Den fanatiske folkehob i Jerusalem forkastede ham som deres konge og råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Galilæas landsfyrste Herodes Antipas gjorde intet forsøg på at frelse Jesus fra døden, og statholderen Pontius Pilatus, der repræsenterede det kejserlige Rom, overgav den uskyldige Jesus til henrettelse for at behage den larmende hob. — Joh. 19:14-22; Luk. 23:1-12; Ap. G. 4:25-29.
38. Hvorfor kan kristenheden ikke anke over denne skændige handling der fandt sted for nitten hundrede år siden?
38 Alle vil indrømme at det var en skændig handling. Men har kristenheden lov til at anke over at folk og riger handlede sådan for nitten hundrede år siden? Gør „jordens riger“ i dag ikke det samme, i realiteten eller i princippet? De udkæmpede den første og den anden verdenskrig, men ikke for Guds rige. I 1919 valgte de Folkeforbundet og i 1945 De forenede Nationer og nægtede således at anerkende det himmelske rige ved Jesus Kristus. I deres yderliggående nationalisme og mens de hver især skinsygt våger over deres nationale suverænitet siger de fortsat til Herren Gud: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Ydermere: Hvad har de gjort mod de sande kristne der loyalt har valgt Jesus Kristus som konge i stedet for kejseren? De historiske kendsgerninger taler for sig selv.
Grundlaget lægges for den rette verdensregering
39, 40. (a) Hvad opnåede disse „jordens riger“ i fortiden ved at modstå Guds salvede? (b) Hvordan forklarede apostelen Peter på Pinsedagen at Gud havde forpurret deres onde hensigter?
39 Men hvad opnåede „jordens riger“ dengang ved at modstå den som Gud havde salvet til regent i det lovede Gudsrige? De kunne ikke forhindre Gud i at oprette en retfærdig verdensregering over alle mennesker, både de levende og de døde. Hvordan Gud gjorde deres onde hensigter til intet forklarede den kristne apostel Peter enoghalvtreds dage efter at Jesus Kristus var blevet henrettet.
40 Til tusinder af jøder der var kommet til Jerusalem for at fejre pinsen sagde Peter da: „Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden. . . . Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:22-36.
41, 42. (a) Hvordan havde Gud ved således at ophøje Jesus til himmelen opfyldt sit pagtsløfte vedrørende Fyrstens stilling, som udtrykt i Salme 89:27, 28? (b) Hvilke nødvendige forudsætninger var nu til stede?
41 På denne højst overraskende måde blev Jesus, den tidligere tømrer fra Nazaret, til den Salvede, Fyrsten, hvis komme engelen Gabriel havde forudsagt over for profeten Daniel. (Dan. 9:22-26) Da han blev ophøjet til himmelen og fik anvist plads ved Guds højre hånd blev han gjort til sin stamfaders, kong Davids, herre. Hermed var det løfte som Gud havde givet i den pagt han havde indgået med David om et evigt rige blevet opfyldt. Som der siges i salmen der omtaler denne pagt: „Mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min frelses klippe. Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ — Sl. 89:27, 28.
42 Da Jesus Kristus nu var ophøjet og sad ved Guds højre hånd i himmelen, hvor han skulle blive kong Davids „herre“ og „den største blandt jordens konger“, var de nødvendige forudsætninger til stede for en verdensregering der kunne hvile på Fredsfyrstens skulder.
Mere end en overnational regering
43. (a) Hvilken stilling skulle en verdensregering skabt af mennesker indtage i forhold til den nationale stat, og ville en sådan regering være tilfredsstillende? (b) Hvorfor må der en himmelsk fyrste til?
43 De mennesker der forfægter tanken om en verdensregering hævder at den må være overnational, det vil ifølge én definition sige at den „hæver sig op over de politiske begrænsninger som den nationale stat er underlagt“. Menneskene kunne godt i egen kraft oprette en sådan overnational regering over menneskehedens verden, men den ville aldrig være fuldt tilfredsstillende og ville derfor aldrig blive en succes. Den verdensregering der skal være fuldt tilfredsstillende må være mere end overnational. Den må være overjordisk, det vil sige den må hæve sig op over alt hvad der er her på jorden. Den må være overmenneskelig, det vil sige den må hæve sig op over alt hvad vi mennesker kan frembringe. Kun Gud, der ikke er jordisk, kan tilvejebringe en sådan overjordisk regering for hele den menneskelige familie. Kun en der er overjordisk og overmenneskelig kan med godt resultat beklæde stillingen som verdenshersker. Det er derfor der må en himmelsk fyrste til, den himmelske Kristus.
44. Udgør denne overjordiske regering en del af „jordens riger“, og ved hvilken lejlighed udtalte Jesus sig meget tydeligt om dette?
44 Denne overjordiske regering vil ikke få sin magt fra „jordens riger“, dem Jesus Kristus afslog at modtage af Djævelens hånd. Den vil ikke være en omdannelse, udvidelse og forbedring af vore dages Forenede Nationers organisation. Den vil ikke udgøre en del af „jordens riger“. Det gav Jesus Kristus selv udtryk for over for den romerske statholder Pontius Pilatus da han ville tilbagevise den falske anklage at han var en oprører mod Rom. Efter at statholderen havde spurgt: „Er du jødernes konge? . . . hvad har du gjort?“ svarede Jesus: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ — Joh. 18:33-36.
45, 46. (a) Hvor ville Kristi rige have sin oprindelse, og hvordan ville dette rige være i sammenligning med Davids? (b) Hvad var de fire dyr i Daniels drømmesyn symboler på, og hvem skulle modtage riget?
45 Jesu Kristi rige ville altså hverken have sin oprindelse hos mennesker eller hos djævle. Det ville få sin magt fra Gud. Det ville virke fra himmelen. Det ville omfatte Davids rige men være langt større end dette. Da Jesus var her på jorden omtalte han sig selv som Menneskesønnen. Over fem hundrede år før Kristi tid åbenbarede Gud at denne Menneskesøns regering ville omspænde hele jorden og ikke blot en enkelt nation. I Babylons konge Belsazzars første regeringsår sendte Gud sin profet Daniel et drømmesyn. I dette syn så Daniel fire glubske dyr fremstå, det ene efter det andet, og Guds engel forklarede hvad disse fire dyr betød:
46 „Disse fire store dyr betyder, at fire konger skal fremstå af jorden; men siden skal den Højestes hellige modtage riget og have det i eje i evigheders evighed.“ — Dan. 7:1-18.
47. Hvad så Daniel videre i synet, efter at dommen var eksekveret over de fire dyr?
47 Efter at Daniel har set retten blive sat i himmelen og Guds dom blive eksekveret over de fire symbolske dyr fortæller han hvad han videre så: „Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Dan. 7:13, 14.
48. (a) Hvem vil få del i det himmelske rige sammen med Kristus? (b) Hvorfor behøver vi ikke at nære nogen frygt for at han ikke vil kunne klare den store opgave som det er at regere hele verden?
48 Daniel gentager senere (7:27) at de hellige, Menneskesønnens Jesu Kristi efterfølgere, vil få del i det himmelske rige. At skulle have herredømmet over hele menneskehedens verden hvilende på sine skuldre bliver en uhyre opgave, men vi behøver ikke at nære nogen frygt; Fredsfyrsten, Menneskesønnen, vil kunne klare den. Før han forlod jorden og vendte tilbage til himmelen sagde han til sine disciple: „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.“ (Matt. 28:18) Endnu mens han var her på jorden viste han sin vilje og evne til at påtage sig store opgaver og løse problemer af verdensomspændende format.
Et verdensproblem af format
49. (a) Hvilket verdensproblem kom Jesus til jorden for at løse og fjerne? (b) Hvad hentydede Johannes Døber til da han kaldte Jesus for „Guds lam, som borttager verdens synd“?
49 Et af verdens problemer gælder fjernelsen af „verdens synd“. Det er et problem der bliver stadig mere påtrængende efterhånden som kriminaliteten tiltager på hele jorden. Guds søn kom til jorden netop med det formål at løse dette store problem, selv om det krævede den største uselviskhed og selvopofrelse af ham, idet han nemlig skulle give sit jordiske liv uden at have gjort sig fortjent til at dø. Efter at have fastet i fyrretyve dage og efter at være blevet fristet af Djævelen vendte den døbte og salvede Jesus tilbage til Johannes Døber. Da denne så Jesus igen, pegede han på ham og sagde til sine disciple: „Se Guds lam, som borttager verdens synd!“ (Joh. 1:29, fodnoten) Johannes Døber var søn af en jødisk præst og vidste at man i templet i Jerusalem ofrede lam til gavn for folket i dets forhold til Gud. Da Johannes kaldte Jesus for „Guds lam“ betød det derfor at Gud havde tilvejebragt sin søn Jesus som et offer, for at hans blod kunne udgydes og hele verden blive renset for synd.
50, 51. (a) Hvad skulle der til for at fjerne den faldne menneskeheds synder som vist i loven der blev givet ved Moses? (b) Hvilken profeti som Esajas havde fremsat vidste Jesus måtte opfyldes på ham?
50 Det inspirerede brev til de kristne hebræere fortæller hvordan Gud indstiftede sin pagt med Israels folk og gav det Loven ved sin mellemmand Moses. I Hebræerbrevets niende kapitel, vers 22, siges der: „Og det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ Jesus vidste at han måtte ofre sit jordiske liv uden at have pådraget sig nogen skyld, for at tilvejebringe det menneskeblod der kunne borttage den faldne menneskeheds synder. Han vidste at Esajas’ profeti i det 53. kapitel måtte opfyldes på ham. Her stod der:
51 „Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men HERREN lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes — han oplod ikke sin mund. Derfor arver han mange, med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“ — Es. 53:5-7, 12.
52, 53. (a) Hvad sagde Jesus om den løsesum han ville give? (b) Til gavn for hvem gav Jesus sit kød, og hvis synder var hans offer givet til soning for?
52 Da Jesus nærmede sig afslutningen på sit jordiske liv sagde han: „Menneskesønnen [er ikke] kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ — Matt. 20:28.
53 Ligeledes sagde han kort efter at han mirakuløst havde bespist fem tusind mænd foruden kvinder og børn med fem brød og to fisk: „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.“ (Joh. 6:51, 52) Da apostelen Johannes skrev til sine medtroende følte han sig derfor tilskyndet til at sige: „Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ — 1 Joh. 2:1, 2.
54, 55. (a) Hvilken værdi har Guds lams blod i sammenligning med dyreofrenes blod og blodet af alle dem som er døde på slagmarken? (b) Hvad gjorde Gud ifølge Hebræerne 5:5, 6 sin søn til med denne offertjeneste for øje?
54 Alt det blod som var blevet udgydt ved dyreofringer, ja, mere end det, alt det blod som menneskene havde udgydt på slagmarken i de forløbne århundreder kunne ikke borttage synden og dens straf døden fra den dødsdømte menneskehed. Men blodet af det fuldkomne, lydefri og syndfri Guds lam, Jesus Kristus, var det antagelige middel der kunne borttage „verdens synd“ og på grundlag af hvilket menneskene kunne komme til at stå rene i Guds øjne. Denne foranstaltning åbnede menneskene vejen til evigt liv på en paradisisk jord i Guds nye, retfærdige tingenes orden under det himmelske rige ved Kristus. Med denne offertjeneste for øje gjorde Gud sin søn til ypperstepræst, og i denne stilling tjener han til gavn for hele menneskeheden. Det er det der siges i Hebræerne 5:5, 6:
55 „Således har heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst, men har fået den af ham, som sagde til ham: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag,’ ligesom han jo også et andet sted siger: ’Du er præst evindelig, på Melkisedeks vis.’“
56. (a) Hvorfor kan Jesus i betragtning af det offer han bragte med rette kaldes „Fredsfyrste“? (b) Hvilke ord af Jesus viser at han ikke blot tilvejebragte evigt liv for de levende?
56 Han tjener ikke som præst her på jorden, men som Hebræerbrevet 8:1 siger: „Vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i Himlene.“ Han har frembåret værdien af sit fuldkomne menneskeliv for Gud og har derved banet vej for en forsoning mellem Gud og mennesker og ført dem ind i et forhold hvor de har fred med Gud. Det er en af grundene til at den på hvis skulder herredømmet skal hvile i Guds nye tingenes orden kaldes „Fredsfyrste“. Med sit eget fuldkomne menneskeliv som indsats har han gjort det muligt for alle som vil adlyde ham at opnå evigt liv. Det indbefatter også dem der er døde, for Jesus Kristus sagde: „Jeg er opstandelsen og livet,“ og: „Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv.“ — Joh. 11:25; 5:28, 29.
57. (a) Hvorfor vil titlen „Evigheds-Fader“ også med rette kunne anvendes om Fredsfyrsten? (b) Hvilket spørgsmål giver dette anledning til at stille vedrørende en verdensregering som er oprettet af mennesker?
57 Når den himmelske Fredsfyrste skænker sine jordiske undersåtter evigt liv bliver han som en fader for dem. Derfor lyder en anden af hans titler med rette „Evigheds-Fader“. (Es. 9:6) Under udøvelsen af dette embede vil han udføre sådanne helbredende mirakler som han gav prøver på da han var Menneskesønnen her på jorden. Han vil skænke den lydige menneskehed fuldkommen legemlig og mental sundhed, og den vil til sidst opnå menneskelig fuldkommenhed på en jord der overalt er omdannet til et paradis som Edens have. (1 Mos. 2:8) Hvilken verdensregering oprettet af denne verdens politikere kan skænke sådanne goder blot til dem der lever, for slet ikke at tale om de milliarder der er døde?
En overmenneskelig hindring fjernes
58. (a) Hvad har i århundreder hindret menneskene i at indføre universel fred? (b) Hvad vil en verdensregering oprettet af mennesker aldrig kunne gøre?
58 Ned gennem tiden har en overmenneskelig hindring stillet sig i vejen for krigens afskaffelse og indførelse af universel fred. Denne hindring er Satan og hans dæmoner. Det kan godt være at verdsligvise mennesker spotter tanken om hans eksistens og benægter at han har nogen andel i de forhåndenværende forhold, men det gjorde Jesus Kristus ikke. Han blev udsat for direkte fristelse fra Satan Djævelens side og kaldte ham „denne verdens fyrste“. (Joh. 16:11) At mennesker uden selv at vide det tilbeder Satan Djævelen viser apostelen Paulus idet han kalder ham for „denne verdens gud“. I overensstemmelse hermed var det også at Satan Djævelen tilbød Jesus herredømmet over verden hvis han, Jesus, ville tilbede ham. (2 Kor. 4:4; Matt. 4:8-10) Satan Djævelen er ikke alene, men et ukendt antal dæmonengle følger ham. Den sidste bog i Bibelen omtaler Satan Djævelen som „hele verdens forfører“. (Åb. 12:7-9) Ingen verdensregering oprettet af mennesker ville nogen sinde kunne befri menneskeheden for denne usynlige, åndelige, overmenneskelige gud og fyrste, og hans dæmoner.
59, 60. (a) Hvilken verdenshersker kræves der derfor, og hvordan opfylder Fredsfyrsten disse betingelser? (b) Hvilken ’kort tid’ lever vi uden tvivl i, og hvad kræver menneskene som følge af den trængselstid de oplever?
59 Det er grunden til at der skal en verdenshersker til som selv er usynlig, åndelig, overmenneskelig og mægtigere end „guden“ Satan Djævelen og dennes dæmonengle. Der skal en verdenshersker til som kan gribe denne falske gud, denne verdens gud, binde ham og uskadeliggøre ham og hans dæmoner. En sådan verdenshersker skænker Gud os i sin himmelske søn, „Fredsfyrsten“. I Bibelens sidste bog, Åbenbaringens bog, der indeholder „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast“, eller, som den norske bibeloversættelse af 1930 siger, „det som snart skal skje“, forudsiges det at Fredsfyrsten vil binde Satan og hans dæmoner. (Åb. 1:1) I symbolske vendinger beskrives Guds riges fødsel i himmelen.
60 Umiddelbart efter denne betydningsfulde begivenhed udkæmpes en kamp i himmelen, og Satan Djævelen og hans dæmonengle nedstyrtes til jorden, hvor han kun får en kort tid at øve sine onde gerninger mod menneskeheden i. Satans og hans dæmoners nedstyrtning til jorden resulterer i en tid med veer for jorden og havet. (Åb. 12:1-12) Ingen opmærksom iagttager vil betvivle at vi nu befinder os i den ’korte tid’ da menneskene på jorden og på havet hjemsøges af trængsler som ikke har haft deres lige. Den situation verden befinder sig i på grund af disse veer får menneskene til at kræve en verdensregering.
61. (a) Hvornår besvarede Jesus spørgsmålet om hvad der skulle kendetegne hans komme, og hvor kan vi læse hans svar? (b) På hvilket tidspunkt må vi fornuftigvis sige at veerne tog deres begyndelse?
61 For nitten hundrede år siden spurgte apostlene Jesus om hvad tegnet ville være på at han var kommet, at han havde fået overdraget den lovede verdensregering. Jesu udførlige svar kan læses i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, Markus-evangeliet, kapitel 13, og Lukas-evangeliet, kapitel 21. Jesus forudsagde at „veernes begyndelse“ ville være verdensomspændende krig, idet rige skulle rejse sig mod rige, og pest, hungersnød og jordskælv skulle følge efter. (Matt. 24:7, 8) Ramte disse „veer“ os nu i 1914 da den første verdenskrig udbrød, og efterfulgtes den af disse andre frygtelige ulykker? Hvis ikke det var veerne der begyndte dengang, hvornår skal vi da placere dem i menneskehedens historie? Hvilke begivenheder som kan svare til betegnelsen „veernes begyndelse“ skal vi da endnu forvente?
62. (a) Hvordan kan vi handle anderledes end dem der levede umiddelbart før Vandfloden på Noas tid? (b) Hvor bør vi vende os hen nu, og hvorfor?
62 Nu er det tid at handle klogt og i lyset af Guds profetiske ord at læse det umiskendelige tegn der viser hvilken tid vi lever i. Vi nærer sikkert intet ønske om at ligne menneskene på Noas tid før Vandfloden. Om dem sagde Jesus i den samme profeti om „veernes begyndelse“ og de begivenheder der skulle følge derefter: „De ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:37-39) Hvis „veernes begyndelse“ for blot et halvt århundrede siden var så frygtelig som vi har set, hvordan bliver det store højdepunkt, afslutningen på veerne, så ikke! Det er derfor nu på høje tid at vende sig til den verdensregering der hviler på Fredsfyrstens skulder. Den alene kan beskytte og bevare os gennem denne tingenes ordnings ende, som nu nærmer sig. Den alene kan oprejse vore kære til liv under et fuldkomment styre.
63. Hvem må vige pladsen for Fredsfyrstens regering, og hvornår vil den ’korte tid’ vi nu oplever med veer over jorden og havet være forbi?
63 „Jordens riger“ må vige pladsen for Fredsfyrstens regering. Det samme må Satan Djævelen og hans dæmonengle. Disse forførere af den hele verden, disse onde kræfter som har været årsag til krig, uro, forbrydelser, moralsk forfald og falsk gudsdyrkelse må bindes og holdes fangne i en afgrund langt borte fra enhver kontakt med mennesker på jorden. Når denne overmenneskelige bedrift er øvet, er den ’korte tid’ med veer for jorden og havet forbi.
64. Hvor lang tid vil denne verdensregerings arbejdsprogram strække sig over, og hvorfor vil der ikke blive brug for nogen efterfølger i embedet som verdenshersker?
64 Da vil den verdensregering der hviler på Fredsfyrstens skulder herske enevældigt over hele jorden. Dens arbejdsprogram, der vil være til gavn for hele menneskeheden, såvel de døde som de levende, vil ikke være en såkaldt femårsplan eller en plan der kun er begrænset til en jordisk herskers korte levetid. Ifølge Guds ord bliver det et tusindårigt arbejdsprogram, som vil få lov at virke uhindret af Djævelen og hans dæmoner. (Åb. 20:1-6) Fredsfyrsten ejer nu udødeligt liv i himmelen, og som verdenshersker vil han ikke få brug for nogen efterfølger og der vil heller ikke blive nogen efterfølger. — Hebr. 7:15-25.
65. (a) Til gavn for hvem og til ære for hvem vil denne verdensregerings arbejdsprogram tjene? (b) Hvorfor var det ikke tomme ord englene sang ved Jesu fødsel?
65 Da han nu er iklædt al magt i himmelen og på jorden, er der ingen grænser for alt det gode han kan gøre for menneskene i de tusind år han regerer sammen med sin herliggjorte kirke eller menighed. Det vil blive et storslået vidnesbyrd til hans Gud og Faders ære. Det var altså ikke tomme ord englene sang da han blev født som menneske for nitten hundrede år siden: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har god vilje!“ (Luk. 2:14, fodnoten) I profetien om hans fødsel, hans herredømme og hans titler hedder det: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ (Es. 9:6, 7) Følgelig vil fremtiden være sikker for alle mennesker. Hærskarers Herre vil sørge for at profetien går i opfyldelse.
66. Hvad bør vi søge nu, hvis vi gerne vil opleve den endeløse fred der loves alle mennesker der har god vilje?
66 Ønsker du at opleve denne endeløse fred, som blev mulig ved at Guds lam døde, blev oprejst og ophøjet til himmelen? Så søg fra nu af det evige liv som Herren Gud tilbyder gennem sin Fredsfyrste og gennem den verdensregering der skal hvile på hans skulder.
[Fodnote]
a The Encyclopedia Americana, 1956-udgaven, bind 13, side 96.