Opmuntringer virker styrkende
„Vi . . . kan blive kraftigt opmuntret til at gribe det håb der ligger foran os.“ — Hebr. 6:18, NW.
1. Hvilken virkning har opmuntringer, og med hvilke ord viste Paulus at han forstod opmuntringens betydning?
HVOR godt er det ikke at høre et opmuntrende ord i modgangstider! Når vi føler os modløse fordi vi ser at vi er behæftet med fejl, lindrer det at høre et venligt ord der kan indgyde os håb! Det kvikker os op. Det letter arbejdets byrde og giver os tillid til at tage fat på problemerne. Et opmuntrende ord styrker os så vi kan se fremtiden i møde, og det indgiver os mod så vi kan stå fast hvis vi kommer ud for svære prøvelser. Guds ord fremhæver at vi kan få stor gavn af opmuntring. Da således apostelen Paulus skrev til de troende i Rom sagde han: „Jeg længes efter at se jer så jeg kan meddele jer en eller anden åndelig gave, for at I kan styrkes; eller snarere, for at der kan finde gensidig opmuntring sted iblandt jer, så hver især opmuntres ved den andens tro, både ved jeres og ved min.“ (Rom. 1:11, 12, NW) Han var klar over at de kristne i Rom, hans brødre, trængte til et opmuntrende ord, for deres svagheder bekymrede dem og de var omgivet af en verden som var fyldt med alle former for uretfærdighed. Paulus var ivrig efter personligt at opmuntre dem. Han forstod også at det ikke kun var den ene part som ville høste gavn af opmuntringen, for den virker gensidigt opbyggende. Ja, der finder en „gensidig opmuntring“ sted.
2. Hvori ligger forskellen imellem at opmuntre og at smigre, og hvordan kan vi bedst opmuntre mennesker?
2 Paulus ønskede at de troende i Rom skulle opbygges, og han vidste at det ikke kunne gøres med smigrende ord, hvilket vor principløse verden ofte forveksler med opmuntring. Smiger består i en falsk, overstrømmende ros der slet ikke menes. Usande og uoprigtige ord virker ikke styrkende eller opbyggende. Smigrere der bruger dem, bliver oftest kun genstand for foragt. Som Paulus tidligere havde skrevet til Tessalonikerne: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge.“ (1 Tess. 2:5) En tillid og et håb der hviler på usandhed fører til skuffelse. Når derfor nationernes ledere lyver over for folkene for at sikre sig deres støtte, er der ingen som opbygges eller styrkes derved. Og når præsterne undlader at fortælle efterladte hvordan det virkelig forholder sig med de dødes tilstand, bliver deres trøst kun til tomme ord. De efterladte bliver ikke opmuntret Hvis ens opmuntrende ord skal styrke, må de være sande. (Sl. 146:4; Præd. 9:5; Joh. 5:28, 29) Hvis man vil indgive mennesker mod fordi de sørger over at de selv og den fordærvede verden kommer til kort, og man vil give dem et håb der kan holde dem oppe, gør man det bedst ved at dele Guds ord med dem.
Gud selv er et forbillede
3. På hvilken måde har Gud vist hvordan man skal opmuntre, og hvorledes berører det os?
3 Jehova Gud selv har vist hvordan man skal opmuntre. Lige efter at Adam havde styrtet menneskeheden ud i synd, bekendtgjorde Gud at han ville tilvejebringe en befrier. På denne måde gav han Adams endnu ufødte efterkommere grundlag for et håb. Dette løfte glemte han ikke, men understregede og udbyggede det i de erklæringer han fremsatte over for sine tjenere i de efterfølgende slægtled. Om det løfte han gav Abraham siges der: „Da Gud agtede at give løftets arvinger et endnu tydeligere bevis for sit råds uforanderlighed, trådte han på denne måde til med en ed, for at vi, der er tyet til tilflugtsstedet, i kraft af to ting hvorom det er umuligt at Gud kunne lyve, kan blive kraftigt opmuntret til at gribe det håb der ligger foran os. Dette håb har vi som et sjælens anker, der er både sikkert og fast.“ (Hebr. 6:17-19, NW) Ja, ved at lægge et solidt grundlag for håb opmuntrer Gud sine tjenere, styrker deres tillid og gør det muligt for dem at se fremtiden i møde uden frygt. De usvigelige løfter Gud har ladet nedskrive i Bibelen er en uudtømmelig kilde til styrke for os der lever nu i dette tyvende århundrede. „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ — Rom. 15:4.
4. Hvilket ansvar påhviler der dem som har taget imod det håb Gud er kilden til? Hvorfor føles ansvaret ikke som en byrde?
4 Med dette gudgivne håb følger der et ansvar. De der bærer Guds navn må være hans vidner der gør andre kendt med hans navn og hensigter. De må leve deres liv i harmoni med Guds vilje. Men Gud lader ikke deres tjeneste være dem en byrde og fordrer ikke mere af dem end de kan overkomme. Han tager sig kærligt af dem, således som en hyrde tager sig af sin hjord. „Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Es. 40:11) Gud tager ikke glæden fra os ved at forlange for meget af os. Han forkaster os heller ikke dersom vi skulle snuble. „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, at vi er støv.“ (Sl. 103:13, 14) Han er barmhjertig, kærlig og medfølende, og hans tilgivelse fylder os med mod så vi kan fortsætte.
5. Hvad er det Bibelens beretning om troens mænd indgyder os?
5 Det kræver en stærk tro at holde ud i tjenesten for Gud. Men han har truffet enhver foranstaltning til at vi kan styrkes i vor tro. Ikke alene har han skænket os sine uforlignelige løfter men han har også omgivet os med troens mænd, hvis eksempel indgyder os blod og fornyet kraft så vi kan løbe det løb der ligger foran os. Blandt disse mænd må nævnes Abel og Samson, der begge ofrede deres liv i tjenesten for Gud; Noa, der bevarede sin uangribelighed midt i en ugudelig verden; Moses, der gav afkald på al Ægyptens rigdom til fordel for tjenesten for den sande Gud; israelitterne, som stolede på at Jehova ville redde dem fra de forfølgende ægyptiske hærstyrker; og David, der uden frygt stillede op imod filisterkæmpen Goliat i Jehovas navn. „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ — Hebr. 12:1, 2.
6. Hvilken indflydelse har det eksempel som troens banebryder og fuldender satte, på os?
6 Hvad er det vi ser når vi retter vort blik mod troens banebryder og fuldender? Det vi ser er også noget som giver os mod! Jesus er nemlig et forbillede som Gud har givet os at følge. Han er et levende eksempel for os. For hvert skridt vi går i hans fodspor vil vi føle tilfredshed og glæde, ja vi vil føle os forfriskede! Som Jesus selv sagde: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ — Matt. 11:28-30.
7. (a) Hvorfor kan sande kristne vente at blive forfulgt? Hvorfor kan de alligevel være ved godt mod? (b) Hvordan styrkede Peter sine brødre, sådan som Jesus havde sagt han skulle?
7 Det er sandt at den gamle verden vil forfølge os når vi følger i Jesu fodspor. „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Jesus selv advarede herom med ordene: „En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ Men det berøver ikke Jehovas kristne vidner deres mod. De erindrer sig de ord som Jesus udtalte natten før han døde: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ (Joh. 15:20; 16:33) Og apostlene optrådte kækt og modigt; de gav ikke op. Det er rigtigt at Peter snublede da han fornægtede sin herre, men han omvendte sig. Som Jesus havde sagt til ham: „Jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.“ (Luk. 22:32) Det var hvad Peter gjorde. Den trofaste tjeneste han udførte, styrkede hans kristne brødre. De ting han fortalte dem virkede opbyggende på dem, og de ord han skrev opmuntrede dem. „Bistået af Silvanus . . . har jeg nu i korthed skrevet dette til jer for at formane [opmuntre, NW] jer og vidne om, at den nåde, I står i, er Guds sande nåde!“ (1 Pet. 5:12) Hans ønske var at ingen af dem skulle forlade Guds organisation og vende sig til falsk lære. Han vidste imidlertid at de til stadighed var udsat for pres fra verdens side. Derfor skrev han sit første kanoniske brev til dem for at opmuntre dem og styrke dem i deres overbevisning om at de havde den sande tro.
Et brev med opmuntringer
8. Hvad var det der i Peters første kanoniske brev virkede som en kilde til stor opmuntring? Hvordan kan vi i dag blive opmuntret på samme måde?
8 Hvad skrev Peter da for at opmuntre sine medkristne? Det vil vi gerne se, for så ved vi hvordan vi skal opmuntre andre. Det stod Peter klart at det håb Gud havde skænket ham var den største kilde til styrke, og derfor skrev han om dette håb, i bevidstheden om at han ville gavne sine kristne brødre mest hvis han kunne få dem til at værdsætte det endnu højere. Han understregede at de havde del i et „levende håb“, som de trygt kunne sætte deres lid til, en forventning som ikke ville føre til skuffelse. „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid.“ Dette håb fyldte dem med en usigelig og forherliget glæde. Guds ånd havde bevæget profeterne til at tale om dette håb, som endog englene ønskede at få indblik i. Men det var kristne mænd og kvinder Gud skænkede dette håb. Hvor taknemmelige burde de ikke være! Hvor det burde styrke og støtte dem! (1 Pet. 1:3-5, 8-12) Den dag i dag er det sandt, og det hvad enten man hører til de 144.000 medlemmer af Kristi „lille hjord“ der er kaldet til himmelsk liv, eller til de ’retsindige som skal bo på jorden’, at det er en stor opmuntring at beskæftige sig med Guds løfter, studere dem ud fra Bibelen, meditere over dem og fortælle dem til andre. — Luk. 12:32; Ordsp. 2:21.
9. Hvordan hjælper de kristnes håb dem til at udholde forfølgelse?
9 Så stor styrke giver dette pålidelige håb at en kristen vil kunne være glad og kunne stå fast selv om han møder svære trængsler der sætter hans tro på prøve. Derfor siger Peter videre: „Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro — som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild — må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.“ (1 Pet. 1:6, 7) Også Paulus knytter håb og udholdenhed sammen når han siger: „Glæd jer i håbet forude. Hold ud under trængsel.“ Jesus viste sig i besiddelse af den bemærkelsesværdige styrke som det gudgivne håb skænker. Herom læser vi: „Af hensyn til den glæde der ventede ham, udholdt han en marterpæl uden at ænse skammen, og han har taget sæde på højre side af Guds trone.“ De der holder sig Kristi eksempel for øje, vil ikke blive trætte og lade hænderne synke. De giver ikke op. — Rom. 12:12; Hebr. 12:2, 3, NW; 1 Pet. 4:13, 14.
10. Hvilken virksomhed formaner Peter de kristne til at berede sig til ved at binde op om deres sinds lænder, og hvordan bør vi i denne forbindelse hjælpe hinanden?
10 Der er et vigtigt arbejde at udføre for hver eneste kristen. Peters første brev opmuntrer, ja tilskynder os til at ’binde op om vort sinds lænder’, det vil sige gøre os rede til handling, og en lignende opmuntring har vi pligt til at give andre. Kristi legemes lemmers tjeneste sammenligner Peter med den tjeneste præsterne udførte i Jerusalems tempel, for de salvede lader sig „som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. De bringer ikke dyreofre, men åndelige ofre, lovprisningsofre, „det er frugt af læber, som bekender hans navn“. (1 Pet. 1:13; 2:4-9; Hebr. 13:15) De offentliggør Jehova Guds kærlige hensigter, Ham som kaldte dem ud af verdens åndelige mørke og ind i sit vidunderlige sandhedslys. Denne tjeneste kan de ikke yde medmindre de har åndelig styrke.
11. Hvorledes ser vi, ledet af Guds ord, på verdens frygt, og hvad bliver vi derfor ofte afkrævet?
11 Eftersom sandhederne fra Guds ord styrker dem og oplyser den sti de skal vandre ad, deler de ikke verdens frygt og kommer ikke i affekt som følge af dens vanskeligheder. De retter sig efter følgende befaling: „Nær ingen frygt for det de frygter, lad jer heller ikke forurolige. Men I skal hellige Kristus som Herre i jeres hjerter, altid rede med et forsvar over for enhver der afkræver jer en grund for det håb der bor i jer, men I må gøre det med sagtmodighed og dyb respekt.“ (1 Pet. 3:14, 15, NW) Den indstilling de har, fører gang på gang til at de må forklare hvorfor de ikke deler verdens bekymring og hvorfor de ikke ligesom alle andre arbejder på at bevare den bestående verden. De må gøre rede for hvad der er grunden til at de ikke er en del af verden. I verdens øjne synes deres holdning moralsk uforsvarlig; derfor må de begrunde den, idet de dog optræder venligt og respektfuldt. De farer ikke irriteret op. De vil forklare at de sætter deres lid til Gud og hans søn, og at de må adlyde Gud mere end mennesker. De fremhæver at de har indviet sig til Gud og at det derfor vil være forkert af dem at søge venskab med verden; hvis de gjorde det, ville de blive Guds fjender. Det kræver mod at holde fast ved sit standpunkt i en fjendtlig verden. — 1 Pet. 1:20, 21; Joh. 15:19; Jak. 4:4.
12. (a) Hvem hjælper nu den salvede rest med forkyndelsen, og hvad bevirker det? (b) Hvordan viser Peter at kristne kan styrke hinanden under tjenesten?
12 Til disse salvede vidner har nu sluttet sig en stor skare mennesker der har indviet sig til Gud. De tjener sammen med tempelskaren, er denne en kilde til stor opmuntring og hjælper den med at udføre Jesu befaling: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, . . . idet I lærer dem at holde alt det som jer har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW; Åb. 7:9, 10) Dette er en vældig opgave, og det haster med at løse den. Den fordrer en enig indsats. Derfor tilskynder Peter kristne til at ’have inderlig kærlighed til hinanden’ og til at virke opbyggende på hinanden ved at ’tjene hinanden’. Kristne må arbejde sammen. Jesus selv udtalte: „Se! Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ Er det ikke meget opmuntrende? — 1 Pet. 4:8-11.
13. Hvilken anden form for opmuntring gav Peter i sit brev, hvad udtalte han, og hvordan styrker hans ord os?
13 Peter så at verden var fordærvet, og derfor fandt han det tillige nødvendigt at give de kristne en anden form for opmuntring. Den bestod ikke i at han roste dem, og det han sagde fyldte dem ikke med et håb. Nej, denne form for opmuntring var en formaning til dem om at de skulle undgå at opføre sig forkert. „I elskede! jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen.“ „Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse.“ En sådan vejledning kan vi alle trænge til. I betragtning af at vi ustandselig kommer i berøring med den faldne verden, vil det være os en hjælp dersom vi klart holder os for øje hvad der er ret og uret. Det vil værne os imod at gå ind på verdens krogede tankegang, og det vil desuden forstærke det retfærdige had vi nærer til ugudelige, onde handlinger. På denne måde vil vi altid lettere have for øje hvori disse „kødelige lyster“ består — det er ikke lyster vi skal søge at tilfredsstille, men de er fjender som fører krig imod sjælen, som sniger sig ind på os og bringer undergang over vor sjæl, vort liv. Den slags opmuntring har vi brug for, og Jehova sørger for at vi der tilbeder ham, modtager den, ligesom han sørgede for at de første kristne modtog den gennem apostlene. — 1 Pet. 2:11, 12, 16; 4:3-5.
14. Hvilke opmuntrende ord henvendte Peter til dem der tjente strenge herrer, og hvorledes kan de selv i dag komme os til gode?
14 I sit brev ofrer Peter også nogen opmærksomhed på de forstyrrende problemer som brødrene kunne komme ud for i hjemmet eller på arbejdspladsen og som ville gribe hindrende ind i deres tilbedelse af Gud. Nogle af dem havde det for eksempel vanskeligt fordi de som trælle tjente strenge herrer der øjensynligt behandlede dem dårligt fordi de ønskede at gøre Guds vilje. En sådan træl kom ud for lidelser fordi han var „bunden til Gud i sin samvittighed“, og på tilsvarende måde er der mange som i dag bliver behandlet dårligt af deres arbejdsgivere fordi de bekender sig til den kristne tro. Hvordan skal de stille sig? „Finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde,“ skrev Peter. Dernæst sammenligner han deres situation med den Kristus befandt sig i: „Dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, ’han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig,’ han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ Hvor opmuntrende er det ikke at have et sådant forbillede! — 1 Pet. 2:18-23.
15. (a) Hvad er det for et opmuntrende moment Peter henleder kristne hustruers opmærksomhed på? (b) Hvilket råd gav Peter ægtemænd for at opmuntre dem? (c) Hvad er det både ægtemanden og hustruen skal tænke mest på hvis de skal kunne styrke og hjælpe hinanden?
15 Peter anbefalede kristne hustruer at underordne sig lige så lydigt, også selv om de var gift med ikke-troende ægtemænd, for i sine formaninger til hustruerne begynder han med udtrykket „ligeledes“, og henleder derved deres opmærksomhed på de udtalelser han lige har fremsat. Også for dem var Kristus et forbillede. Og var han et forbillede for dem dengang, er han det ikke i mindre grad for kristne hustruer i dag. Peter opmuntrer dem, idet han viser at deres udholdenhed og tålmodighed kan føre til et lykkeligt resultat: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ Også ægtemænd kan komme ud for problemer og trænge til opmuntring. Peter, der selv var gift og som skrev under Guds ånds ledelse, vidste hvilke problemer der kunne opstå, og tilskyndede ægtemændene til at være forstående over for deres hustruer i erkendelse af at de er ’svagere skabninger’. De må ikke vente at deres hustruer følelsesmæssigt skal reagere på samme måde som de, eller mene at hustruerne skal udføre deres arbejde på samme måde som de ville gøre det. Det som både ægtemanden og hustruen hele tiden skal have i tanke er deres forhold til Gud, og de bør aldrig lade uoverensstemmelser udslukke deres ønske om at hjælpe hinanden til at opnå det evige liv. En virkelig praktisk opmuntring! Hvor nyttigt var det ikke at de enkelte problemer blev taget op til drøftelse så menighedens medlemmer kunne vide hvilke principper de skulle følge, og kunne indse at det førte noget godt med sig at være trofast under vanskelige forhold! I dag, da vi også lever under prøvende forhold, er dette brev stadig en kilde til styrke. — 1 Pet. 3:1-9.
16. Hvad er det der tages op til drøftelse i det femte kapitel i Peters første brev, og hvorfor gjorde Peter det?
16 Tilsynsmændene blev ikke overset i Peters brev, som om de kunne undvære opmuntring. Tværtimod. Han drøfter med dem ting som særlig angik dem: det rette syn på deres tjeneste, deres forhold til Gud og til deres brødre, løsningen af vanskelige problemer, og deres indstilling til forfølgelse. „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt . . . over dem der udgør Guds arv,“ sagde han. Hvilken tilsynsmand vil ikke, selv nu, føle sig stærkt bevæget når han tænker på at den menighed han fører tilsyn med består af mennesker som tilhører Gud? Hvis det er sådan tilsynsmanden ser på menigheden, vil han ikke spille herre over den. Han vil heller ikke blive stolt. Derimod vil han rette sig efter formaningen: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til rette tid kan ophøje jer, mens I kaster alle jeres bekymringer på ham, for han tager sig af jer.“ Det må i sandhed virke opmuntrende på den ydmyge tilsynsmand at vide at han ikke selv skal bære hele byrden. Han opfordres til at søge hjælp hos Gud når han står over for vanskelige problemer, idet han må granske Guds ord og følge dets vejledning, ligesom han må søge Gud i bøn. Han står heller ikke alene når han forfølges af verden. Peter siger herom: „Den samme art lidelser udstås af hele forsamlingen af jeres brødre i verden. Men efter at I har lidt en lille tid, vil al ufortjent godheds Gud, der kaldte jer til sin evige herlighed i samhørighed med Kristus, selv fuldende jeres læretid, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ (1 Pet. 5:1-10, NW) Tilsynsmænd har al mulig grund til at føle sig opmuntrede og fulde af mod.
17. Hvem er altså den egentlige kilde til styrke? Begrund dit svar.
17 Det er hævet over enhver tvivl at det er Jehova selv der styrker sit folk. Det er ham der har ladet de opmuntrende ord nedskrive som vi har drøftet. Det er de løfter som hans ord indeholder der fylder os med håb. Han vejleder os så vi kan løse de problemer vi kommer ud for i det daglige liv. Når han er vor støttestav kan vi stå fast selv om hele verden vender sig imod os. Med David kan vi sige: „Min styrke, mit skjold er [Jehova], mit hjerte stoler på ham. Jeg fik hjælp, mit hjerte jubler, jeg takker ham med min sang. [Jehova] er værn for sit folk.“ — Sl. 28:7, 8.
[Illustration på side 466]
’Ved Silvanus har jeg skrevet til jer for at opmuntre jer’.