Skal spædbørn døbes?

Bortvasker dåben synder? Hvorfor lod Jesus sig døbe?

ENHVER der tænker på at lade sig eller sit barn døbe vil være levende interesseret i dette spørgsmål. Der er ingen tvivl om at dåben er et krav til kristne. Jesus Kristus blev selv døbt i Jordanfloden. Men hvordan ser Bibelen på barnedåb, der sædvanligvis sker med nogle få dråber vand? Er et spædbarn fortabt hvis det dør inden dåben? Eller er der håb for et udøbt spædbarn som dør?

Man ved ikke nøjagtigt hvornår barnedåb blev indført, men det var i hvert fald efter Jesu Kristi apostles død. The Encyclopædia Britannica siger: „Hele den tidlige periode kender kun til dåb af voksne, der efter egen beslutning tilslutter sig det kristne samfund. Barnedåb viser sig hist og her mod slutningen af det andet århundrede og praktiseredes også i de følgende århundreder, dog kun som en undtagelse.“ — Bind 3, side 84.

Samme autoritet viser at dåb af spædbørn først blev almindelig næsten fire hundrede år efter Jesu Kristi tid, og at dens indførelse for en stor del skyldtes Augustinus’ indflydelse: „Den dåbsteoretiker som har øvet størst indflydelse gennem flere århundreder er sankt Augustinus.“ Hvad troede han? „Børn som dør inden de er døbt, udelukkes fra himmelens rige som følge af arvesynden, og de lever i verden hinsides i en form for fortabelse, om end af mildeste art. Dåb indvirker på arvesynden, i den forstand at den fjerner dens karakter af synd.“

Men hvad så med den tanke at barnedåb er af apostolsk oprindelse? Religionshistorikeren Neander skriver om de kristne i det første århundrede: „Tro og dåb sattes altid i forbindelse med hinanden; det er derfor højst sandsynligt at dåben kun blev forrettet i de tilfælde hvor den kunne forenes med tro, og at barnedåb var ukendt i denne periode. . . . At der først i så sen en periode som (i hvert fald ikke tidligere end) Irenæus, viser sig spor af barnedåb, og at den først blev anerkendt som en apostolsk tradition i løbet af det tredje århundrede, er snarere et bevis imod end for anerkendelse af apostolsk oprindelse.“ — Planting and Training of the Christian Church.

Intet bibelsk fortilfælde

Ydermere skriver abbed Jules Corblet, der er forfatter til et historisk værk om dåb: „Kort sagt, vi finder ikke i Skrifterne nogen afgjort udtalelse, noget bestemt skriftsted som ud over al tvivl kan fastslå at man døbte børn i apostolsk tid.“a

Ud fra disse forskellige historiske kendsgerninger må vi drage følgende slutning: De første kristne døbte ikke børn. Men hvordan opstod den skik så? Den skyldes for en stor del den opfattelse at dåben er et sakramente, som resulterer i en bortvaskning af synder.

Taler Bibelen ikke om dåb til forladelse af synder? Jo, både når det gælder den dåb Johannes Døber forrettede og den der blev forrettet i Jesu Kristi navn. Lad os først undersøge Johannes’ dåb. Johannes døbte dem der angrede „til syndernes forladelse. . . . de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder“. (Mark. 1:4, 5) Det vil ikke sige at selve dåben bortvaskede synder. I Apostlenes Gerninger 19:4 siges der ifølge forskellige moderne oversættelser: „Johannes døbte med dåben for dem der angrede.“ (NW) „Johannes’ dåb var en dåb som tegn på omvendelse.“ (AT) „Johannes døbte med en dåb som var et udtryk for anger.“ (Williams) Johannes’ dåb var således et tegn eller symbol på en jødes anger og omvendelse fra synder mod Lovpagten. Følgelig forberedte Johannes’ dåb disse angrende mennesker til at modtage Messias. Johannes’ dåb foregik ikke ved bestænkning men ved nedsænkning i vand: „Også Johannes døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand der.“ (Joh. 3:23) For at kunne angre sine synder måtte man være gammel nok til at forstå hvad anger vil sige. Derfor døbte Johannes ikke spædbørn.

Skete der en ændring med den kristne dåbs indførelse, så at spædbørn nu skulle døbes? Som led i besvarelsen af dette spørgsmål må vi spørge: Hvordan blev Jesus døbt? Hvorfor blev Jesus døbt?

Symbol på indvielse

Guds søn gik ud til Johannes Døber og bad, til Johannes’ overraskelse, om at blive døbt. Johannes kunne ikke forstå hvorfor Jesus skulle døbes, og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!“ (Matt. 3:14) Jesus stod fast ved sit forlangende og Johannes adlød; han sænkede Jesus ned under vandet ligesom han havde sænket andre ned. Jesus blev ikke blot bestænket men sænkedes helt ned i vandet; der står at han „steg . . . op af vandet“ efter dåben. — Matt. 3:16.

Hvorfor lod Jesus sig døbe? Det kunne ikke være for at blive renset for synder eller for at symbolisere at han havde angret synder, for han var „uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“. Han var den „som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig“. En fuldkommen mand — og dog blev han døbt! — Hebr. 7:26; 1 Pet. 2:22.

Det syndfri menneske Jesus lod sig døbe fordi han ønskede at gøre sin Faders vilje. Dette forklares af apostelen Paulus, som anvender Salme 40:7-9 på Jesus Kristus: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“ (Hebr. 10:4-7) Jesus lod sig døbe fordi han ønskede at symbolisere sin indvielse til at gøre Jehovas vilje; og han gav bevis på at han havde indviet sig, for han ophørte med sit tømrerarbejde og påbegyndte tjenesten for Gud. Jesus var en voksen mand da han indviede sig: „Også Jesus blev døbt, . . . Jesus var omkring tredive år gammel, da han begyndte.“ — Luk. 3:21, 23.

I dag bør kristen dåb udføres efter det eksempel Jesus Kristus satte. Betydningen af Jesu dåb knytter sig således også til hans efterfølgeres dåb i dag: En kristens dåb tjener som et symbol på at han har indviet sig til Gud og, i lighed med Jesus, højtideligt lovet: ’Jeg er kommen for at gøre din vilje, min Gud!’

De som tror at vanddåben bortvasker synder, citerer ofte Apostlenes Gerninger 2:38 som støtte for deres tanke. Dette vers indeholder apostelen Peters ord: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse.“ Her talte Peter på Pinsedagen til dem der havde syndet imod Jesus. Hvordan kunne de opnå tilgivelse? De måtte omvende sig og anerkende Jesus og hans rensende blod og de måtte bevise deres omvendelse ved at lade sig døbe i Jesu navn. Dåbsvandet ville ikke bortvaske deres synder; havde det været tilfældet måtte de have ladet sig gendøbe efter hver ny synd. Men som Apostlenes Gerninger 22:16 (NW) forklarer: „Nu hvorfor tøver du? Stå op, bliv døbt og aftvæt dine synder ved at påkalde hans navn.“ Hvordan kan man altså bortvaske synder? „Ved at påkalde hans navn.“

Vanddåben for kristne er derfor et symbol på at de har omvendt sig fra deres synder og har anerkendt Jesus og indviet sig til trofast at gøre Jehovas vilje, ligesom Jesus.

Tro og kundskab kræves

Jesu befaling lød: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20, NW.

Var spædbørn indbefattet i udtrykket „folk af alle nationer“? Åbenbart ikke, for det ville have ændret betydningen af den dåb Jesus forordnede! Spædbørn kan ikke foretage en personlig indvielse til Gud, baseret på tro og kundskab. Desuden er det ikke dåben der fjerner ens synder. Apostelen skrev: „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ (Hebr. 9:22) Det er Kristi løskøbende offer og den kristnes omvendelse og anerkendelse af denne løsesum, bevist ved en ændret livsførelse, der muliggør en sådan tilgivelse. Yderligere forklarer apostelen: „’Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ (Rom. 10:13, 14) Nej, de „folk af alle nationer“ som skulle døbes indbefattede ikke spædbørn; disse måtte først vokse op så de kunne forstå værdien af Jesu løskøbende offer og tro på det, efter at have hørt om Messias.

En af årsagerne til misforståelsen angående den kristne dåb er at nogle tror at det vand Jesus omtalte i Johannes-evangeliet 3:5 er dåbens vand. Jesus sagde: „,Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd.“ De der læser fortsættelsen kan se at dette vand ikke er dåbens vand. Samme vand nævnes i Johannes-evangeliet 4:14 og i Åbenbaringen 22:1, 17 som „vand . . . til evigt liv“ og „livets vand“. Ingen af disse skriftsteder taler om dåbens vand men om noget man i symbolsk forstand skal drikke. I stedet for dåbens vand er det sandhedens vand, den forfriskende, livgivende, rensende kundskab fra Guds ord. Dette sandhedsvand får et menneske til at ændre sindelag, og åbner vejen til det evige liv.

Søg så meget du vil i De hellige Skrifter, du vil ikke finde et eneste eksempel på at et spædbarn er blevet døbt! Tilhængere af barnedåb prøver at forsvare læren ved at fremføre at hele familier tog imod kristendommen i apostlenes dage og blev døbt. Men hvis disse familier indbefattede små børn har apostlene forsømt at oplyse dette — trods den udmærkede lejlighed dette ville have givet dem til at understrege vigtigheden af en sådan lære.

Udøbte børn som er hellige

Men hvad nu hvis et spædbarn dør og udelukkes fra at vokse op og lære om Guds vej til frelse? Bibelens svar herpå giver os en ubestridelig begrundelse for at det er unødvendigt at døbe spædbørn. Gud betragter et spædbarn som „helligt“ når det har troende, kristne forældre. Og hvis kun den ene af forældrene er troende? Hertil svarer apostelen Paulus: „Den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo deres børn urene, men nu er de hellige.“ (1 Kor. 7:14) Spædbørn bliver altså ikke „hellige“ i Guds øjne ved en bestænkelsesceremoni, men som følge af at de har en troende fader eller moder.

Kristne forældre vil ikke tænke på at lade deres nyfødte døbe, men vil i stedet følge de inspirerede skrifters vejledning og opdrage deres barn „i Herrens tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Lær barnet hvad der er Jehova Guds vilje og befalinger. Gør som det inspirerede ordsprog tilråder: „Væn drengen til den vej, han skal følge; da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Hvis et forældrepar flittigt har undervist deres børn i Guds sandhed, vil børnene når de bliver voksne kunne tage den personlige beslutning at indvi sig til Gud. Efter at have taget denne beslutning vil de, ligesom Jesus, symbolisere deres indvielse ved vanddåben. Ved at leve op til denne indvielse vil de vise sig værdige til evigt liv på jorden, under himmelens rige.

Hvad sker der hvis barnet dør førend det er gammelt nok til at foretage en personlig indvielse til Gud? Eftersom Gud betragter børn af troende forældre som „hellige“, kan vi være sikre på at et sådant barn som dør, vil blive oprejst fra de døde. Forældre der adlyder Jesus og følger hans eksempel går aldrig forkert. Selv forbryderen som led døden på en marterpæl ved siden af Jesus, fik løfte om en opstandelse og mulighed for at opnå evigt liv i den retfærdige nye verden. „Du skal være med mig i Paradis,“ sagde Jesus. (Luk. 23:43, NW). Hvis denne forbryder, der indtil da var udøbt, vil komme i det genoprettede paradis på jorden, da vil børn af troende forældre som følger Jesu eksempel og ikke lader deres børn døbe, sandelig erfare en lignende velsignelse.

For sande kristne har Jesu Kristi ord og eksempel langt mere vægt end menneskers traditioner. Sande kristne følger Kristi eksempel. Ved deres studium af Bibelen har de fået overvældende beviser for at 1) det første århundredes kristne aldrig nogen sinde døbte et spædbarn; 2) den kristne dåb ikke bortvasker synder men er et symbol på en personlig indvielse til Gud, og 3) udøbte børn af troende forældre er „hellige“ i Guds øjne.

Derfor behøver spædbørn ikke at døbes, ja de bør ikke døbes. Dåben er en ceremoni der tilkendegiver en forpligtelse, en forpligtelse som ingen kan påtage sig for andre, og som et spædbarn bestemt heller ikke kan påtage sig. Den bibelske lære om vanddåb, den eneste vanddåb Gud virkelig anerkender, er i dag nøjagtig den samme som da Jesus indførte den.

[Fodnote]