Dåbens betydning i vor tid

VI HAR bemærket, at Johannes’ dåb kun var for jøder. Vi har også set, at den var en del af hans arbejde med at berede jøderne til Messias’ komme. Vi har endvidere set, at den var et billede, ikke på hvad Gud gjorde ved at tilgive deres synder, men på hvad de selv gjorde ved, at de omvendte sig, og at den var adskilt og forskellig fra den dåb, der blev udført i Kristi Jesu navn.

Hvilken betydning har dåben i dag? Eftersom den foretages i lydighed mod Jesu befaling, er det fornuftigt at slutte, at den også ville være en efterfølgelse af det eksempel, han gav. Når det forholder sig således, må betydningen af hans dåb også være betydningen af hans efterfølgeres dåb i dag. Og hvad var den betydning? Den var en symbolsk eller billedlig handling, der foregik offentligt, og som viste, at han havde indviet sig til at gøre sin Faders vilje, således som denne vilje var åbenbaret for ham i hans Faders ord.

Dette fremgår af Salme 40:7, 8, som Paulus i Hebræerne 10:5, 7 anvender på Jesus Kristus: „Derfor siger han, da han træder ind i verden: Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“

Paulus anvender denne profeti på den tid, da Jesus kom ind i verden. Hvornår var det? Da han fødtes i en krybbe i Betlehem? Næppe, for som spæd kunne han ikke udtrykke nogen beslutning om at gøre Jehovas vilje. Var det, da han var i tolvårsalderen? Heller ikke. Alt, hvad vi ved om Jesu virksomhed fra hans tolvte til hans tredivte år, er, at han lærte tømrerfaget. Det at gøre Guds vilje indbefattede imidlertid mere end blot at være tømrer. Jesus kom til jorden for at vidne om sandheden, for at bevare sin retskaffenhed under prøvelse og således hævde sin Faders navn og for at give sit liv som en genløsning for mange. (Joh. 18:37; Hebr. 5:8; Matt. 20:28) Kan man, i betragtning heraf, tænke sig, at Jesus ville sige: Se, jeg er kommen for at gøre din vilje, og så vente atten år førend han begyndte at gøre denne vilje?

I overensstemmelse med Guds lov for den levitiske tempeltjeneste begyndte Jesus at prædike i en alder af tredive år, kort tid efter at han var blevet døbt. (4 Mos. 4:2, 3; Luk. 3:23) Vi kan derfor ikke drage anden slutning, end at han kom ind i verden for at gøre Guds vilje, da han blev døbt, og hans dåb var derfor et symbol eller billede på hans indvielse. Samtidig var det en offentlig bekendelse heraf. Den dåb, han gav befaling om som en del af arbejdet med at gøre disciple af alle nationer, ville derfor ligeledes være et billede på indvielse til at gøre Guds vilje. — Matt. 28:19, 20.

Hvordan bør dåb udføres? Ved aspersion (bestænkning) eller effusion (overøsning) eller nedsænkning? Den form, som hyppigst anvendes inden for kristenheden, er bestænkning. De, der bruger denne form, er i almindelighed enige om, at nedsænkning blev brugt på apostlenes tid, men forsvarer bestænkning af bekvemmelighedsgrunde.

At henvise til bestænkning som dåb er at bruge en misvisende benævnelse, for det oprindelige græske ord báptisma (dåb) betyder en neddypning under vand, en nedsænkning. Vi læser således i græsk litteratur, at korken, der flød på vandet, ikke blev døbt, men at nettet, der blev sænket ned under vandet, blev det. Ligeledes omtales sivene ved havet kun som døbte, når højvandet dækkede dem.

Det er derfor ikke overraskende at bemærke, at yderst nøjagtige oversættelser af Bibelen, sådanne som Rotherhams og Wilsons, bruger de forskellige bøjninger af „at dyppe“ eller „at nedsænke“. Eftersom dåb betyder en nedsænkning, sammenligner Paulus Israels folks overgang over det Røde Hav, hvor de havde vand på begge sider af sig og skyen over sig, med en dåb. Og på samme måde omtaler Peter det at følge Noa ind i arken, før Vandfloden kom, som en dåb. Ved hver af disse lejligheder fandt der for øvrigt dåb sted i to betydninger: en dåb til frelse for Jehovas tjenere, og en dåb til tilintetgørelse for Jehovas fjender, nemlig farao og hans hærstyrker ved det Røde Hav, og den onde verden på Noas tid ved Vandfloden. — 1 Kor. 10:1-3; 1 Pet. 3:20.

Et andet oplysende eksempel, der viser den korrekte betydning af dåb, gives i Bibelen i forbindelse med den syriske hærfører Na’aman, som var spedalsk. Angående hans dåb læser vi ifølge Septuaginta-oversættelsen: „Så drog han ned og dykkede sig syv gange i Jordan efter den Guds mands ord; og hans legeme blev atter friskt som et barns, og han blev ren“ for sin spedalskhed. (2 Kong. 5:14) Det græske ord, som her er gengivet „dykkede sig“ er datid af baptízein, og betyder „døbte sig“. Den eneste anden henvisning til baptízein i Septuaginta, for så vidt det angår de kanoniske bøger, er i Esajas 21:4, hvor vi læser, at „overtrædelser overvælder mig“ (en fodnote angiver, at en bogstavelig gengivelse ville være „overtrædelser døber mig“), endskønt rodordet baptízein forekommer mange gange.

Det er blevet forfægtet, at bestænkning blot er et spørgsmål om bekvemmelighed. Men ville det ikke også have været bekvemt for Johannes og Jesus at ty til bestænkning? Sikkert, men de lod ikke noget sådant indgå i deres betragtninger. I stedet for søgte de hen, hvor der var tilstrækkeligt med vand, og fik ligeledes skarerne, som ønskede at høre dem, med sig, netop som vi læser i Johannes 3:23, at de „døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand der“.

At nedsænkning er det rette bekræftes definitivt, når vi erindrer, at dåb ikke er et symbol på bortvaskning af synder, men en indvielse til at gøre Guds vilje. Nedsænkning, der er udført på rette måde, er et billede på, hvad der har fundet sted, idet det at blive dyppet helt ned under vand symboliserer ens begravelse eller død fra ens egen vilje, og det at blive rejst op igen symboliserer, at man bliver gjort levende for at gøre Jehova Guds vilje. Ja, det eksempel, den apostolske kristne menighed satte os, selve ordenes betydning, den måde, hvorpå disse ord bruges af Bibelens nedskrivere, og det, der ligger i selve symbolet, beviser altsammen, at nedsænkning er den rette form for dåb.

Hvorledes forholder det sig med barnedåb eller pædobaptisme? I betragtning af det foregående skulle det ikke forbavse os, at vi ikke en eneste gang læser om et barn, der bliver døbt, og slet ikke finder noget påbud i den retning. Hvilken forsømmelighed af Jesus og hans apostle ikke at advare forældre om den evige ulykke, der efter hvad nogle lærer ville vente deres børn, hvis de døde, førend de blev døbt, hvis dette virkelig var tilfældet! Selve Skrifternes tavshed på dette punkt er et stærkt indicium for, at børn aldrig blev døbt eller betragtedes som egnede emner for dåb. Dåben var for dem, som omvendte sig og tog imod sandheden af hele deres hjerte og sind. Og børn kan ikke gøre nogen af delene. — Ap. G. 2:41.

Dåb i dag

Bibelen taler gentagne gange om, at de, der blev døbt på apostlenes tid, modtog den hellige ånd. Kornelius og hans husstand modtog endog den hellige ånd før dåben. (Ap. G. 2:38; 19:5, 6; 10:44-48) Guds vilje med dem, som dengang indviede sig til ham, var, at de skulle blive åndelige sønner, og om disse blev det sagt, at de blev „døbt ind i Kristi legeme“. — Gal. 3:27, NW; 1 Joh. 3:2.

Denne dåb blev imidlertid ubegrænset til forholdsvis få, kun en „lille hjord“ på 144.000. Disse har håb om at dele den himmelske enighed med Kristus som hans brud eller legeme og at regere med ham i tusinde år. (Luk. 12:32; Åb. 7:2-4; 14:1, 3; 20:5, 6; 21:2) For alle sådanne er dåben tillige et billede på deres nedsænkning i Kristi åndelige legeme og på, at de skal begraves med ham ved en død, der ligner hans. (Rom. 6:4; Kol. 2:12; 2 Tim. 2:11) Bibelens profetier og deres opfyldelse viser, at denne skare næsten er fuldtallig, og at kun en lille rest af dem endnu befinder sig på jorden. Denne lille rest har allerede i nogen tid trofast opfyldt deres forpligtelse til at vidne om Jehovas navn og trøste dem, der sørger, med den gode nyhed om Riget. — Es. 43:10-12; 61:1-3; Matt. 24:14.

Som et resultat af dette forkynderarbejde har den skare af kristne vist sig, som Jesus kaldte de „andre får“, og som apostelen Johannes beskrev som en „stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“.

Disse, som Johannes så, „stod foran tronen og foran Lammet,“ og må ikke forveksles med den „lille hjord“, som skal sidde på tronen sammen med Kristus Jesus. — Joh. 10:16; Åb. 7:9; 3:21.

Ved at tilkendegive deres tro på Jehova Gud og anerkende Kristus Jesus som deres frelser og genløser indvier denne store skare sig også til at gøre Guds vilje, således at de kan vinde hans godkendelse og evigt liv, ikke i himmelen, men her på denne jord; thi Bibelen viser, at denne jord vil bestå for bestandigt, og at den en skønne dag vil blive et herligt sted, hvor Guds vilje sker, som den sker i himmelen. — Præd. 1:4; Es. 60:13; Matt. 6:9, 10.

I overensstemmelse med Jesu anvisninger, der er anført hos Mattæus 28:19, 20, bliver de døbt i Faderens navn, hvilket betyder at de anerkender Jehova Gud som deres Fader og hans myndighed som sådan og påskønner deres forhold til ham. De bliver også døbt i Sønnens navn, idet de anerkender Kristi Jesu stilling og myndighed som Guds søn, hvad han gjorde for dem og deres forpligtelse til at adlyde ham og følge hans eksempel. Og de bliver døbt i den hellige ånds navn, idet de er vidende om Guds hellige ånds funktion og formål, uden hvilken de ikke kunne opfylde deres indvielsesløfter.

En ordinationsceremoni?

Telegrammerne fra Associated Press, der berettede om Jehovas vidners massedåb i 1953 i forbindelse med deres internationale stævne, anførte, at Jehovas vidner betragtede deres dåb som en ordinationsceremoni, og at hvert eneste døbt vidne var en ordineret ordets tjener. På hvilket grundlag bygger de deres stilling?

Men er det da ikke nødvendigt at gå på et teologisk seminarium for at blive uddannet som en ordets tjener? Hvis det var tilfældet, så kunne hverken Jesus eller hans apostle, med undtagelse af Paulus, være blevet anerkendt som ordets tjenere. Ja, nogle spurgte endda angående Jesus: „Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?“ Og den tids dannede klasse undrede sig over Peters og Johannes’ frimodighed, thi de mærkede, at Peter og Johannes var ulærde og almindelige mænd. Men dette afholdt dem ikke fra at forkynde den gode nyhed. Og ikke blot de, men alle de første kristne forkyndte. (Joh. 7:15; Ap. G. 4:13; 8:4) Man kan blive tilstrækkeligt udrustet til at forkynde ved at studere hjemme om aftenen og i weekenden, og ved at overvære de forskellige bibelstudiemøder, der arrangeres under ledelse af Vagttaarnets Selskab.

Som følge heraf er et eksamensbevis fra et teologisk seminarium heller ikke en nødvendig forudsætning for at kunne blive en ordets tjener. Det allerbedste bevis, nogen kan have på, at han er en Guds tjener, er det samme, som Paulus henviste til som sit anbefalingsbrev, nemlig mennesker, der på grund af ens bestræbelser har indviet sig til Jehova Gud. — 2 Kor. 3:1-3.

Når vi een gang har indviet os til Gud og symboliseret vor indvielse ved vanddåben, kan vi aldrig lade den kendsgerning ude af vor bevidsthed, for det er bedre ikke at have lovet end at love og så ikke holde sine løfter. (Præd. 5:5) Jesus var sig altid bevidst, at han havde indvilget i at gøre Guds vilje, og han omtalte Guds vilje som en kalk, han skulle tømme, og en dåb, hvormed han skulle døbes, og som han endnu ikke var blevet døbt med. (Matt. 20:22, 23; Luk. 12:50) Kun ved at bevare vor retskaffenhed over for Gud og ved at slutte os til Guds folk, den nye verdens samfund, har vi håb om at overleve ødelæggelsen af denne onde verden i det kommende Harmagedonslag og blive bevaret ind i den nye retfærdighedens verden, ligesom Noa og hans familie kom ind i en ny verden efter Vandfloden. — Matt. 24:37-39; 2 Pet. 3:7, 13; Åb. 16:14, 16.

Resumé: Vi har set, at Johannes’ dåb var et billede på omvendelse, at kristen dåb i vand er et billede på indvielse til at gøre Guds vilje, at kun fuldstændig nedsænkning er vanddåb, at kun den på passende måde afbilder indvielse og at den både tjener som en offentlig bekendelse af ens indvielse og som en ordinationsceremoni; at hverken en uddannelse på et teologisk seminarium eller et eksamensbevis er nødvendige forudsætninger for at blive en Jehova Guds tjener, og at vi ved at forblive retskafne har håb om at overleve ødelæggelsen af denne onde tingenes ordning og komme ind i den nye retfærdighedens verden, som medlemmer af den nye verdens samfund.