på 17 pct. over forrige års antal deltagere i forkyndelsen af de gode nyheder. Når du ser på omstående statistik, vil det sætte dig i stand til at få et sammenlignende overblik over arbejdet i de 121 lande, der dér er opført. Med denne udvidelse af det verdensomspændende arbejde for øje var det, at Jesus sagde: „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle nationerne.“ — Matt. 28:19, NW.

23. Hvor mange blev døbt, hvor mange arbejdede som pionerer og på afdelingskontorerne, og hvor megen litteratur blev der trykt?

²³ Mange mennesker ser, at Jehovas vidner er en velsignet og lykkelig organisation på jorden, skønt de bliver forfulgt, og at de ejer Guds gunst. Mange, der ser dette, forlader denne gamle verden og dens organisationer og kommer til Jehovas organisation. En kendsgerning alene, der beviser dette, er denne, at der i året 1951 var 63.178 retsindige mennesker, der ved vanddåben symboliserede deres indvielse til at gøre Jehovas vilje. Disse ønsker at stå forenet med Guds synlige organisation og at få andel i den nye verdens velsignede løfter. I løbet af året tog mange af forkynderne arbejdet op som pionerer, og der er nu 17.955, som giver al deres tid i denne gren af præstegerningen. Andre 1004 arbejder på afdelingskontorerne, har opsyn med bygningerne, og en del af dem trykte 4.955.201 bøger, 13.604.283 småbøger, 30.256.927 numre af Vagttaarnet og 21.422.620 numre af Vaagn op! til abonnenter og løssalg, foruden 278.820.411 løbesedler, traktater, plakater og formularer.

24. Hvad er brødrene på afdelingskontorerne og på hovedkontoret taknemmelige for, og hvad er det stadig vor velsignede forret at gøre?

²⁴ Alle brødrene på afdelingskontorerne og på hovedkontoret i Brooklyn, New York, betragter det som en glæde at kunne betjene deres brødre verden over. De er taknemmelige for den ufortjente godhed, Jehova har udvist dem og alle Jehovas vidner. Sammen med deres brødre rundt om i verden vil de fortsætte med at sige „til fangerne: Gå ud!“, så alle frihedselskende mennesker kan få del i den velsignelsesrige enhed i Guds synlige organisation. Det er vor velsignede forret at hjælpe disse frigivne, så de sammen med os kan blive organiseret til præstegerningen.

To klassiske breve af stor betydning

TRAJANUS, det udstrakte romerriges hersker, manglede en statholder over provinsen Bitynien-Pontus i Lilleasien. Han udnævnte derfor sin betroede ven, Gajus Plinius Cæcilius Secundus, også kaldet Plinius den Yngre. Plinius døde to år efter sin ankomst til Bitynien i 111 e. Kr., men i løbet af de to år skrev han mange breve til Trajanus om forskellige problemer. Et af disse, samt Trajanus’ svar, handler om de første kristne og regnes for et af oldtidens mest værdifulde dokumenter. Det viser Guds indviede tjeneres holdning, opførsel og indstilling, som ikke-kristne øjne så dem. Disse breve er af så stor historisk betydning (de blev skrevet meget kort tid efter den sidste af apostlenes død), at de gengives her, som de er oversat og offentliggjort i Harvard Classics, 1909, b. 9, s. 425-428.

„Det er min ufravigelige regel, Herre, at henvende mig til dig i alle spørgsmål, hvor jeg nærer tvivl, for hvem er bedre kvalificeret til at fjerne min tvivl eller oplyse mig i min uvidenhed? Da jeg aldrig har overværet nogen af retssagerne mod dem, der bekender sig til kristendommen, er jeg ukendt ikke alene med deres forbrydelsers karakter og med udmålingen af deres straf, men også med hvor langt, det er rigtigt at gå med hensyn til afhøringen af dem. Om de forskellige aldersklasser almindeligvis behandles forskelligt, eller der ikke skelnes mellem unge og ældre, om anger berettiger dem til benådning, eller om det gavner en mand, der engang har været en kristen, at han giver afkald på sin vildfarelse, om bare det at bekende sig til kristendommen, når det ikke er forbundet med nogen forbryderisk handling, er strafbart, eller det blot er selve overtrædelserne i forbindelse med kristendommen, der er det — om alle disse punkter er jeg i stor tvivl. I mellemtiden er den metode, som jeg har anvendt over for dem, der er blevet stillet for mig som kristne, denne: Jeg spurgte dem, om de var kristne; dersom de indrømmede det, gentog jeg spørgsmålet to gange og truede dem med straf; dersom de fastholdt deres standpunkt, beordrede jeg dem straffet med det samme, for jeg var overbevist om, at ligemeget hvordan deres indstilling var, så fortjener en trodsig og ubøjelig hårdnakkethed afstraffelse. Der var andre, der blev stillet for mig, som var besat af den samme dårskab, men da de var romerske borgere, befalede jeg, at de skulle sendes til Rom. Men efter som denne skadelige religion bredte sig (som det sædvanligvis er tilfældet), selv om den blev forfulgt, indtraf der adskillige tilfælde af samme art. Der blev forelagt mig oplysninger med anklager mod flere mennesker, som ved afhøring nægtede, at de var kristne eller nogen sinde havde været det. De gentog efter mig en bøn til guderne og bragte religiøse ofre med vin og røgelse foran statuen af dig (som jeg i samme hensigt havde befalet skulle bringes hid tillige med gudernes) og spottede endog Kristi navn, hvorimod det siges, at ingen kan tvinge dem, der er virkelige kristne, til nogen form for eftergivenhed. Jeg fandt det derfor rigtigt at frikende dem. Nogle af dem, der blev anklaget af et personligt vidne, tilstod først, at de var kristne, men benægtede det i næste øjeblik; resten indrømmede, at de tidligere havde tilhørt denne skare, men havde nu (nogle for mere end tre år siden, andre for flere år tilbage og nogle få for over tyve år siden) opgivet denne vildfarelse. De tilbad alle statuen af dig og gudebillederne, mens de på samme tid udtalte forbandelser over Kristi navn. De påstod, at al deres skyld eller vildfarelse bestod i, at de mødtes på en fastsat dag før daggry og bad en slags bøn til Kristus som til en guddom og bandt sig selv ved en højtidelig ed, ikke i nogen ond hensigt, men på, at de aldrig ville begå bedrageri, tyveri eller hor, aldrig tale falsk eller svigte en udvist tillid, om de skulle blive opfordret dertil. Derefter var det deres sædvane at skilles og så samles for at spise et fælles og uskadeligt måltid. Denne sædvane aflagde de imidlertid efter offentliggørelsen af min forordning, hvori jeg i overensstemmelse med dine påbud forbød alle møder og forsamlinger. Efter at have hørt på denne beretning, fandt jeg det så meget mere nødvendigt at prøve på at nå ind til den virkelige sandhed, og jeg udsatte derfor to slavinder, som sagdes at tjene ved deres religiøse ceremonier, for tortur, men alt, hvad jeg fik ud af det, var et vidnesbyrd om en tåbelig og overspændt religion. Jeg anså det derfor for passende at