at ’denne gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så ville enden komme’. (Matt. 24:14) I dag er Jehovas vidner faktisk de eneste i verden for hvem forkyndelse og undervisning er en livsform. En rapport, som endda ikke er helt fuldstændig, viser at 2.153.539 Jehovas vidner i april 1976 var med til at forkynde og undervise, og at de ledede 1.373.707 hjemmebibelstudier.

Ja, troen på Gud er virkelig en livsform. Den giver tilfredshed, lykke og fred i sindet. Den omfatter langt mere end blot at mene at Gud og Kristus Jesus eksisterer; den omfatter det at leve efter Bibelens principper og være med til at fortælle andre sandheden om Gud, Jesus Kristus og deres rige. Det er dette arbejde Jehovas kristne vidner er optaget af, og de vil med glæde hjælpe andre med at tilegne sig den samme livsform.

En god opførsel er et vidnesbyrd

● ’Lad jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.’ (Matt. 5:16) Disse ord af Jesus viser tydeligt at den måde man opfører sig på kan have en positiv virkning på andre og give dem værdsættelse af den sande tilbedelse.

Sådan var det med en buschauffør i Finland. Som ung havde han fået uvilje mod religion fordi hans forældre var meget fanatiske. Men i 1975 var han chauffør for en gruppe Jehovas vidner som skulle overvære et stævne i Helsingfors, og det fik ham til at ændre indstilling. Om dagen havde han ikke noget at foretage sig, så han deltog i stævnet og lyttede til programmet. Da han på stævnets sidste dag kørte stævnedeltagerne hjem, sagde han til dem:

„Den første dag jeg kørte jer til stævnet kaldte jeg jer ’venner’, men det var blot en frase. Nu, derimod, kan jeg af hjertet kalde jer venner. Jeres oprigtighed, jeres store venlighed, og jeres kærlighed til hinanden har gjort et stort indtryk på mig. Jeg har aldrig før villet beskæftige mig med religion, men jeg må sige at I har ændret min indstilling. Jeg vil gerne undersøge jeres tro.“

Omsorg for rejsende

● I Zaïre såvel som i andre afrikanske lande var den mest almindelige måde at rejse på før i tiden at spadsere til fods. Når man skulle gå lange afstande måtte man medbringe så få byrder som muligt — vand, en måtte at sove på og måske et eller andet at lægge over sig. Men hvad med kost og logi? De rejsende havde ingen grund til bekymring, for de vidste at når de ankom til en landsby, ville landsbyhøvdingen sørge for både føde og husly. Sådan var det skik at gøre.

Hvis der imidlertid ikke var nogen landsby i nærheden og den rejsende blev sulten, ville der alligevel være noget at få. Hvordan det? Jo, i visse områder af landet var det skik og brug at den række af fødevarer man dyrkede ved en vej eller en sti, fortrinsvis var tiltænkt de rejsende. De var velkomne til at spise så meget de ønskede, men hvis de fyldte en kurv for at tage noget med sig stjal de, og ejeren kunne lægge sag an imod dem. En sådan foranstaltning er ikke ulig den man finder i Moseloven, som for eksempel i Femte Mosebog 23:24, hvor der står: „Når du kommer ind i din næstes vingård, må du spise alle de druer, du har lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme i din kurv.“