Spørgsmål fra læserne

● Er det opstandelsens rækkefølge, der hentydes til i Mattæus 19:30; 20:16; Mark. 10:31 og Luk. 13:30, hvor der tales om, at de første skal blive de sidste og de sidste de første? — H. E., Michigan.

Nej, det er ikke opstandelsen, der her behandles, men derimod to klasser mennesker. Een klasse, der menes at stå først i Guds gunst, ender med at blive den sidste eller sættes helt ud af betragtning, og den klasse, der anses for at stå sidst eller udenfor, kommer i den mest begunstigede stilling. De selvretfærdige religiøse ledere i Israel var ikke blot materielt velstillede, men også rige, hvad angår åndelige privilegier og muligheder, og efter hvad de selv mente, kom de i første række med hensyn til guddommelig velsignelse. I deres øjne var de fattige, almindelige folk foragtelige, og de kaldte dem „am ha-arets“ eller „folk af jorden“ og betragtede dem som dem selv underlegne, de sidste, der var værdige til at blive lagt mærke til af Gud. Dog fortalte Jesus disse ophøjede ledere, at tiden var kommet, da de skulle udelukkes fra Guds riges anliggender, der billedligt blev fremstillet ved Abraham, Isak, Jakob og profeterne, og i stedet for dem skulle de foragtede komme og sidde til bords i Guds rige. Ved at omtale dem som kommende fra øst, vest, nord og syd viste Jesus, at det ikke alene ville blive de almindelige mennesker i den jødiske nation, men også fattige mennesker fra alle nationer. Sådanne undertrykte jøder og foragtede hedninger var de sidste, der ville have chancer for at komme ind i Guds rige; sådan mente i hvert fald de indbildske religionsdyrkere, som satte sig selv først, hvad angår guddommelig velsignelse. Det var derfor med disse to klasser mennesker og deres forhold i tanke, at Jesus sluttede med disse ord: „Nogle af de sidste skal være blandt de første, og nogle af de første skal være blandt de sidste.“ — Luk. 13:23-30; 16:14-31.

De, der ønsker at være rige på behageligheder, hvad enten det er i materiel henseende eller i retning af offentlig agtelse og anseelse, vil finde det overordentlig vanskeligt at komme ind i Riget, hvorimod de, der villigt afstår fra behagelige besiddelser og anseelse her i verden for at tjene Gud under forfølgelser, vil blive velsignet. Sådanne ydmyge mennesker bliver måske sat sidst på listen over berettigede til guddommelig gunst ifølge denne verdens vurdering, mens denne verdens mægtige sættes først på listen. Dog var det efter at have vist forskellen mellem disse to klasser, at Jesus sagde: „Mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første.“ (Matt. 19:24-30; Mark. 10:23-31) Denne udtalelse bruges hos Mattæus og Markus i en anden sammenhæng end hos Lukas, men det princip, der fastslås, er det samme, nemlig at de, der er rige på åndelige fortrin og muligheder og tilsyneladende i første række med hensyn til guddommelig velsignelse, som for eksempel præsteskabet, sluttelig bliver de sidste, og de ydmyge, som af det ophøjede præsteskab bliver anset for at være de sidste, der vil opnå guddommelig gunst, sættes først af Gud.

I Mattæus 20:16 fremholdes princippet igen i en anden forbindelse. Jesus fortæller en lignelse om en husbond, der lejede arbejdere til sin vingård og gik ind på at betale dem en denar for dagens arbejde. Ved den tredje, sjette, niende og ellevte time på dagen bragte han nye arbejdere ind i vingården og lovede at betale dem et passende beløb. Ved dagens slutning fik de alle hver en denar, uanset hvor længe de havde arbejdet. De, som havde arbejdet hele dagen, fik, hvad de var gået ind på, skønt de knurrede, fordi de, der kun havde arbejdet en time, fik lige så meget. Husbonden sagde til dem, at han havde holdt aftalen, og at han kunne gøre, hvad han ville, med det, der tilhørte ham. Han sendte dem bort og sluttede med udtalelsen om, at de sidste skal blive de første og de første de sidste. (Matt. 20:1-16) Denne lignelse beskriver tiden efter, at Herren kom til sit tempel i 1918, og slutningen kom i 1931, da lønnen blev udbetalt i form af det nye navn Jehovas vidner. Nogle, som havde været i sandheden længst, blev fornærmede, knurrede og ladt tilbage. De var ikke tilfredse med det nye navn, der satte dem på lige fod med alle andre forkyndere, og de ønskede ikke at leve op til det ved at udføre vidnearbejdet. Således blev disse, der engang havde været forrest ifølge deres antal år i tjenesten, de sidste, idet de blev sat udenfor, og de, der var mere nye i sandheden og mere ydmyge, fik deres plads.

Når således udtalelsen anvendes på disse to klasser mennesker, bliver den forståelig i alle de forskellige forbindelser, hvori den bruges og giver mening, hvad enten den henføres til forholdene i Israel på Jesu tid, til hedningernes indførelse i menighedsskaren eller til kristenhedens tilstand i disse sidste dage. Det selvophøjede præsteskab, der engang mentes at være de første, er blevet fornedret til de sidste, og ydmyge mennesker, der før var fornedret til de sidste, ophøjer Gud til den første stilling sammen med ham. — Luk. 14:11.

Men hvordan kan vi vide, at det at være sidst betyder at være sat helt udenfor? På samme måde som vi ved, at den, der „kaldes den mindste i Himmeriget“, fuldstændig er sat uden for Riget. Vi ser det af sammenhængen. Den viser, at de, der omtaltes som de „mindste i Himmeriget“, var de skriftkloge og farisæerne, og der siges specielt om dem, at de aldrig vil komme ind i Riget, lige så lidt som dem, hvis retfærdighed ikke overgår deres. Det er det samme præsteskab, der også omtales som de første, der bliver de sidste, så „mindst“ og „sidst“ må betegne den samme skæbne. (Matt. 5:17-20) Nogle vil måske citere Mattæus 11:11 som bevis for, at „mindst i Himmeriget“ betyder at være i det, idet Jesus der taler om Johannes Døber og siger: „Den mindste i Himmeriget er større end han.“ Imidlertid er „mindste“ her oversat fra et andet græsk ord end i Mattæus 5:19 og skulle mere nøjagtigt have været gengivet „mindre“. (NW; Dy; AS, m.; Ro) Alle i det himmelske rige er mindre i sammenligning med Kristus Jesus, som er den, der „kaldes stor i Himmeriget“, for han er den eneste, der holder og lærer loven fuldkomment. Det er også sammenhængen, der viser, at de første, der bliver de sidste, i virkeligheden er udstødt og ikke kommer ind i Riget, hvilket er lige så umuligt for dem, som det er for en kamel at gå igennem et nåleøje. Vi kan illustrere det ved hjælp af et nutidigt udtryk. Når vi siger: „Det er den mindste af mine bekymringer“, mener vi, at det slet ikke er nogen bekymring. Når vi siger: „Det var det sidste, jeg ville have tænkt på“, mener vi, at vi overhovedet aldrig ville have tænkt på det. De første, der bliver de sidste, sættes derfor fuldstændig udenfor.