glædeshuset.“ Ligesom et godt navn hos Gud er bedre end ypperlig salve eller noget andet materielt gode, således er død efter et liv i hvilket man har vundet sig et godt navn hos Gud, bedre end ens fødsel, på hvilket tidspunkt man slet ikke har noget navn hos Gud og det er uvist om det navn man vil skabe sig i løbet af livet vil blive godt eller dårligt. Dør man efter at have vundet sig et godt navn, kan man være sikker på at få en opstandelse til liv, men ved fødselen har man ingen forvisning om at man vil vinde evigt liv i den nye verden. Når der tales om sørgehuset, hentydes der til et hus hvor en var død og hvor skikken bød venner at gå hen for at trøste de efterladte. Det er bedre at vise venlighed end i hårdhjertethed at ignorere dem som sørger og styrte af sted til glædeshuset for at le, drikke og more sig. Almindeligvis er det bedre at begynde sit liv end at ende det, bedre at glæde sig end at sørge; men når vi forstår hvad der ligger bag disse ord, ser vi at der er tale om undtagelser og at de i den nævnte sammenhæng er sande.

Straf i helvedes ild

Endnu et sidste eksempel fra de mange bibelske beretninger for at vise hvordan kendsgerningerne bag ordene giver en klar forståelse. Bibelen taler om at de uforbederligt onde vil blive straffet for evigt i „Helvedes ild“ eller i en ildsø. Dette forekommer ikke alene djævelsk, men er en modsigelse af udtalelserne om at „den sjæl, der synder, den skal dø“ og at „syndens løn er døden“. (Ez. 18:4; Rom. 6:23) Når King James-oversættelsen og den danske oversættelse siger „Helvedes ild“, som i Mattæus 5:22, hedder det på originalsproget, græsk, således: géhenna tou pyrós [„ildens gehenna“, Yg]. Det hentyder ikke til nogen ildsø i jordens indre men til Hinnoms dal der lå vest og syd for det gamle Jerusalem. På Jesu tid var den byens affaldsplads og destruktionsanstalt. Affaldet fortæredes af ild der blev holdt ved lige med svovl. Her kastede man ikke blot døde dyrekroppe ned, men også lejlighedsvis ligene af henrettede forbrydere. Når et menneskelig blev kastet ned i denne dal var det en tilkendegivelse af at vedkommende var for ond til at fortjene en opstandelse, og følgelig var det ikke nødvendigt at begrave en sådan i en mindegrav. Stedet blev således et symbol på en tilintetgørelse eller en straf der var total og evig. Jøderne på Jesu tid forstod dette symbol, hvorfor Jesus brugte det for at vise de forsætlig ondes evige straf i døden.

Ligesom visse moderne udtryk ville være uforståelige for mennesker i oldtiden fordi de ikke ville kende baggrunden for vor tidsalder, således er der ord fra bibelske tider der er uforståelige for os medmindre vi får indblik i hvad der ligger bag ordene.

Videnskabelig undersøgelse

Professor R. D. Wilson skriver i A Scientific Investigation of the Old Testament, side 213: „Når som helst der er tilstrækkeligt dokumentarisk bevismateriale til at man kan foretage en undersøgelse, vil Bibelens udtalelser som de forekommer i originalteksten, have bestået deres prøve. . . . Deres kronologiske og geografiske udsagn er nøjagtigere og mere pålidelige end dem man finder i andre gamle dokumenter; og de biografiske og andre historiske beretninger harmonerer på forbavsende måde med det bevismateriale der findes i andre dokumenter end Bibelens.“