Jesu bjergprædiken — Vedvarende vrede kan være dødbringende

EFTER at Jesus havde sagt at han ikke var kommet for at nedbryde men for at opfylde Guds lov, viste han at der er en forbindelse mellem vedvarende vrede og mord. Han sagde først: „I har hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’I må ikke myrde; og enhver som begår mord skal stå til ansvar over for domstolen.’“ — Matt. 5:21.

Udtrykket: „I har hørt at der blev sagt,“ kan både hentyde til udtalelser i de inspirerede hebraiske skrifter og til den jødiske traditions lære. (Matt. 5:21, 27, 33, 38, 43; Joh. 12:34) Det var sandt at de „der levede i gamle dage“, det vil sige før Jesu tid, havde en lov der betegnede mord som en forbrydelse der skulle straffes med døden. En sådan lov kan i virkeligheden spores helt tilbage til Noas tid. — 1 Mos. 9:5, 6; 2 Mos. 20:13; 21:12; 3 Mos. 24:17.

At „stå til ansvar over for domstolen“ var ensbetydende med at blive dømt af en af de „lokale domstole“ (græsk: synedria, „mindre sanhedriner“) der fandtes overalt i Palæstina. (Matt. 10:17; 5 Mos. 16:18) Den jødiske tradition opgiver antallet af dommere, ved disse domstole til 23 i byer med en befolkning på mindst 120 voksne mænd.a De der beviseligt havde begået mord blev idømt dødsstraf. På Jesu tid måtte de jødiske domstole imidlertid søge de romerske myndigheder om tilladelse til at eksekvere dødsstraf. — Joh. 18:31.

Jesus påpegede at Gud kan anse et menneske for at fortjene dødsstraf selv om vedkommende ikke ligefrem har begået mord. Jesus talte med myndighed som en der var sendt direkte af Gud, og han sagde: „Men jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen.“ — Matt. 5:22a.

„Enhver som vedvarende er vred på sin broder,“ er ifølge Jesus lige så skyldig over for Gud som en der er kendt skyldig i mord. Grunden er at den der lader vreden ulme i sit bryst i virkeligheden bærer på had til sin næste, og „enhver der hader sin broder er en manddraber“. (1 Joh. 3:15) Måske bliver man af og til med rette vred eller opbragt, men så må man huske at vedvarende vrede mod ens broder eller næste kan være dødbringende for begge parter. — Mark. 3:5; Ef. 4:26; Jak. 1:19, 20.

„Enhver som tiltaler sin broder med et skældsord der ikke tåler gengivelse,“ fortsatte Jesus, „skal stå til ansvar over for den øverste domstol.“ (Matt. 5:22b) Udtrykket „et skældsord der ikke tåler gengivelse“ er en oversættelse af det græske ord raca, der stammer fra hebraisk og betyder „tomhjernet“, „dumrian“, „fæhoved“. Hvordan ser Gud på en der ikke blot nærer morderisk had og vrede i sit hjerte, men også giver disse følelser frit løb ved at tale ringeagtende til sin næste?

Ifølge Jesus har et sådant menneske lige så stor skyld som en der er blevet kendt skyldig og dømt til døden af den øverste jødiske domstol. Det var sanhedrinet i Jerusalem, der bestod af „de øverste præster [dem der havde opsyn med præstetjenesten i templet] . . . sammen med de ældste og de skriftlærde“. (Mark. 15:1) Dette råd, som man mener talte 71 dommere, behandlede kun sager af særlig alvorlig eller kompliceret art og appelsager fra de lavere domstole.b

Jesus gik derpå et skridt videre, idet han sagde: „Enhver der siger: ’Din foragtelige tåbe!’ vil være hjemfalden til ilden i Gehenna.“ (Matt. 5:22c) Det græske ord der er gengivet med „din foragtelige tåbe“ er mōré. Et lignende hebraisk udtryk (moreh) betyder „oprørsk“, „opsætsig“. Mens raca hentyder til forstandsmæssig dumhed, betegner ordet mōré at vedkommende er værdiløs i moralsk henseende, en frafalden og en oprører mod Gud. I Hebrew and Talmudical Exercitations påpeger John Lightfoot følgende: „’Raca’ betegner ’dumhed og det at handle og leve tankeløst’; men ’tåbe’ er en bitter fordømmelse af den åndelige og evige tilstand, og bestemmer et menneske til den visse udslettelse.“

De der fordømte deres næste så voldsomt ville være ’hjemfaldne til ilden i Gehenna’. Her henviser Jesus til Hinnoms dal (hebraisk: Gei Hinnom) uden for Jerusalem, der blev brugt som losseplads og hvor ilden hele tiden brændte og tilintetgjorde affald og ådsler der blev henkastet der. Ifølge Liddell og Scotts græsk-engelske ordbog „blev ligene af de værste forbrydere brændt“ i denne dal. Hvis ilden i Gehenna ikke fuldstændig fortærede disse døde kroppe, gjorde orme og maddiker det af med resten. — Es. 66:24; Mark. 9:47, 48.

Jesus brugte Gehenna som et passende symbol på evig udslettelse. Eftersom et menneske der fordømte sin næste som en ’foragtelig tåbe’ der fortjente at blive kastet i Gehenna, i virkeligheden ønskede at vedkommende måtte blive udslettet for evigt, bragte den der udtalte en sådan fordømmelse, den samme alvorlige dom over sig selv, ifølge Guds syn på tingene. — Jævnfør Femte Mosebog 19:17-19.

[Fodnoter]