Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor fejrer Jehovas vidner ikke fødselsdage?

Grunden er at de respekterer Guds ord og samvittighedsfuldt søger at efterkomme dets anvisninger.

Overalt i verden er det almindeligt at fejre fødselsdage, og det har det været i årtusinder. Ofte holdes der et selskab, og der gives gaver. Men siger Bibelen noget om fødselsdage?

Vi kan med det samme slå fast at Bibelen ikke er imod at man viser gavmildhed over for dem man holder af. (1 Mos. 33:10, 11; Luk. 15:22; 2 Kor. 8:19) Den er heller ikke imod at man deltager i fester og selskaber; tværtimod siger den at man kan glæde sig over livet ved at spise og drikke — med måde, naturligvis. (Præd. 3:12, 13) Jesus gik med til en bryllupsfest. Jobs børn holdt familiesammenkomster som muligvis har været en slags høstfester. Abraham holdt et gæstebud da Isak blev vænnet fra. (Joh. 2:1, 2; Job 1:4, 5, 13; 1 Mos. 21:8) Og selv om det ikke var påbudt af Gud, holdt jøderne en højtid på årsdagen for templets genindvielse, og Jesus overværede denne højtid. — Joh. 10:22, 23.

Dog fremgår det af Bibelen at en vis forsigtighed er på sin plads, og at man ikke ukritisk bør deltage i enhver festlighed uden hensyn til dens form eller baggrund. (2 Mos. 32:1-6; 1 Pet. 4:3; 1 Kor. 10:20, 21) Hvordan skal man da se på det at markere eller fejre fødselsdage?

Det står klart at mange sande tilbedere førte optegnelser over fødselsdatoer. Præster og andre kendte deres alder. De var ikke overladt til at gætte sig frem. (4 Mos. 1:2, 3; 4:3; 8:23-25) Men der er intet i Bibelen som antyder at sande tilbedere holdt en årlig fødselsdagsfest.

Bibelen omtaler kun to fødselsdagsfester, begge holdt af mænd som ikke tjente den sande Gud.

Den første blev holdt af Ægyptens Farao. Ved den lejlighed blev Faraos overbager, der havde været i fængsel sammen med Josef, hængt. (1 Mos. 40:18-22) I en kommentar til Første Mosebog 40:20 siger dr. Adam Clarke: „Det at markere en fødselsdag med en fest synes på grundlag af dette sted at have været en meget gammel skik. Sandsynligvis havde den sin oprindelse i forestillingen om sjælens udødelighed, idet livets begyndelse må have haft stor betydning for den der troede at han skulle leve evigt.“

Den anden, som fandt sted omkring 1800 år senere, blev holdt af Herodes Antipas. Beretningen i Markus 6:21-24 lyder:

„Men en belejlig dag kom da Herodes på sin fødselsdag holdt et aftenselskab for sine stormænd og de højere officerer og de fornemste folk i Galilæa. Og selve Herodias’ datter kom ind og dansede og behagede Herodes og dem der lå til bords sammen med ham. Kongen sagde til pigen: ’Bed mig om lige hvad du vil, og jeg vil give dig det.’ Ja, han tilsvor hende: ’Hvad du end beder mig om vil jeg give dig, indtil halvdelen af mit rige.’ Og hun gik ud og sagde til sin moder: ’Hvad skal jeg bede om?’ Hun sagde: ’Døberen Johannes’ hoved.’“ — Se også Mattæus 14:6-11.

Til beretningen om Herodes’ fødselsdag giver dr. Richard Lenski denne kommentar: „Jøderne afskyede fejringen af fødselsdage som værende en hedensk skik, men heroderne overgik endog romerne med hensyn til disse fester, med det resultat at ’Herodes’ fødselsdag’ (Herodis dies) blev et ordsprogsagtigt udtryk for umådeholdne eller overdrevne festligheder.“

Hvordan skal vi betragte disse to fødselsdagsfester? Er det rent tilfældigt at de er nævnt i Bibelen og at de begge blev holdt af personer der ikke havde Guds godkendelse? Eller kunne det tænkes at det er med hensigt Jehova har ladet disse detaljer nedskrive i sit ord, som han siger er ’gavnligt til undervisning, til retledning, til reformering’? (2 Tim. 3:16) I det mindste må det siges at de to beretninger bibelsk set stiller fødselsdagsfester i et dårligt lys og understreger at der er tale om en skik som blev holdt i hævd af mennesker som var fremmede for Gud.

Det er også værd at bemærke at Gud ikke har givet oplysning om den nøjagtige dato for Jesu fødsel, hvilket ellers måtte være den mest betydningsfulde fødselsdag at fejre hvis Guds tjenere skulle fejre fødselsdage. Derimod oplyser Bibelen datoen for Jesu død og pålægger de kristne at højtideligholde årsdagen for denne begivenhed. (Luk. 22:19; 1 Kor. 11:23-26) Dette er i overensstemmelse med Bibelens ord om at et menneskes dødsdag har større betydning end den dag vedkommende blev født, hvis ellers han i sit liv har skabt sig et godt navn hos Gud. — Præd. 7:1, 8.

I overensstemmelse med det man kan udlede af Bibelen, fejrede de første kristne ikke fødselsdage.

„Begrebet fødselsdagsfest var helt fremmed for de kristne i denne periode.“ — Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche af August Neander.

Det man begyndte at fejre efterhånden som tiden gik og der skete et frafald fra den rene kristendom, var visse menneskers død, ikke deres fødsel.

„Den ærbødighed man nærede for martyrerne førte til at man hæftede sig vel meget ved stedet og datoen for deres død. Ved et lyst indfald blev en martyrs dødsdag kaldt hans fødselsdag. De steder martyrerne døde, blev betragtet med hellig ærefrygt. . . . På årsdagen blev gudstjenesten hovedsagelig helliget det formål at minde om hans tjeneste og karakter. . . . Det bør imidlertid erindres at disse [årlige] mindegudstjenester ikke hørte med til det almindelige kirkeritual.“ — History of the Christian Church af dr. John F. Hurst, bind 1, side 350, 351.

Selv om Bibelen ikke indeholder et direkte forbud mod at kristne fejrer fødselsdag, har Jehovas vidner således længe været opmærksomme på de principper der kan udledes af den og har af den grund ikke fejret fødselsdage. Derved følger de de første kristnes eksempel.

Skønt der heller ikke er nogen bibelsk begrundelse for at højtideligholde årsdagen for en kristens død, erkender vi at en kristens dødsdag har mere at sige end datoen for hans fødsel. Derfor bør vi tænke — ikke på fødselsdage, men — på hver dag at efterligne Kristus og genspejle Guds billede. Skulle vi blive indhentet af døden, vil vi da have herliggjort Gud ved vor måde at leve på, og han vil med sikkerhed huske os. — Hebr. 5:9; 11:6; Fil. 3:8-11.