„Dit ord er sandhed“

Hvor meget betyder det såkaldte „Markusfragment“?

DEN spanske professor og jesuit José O’Callaghan hævder at ni fragmenter fra Dødehavsrullerne omfatter brudstykker af De græske Skrifter. Et af fragmenterne, som godt og vel er på størrelse med aftrykket af en tommelfinger, har han dateret til omkring år 50. Det antages at omfatte en del af Markus 6:52, 53, og har været genstand for stor opmærksomhed.

Populære aviser og blade har omtalt O’Callaghans arbejde som „århundredets bibelfund“ og „det mest sensationelle bibelske fund der er gjort i nyere tid“, og de siger at fundet „kan revolutionere den nytestamentlige forskning“ og „ryste den i sine grundvolde“. Besindige lærde og mere forsigtige journalister afventer imidlertid flere oplysninger før de udtaler sig alt for uforbeholdent. Lad os se hvad, kendsgerningerne viser om denne påståede del af Markus-evangeliet.

Fragmentet (kaldet 7Q5) — som er afbildet her på siden — indeholder ikke mere end en halv snes græske bogstaver som er forholdsvis tydelige. Det udsnit af Markus 6:52, 53 som O’Callaghan hævder at fragmentet er et brudstykke af, kræver imidlertid over hundrede bogstaver. På illustrationen har vi opdelt linjerne i disse vers sådan som hans teori kræver det, og vi har vist hvordan de oversættes fra de fleste græske tekster.

Det ses uden videre at hovedparten af versene mangler og må rekonstrueres. Hvad opdager vi så når vi studerer fragmentet nøjere?

Som det ses på illustrationen, mangler den første linje næsten fuldstændigt.

I den anden linje er kun cirka halvdelen af bogstaverne i det ene ord der skal gengives med „deres“, intakte; resten af linjen må stort set rekonstrueres.

I den tredje linje forekommer så det der tydes som fragmentets eneste fuldstændige ord, KAI (det almindelige græske ord for „og“). Hvis vi går ud fra at dette fragment omfatter den påståede del af Markus-evangeliet, må de to næste bogstaver være begyndelsen af det græske udtryk der gengives med „nået over“. Skønt disse to bogstaver skulle være DI, som i alle græske bibelmanuskripter, står der TI i dette fragment. Resten af linjen er borte.

I den fjerde linje findes der kun to hele bogstaver, som antages at være NE i „Genezaret“. Før og efter disse bogstaver forekommer der nogle streger der opfattes som brudstykker af to andre bogstaver, og O’Callaghan mener at det drejer sig om dele af N og S. (Genezaret staves med dobbelt n på græsk.) De øvrige bogstaver i linjen er revet af.

I den femte linje findes der et helt E, og nok af et andet bogstav til at man kan tyde det som et S; resten af linjen mangler.

Ifølge O’Callaghans foreslåede rekonstruktion må det græske udtryk i tredje linje der gengives med „til den anden bred“ (og som findes i praktisk taget alle græske tekster), desuden mangle i det manuskript som dette fragment stammer fra.

Dateringen til år 50, som bygger på skriftstilen, drages også i tvivl. Andre lærde daterer fragmentet til år 100, nogle endda til år 150. Af disse og andre grunde er det ikke overraskende at mange lærde ikke har antaget O’Callaghans teori.

Af disse lærde kan nævnes Pierre Benoit, lederen af École Biblique et Archéologique Française i Jerusalem, som har studeret selve fragmenterne (O’Callaghan arbejdede ud fra fotokopier). Benoits syn på sagen er kommet til udtryk i New York Times: „Skriften på papyrusstumperne er utydelig, sagde fader Benoit i et interview, men selv med god fantasi kunne han ikke få de tegn der er at se, til at passe med de græske bogstaver der er nødvendige for at bevise fader O’Callaghans antagelse. Ja, et af de mærker der var at se på fotokopierne som en mulig del af et græsk bogstav i fader O’Callaghans foreslåede tekst, viste sig i det originale fragment kun at være et hul i papyrussen.“ — Den 30. juli 1972, side 14.

Det er rosværdigt at nogle der går ind for en tidlig datering af fragmentet, ønsker at bringe de forskere til tavshed der hævder at Markus-evangeliet blev skrevet længe efter Jesu død. Men er det nødvendigt at bruge en lille stump papyrus med utydelig skrift for at gøre det? Hvorfor ikke se hvad Markus-evangeliet selv siger?

Hvad, for eksempel, med det sted hvor Markus profetisk citerer Jesu ord om Jerusalems fald? Romerne ødelagde ikke Jerusalem før i år 70. Og Markus citerer Jesu ord som noget der stadig hører fremtiden til. Hvis Markus har skrevet sin beretning efter år 70, hvorfor beretter han så ikke om opfyldelsen? Ville han ikke dermed have vist at Jesus var en sand profet? Så bare på dette ene punkt viser Markus’ beretning selv at den tydeligvis må være skrevet før disse begivenheder i år 70 fandt sted. — Mark. 13:14-20; jævnfør Lukas 21:20-23.

Men selv om 7Q5 (eller et andet lignende fragment som måske senere fremkommer) skulle vise sig at være det man hævder det er, vil dette mon så gøre noget fra eller til for dem der alligevel ikke tror på Bibelen? Husk at man i en hule i nærheden af disse fragmenters findested i 1947 fandt en hebraisk skriftrulle med hele Esajas’ bog. Den beviste at den traditionelle (den masoretiske) tekst stort set er blevet overleveret til os i sin oprindelige form.

Men nu, femogtyve år senere, kan man da sige at de fleste mennesker, selv i kristenheden, virkelig tror på at Esajas’ bog er inspireret af Gud? Har forskerne gjort noget for at overbevise kirkegængerne om dette væsentlige punkt?

Nej, de fleste af dem har derimod beskæftiget sig med skrifttegnenes stil! Eller de har hængt sig i de små afvigelser fra den traditionelle tekst der ganske rigtigt forekommer! Hvis en hel skriftrulle ikke overbeviser folk om at Bibelens tekst er pålidelig, hvordan skulle nogle få puslespilagtige fragmenter da kunne gøre det?

Sande kristne følger med interesse sådanne fund, men samtidig husker de at deres tro ikke bygger på et par tvivlsomme papyrusstumper, men på det klare budskab fra Bibelen og dens levende Forfatter. — 2 Tim. 3:16, 17.

[Illustration på side 20]

(1) „det, som var sket med brødene,

(2) men deres hjerte var

(3) forhærdet. Efter at [eller: og da] de så var nået over søen til den anden bred,

(4) kom de til Genezaret og

(5) lagde til dér.“