Spørgsmål fra læserne
● Har man lov at overtræde Guds lov hvis man gør det for at redde sit eget eller en andens liv som nogle har konkluderet ud fra Mattæus 12:1-8?
Det er rigtigt at nogle har henvist til Mattæus 12:1-8 for at støtte den nævnte opfattelse. En omhyggelig undersøgelse af Bibelen viser imidlertid at konklusionen er forkert.
Da Jesus og hans disciple engang var på vej gennem en kornmark, plukkede disciplene nogle få aks og spiste af kornene, hvilket var tilladt ifølge Loven. (3 Mosebog 19:9, 10, 5 Mosebog 24:19-21) Farisæerne kritiserede dem fordi de gjorde det på en sabbat. Disse religiøse ledere havde føjet mange ekstra fortolkninger til Loven, især bestemmelser om hvilke former for „arbejde“ man ikke måtte udføre på sabbaten. Hvis man bedømmer disciplenes handling ud fra sådanne menneskebud og det snæversynede paragrafrytteri disse var et udtryk for, gjorde disciplene sig skyldige i at udføre to former for arbejde: at høste (de plukkede aks) og at tærske (de gned dem mellem hænderne). (Mattæus 12:1; Lukas 6:1) Jesus sagde imidlertid:
„Har I ikke læst hvad David gjorde da han og de mænd der var med ham blev sultne? Hvordan . . . de spiste fremlæggelsesbrødene, noget som det ikke var ham tilladt at spise, heller ikke dem der var med ham, men kun præsterne? Eller har I ikke læst i Loven at på sabbaterne behandler præsterne i templet sabbaten som ikke-hellig og forbliver skyldfri? Men jeg siger jer at der her er noget større end templet. Hvis I blot havde forstået hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer,’ ville I ikke have fordømt de skyldfri. Menneskesønnen er nemlig sabbatens Herre.“ — Mattæus 12:3-8.
Jesus henviste her til det tilfælde hvor David og hans mænd var på flugt fra kong Saul, der havde mord i sinde, og gjorde ophold hos ypperstepræsten Ahimelek i Nob. David lod forstå at han var ude i et hemmeligt ærinde for kongen, og bad om brød. „Jeg har intet almindeligt brød ved hånden,“ svarede Ahimelek, „kun helligt brød; folkene har da vel holdt sig fra kvinder?“ Med „helligt brød“ mente han skuebrødene (eller fremlæggelsesbrødene), de tolv usyrede brød eller kager der hver uge skulle lægges på et bord i det hellige i tabernaklet. Når der på den ugentlige sabbat blev fremlagt friske brød, blev de gamle taget væk og ’tilfaldt Aron og hans sønner, som skulle spise dem på et helligt sted’. David forsikrede at hans mænd var ceremonielt rene og lod forstå at de var hellige i en vis forstand, da de var ude i et ærinde for Jehovas salvede konge. Ahimelek „gav ham da det hellige brød . . . skuebrødene, som tages bort fra deres plads for [Jehovas] åsyn“. — 1 Samuel 21:1-6; 3 Mosebog 24:5-9.
Hvad kan der, i lyset af dette, siges om den opfattelse at man kan se bort fra Guds bud hvis det drejer sig om ’liv eller død’? Nogle har ræsonneret således: ’Gud så igennem fingre med at David overtrådte en alvorlig befaling da hans liv var i fare; Jesus tillod en overtrædelse af sabbaten og sagde at man gerne måtte gøre godt og redde en sjæl på sabbaten.’ (Lukas 6:9; Mattæus 12:11, 12) Men ved nærmere eftersyn viser disse slutninger sig at være fejlagtige og bibelstridige.
For eksempel må man, hvis man går ind for det nævnte ræsonnement, antage at David og Jesu disciple var i en situation hvor det virkelig gjaldt ’liv eller død’. Men var de det? Bibelen siger ikke at David og hans mænd var nær ved at sulte ihjel fordi de ikke kunne finde andet at spise. Ifølge de geografiske oplysninger lå Nob lige nord for Oliebjerget, nogle få kilometer fra Jerusalem og mange andre byer. Når man læser beretningen som den står, kan man udmærket forstå den sådan at David og hans mænd var sultne og ønskede at kunne spise et måltid hos en de stolede på. Svarende til dette nævner Bibelen i beretningen om Jesu disciple at de „blev sultne“ på sabbatsdagen, hvorefter de plukkede og spiste noget korn. Dagen før må de have fået noget at spise, og dagen efter sabbaten kunne de igen købe mad i de omliggende landsbyer. (Johannes 4:8; Mattæus 14:15) Hvis man ud fra disse hændelser gerne ville vise hvornår det var tilladt at overtræde Jehovas bud, kunne man altså lige så godt sige at det var i orden hver gang man ’blev sulten’. Det er naturligvis ikke tilfældet.
Men hvordan skal vi da forstå beretningen i Mattæus 12:1-8? Jesus afslørede her farisæernes snæversynede, legalistiske holdning. Dette står mere klart når man overvejer hvad selve formålet med sabbaten var, og når man lægger nøje mærke til hvad det var Jesus sagde.
Hvorfor måtte israelitterne ikke arbejde på sabbaten? Var hensigten simpelt hen at forbyde arbejde? Nej. Grunden var at de verdslige gøremål såsom arbejdet for føde og klæder, ikke skulle optage al israelitternes tid og opmærksomhed. Sabbatsordningen virkede til fremme af den sande tilbedelse ved at sikre at folket fik tid til gudsdyrkelsen uden at deres daglige gøremål greb forstyrrende ind. (2 Mosebog 20:8-11; Esajas 58:13) Det var denne forståelse Jesus talte for, og ikke farisæernes snæversyn.
Han sagde at selv præsterne der tjente ved templet kunne blive beskyldt for at ’behandle sabbaten som ikke-hellig’ og således overtræde Loven. Hvorfor det? Jo, præsterne arbejdede på sabbaten; det var et hårdt arbejde at slagte alle offerdyrene. Overtrådte de dermed Loven? Nej, for Jesus sagde at præsterne ’forblev skyldfri’. Deres arbejde i templet var ikke et indgreb i tilbedelsen, men et led i den. Noget lignende kan siges om tilfældet med Jesus og disciplene. Når Jesus (der var „større end templet“ og skulle give sit liv som det egentlige offer) vandrede omkring sammen med sine disciple, underviste de i Guds ord og virkede således til fremme af den sande tilbedelse. Det var derfor ikke en overtrædelse af sabbatsloven når de plukkede nogle få aks for at spise dem. Som Jesus nævnte, ville det heller ikke have været imod sabbatslovens ånd at „redde en sjæl“ ved at trække et får op af et hul, selv om det skete på en dag der var helliget tilbedelsen. — Mattæus 12:5, 11; Lukas 6:9.
Teknisk set var det ikke ’tilladt David at spise’ skuebrødene, for ifølge Loven var de forbeholdt præsterne. Men Jehovas ypperstepræst gav dem alligevel til David. Med hvilken berettigelse? Det brød der var taget bort fra skuebrødsbordet var „helligt“ og måtte ikke behandles som almindeligt brød, som hvis man gav det til en daglejer eller tog det med som proviant på en fornøjelsestur. Det skulle tjene til føde for præsterne, mænd der var optaget af tjenesten for Gud. Da David fortalte at han var ude i et særligt ærinde for Guds salvede konge, og ypperstepræsten skønnede at mændene var ceremonielt rene, var det ikke forkert at give dem skuebrødene. Det var i overensstemmelse med det formål Gud havde tiltænkt brødene.
Som en modsætning til dette kan man betragte den hændelse hvor de israelitiske soldater i Sauls hær overtrådte Guds lov om blodet, som vi læser det i Første Samuelsbog 14:32-35. De havde været i kamp med filistrene, Jehovas folks fjender. Trætte og sultne efter kampen tillod nogle af israelitterne sig at slagte dyrene fra byttet, og de „spiste kødet med blodet i“. Hvad enten man kan sige at deres sult var så overvældende at den måtte stilles eller at der var tale om et undtagelsestilfælde, en nødsituation så var der ingen undskyldning for at overtræde loven om blodet. Det var en synd mod Jehova (vers 33), og der måtte bringes nogle særlige ofre for dem der havde ’syndet mod Jehova ved at spise kødet med blodet i’.
Det var en synd fordi Gud havde sagt — dengang han gav loven om blodet — at menneskene havde lov at spise kødet af dyrene, men at de ikke måtte opretholde deres liv ved at indtage blod. (1 Mosebog 9:3, 4) Gud åbnede ingen mulighed for at man kunne overtræde denne lov hvis man fandt at det var et spørgsmål om ’liv eller død’. Skaberen havde erklæret at blodet var helligt. Når menneskers liv skulle frelses eller reddes ved blod, skulle det ikke være ved at de selv indtog det i legemet på en eller anden måde. Nej, det skulle ske ved udgydelsen af Kristi blod som et offer, derved ville evigt liv blive muligt. — Efeserne 1:7.
Det vi ved om de første kristne, som de romerske myndigheder udsatte for prøvelser, stemmer med dette og illustrerer at Guds lov ikke må overtrædes, selv om man mener at det drejer sig om ’liv eller død’. Nogle af de første kristne fik valget mellem at spise blodpølse eller at møde døden i arenaen. Ville de kristne overtræde Guds lov om blodet og give afkald på deres gode forhold til ham? Eller når man prøvede at presse dem til at ofre lidt røgelse foran kejserens billede, ville de da gå med til således at bryde Guds forbud mod afgudsdyrkelse? Historien viser at trofaste kristne nægtede at overtræde Guds bud, selv om deres nuværende liv stod på spil. De ville måske miste livet fordi de adlød Jehovas lov, men de havde forvisningen om at opnå det evige liv. — Mattæus 16:25, 26.
Bibelen giver altså ikke rum for at man kan overtræde Guds bud hvis man er i en vanskelig situation. I Første Johannesbrev 5:2 får vi derimod at vide: „På dette kender vi at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud og gør hans bud.“
● Hvad mente Jesus da han om en dæmon sagde: „Den slags kan ikke komme ud ved noget andet end ved bøn“?
En mand hvis søn var besat af „en stum ånd“ bad Jesus om at uddrive den onde ånd, da hans disciple ikke magtede at gøre det. Ved Guds stærke kraft uddrev Jesus dæmonen. Bagefter spurgte disciplene ham: „Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?“ Og ifølge Markus svarede Jesus: „Den slags kan ikke komme ud ved noget andet end ved bøn.“ (Markus 9:14-29) På parallelstedet hos Mattæus indeholder Jesu svar disse ord: „Fordi I har så lidt tro.“ — Mattæus 17:14-20.
Hvorfor lagde Jesus så stor vægt på tro og bøn? Mange erfaringer tyder på at dæmonerne ikke nødvendigvis alle har de samme evner, interesser eller virkefelter. Det ser for eksempel ud til at nogle koncentrerer sig om at ’gå igen’ i et hus, mens andre onde ånder beskæftiger sig med at chikanere eller besætte mennesker. Ud fra Jesu svar kan vi også slutte at nogle af dæmonerne har særlig stor magt. — Efeserne 6:12.
Mens Jesus var på jorden gav Gud nogle af sine tjenere kraft til at uddrive onde ånder der havde besat ulykkelige mennesker. De tolv apostle og de halvfjerds disciple fik denne kraft. (Mattæus 10:8; Lukas 10:17) Men de apostle der omtales i Mattæus 17:14-20 og Markus 9:14-29 kunne ikke uddrive den pågældende dæmon. Hvorfor ikke? Hvad manglede de? De manglede øjensynlig den form for forberedelse der var nødvendig for at kunne hamle op med den dæmon det drejede sig om i dette tilfælde. Både en stærk tro og en forudgående bøn om Guds kraft og hjælp var nødvendig. Beretningerne nævner ikke at Jesus bad en bøn i netop dette tilfælde, men det er muligt at han gjorde det. Under alle omstændigheder uddrev han den stærke dæmon.