25. Hvordan gav Paulus udtryk for sin ydmyghed da han skrev til de kristne i Korint, hvor han havde arbejdet så flittigt?

²⁵ Paulus ophøjede aldrig sig selv eller ønskede at nogen skulle se op til ham som den ypperste iblandt dem. Til de korintere som han havde arbejdet iblandt i halvandet år, sagde han om sig selv og en af sine nære medarbejdere: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere [diaʹkonoi] ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. . . . For vi er Guds medarbejdere. I er Guds mark under dyrkning, Guds bygning.“ — 1 Kor. 3:5-9.

26. Hvordan kan vi søge storhed og samtidig være fri for selviske ambitioner og stolthed?

²⁶ At søge storhed på denne måde, ikke ved at opnå en fremtrædende stilling, prestige eller magt, men ved at give sig selv i ydmyg tjeneste — dét vil være et ønskværdigt mål. Det vil være et vidnesbyrd — ikke om ærgerrighed, stolthed eller selviskhed, men — om kærlighed, kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Måtte vi alle i dag søge storhed på denne måde, til pris for Jehova Gud, som fastsatte denne regel for sand storhed, og til ære for hans søn, der anskueliggjorde den og satte eksemplet for os. At søge kristen „storhed“ vil medføre rige velsignelser for os selv og andre. Det vil skænke os et rigt mål af Guds hellige ånd, hvilket igen vil føre til en storslået enhed og harmoni iblandt os. Dette kommer følgende artikel nærmere ind på.

Lad os tjene enigt som et samfund af brødre

„I er alle brødre. . . . I skal . . . ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ — Matt. 23:8-11.

1, 2. (a) Giv et eksempel på hvor vanskeligt det er at leve et liv i ydmyg tjeneste, sådan som Guds søn gjorde. (b) Kunne apostlene uden vanskeligheder tilpasse sig Jesu lære i denne henseende?

TANKEN om at skulle leve et liv i ydmyg tjeneste er ikke let for ufuldkomne mennesker at acceptere, endsige realisere. Man kan blot betragte udviklingen i kristenheden, hvor mænd der hævder at være Kristi Jesu sendebud og ordinerede Guds tjenere har skilt sig ud fra menighedens „almindelige“ medlemmer, „lægfolket“, og dannet en „gejstlighed“ der står over hjorden. Disse gejstlige har desuden taget imod titler som leder tanken hen på deres overordnede stilling. Dette er ikke vejen til sand enhed.

² Selv blandt Jesu sande disciple i det første århundrede gik tilpasningen til denne lære om ydmyg tjeneste som er fremsat af Guds egen søn, ikke for sig uden vanskeligheder. Ved flere lejligheder måtte Jesus irettesætte sine disciple fordi de beskæftigede sig med deres indbyrdes rang og gerne ville have en fremtrædende plads.

3, 4. Hvad diskuterede Jesu disciple på vejen til Kapernaum, og hvorfor var dette ikke overraskende?

³ Henimod slutningen af Jesu offentlige tjenestes tredje år kom hans disciple i diskussion på vejen tilbage til Kapernaum. Hvad diskuterede de? Markus fortæller: „Da han [Jesus] var inde i huset spurgte han dem: ’Hvad diskuterede I på vejen?’ De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst. Så satte han sig ned, kaldte på de tolv og sagde til dem: ’Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener [diaʹkonos; engelsk: minister, NW].’“ — Mark. 9:33-35.

⁴ Var det utroligt at de diskuterede dette, efter at de var blevet undervist i næsten tre år? Nej, ikke når vi tænker på deres menneskelige ufuldkommenhed og forholdene dengang. Interessen for deres personlige storhed genspejlede nemlig ikke blot det ufuldkomne køds tilbøjeligheder, men også en tendens i tiden. Om sæd, skik og indstilling blandt jødedommens udøvere i det første århundrede fremsætter et værk følgende historiske betragtning: „På alle punkter, i gudsdyrkelsen, inden for retsvæsenet, ved måltiderne, i alle forhold mennesker imellem, meldte spørgsmålet om hvem der var den største sig ustandselig, og en vurdering af den ære der tilkom hver enkelt var en opgave man atter og atter måtte tage sig af og som blev anset for meget betydningsfuld.“ — Theological Dictionary of the New Testament, bind IV, side 532; jævnfør Mattæus 23:6, 7.

Skulle blive som små børn

5. Hvordan vejledte Jesus dem for at korrigere deres forkerte indstilling?

⁵ I Mattæus’ beretning om den samme begivenhed fortælles det at Jesus kaldte på et barn og stillede det foran disciplene og sagde: „Jeg skal sige jer sandheden: Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Så enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige; og enhver som tager imod et sådant lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig. Men enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.“ — Matt. 18:1-6.

6. (a) Hvilke forestillinger kan nogle af disciplene have gjort sig med hensyn til at indtage en fremtrædende plads? (b) Hvad vil det sige at de skulle ’vende om og blive som små børn’?

⁶ Ja, Jesus viste dem at deres tankegang førte dem i en forkert retning. Måske Peter, som følge af Jesu løfte om at ville give ham „himlenes riges nøgler“, følte at han i nogen grad stod over de andre disciple, eller måske Jakob og Johannes følte noget lignende for deres vedkommende fordi de var blandt de tre Jesus valgte at tage med op på bjerget hvor han forklaredes. (Matt. 16:19; 17:1-9) Hvad der nu end har været tilfældet, så sagde Jesus til dem alle at de skulle ’vende om og blive som små børn’, det vil sige de skulle være lige så beskedne og fri for prætentioner og ambitioner som små børn af naturen er. De skulle ikke blot være som børn ved udvendig at smykke sig med disse egenskaber, men de skulle virkelig tilegne sig dem, så de inderst inde havde den indstilling der er karakteristisk for små børn. Små børn nærer ingen tanker om deres indbyrdes rang, men betragter hinanden som lige. I samme omfang som Jesu disciple iførte sig hjertets ydmyghed, i samme omfang som de følte sig små over for Gud og deres brødre, i samme omfang ville de være ’store’ i forbindelse med hans rige.

7. Hvordan ville den måde hvorpå de tog imod ’de små børn’ være et mål for deres ydmyghed, og hvorfor var dette en alvorlig sag?

⁷ Den måde hvorpå de behandlede dem der i åndelig henseende var „spædbørn“ i sandheden (fordi de for nylig var blevet disciple), eller dem der var som små børn fordi de hverken var fremtrædende eller havde fået noget ansvar betroet iblandt dem, ville være et mål for deres ydmyghed. Hvis nogen i menigheden, i særdeleshed en kristen ældste, nærede for høje tanker om sin egen betydning eller var meget dominerende over for andre, kunne han blive årsag til snublen og fald for disse små i menigheden. Det kunne få alvorlige følger for den der blev årsag til andres snublen og fald, sådan som Jesu ord viser. Han, Jesus, ville se det, og det ville Guds engle også. — Matt. 18:6, 10; Åb. 2:23.