Hvad Bibelen siger

Jesus havde tid tilovers til børn

„LAD de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til.“ (Mark. 10:14, da. aut.) Mange kender sikkert dette skriftsted fra Bibelen og benytter det til at vise hvor let små børn kunne komme i kontakt med Jesus. Men denne egenskab ved Jesus træder endnu stærkere frem når man tænker på hvilket pres han var underlagt netop på det tidspunkt hvor han sagde disse ord.

Jesus havde allerede to gange tidligere sagt til sine disciple at han skulle rejse op til Jerusalem for at blive forrådt, stillet for retten, dømt og slået ihjel. Nu havde hans tjeneste varet i tre år, og han var på vej mod Jerusalem. Han vidste at hans lidelser kun lå nogle få uger ude i fremtiden, for kort efter det omtalte møde med nogle børn sagde han for tredje gang: „Se, vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham.“ — Mark. 10:33, 34.

Disciplene kunne derfor meget vel tænke at Jesus ikke var i humør til at tage sig af små børn: „Nu begyndte folk at komme til ham med små børn for at han skulle røre ved dem; men disciplene talte strengt til dem.“ Jesus kunne dog altid afse tid til andre mennesker, også til disse små børn. „Da Jesus så det, harmedes han og sagde til dem: ’Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem, for Guds rige tilhører sådanne.’ Og han tog børnene i sine arme og begyndte at velsigne dem idet han lagde hænderne på dem.“ — Mark. 10:13, 14, 16.

Et barn er afhængigt af sine forældre og ser hen til forældrene for at få sine behov dækket. Det er tillidsfuldt og tror på hvad forældrene siger. Ja, det vil endda forsvare sine forældres ord over for andre børn. Sådan vil Rigets børn også forsvare deres himmelske Fader.

Ved en lejlighed diskuterede disciplene indbyrdes hvem af dem der var størst. Jesus opfattede det, og sagde: „Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener.“ Så tog han „et lille barn og stillede det midt iblandt dem, lagde armene om det og sagde til dem: ’Enhver som tager imod et af disse små børn på grundlag af mit navn, tager imod mig; og enhver som tager imod mig, tager ikke blot imod mig, men også imod den som har udsendt mig.’“ (Mark. 9:35-37) Sande disciple af Jesus vil også tage imod børn i Jesu navn, de vil have tid tilovers til dem og lade dem føle at de er velkomne som en del af menigheden.

Jesus gav sig tid til at betragte børn når de legede. Engang brugte han børns leg som illustration i forbindelse med den stædige indstilling der herskede i hans samtid. „Hvem skal jeg sammenligne denne generation med?“ spurgte han. „Den er som små børn der sidder på torvene og som råber til deres legekammerater og siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I slog ikke jer selv af sorg.’“ Ja, først ville de lege „bryllup“, og bagefter „begravelse“, men deres kammerater ville ikke være med; de var hverken interesseret i de lystige eller de mindre lystige lege. Ligeledes med generationen på Jesu tid — den kunne ikke se andet end fejl hos Johannes Døber og hos Jesus fra Nazaret. — Matt. 11:16-19.

Et barn spillede en rolle ved et af Jesu mest slående mirakler. En stor skare havde fulgt Jesus ud i en bjergegn, og da det var blevet sent og skaren blev sulten, nævnte Jesus spørgsmålet om mad. Peters broder Andreas sagde: „Her er en lille dreng som har fem bygbrød og to små fisk. Men hvad er det til så mange?“ Jesus mangedoblede brødene og fiskene, så tusinder af mænd, kvinder og børn fik mad nok og der endda var noget tilovers. Men det vi her vil pege på, er at barnet viste Jesus tillid og gerne gav ham den sparsomme ration det havde med. Det er også værd at bemærke at barnet altså var med i folkeskaren for at se og høre Kristus Jesus. — Joh. 6:2-14; Matt. 14:14-21.

Nogle mener at man ikke skal lære små børn om religion og gudsdyrkelse, men hellere vente til de bliver ældre og selv kan afgøre hvad de vil. Det mente Jesus imidlertid ikke. Fire dage før han døde gik han ind i Jerusalems tempel og uddrev vekselererne og dem der solgte offerdyr med stor fortjeneste. Det ødelagde den gode forretning de øverste præster og de skriftlærde havde haft, og de besluttede at Jesus skulle ryddes af vejen. Men den anke de valgte at fremføre mod ham, var at børn havde prist ham og hyldet ham som Messias. Jesus anførte imidlertid at børnenes råb var en opfyldelse af Salme 8:3. Beretningen fortæller:

„Jesus gik ind i templet og jog alle dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke. Og han sagde til dem: ’Der står skrevet: „Mit hus skal kaldes et bedehus,“ men I gør det til en røverhule.’ Der kom også blinde og halte hen til ham i templet, og han kurerede dem. Da de øverste præster og de skriftlærde så de vidunderlige ting han gjorde og drengene der råbte i templet og sagde: ’Giv frelse, beder vi, til Davids søn!’ harmedes de og sagde til ham: ’Hører du hvad de siger?’ Jesus sagde til dem: ’Ja. Har I aldrig læst dette: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning“?’“ — Matt. 21:12-16.

Det er stadig til behag for Gud og Kristus Jesus at høre børn lovprise Gud og anerkende Kristus som Jehovas konge over nye himle og en ny jord hvor retfærdighed skal bo. Millioner af børn som i årtusindernes løb er døde vil høre Jesu røst når han kalder dem frem af gravene til et liv på en paradisisk jord. Allerede i dag synger tusinder af børn til pris for Gud og Kristus, og de har det håb at overleve den store trængsel og komme ind i dette paradis. — 2 Pet. 3:13; Joh. 5:25-29.

Som en forsmag på denne opstandelse der engang vil komme mange børn til gode, skete det også engang mens Jesus vandrede på jorden at han imødekom en sørgende faders bøn om hjælp. Hans datter var syg. Og da Jesus var på vej hen for at helbrede hende, lød dette bud: „Din datter er død! Hvorfor ulejlige læreren mere?“ Men Jesus fortsatte. Da han nærmede sig huset spredte han den skare af sørgende der under højlydt gråd og klagen havde samlet sig udenfor, og gik ind. „Idet han tog barnets hånd sagde han til hende: ’Talitaʹ kum,’ der oversat betyder: ’Lille pige, jeg siger dig: Stå op!’ Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring; hun var nemlig tolv år. Og de blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.“ — Mark. 5:22-24, 35-42.

Vi i dag bør også have tid tilovers til børn, som Jesus havde da han var på jorden. Vi bør tage os tid til dem, lade dem føle sig velkomne iblandt os, lade dem forstå at de hører til iblandt os. Og på den retfærdige nye jord vil både unge og gamle få lige så stor grund til henrykkelse som de sørgende forældre hvis datter Jesus i fortiden oprejste.