Er en trossammenslutning Guds løsning?

„En smule surdejg gennemsyrer hele dejgen.“ — Gal. 5:9.

 1, 2. Hvad har Truman tilskyndet kirkefolk til, og hvorfor vil sand religion nægte at gøre dette?

JEHOVA er sandhedens Gud. Han går ikke på kompromis med vildfarelse. Ingen nødssituation kan skræmme ham til at svigte sine sandhedsprincipper for at opnå en hensigt. Ingen fare kan forfærde ham til at gøre fælles sag med vildfarelse med det for øje at danne en stærkere front mod en fælles fjende. Ingen trusel kan få ham til at betragte forskellen mellem sandhed og vildfarelse som ringe og ubetydelig, således at en sammensmeltning af de to ville synes berettiget under sådanne forhold. Hans sandhed er nedskrevet i hans ord, Bibelen, og trods enhver nødssituation eller fare står dette ord fast i al fremtid. „Ordet, Jehova har talt, bliver evindelig.“ (5 Mos. 32:4; Joh. 17:17; 1 Pet. 1:25, NW) Derfor vil sand religion ikke blive sammensmeltet med falske religioner for mere talstærke at kunne trodse den dobbelte fare for kommunisme og verdenskrig, således som præsident Truman så indtrængende tilskyndede til i en tale til kirkefolk den 28. september 1951:

² „I denne krisesituation for menneskeheden burde alle, som påstår at tro på Gud, slutte sig sammen og bede om hans hjælp og vejledning. Vi burde se bort fra vore uenigheder og komme sammen nu, thi aldrig har vore uenigheder forekommet så ringe og ubetydelige som nu i betragtning af den fare, vi står ansigt til ansigt med i dag. Det er ikke blot den ene eller den anden kirke, der er i fare. Det er ikke blot det ene trossamfund eller det andet, der er truet, men alle kirker, alle samfund er det. Selve Guds ords fremtid — den lære, der er overleveret os fra profeternes tid og fra Jesu liv — står på spil.“ (New York Times, den 29. september 1951) Omtrent to år tidligere, da Truman lovede den nationale konference af kristne og jøder støtte til dens broderskabsuge, sagde han: „Broderskab er ikke blot en gavmild gestus, men et guddommeligt påbud. Andre vil måske føle sig tilskyndet til broderskab af rent sentimentale grunde. Vi anerkender broderskab som en religiøs pligt.“ (New York Times, den 12. november 1949) Men er broderskab blandt afvigende kirkesamfund et guddommeligt påbud og en religiøs pligt? Da det er et bibelsk spørgsmål, vil vi vende os til Bibelen efter et autoritativt svar.

 3. Hvorledes viste Gud lige fra begyndelsen, at han var imod enhver trossammenslutning?

³ I utvetydige vendinger vidner den om, at Jehova Gud har været en modstander af enhver trossammenslutning fra først til sidst. Fra det tidspunkt, da sand og falsk tilbedelse først sås side om side, har Jehova anerkendt den sande og forkastet den falske. Han bifaldt ingen trossammenslutning ved at vise både Kains og Abels tilbedelse sin gunst: „Nogen tid efter bragte Kain Jehova en offergave af jordens frugt, medens Abel bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme. Og Jehova så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket hoved. Da sagde Jehova til Kain: Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Du ved, at når du handler vel, kan du løfte hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren [så ligger der et syndoffer ved døren, Yg]; dens attrå står til dig, men du skal herske over den.“ Abels dyreoffer viste, at han anerkendte behovet for et forsoningsoffer, der var et forbillede på Kristi død som en genløsning. Kains ublodige offer var kun tomt formvæsen. Selv efter at være blevet irettesat af Gud ville Kains sårede religiøse stolthed ikke tillade ham at efterligne Abels korrekte tilbedelsesmåde ved at ofre et passende dyr, der var ganske nær for hånden. I stedet myrdede han Abel. (1 Mos. 4:3-8; Hebr. 9:22) Hvem lagde intolerance for dagen? Abel? Jehova? Nej, det gjorde den falske religionsdyrker Kain.

 4, 5. Hvad viste Gud århundreder senere som en tilkendegivelse af, at han stadig var modstander af trossammenslutninger og falske guder?

⁴ Mange århundreder senere viste Jehova på storslået vis, at han var modstander af tanken om en trossammenslutning. De trælbundne israelitter i Ægypten ønskede at tilbede Gud, men kunne ikke frit komme til det midt iblandt deres ægyptiske fangevogtere, der var gennemsyret af falsk religion. (2 Mos. 8:25, 26) I de ti plager, der fulgte, viste Jehova, at han var modstander af ægypternes guder og ikke tolererede nogen trossammenslutning mellem sit folk og falske religioner. Dette fremgår tydeligt af følgende citat fra bogen What Has Religion Done for Mankind? (Hvad har religion gjort for menneskeheden?):

⁵ „Ved hver af plagerne ydmygedes og vanæredes Ægyptens dæmonguder for Jehova, hvem Farao trodsede: Først deres flodgud Nilen, hvis vand tillige med alt vand i Ægypten blev forvandlet til blod; dernæst frøgudinden Heqt; så Watchit, bremsernes gud; så oksegudinden Hathor og hendes tilsvarende guddom Apis, tyren, gennem den dødbringende pest blandt Ægyptens kvæg; så Imhotep, guden for medicin og lægekunst, gennem pesten med bylder og blegner; dernæst Reshpu og Qetesh, guderne for stormvejr og krig, gennem haglplagen; så forsynets guddomme, der var ansvarlige for Ægyptens frugtbarhed og høst, gennem græshoppeplagen; dernæst Thot, måneguden, Osiris’ rådgiver og ansvarlig for solens og månens og stjernernes baner, gennem de tre dages mørke; også Amon-Ra, solguden; og guden Ra, der til tider optrådte i skikkelse af en væder, og hvem alle de førstefødte var helliget fra fødselen, gennem den tiende og sidste plage.“ — Side 118.

Israel blev advaret imod trossammenslutning

 6. Hvorledes forbød Jehovas lov nogen trossammenslutning?

⁶ Efter at Jehova havde skilt sit folk ud fra Ægyptens falske tro og samtidig havde bragt den ægyptiske gudsdyrkelse i vanry, gav han sit folk Loven, da de var kommet ud i ørkenen. Denne lov forbød udtrykkeligt enhver trossammenslutning. At der skulle sluttes broderskab med de falske tilbedere i det forjættede land, fremgår så vist ikke som „et guddommeligt påbud“ eller som „en religiøs pligt“ af disse formaningsord fra Jehova: „Vogt dig vel for at slutte nogen pagt med indbyggerne i det land, du kommer til, for at de ikke skal blive en snare for dig, når de lever i din midte. Men I skal nedbryde deres altre, sønderslå deres stenstøtter og omhugge deres asjerastøtter! Thi du må ikke tilbede nogen anden gud, thi „Nidkær“ er Jehovas navn, en nidkær Gud er han. Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, og når de boler med deres guder og ofrer til dem, og man indbyder dig til at være med, må du ikke spise af deres ofre; og du må ikke af deres døtre tage hustruer til dine sønner, så deres døtre, når de boler med deres guder, får dine sønner til også at bole med dem.“ (2 Mos. 34:12-16; 5 Mos. 7:1-6, 16, 25, 26) Jehova erklærede trossammenslutninger med falske tilbedere for ulovlige. Selv sådanne ikke-religiøse forbindelser som ægteskaber var forbudt, fordi de rummede en fare for bevarelsen af de sande tilbederes retskaffenhed.

 7. Hvad resulterede det i, at Israel undlod at adlyde denne befaling?

⁷ Israelitterne agtede imidlertid ikke på dette forbud imod trossammenslutning og blandede ægteskaber med de dæmontilbedende hedninger i Kana’an, med det resultat at de blev undertrykt og bundet, så de var uden virkekraft i Jehovas tjeneste. De indgik kompromis og sluttede pagt med de indfødte indbyggere i det forjættede land og undlod at oprykke og udrydde dæmonreligionen og kom tværtimod i trældom under den. Derfor sagde Jehova: „Jeg vil ikke drive dem bort foran jer, men de skal blive brodde i jeres sider, og deres guder skal blive jer en snare!“ (Dom. 2:3) På grund af deres uforstandige tolerance over for falsk tilbedelse blev israelitterne gennemboret af dæmonismens brodde og besnæret af falske guder. Selv Israels viseste konge kunne ikke ustraffet tilsidesætte Jehovas råd imod hemmende sammenslutninger med hedningerne. Beretningen om denne konges ulydighed og de katastrofale følger, den havde, findes i 1 Kong. 11:1-11:

 8. Hvilke katastrofale følger havde Salomos ulydighed i denne forbindelse?

⁸ „Kong Salomo elskede foruden Faraos datter mange fremmede kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske kvinder, kvinder fra de folkeslag, Jehova havde sagt om til israelitterne: „I må ikke have med dem at gøre og de ikke med jer, ellers drager de jeres hjerte til deres guder!“ Ved dem hang Salomo i kærlighed. Han havde 700 fyrstelige hustruer og 300 medhustruer, og hans hustruer drog hans hjerte bort fra Herren. Da Salomo blev gammel, drog hans hustruer hans hjerte til fremmede guder, og hans hjerte var ikke mere helt med Jehova hans Gud som hans fader Davids. Salomo holdt sig da til Astarte, zidoniernes gudinde, og til Milkom, ammonitternes væmmelige gud. Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i Jehovas øjne, og viste ikke Jehova fuld lydighed som hans fader David. Ved den tid byggede Salomo en offerhøj for Kemosj, Moabs væmmelige gud, på bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom, ammonitternes væmmelige gud; og samme hensyn viste han alle sine fremmede hustruer, som tændte offerild for deres guder og ofrede til dem. Da vrededes Jehova på Salomo, fordi han vendte sit hjerte bort fra Jehova, Israels Gud, der dog to gange havde ladet sig til syne for ham og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede guder; men han holdt ikke, hvad Jehova havde påbudt ham. Derfor sagde Jehova til Salomo: Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min pagt og mine anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive riget fra dig og give din træl det.“

 9. Hvad førte Salomos iver for trossammenslutninger til, og hvem har bragt sig selv i en lignende situation?

⁹ Salomo troede virkelig på trossammenslutninger og gav sig af dermed i den helt store stil. Dette har måske nok skaffet ham sine fremmede hustruers velvilje og bragt et mål af religionsfred ind i hans familieliv, ligesom trossammenslutninger i dag kan dæmme op for religiøse uoverensstemmelser i det nationale liv. Men det førte ikke til fred med Gud. Samtidig med at tækkes sine fremmede hustruers dæmonguder foregav Salomo også at tjene Jehova, men han lod hånt om hans lov: „Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.“ (5 Mos. 6:5) Hans sind var ikke helt for Jehovas tilbedelse, men han delte sine interesser. Salmisten giver udtryk for Jehovas tanker, da han skrev: „Jeg hader tvesindet mand.“ Forud for det troløse Judas fald i året 607 f. Kr. lød der fordømmelse over dem, som „tilbeder Jehova og sværger til ham, men også sværger ved Milkom“. (Sl. 119:113; Zef. 1:5) De var som mange af de trossamfund i kristenheden, der i dag tager Guds og Kristi navn på deres læber, men lærer og dyrker dæmonlærdomme og hedenske ceremonier. (Matt. 7:20-23) Sådanne, som ønsker at have et ben i een troslejr og et ben i en anden troslejr, er hverken varme eller kolde for Jehovas tilbedelse, og til disse ligegyldige kompromistilhængere siger Kristus Jesus: „Jeg kender dine gerninger, at du er hverken varm eller kold. Gid du var kold eller varm. Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ — Åb. 3:15, 16, NW.

10. Hvilken religiøs enighed herskede der på Jesu tid?

¹⁰ Århundreder senere, dengang Jesus, Messias, var på jorden, var de jødiske religionsdyrkere opdelt i forskellige sekter, men var enige i at tage Herren Guds navn på læberne, og de var også enige i visse politiske hensigter og sociale mål og endogså i et religiøst forehavende, det at bringe Jesus og hans efterfølgere til tavshed. Men dette rent overfladiske samarbejde i visse anliggender førte ikke til nogen sand enighed i det vigtigste spørgsmål, tilbedelsen, hvilket tydeligt fremgår af deres indbyrdes uenighed, selv når de i fællesskab stræbte efter at kvæle den eneste sande tilbedelse. — Ap. G. 23:6-10.

Jesus ingen talsmand for trossammenslutning

11. Hvad hævder nu nogle vedrørende Markus 9:38-40?

¹¹ Imidlertid siger nogle, som påstår at være kristne, at Jesus selv var en tilhænger af en trossammenslutning, og som støtte for denne påstand citerer de Markus 9:38-40 (NW): „Johannes sagde til ham: Lærer, vi så en mand uddrive dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham, fordi han ikke sluttede sig til os. Men Jesus sagde: Søg ikke at hindre ham, for der er ingen, der vil udføre en undergerning på grundlag af mit navn, som snart efter kan tale ondt om mig; thi den, som ikke er imod os, er for os.“ De hævder, at dette viser berettigelsen af forskellige religiøse organisationer, der hver især øver godt på deres egen måde, og da de alle virker på grundlag af Jesu navn, kan de og burde de slutte sig sammen i fælleskirkelige bevægelser, der arbejder henimod visse fælles mål, og som samtidig tillader fuld uafhængighed i lærespørgsmål for den enkelte organisation.

12. Hvad ignorerer disse, som påstår dette, og hvad påskønner de ikke?

¹² At bruge disse skriftsteder som støtte for eksistensen af særskilte kirker eller trossamfund er at ignorere forholdene på den tid. Ikke alle, som troede på Jesus, fulgte rundt med ham og de tolv apostle. En, som ønskede at følge med Jesus, fik påbud om at vende hjem for at aflægge vidnesbyrd om ham blandt deres egne. (Mark. 5:18-20) Det var derfor ikke påkrævet, at denne mand for at være på Jesu side rent bogstaveligt måtte følge ham. Da Jesus sendte sine tolv apostle ud for at forkynde, indeholdt hans anvisninger til dem ingen vejledning om oprettelse af kristne menigheder, og de halvfjerds, der blev udsendt, fik heller ikke sådanne pålæg. (Matt. 10:1-42; Luk. 10:1-16) De skulle blot aflægge vidnesbyrd fra hus til hus og finde de troende der. Jesus indførte ikke på det tidspunkt menighedsordningen i opposition mod synagogerne, men han tillod synagogerne at blive og sine trosfæller at overvære sammenkomsterne dér. Han kom der selv og forkyndte profeterne og loven; loven var jo stadig i kraft, og han modstod den ikke. (Matt. 5:17; Luk. 4:15-21) Denne unge mand, som forkyndte og uddrev dæmoner på grundlag af Jesu navn, behøvede ikke at være i Jesu og de tolv apostles umiddelbare følge, og det, at han var adskilt fra dem, betød ikke, at han dannede en særskilt menighed, thi den kristne menighed var ikke oprettet på det tidspunkt.

13, 14. Hvorledes forandredes forholdene efter pinsedagen, og hvilken hændelse beviser, at en sådan forandring fandt sted?

¹³ Efter pinsedagen, da Jesus opbyggede sin åndelige menighed med sig selv som grundvold i egenskab af salvet konge, oprettedes der særskilte kristne menigheder. Dersom den unge mand på dette tidspunkt ønskede at være en sand Kristi efterfølger, kunne han ikke længere holde sig for sig selv og adskilt fra de kristnes kreds, men han måtte slutte sig til en kreds af kristne og samarbejde med dem, så han kunne modtage den hellige ånd ved dens udgydelse og de åndelige gaver gennem eller i Jesu apostles nærværelse. Tiden var forbi for denne enkeltmandsforkyndelse og uddrivelse af dæmoner, og havde den unge mand forsøgt dette, ville han med urette have søgt at opbygge en organisation af efterfølgere for sig selv. Hans brug af Jesu navn til dæmonuddrivelse ville have været et misbrug, og udfaldet ville have været lige så skæbnesvangert, som det blev for de syv sønner af Skeuas, jøder, der brugte Jesu navn uden at blive kristne. Læg mærke til, at beretningen om deres misbrug af Jesu navn fortsætter med at vise, at de oprigtige, der blev omvendt til Kristus, opgav deres tidligere adfærd og blev en del af den oprettede kristne menighedsordning:

¹⁴ „Nogle af de rejsende jøder, som gav sig af med at uddrive dæmoner, forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, som havde onde ånder, idet de sagde: Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker. Nu var der syv sønner af en vis Skeuas, en jødisk ypperstepræst, som gjorde dette. Men som svar sagde den onde ånd til dem: Jeg kender Jesus, og jeg er kendt med Paulus, men I, hvem er I? Og manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede to af dem og vandt over dem, så de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset. Dette blev kendt af alle, både jøder og grækere, som boede i Efesus, og frygt faldt på dem alle, og Herren Jesu navn vedblev med at blive herliggjort. Og mange af dem, som var blevet troende, kom og bekendte og fortalte, hvad de havde gjort. Ja, adskillige af dem, som bedrev magiske kunster, kom bærende med deres bøger og brændte dem op for alles øjne. Og de regnede deres værdi ud og fandt, at de var halvtredsindstyve tusinde sølvpenge værd. Så vældigt havde Jehovas ord fremgang og vandt overhånd.“ — Ap. G. 19:13-20, NW.

15. Hvorledes viser sekter og kulter i dag, at de modstår Kristus?

¹⁵ Denne unge mands tilfælde kan altså ikke bruges som en retfærdiggørelse af de utallige sekter og kulter, der virker i Jesu navn. De er modstandere af Jehovas trofaste vidner, som forkynder Jesus og hans rige, og da de er imod den mindste af disse hans brødre, er de imod ham, og deres brug af Jesu navn vil ikke vinde dem anerkendelse som hans sande efterfølgere. (Matt. 7:21; 25:40, 45) De er ligesom jødernes religiøse sekter på Jesu tid, der brugte Guds navn, men søgte at splitte fårene: „Han, som ikke er på min side, er imod mig, og han, som ikke samler med mig, spreder.“ (Matt. 12:30, NW) Der gives ikke noget neutralt standpunkt; man er enten for eller imod. Ingen trossammenslutnings elastiske ramme kan føje de to parter sammen.

16. Hvilken lignelse citeres til overvejelse?

¹⁶ Kristi Jesu modstand mod en sammenslutning af forskellige trossamfund kommer kraftigt frem i en lignelse, han ved en lejlighed brugte. Nogle havde sagt: „Johannes’ disciple faster ofte og fremsiger bønner, og det samme gør farisæernes disciple, men dine spiser og drikker.“ Hertil svarede Jesus: „Ingen klipper en lap af en ny yderklædning og syr den på en gammel yderklædning, men om han gjorde det, så ville den nye lap rive tøjet itu, og lappen fra den nye klædning ville ikke passe til den gamle. Og ingen kommer ny vin i gamle lædersække; men gjorde man det, ville den nye vin sprænge lædersækkene, og den ville spildes og sækkene ødelægges. Men ny vin skal kommes på nye lædersække. Men ingen, som har drukket gammel vin, vil have den nye, for han siger: Den gamle er god.“ — Luk. 5:33-39, NW.

17. Hvordan viste denne lignelse med stor kraft, at der ikke burde finde nogen trossammenslutning sted af forskellige trosretninger?

¹⁷ Med denne lignelse fremhævede Jesus, at han indførte et helt nyt tingenes system, og at det intet havde til fælles med de grupper, der fulgte Johannes Døber eller farisæerne. Jesu disciple skulle ikke slutte sig til sådanne grupper eller rette sig efter deres skikke og ceremonier. Jesus indførte ikke dette nye tingenes system for at lappe på eller afstive eller forlænge gamle udslidte tilbedelsessystemer, som kun var tjenlige til at forkastes. De tidligere religionssystemer kunne ikke rumme det nye tingenes system, passede ikke ind i dette nye system og kunne ikke bestå side om side med det nye system, men ville blive bragt til ophør ved det nye tingenes systems indførelse. Selv Moseloven skulle nagles til marterpælen som værende opfyldt og ophævet. Ligesom en ny yderklædning ikke skulle klippes itu og bruges til at lappe håbløse og gamle klædninger med, men forblive uberørt og fuldstændig ny, og ligesom den nye vin ikke skulle hældes på gamle udtørrede lædersække, der havde mistet deres elasticitet, men have sine egne nye lædersække, således måtte den nye kristne organisation have et helt nyt tingenes system, bestandig adskilt fra de gamle religionssystemer, der enten var kommet til kort eller havde overlevet sig selv. Dog ville tilhængerne af disse gamle systemer klamre sig til det gamle og sige, at de havde vænnet sig til disse gamle systemers tiltalende form og betryggende alder. De syntes, det gamle var så godt; de var tilfredse med deres religion, der var gået i arv fra generation til generation, og nu ønskede de ikke at gøre nogen forandring til noget nyt. Der består derfor en adskillelse, der forbyder indlemmelse af den nye tro i nogen trossammenslutning.

18. Hvorfor er det så vigtigt for den sande tro at holde sig adskilt fra sådanne bevægelser til trossammenslutning?

¹⁸ Kristus Jesus tilkendegav i utvetydige vendinger, at han ikke ønskede nogen trossammenslutning med sin tids præsteskab. I stedet for at slutte sig sammen med dem sagde han til sine efterfølgere: „Lad dem være. Hvad de er, er blinde vejledere. Om en blind mand leder en blind mand, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14, NW) Ved en anden lejlighed sagde Jesus: „Vær årvågne og vogt jer for farisæernes og saddukæernes surdejg.“ Da Jesus så, at hans disciple var i vildrede og tænkte på bogstaveligt brød med surdejg i, forklarede han dem betydningen af dette billedsprog: „Hvor kan det være, I ikke forstår, at det ikke var om brød, jeg talte til jer? Men vogt jer for farisæernes og saddukæernes surdejg. Så forstod de, at han sagde, at de skulle vogte sig, ikke for surdejgen i brødene, men for farisæernes og saddukæernes lære.“ Jesus sagde også: „Vogt jer for farisæernes surdejg, der er hykleri.“ Den store fare, den falske religions surdejg indebar for den sande kristne menighed, var, som det også blev fremholdt, den: „En smule surdejg gennemsyrer hele dejgen.“ (Matt. 16:6, 11, 12; Luk. 12:1; 1 Kor. 5:6; Gal. 5:9, NW) Den sande tro holder sig borte fra enhver besmittende trossammenslutning.

19. Hvilke kendsgerninger tilbageviser påstanden, at Jesus bifaldt trossammenslutninger?

¹⁹ Dersom Jesus bifaldt stiltiende bæren over med vildfarelse, som moderne tilhængere af trossammenslutninger gør det, hvorfor fremkom han da med så svidende fordømmelser over de skriftkloge og farisæerne, så han kaldte dem hyklere, blinde vejledere, dårer, kønne udvendige, men indvendige fulde af urenhed, slanger, øgleunger, dømt til undergang? (Matt. 23:1-33) Hvis han anså broderskab for „et guddommeligt påbud“ og en „religiøs pligt“, hvorfor sagde han da til disse religiøse ledere: „I er af jeres fader Djævelen“? (Joh. 8:44, NW) Ville han slutte sig sammen med dem i en broderskabsuge? At anerkende dem som sine brødre ville være at anerkende deres fader som sin fader. Han ville aldrig gå med til nogen broderskabsforanstaltning, der ville gøre Djævelen til hans fader i stedet for Jehova! Men fanatiske talsmænd for en sammenslutning af alle trosretninger ønsker, at alle og enhver skal være med, som det fremgår af en ledende artikel vedrørende „trossammenslutnings-dagen“: „Kristne, jøder, muhamedanere, buddhister, eller hvad vi end er, vi er alle Guds børn, uanset hvor forskellige vore opfattelser af ham er.“ (New York Times, 23. september 1951) Men vor opfattelse af Gud betyder noget. Man kan kun nærme sig ham gennem Kristus. (Joh. 14:6) Selv sådanne, som påstår at være kristne, men som ikke lader sig tugte af Gud til at leve i overensstemmelse med hans ord, er jo „uægte børn og ikke sønner“. (Hebr. 12:4-11) Trossammenslutningernes brede vej, hvor hvad som helst passerer, er den brede vej til undergang. — Matt. 7:13, 14.

20. Hvilken bevægelse iværksattes århundreder efter Jesu tid, og hvilket bibelsk grundlag havde kristne for at tage afstand fra den?