Hvad bliver der af de onde?
HVAD bliver der af de onde? Det var der sikkert mange der spurgte om da de hørte at man havde fanget naziforbryderen Adolf Eichmann, som har millioner af jøders død på samvittigheden, men som overlegent sagde at han intet fortrød. Vil en sådan mand, efter sin henrettelse, blive pint for evigt i et brændende helvede? Eller gør døden ende på alt? Hvilken dom vil Guds retfærdighed kræve over onde mennesker?
Ét er i hvert fald sikkert: retfærdigheden vil ske fyldest. Hvorfor? Fordi der findes en Gud, om hvem der står skrevet: „Jeg elsker ret, jeg, [Jehova].“ Det bibelske princip: „Hvad et menneske sår, det skal han også høste,“ holder derfor stik. — Es. 61:8; Gal. 6:7.
Guds ord forsikrer os at „de retfærdige arver landet [jorden] og skal bo der til evig tid“. Men „til Dødsriget skal de gudløse fare, alle folk, der ej kommer Gud i hu“. — Sl. 37:29; 9:18.
Imidlertid siger nogle katolske og protestantiske bibeloversættelser at „de onde skal styrtes i helvede“. (Sl. 9:17, Dy, AV) Det vil derfor være på sin plads at belyse hvad dette helvede, som de onde skal styrtes i, er. Ifølge afdøde pave Pius XII er helvede et virkeligt sted med evig pine. En kendt katolsk publikation forklarer hvad han mener: „Der er intet som kan_misforstås i Kristi, Guds søns, ord om et virkeligt helvede. Han sagde tydeligt at det er det sted hvortil de syndere som ikke angrer vil blive forvist til evig tid, at ormene ikke dør, og ilden ikke slukkes der, og at det er bedre at gå blind, halt eller vanfør ind i Guds rige end med begge øjne, hænder og fødder i behold at kastes i helvede. . . . Og han gav ingen trøstende forsikring om at kun ganske få ville blive dømt til helvede; han talte derimod om en stor flok til hvem han måtte sige: ’Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild.’“ Mange protestanter er af samme mening som pave Pius. — Mark. 9:43-48; Matt. 25:41.
Men kan tanken om at mangfoldige mennesker skal pines i al evighed harmonere med Bibelens ord om at vor himmelske Fader er retfærdig, barmhjertig og kærlig? Selv ufuldkomne menneskers love forbyder grusom og umenneskelig straf. Er Gud mindre retfærdig og kærlig end sine ufuldkomne og syndige skabninger? — 2 Mos. 34:6, 7; 1 Joh. 4:8.
Og hvis Jesu ord om de ondes skæbne skal forstås bogstaveligt, er det så ikke besynderligt at Bibelen fortæller os at Gud skabte himmel og jord, men overhovedet ikke nævner at han skabte et sted med evig pine, ej heller en skærsild? Hvornår blev helvede skabt? Før nogen af Guds skabninger syndede, eller efter? Og hvor er helvede?
Man kunne også spørge om hvad det er der farer til helvede. Det er så vist ikke det bogstavelige legeme, for det vender tilbage til støvet. Er det da sjælen? Og hvad er sjælen? Er det, som Augustinus siger, en udødelig substans, skabt af Gud ved et menneskes undfangelse, som ved døden farer til himmelen, skærsilden eller helvede?
Ikke ifølge Guds ord, der siger at mennesket ved skabelsen „blev en levende sjæl“, og at intet menneske „frelser sin sjæl fra Dødsrigets hånd“ eftersom alle mennesker er underlagt synden. Samson bad således: „Lad min sjæl dø sammen med filisterne.“ (NW) Ja, vi læser ligefrem: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — 1 Mos. 2:7, NW; Sl. 89:49; Dom. 16:30; Ez. 18:20.
I regelen overser man at det alternativ Gud stillede Adam overfor, ikke var liv i himmelen eller liv i evig pine, men derimod liv (eksistens) eller død (ikke-eksistens). Gud sagde intet om at Adam skulle i himmelen, han sagde kun: „Den dag, du spiser deraf [træet til kundskab om godt og ondt], skal du visselig dø!“ Så da Adam og Eva overtrådte Guds bud, dømte Gud dem ikke til evig pine men til ikke-eksistens: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ Gud lod Moses stille Israel over for det samme alternativ: „Jeg har forelagt Eder livet og døden.“ Vi læser også at „syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv“. — 1 Mos. 2:17; 3:19; 5 Mos. 30:19; Rom. 6:23.
Dette er logisk, fornuftigt og retfærdigt. Hvis livet er en gave, som Bibelen siger, kan man nægte at tage imod det. Dersom mennesket var født med en udødelig sjæl ville det være påtvunget evigt liv, endda med det ultimatum at det enten måtte adlyde eller lide evig pine. Det ville være næsten ligesom hvis en ung mand tilbød en ung pige en forlovelsesring og derefter sagde at han, hvis hun ikke tog imod den, ville skyde hende en kugle for panden!
Men hvordan skal vi forstå Jesu ord, der af nogle citeres som støtte for læren om evig pine for de onde? Som en talefigur, hvilket de ganske givet er, i betragtning af den sammenhæng hvori de står. Var det bogstaveligt ment når Jesus talte om at rive et øje ud eller at hugge en hånd eller en fod af? Mente han at vi skulle øve vold mod vort legeme, og skulle vi i al evighed leve i himmelen med ét øje, én hånd eller én fod? Naturligvis ikke! Og eftersom disse ord skal forstås billedligt, eller symbolsk, må Jesu hentydninger til ormene som ikke dør og ilden der ikke slukkes, også skulle forstås symbolsk. Vi kunne også nævne lignelsen om fårene og bukkene. Ligesom Jesus ikke tænkte på bogstavelige får og bukke men på mennesker med fårets og bukkens sindelag, hentydede han heller ikke til bogstavelig ild men til fuldstændig udslettelse som ved ild.
Den falske lære at de onde er dømt til evig pine, er en bespottelse mod Gud, og den får oprigtige mennesker til at vende sig bort fra ham. Sandheden derimod, ærer ham og åbenbarer ham som en viis, retfærdig og kærlig Gud. De som elsker og adlyder Gud, modtager hans gaver, hvoriblandt den vigtigste er livet. De som ikke elsker ham, de onde, vil blive udslettet, de får ikke livet.
Nu i denne rumtidsalder stiller Gud atter menneskene over for alternativet liv eller død. Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi lever i de dage som Jesus lignede ved Noas dage. Ligesom Noa og hans familie overlevede Vandfloden fordi de vidste hvad der var Guds vilje og gjorde den, sådan vil også kun de der kender og adlyder Guds vilje, overleve den kommende Harmagedon-ødelæggelse. At hjælpe dig til at blive en af dem er netop en af hensigterne med at dette blad udgives. — Matt. 24:37-39.