Kapitel 9
Messias’ tusindårige styre
1, 2. (a) Hvordan ender Harmagedonslaget? (b) Hvilket spørgsmål vedrørende Satan og hans dæmoner må besvares? (c) Hvad har de hovedsagelig været optaget af siden 1914?
SLAGET på „det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“ ender med en strålende sejr til „kongernes Konge og herrernes Herre“ over det syvhovedede „dyr“, „den falske profet“ og „jordens konger og deres hære“. Men hvad med dragen, „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“? For længe siden gav han det symbolske dyr „sin kraft og sin trone og stor magt“, men han har ikke været i stand til at hjælpe dyret, den falske profet og „kongerne på hele jorderige“ som blev samlet til „Harmagedon“ af dæmonisk propaganda der var som kvækkende frøer. (Åbenbaringen 13:1, 2; 16:13-16; 19:16, 19-21) Derfor ser dragen, den gamle slange, sin jordiske sæd blive tilintetgjort, sådan som Jehova Gud forudsagde i Første Mosebog 3:15. Sædens tilintetgørelse betyder afslutningen på Satan Djævelens synlige organisation på jorden. Det betyder ligeledes afslutningen på „endens tid“, der begyndte da hedningernes tider udløb i 1914. (Daniel 12:1, 4; Lukas 21:24) Hermed er Harmagedonslaget forbi på jorden. Hvad vil der nu ske med Satan Djævelen selv og hans dæmonsæd?
2 Efter at Guds messianske rige fødtes i himmelen i 1914 blev Satan Djævelen og hans dæmonengle kastet ud af de hellige himle og „nedstyrtet på jorden“. Siden da har denne hadefulde drage og dens dæmoner gjort det til deres hovedopgave „at føre krig mod de tilbageværende af hendes [kvindens] sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at aflægge vidnesbyrd om Jesus“ (NW). — Åbenbaringen 12:3-17.
3, 4. Hvordan klarer ’den store skare’ sig over for dragens angreb indtil Harmagedon? Hvad skal der ske efter Harmagedonslaget?
3 Denne rest af de 144.000 der stadig befinder sig på jorden har som bekendt nu, især siden 1935, fået følgeskab af ’den store skare’ der ligeledes tilbeder Jehova Gud. Den hadefulde drage har naturligvis også ført krig mod disse medvidner for Jehova, således at disse har måttet lide sammen med de tilbageværende af Guds ’kvindes’ sæd. Indtil nu har dragens krig mod alle disse vidner for Jehova ikke kunnet udslette dem. Ved Harmagedon vil de fremfor andre blive genstand for dragens angreb i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Alligevel overlever de under Guds beskyttelse, og de bliver vidne til at dragens synlige sæd og jordiske tingenes ordning lider nederlag og bliver tilintetgjort. De hylder den strålende sejrherre, den messianske konge der er som fortidens Melkisedek. Siden 1914 har han hersket midt iblandt sine fjender for at underlægge sig dem, og han knuser hele dragens synlige, jordiske sæd. (Salme 110:1-6) Dragen må ikke forblive på fri fod på jorden så han atter kan føre krig mod de trofaste som overlever Harmagedonslaget. Messias’ eller Kristi fredelige, sabbatslignende styre, som Bibelen profeterer om, skal begynde.
4 Nu er den tid tydeligvis kommet hvor den gamle slange skal have sit hoved knust. Hvordan vil dette ske? Johannes skriver:
5. Hvordan beskriver Åbenbaringen 20:1-3 at Satan får hovedet knust?
5 „Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid.“ — Åbenbaringen 20:1-3.
6-8. Hvem er den engel der har nøglen til afgrunden? Begrund dit svar.
6 Skønt engelen med nøglen kommer ned fra himmelen, kommer han ikke til Harmagedon, idet Harmagedon befinder sig i den synlige verden mens den gamle slange og dens dæmoner befinder sig i den usynlige. Engelen navngives eller identificeres ikke, men selv uden en hærskare af engle til at hjælpe sig viser han sig at være mægtigere end slangen, Satan Djævelen. Hvem er denne „engel“?
7 Ifølge Åbenbaringen 19:11-21 er det kongernes Konge og hans himmelske hærskarer der ved Harmagedon kæmper mod jordens små menneskelige konger og deres hære og mod „dyret“ og „den falske profet“. Kunne det tænkes at en ukendt, unavngiven engel derpå får overdraget den langt større opgave at overmande den mægtige Satan Djævelen og hans dæmoner og binde dem og kaste dem i afgrunden? Efter at Guds messianske rige blev født i 1914 var det ærkeengelen Mikael og hans engle der førte krig mod dragen og dens dæmonengle og kastede dem ned til jorden og lod dem være på fri fod her. Skal en unavngiven engel nu have æren af det langt vanskeligere hverv at binde denne drage og dens dæmonengle og kaste dem i afgrunden og forsegle den over dem? Hvilken opgave, spørger vi, har Guds ’kvindes’ lovede sæd i forbindelse med denne handling? Blev det ikke forudsagt at denne sæd skulle knuse slangens hoved og udvise fjendskab mod slangens sæd?
8 Alle skriftsteder som har noget at gøre med dette emne peger på at denne unavngivne engel må være Guds ’kvindes’ lovede sæd. Engelen må være den samme som kongernes Konge der først tilintetgør slangens, Satan Djævelens, jordiske sæd. At han skildres som en engel forklejner ham ikke. Den vældige opgave han har fået overdraget viser at han er en englenes Engel. Han er den samme som ærkeengelen Mikael, der, sammen med sine engle, vandt krigen i himmelen og kastede slangen og dens dæmoner ned til jorden. — Åbenbaringen 12:7-9; 19:16; 1 Mosebog 3:15; Daniel 10:21; 12:1; Judas 9; Lukas 11:20-22.
9. Hvordan kaster Åbenbaringen 9:1-4 og 1:18 yderligere lys over dette?
9 Han er den „stjerne“ der har fået „nøglen til afgrundens brønd“ og som derfra slipper en sværm af plagsomme skabninger løs på de mennesker der ikke bærer Guds segl. Da han befandt sig på jorden som menneske, bad de urene, dæmoniske ånder ham om ikke at byde dem fare ned i afgrunden dengang. Ved sin død som fuldkomment menneske steg han selv ned i afgrunden, men den almægtige Gud oprejste ham derfra på den tredje dag og gav ham „dødens og Dødsrigets nøgler“. Han må derfor være Guds „engel“ eller „sendebud“ som skal binde Satan Djævelen og hans dæmoner og kaste dem i afgrunden og forsegle den for tusind år. — Åbenbaringen 9:1-4; 1:18; Lukas 8:31; Romerne 10:7.
10. (a) Hvorfor kastes Satan og hans dæmoner ikke i Hades eller Sheol? (b) Hvorfor kan det siges at Satan og hans dæmoner som er bundet i afgrunden, vil erfare en dødlignende tilstand dér?
10 Satan og hans dæmoner kastes ikke i Hades eller Sheol (dødsriget), eftersom Hades eller Sheol er den døde menneskeheds fælles grav i jorden. Da Satan og hans dæmoner ikke er mennesker og ikke er jordiske, kastes de ikke i Hades eller Sheol, men i en afgrund. Dette sker usynligt for de mennesker som overlever „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, ligesom vi heller ikke så at de blev kastet ud af himmelen og ned til jorden. Hvis vi dømmer ud fra den tilstand den myrdede Jesus Kristus befandt sig i da han opholdt sig i afgrunden, vil Satan og hans dæmoner i afgrunden befinde sig i en dødlignende tilstand, højst sandsynligt en ubevidst tilstand, uden mulighed for at „forføre folkeslagene“. Da vil menneskene i tusind år kunne leve under en tingenes ordning hvor der ingen djævel findes.
11. Hvordan ved vi at Messias’ tusindårige styre snart skal begynde?
11 Ifølge Bibelens tidsregning er der nu gået næsten seks tusind år siden Adams skabelse, om ikke siden hans senere overtrædelse efter at den gamle slange havde forført hans hustru til synd og død. Hvis vi hertil lægger de tusind år hvori Messias snart skal herske uden modstand fra den gamle slanges og dens sæds side, vil der være gået næsten syv tusind år siden menneskets skabelse i Eden. Meget passende vil det syvende eller sidste årtusind af denne syv tusind års periode blive som en sabbat.
12, 13. (a) Hvorfor må der nødvendigvis gøres meget for menneskeheden i løbet af de tusind år? (b) Hvordan ser Johannes at denne tusindårige dommens dag for menneskeheden begynder?
12 Eftersom den gamle slange og dens dæmoner skal „løses en lille tid“ ved slutningen af denne tusindårige sabbat, må der gøres meget for menneskeheden i det årtusind hvor slangen ligger bundet i den forseglede afgrund. Menneskene må gennem en dommens dag, og resultatet af denne dom skal prøves endeligt når slangen og dens dæmoner løses den forudsagte „lille tid“. (Johannes 5:22, 28, 29; Apostlenes Gerninger 17:31; 2 Peter 3:7, 8) Apostelen Johannes ser begyndelsen til denne tusindårige dommens dag for menneskeheden, idet han ser dommerne tage plads. Han fortæller:
13 „Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld [på grund af det vidnesbyrd de aflagde om Jesus og fordi de talte om Gud, NW], og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ — Åbenbaringen 20:4-6.
14. (a) Hvor mange troner så Johannes? (b) Hvem omtales ikke mere efter Åbenbaringen 19:4?
14 De troner Johannes så må have indbefattet tolv troner til „Lammets tolv apostle“, for Jesus havde til Johannes og de andre trofaste apostle sagt: „Ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Mattæus 19:28; Lukas 22:28-30) Alt i alt må Johannes have set 144.000 troner, én til hver af de 144.000 som han tidligere havde set stå sammen med Lammet på det himmelske Zions bjerg. (Åbenbaringen 14:1-3; 3:21) Det har sin betydning at de fireogtyve ældste der blev skildret som siddende på troner i himmelen, ikke mere omtales efter Åbenbaringen 19:4.
15. Hvad sagde apostelen Paulus i Første Korinterbrev 6:2, 3 om kongelige dommere?
15 I Første Korinterbrev 6:2, 3 skrev apostelen Paulus: „Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme [menneskehedens] verden? . . . Ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ De hellige sidder på troner som kongelige dommere, i alt 144.000.
16. Hvem så Johannes blandt de „sjæle“ som satte sig på troner for at dømme?
16 Eftersom de 144.000 i opstandelsen fra de døde vil blive ’forvandlet’ og opnå himmelsk liv i stedet for det jordiske, siger Johannes ikke at han så sig selv blandt dem der satte sig på domstronerne. Han siger at han så deres „sjæle“. Disse sjæle omfatter uden tvivl dem Johannes tidligere havde set „neden under alteret“, og som var blevet „myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved“. (Åbenbaringen 6:9-11) Mennesker havde dræbt deres jordiske legemer men havde ikke kunnet dræbe deres sjæle, det vil sige deres ret til liv i Guds himmelske rige. — Mattæus 10:28.
17. (a) Hvilken færd havde de der satte sig på tronerne for at dømme, lagt for dagen? (b) Hvorfor har de brug for en opstandelse fra de døde?
17 Ikke alle de 144.000 er blevet halshugget af Guds fjender fordi de har vidnet om Jesus og Gud. Men de har alle nægtet at tilbede det symbolske dyr, denne verdens politiske system; og siden dannelsen af Folkeforbundet og De forenede Nationer har de også alle nægtet at tilbede det symbolske dyrs politiske „billede“. De er hverken blevet mærket på deres pande eller på deres hånd som tegn på at de træller for denne verdens politiske system eller tilbeder det. De har ikke efterlignet Babylon den Store og bedrevet religiøs utugt med jordens politiske konger eller herskere. De har holdt sig fri af politik, idet de har givet kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er. (Mattæus 22:21) De har ventet på at Guds rige skulle blive oprettet. De forbliver alle trofaste til deres offerdød, og derfor har de behov for en opstandelse fra de døde.
18. Betyder det Johannes siger: „De blev levende og blev konger med Kristus,“ at de alle oprejses samtidig? Begrund dit svar.
18 Johannes siger: „De blev levende og blev konger med Kristus“. Det vil ikke sige at opstandelsen af disse 144.000 først finder sted når den sidste af dem har lidt døden i kødet. Det betyder ikke at de alle oprejses samtidig, på det tidspunkt da Kristi tusindårige regering skal begynde. Åbenbaringen 14:13 antyder at nogle af „resten“ dør efter Guds messianske riges fødsel i 1914 og at disse ikke behøver at sove i døden indtil Satan Djævelen efter Harmagedonslaget bindes og kastes i afgrunden i tusind år. — 1 Korinter 15:51-54.
19. (a) Hvordan ved vi at nogle af „restens“ medlemmer vil være i live her på jorden efter at Satan og hans dæmoner er bundet og kastet i afgrunden? (b) Hvornår vil „resten“ sætte sig på troner for at herske sammen med Kristus?
19 Desuden vil nogle af resten af de 144.000 stadig være i live her på jorden efter at Satan og hans dæmoner er bundet og kastet i afgrunden, og de vil slutte deres jordiske liv i tjenesten for Gud på et senere tidspunkt. (2 Peter 3:11-14; Malakias 3:17 til 4:3) Mens de befinder sig her på jorden efter at Kristi tusindårige regering er begyndt, vil de afgjort ikke opkaste sig til konger eller sidde på jordiske troner. Først når medlemmerne af den overlevende rest til sidst dør og får en opstandelse, idet de bliver sået i jordiske legemer og bliver oprejst i åndelige legemer, ja først da vil de sætte sig på troner, himmelske troner, for at herske sammen med Kristus.
20. Hvad er hovedsagen med hensyn til Kristi styre?
20 Hovedsagen er ikke at hver eneste af de 144.000 hersker nøjagtig tusind år sammen med Kristus i himmelen, men at Kristus selv hersker i så lang en periode. Til Guds fastsatte tid vil medlemmerne af de 144.000 komme til at herske sammen med Kristus i hans regeringstid af denne længde.
21. Af hvilke grunde kaldes den himmelske opstandelse „den første opstandelse“?
21 Hvad tid og betydning angår, kaldes de 144.000’s opstandelse til liv i himmelen med rette „den første opstandelse“. De får del i en opstandelse af samme art som den opstandelse deres fører Jesus Kristus fik. (1 Peter 3:18; Romerne 6:3-9; Filipperne 3:9-11; 2 Timoteus 2:11, 12) Derfor er de salige eller lykkelige.
22. Hvorfor har „den anden død“ ingen magt over de 144.000?
22 Eftersom de skal være „Guds og Kristi præster“, udgør de en hellig skare som endog kan træde frem for Jehova Gud selv. I opstandelsen affører de sig forkrænkeligheden og dødeligheden og ifører sig uforkrænkelighed og udødelighed. Derfor har „den anden død“, symboliseret ved „ildsøen, som brænder med svovl“ hvori „dyret“ og „den falske profet“ blev kastet, „ingen magt“ over de 144.000. I lighed med Jesus Kristus kan de ikke mere dø. (Åbenbaringen 2:11) Da de ejer „et uopløseligt liv“ kan de tjene som Guds og Kristi hellige præster helt til afslutningen af de tusind år. (Hebræerne 7:16) Samtidig vil de „herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:10, NW.
23, 24. (a) Indbefatter udtalelsen om „de andre døde“ i Åbenbaringen 20:5 ’den store skare’? (b) Giver det at de overlever Harmagedon dem ret til evigt liv under det himmelske rige? Begrund dit svar.
23 Læg mærke til sætningen i parenteser: „(De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende).“ Den kan have stået i det græske vatikanske manuskript nr. 1209 fra det fjerde århundrede, men desværre mangler denne side. Imidlertid findes den ikke i det sinaitiske manuskript fra det fjerde århundrede. Derimod findes den i det græske alexandrinske manuskript fra det femte århundrede og i den latinske Vulgata. — Åbenbaringen 20:5.
24 Når vi betragter disse ord i parenteserne må vi huske på at ’den store skare’ fra alle egne af jorden, mennesker som Guds lam tager sig af som sine „andre får“, vil overleve Harmagedonslaget og uskadeliggørelsen af Satan Djævelen, der bindes og kastes i afgrunden. De vil ikke behøve nogen opstandelse fra graven eller havet. At de overlever den nuværende onde tingenes ordnings brændende afslutning giver dem imidlertid ikke ret til evigt liv under Guds himmelske rige. Under den tusindårige domsdag må de forblive trofaste og lydige mod Riget. Ved slutningen af Kristi tusindårige regering må de derpå igennem den „lille tid“ hvori Satan og hans dæmoner løses fra afgrunden.
25. Hvornår vil de virkelig blive „levende“, set med Guds øjne?
25 Forbliver de trofaste mod Gud under denne kortvarige men afgørende prøve, vil de blive retfærdiggjort eller erklæret for urokkeligt hengivne for retfærdighed. Gud vil belønne dem med det evige livs gave i kraft af at de har bevist og bevaret deres retfærdighed. Først når de modtager denne gudgivne ret til evigt liv på en paradisisk jord, vil de virkelig være blevet „levende“, set med Guds øjne.
26. I hvilken forstand kan det siges om alle der opnår evigt liv på jorden som fuldkomne mennesker at ’de ikke blev levende, før de tusinde år var til ende’?
26 Hvis dette gælder ’den store skare’ af jordiske får som overlever afslutningen på denne onde tingenes ordning men ikke straks får ret til evigt liv, hvor meget mere vil det da ikke gælde dem som er døde og ligger i gravene og havene? Efter at de er blevet oprejst fra deres grav i jorden eller havet må de også igennem dommens dag og bestå den afgørende prøve på deres hengivenhed for retfærdighed når Satan og hans dæmoner løses fra afgrunden ved afslutningen på de tusind år. Derpå vil de blive levende, men først når Jehova Gud retfærdiggør dem eller erklærer dem retfærdige og belønner dem. (Romerne 8:33) At ’de andre døde ikke blev levende, før de tusinde år var til ende’ gælder således alle som opnår det evige livs belønning som fuldkomne mennesker på jorden. Guds rige vil ikke være blevet oprettet forgæves.
Satan og hans dæmoner tilintetgøres
27. (a) Hvordan slutter Guds søns tusindårige styre? (b) Hvornår opfyldes ordene i Første Korinterbrev 15:24?
27 Når Guds søns tusindårige styre slutter er hele jorden et paradis, menneskeheden har opnået fuldkommenhed og alt er underlagt Kristus. Alt i forbindelse med jorden er nu lagt under hans fødder, også Satan og dæmonerne, som er under lukke og segl i afgrunden. På dette tidspunkt er det at Jesus Kristus „overgiver Riget til Gud og Faderen.“ — 1 Korinter 15:24.
28. (a) Var det meningen at Satan og hans dæmoner skulle forblive i afgrunden? (b) I lighed med hvem i Ezekiels profeti vil de blive ført frem til udslettelsen?
28 Det var imidlertid ikke meningen at Satan og hans dæmoner skulle forblive i afgrunden for evigt. Under det messianske rige har Gud blot holdt Satan i forvaring; den evige tilintetgørelse venter ham stadig. Ligesom i tilfældet med. „Gog i Magogs land, fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal“, der er omtalt i Ezekiels profeti (38:1 til 39:16), vil Jehova Gud nu, så at sige, vende Satan og sætte kroge i hans kæber og føre ham frem til hans uundgåelige, evige tilintetgørelse, for at stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme over universet således for stedse kan blive afgjort.
29, 30. (a) Hvem er det der løslader Satan og dæmonerne fra afgrunden? Fremfør beviser. (b) Hvad sker der når Satan og dæmonerne er løsladt fra deres fængsel?
29 Med dette for øje løslader Jehova Gud Satan og hans dæmoner fra afgrunden, vel vidende at det var den uforbederlige Satan der bragte død over menneskeslægten fra dennes start i Edens have. Jehova vil rimeligvis give den samme „engel“ som kastede Satan og hans dæmoner i afgrunden, befaling til nu at bryde afgrundens segl og løslade dem, befri dem for deres lænker og slippe dem løs på jorden hvor menneskeslægten i fuldeste forstand har opnået menneskelig fuldkommenhed. Det vil uden tvivl være den samme engel som den der tidligere fik „nøglen til afgrundens brønd“ og som således en gang før har åbnet afgrunden for at løslade dem der befandt sig deri. (Åbenbaringen 9:1, 2) Denne „engel“ er Guds ’kvindes’ sæd, Herren Jesus Kristus, som vælger at „underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle“. (1 Korinter 15:28) Med dette i tanke vil vi læse hvad Johannes nu skriver:
30 „Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand. Og de drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Da faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem. Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor også dyret og den falske profet var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 20:7-10.
31. (a) I hvor vid udstrækning vil jorden være beboet ved afslutningen af de tusind år? (b) Hvor godt vil det lykkes Satan at få jordens beboere til at gøre oprør mod Jehovas universelle suverænitet?
31 I hvor stor udstrækning vil jorden være beboet ved slutningen af de tusind år? Lige til sine „fire hjørner“, sine fire verdenshjørner, som følge af opstandelsen af alle de døde fra gravene og havet. De af ’den store skare’ der overlever og som gifter sig eller allerede er gift, og som i nogen tid efter afslutningen på den nuværende onde ordning sætter børn i verden, ligesom Noas børn gjorde efter Vandfloden, vil også være med til at befolke jorden. (1 Mosebog 9:1-19) Det er meget muligt og meget sandsynligt at man regelmæssigt vil holde mandtal for at fastslå nøjagtigt hvor mange der bor på jorden. Men vi ved ikke nu hvor mange af disse jordens beboere den løsladte Djævel og hans dæmoner vil få til at gøre oprør mod Jehovas universelle suverænitet, som specielt vil begynde at omfatte jorden når Guds kongelige søns, Jesu Kristi, tusindårige styre er forbi. Bibelen angiver ikke noget antal. Det er ukendt ligesom sandet ved havets bred, men det vil blive et betydeligt antal.
32. (a) Hvem omtales som Gog og Magog? (b) Hvorfor er disse navne rammende? (c) Hvad antyder det når Åbenbaringen 20:8 taler om „de nationer der bor ved jordens fire hjørner“?
32 Det vil være „en vældig skare“ i lighed med den der fulgte „Gog i Magogs land“, som forudsagt i Ezekiel 38:1 til 39:16. Da disse oprørske mennesker som er ført på afveje af den løsladte Satan og hans dæmoner er så talrige og kommer fra alle egne af jorden, omtales de som Gog og Magog. Disse navne er også meget rammende fordi Gog fra Magogs land i Ezekiels profeti gik til angreb mod Jehova Guds velstående folk efter at det igen havde bosat sig i sit eget land. Det samme gør den „Gog og Magog“-skare som samles til krig efter at Satan er blevet løsladt. Disse mennesker der bliver forført af Satan, går til angreb efter at Guds rige har genoprettet et Edens paradis på jorden. Angrebet sættes ind efter at alle der lever er blevet opløftet til den menneskelige fuldkommenhed som Adam og Eva, der var skabt i Guds billede, havde i deres paradis, Eden have. I Åbenbaringen 20:8 omtales Gog og Magog som „de nationer der bor ved jordens fire hjørner“. (NW) Dette antyder at de har gjort oprør og har etableret sig som uafhængige nationer langt borte fra Jehova Gud og hans centrale organisation.
33. Hvordan udsættes alle fuldkommengjorte mennesker i Paradiset for et angreb?
33 Langt borte fra og under ledelse af den usynlige Djævel drager disse oprørere som bærer de forhadte navne Gog og Magog, „op over landets højslette“ og omringer „de helliges lejr og den elskede stad“. Alle fuldkommengjorte mennesker i det jordiske paradis som ønsker at bevare deres hellighed i forholdet til Jehova Gud, udsættes således for et angreb. Det bliver en hård prøve på deres tro og deres hengivenhed for ham. Disse hellige vil da være som en hær der har slået lejr og er omringet af angribere.
34. (a) Hvad hentyder udtrykket „den elskede stad“ til? Hvad er dette angreb altså rettet imod? (b) Hvilket stridsspørgsmål er det der skal afgøres? (c) Hvilket standpunkt indtager de der virkelig er hellige?
34 Udtrykket „den elskede stad“ hentyder til Zion eller Jerusalem, den himmelske stad som består af dem der har fået del i den første opstandelse og hersker sammen med Kristus i tusind år. (Salme 87:1-3; Esajas 49:14-16) Gog og Magogs sidste oprør under ledelse af Djævelen er således rettet mod Guds hovedstadsorganisation. De tusind år hvori Kristi rige skulle herske, er nu forbi, og det næste Kristus gør er at overgive Riget til sin himmelske Fader, „evighedernes konge“. Efter denne magtoverdragelse finder oprøret sted. Stridsspørgsmålet går ud på om man for evigt vil underkaste sig Jehovas suveræne herredømme over universet. Ligesom den gamle slange, Satan Djævelen, fik den fuldkomne mand Adam til at falde på grund af dette spørgsmål, sådan vil Satan ved afslutningen på Kristi tusindårige styre forføre nogle af de fuldkommengjorte mennesker på grund af det samme stridsspørgsmål. De der virkelig er hellige forbliver imidlertid trofaste mod „den elskede stad“ og vil gerne have at Jehova Gud skal herske over dem som universets suveræn. De stoler på at han vil redde dem.
35. Hvad sker når denne prøve er på sit højeste?
35 Når denne prøve på kærligheden til og hengivenheden for Jehova Gud og hans messianske konge er på sit højeste, synes faren størst. Men da reddes de trofaste og hellige. Tilintetgørende ild falder ned fra Guds himmelske domæne på de oprørske horder, Gog og Magog, og fortærer dem. Ilden bevarer og piner dem ikke. Den udrydder dem for stedse. Men hvordan går det med deres usynlige leder?
36. (a) Hvad sker der dernæst med Satan og hans dæmoner? (b) Hvordan bliver Første Mosebog 3:15 således endeligt opfyldt? (c) Hvad betyder udtrykket: „De skal pines dag og nat i evighedernes evigheder“?
36 Satan Djævelen og hans dæmonsæd kastes i den symbolske ’ild- og svovlsø’, øjensynlig af Guds ’kvindes’ kongelige sæd, kongen Jesus Kristus. Det symbolske dyr og den falske profet er blevet kastet i denne sø tusind år tidligere under Harmagedonslaget og er aldrig vendt tilbage derfra. Nu må Djævelen følge dem. Således bliver slangens hoved til sidst knust af Guds ’kvindes’ sæd, Jesus Kristus. (1 Mosebog 3:15) Den sejrende konge har haft dødens og dødsrigets (Hades’) og afgrundens nøgler, men han har ingen nøgle til „ild- og svovlsøen“. Han vil aldrig lade det symbolske dyr og den falske profet og Satan Djævelen slippe op af søen der brænder med ild og svovl. Derfor står der at de skal „pines dag og nat i evighedernes evigheder“. (Åbenbaringen 20:10) Deres straf, tilintetgørelsen, er evig.
Den jordiske opstandelse
37, 38. (a) Hvilket tidspunkt vender Åbenbaringen tilbage til efter at den har afsluttet beretningen om den gamle slange og dens onde sæd eller afkom? (b) Hvad sker der fra da af, ifølge Åbenbaringen 20:11-15?
37 Apostelen Johannes har nu set dragen, „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“, for sidste gang i den åbenbaring han fik, og det er sidste gang denne onde skabning omtales. Efter at Åbenbaringen er begyndt at berette om hvordan Satan og hans dæmoner skal fjernes, koncentrerer den sig om dem i de tusind år uden at komme ind på andre ting som sker samtidig. Efter at Åbenbaringen er færdig med at skildre den gamle slange og dens onde sæd eller afkom, springer den tilbage til begyndelsen af de tusind for at berette om andre vigtige begivenheder som finder sted fra da af. Johannes skriver, som befandt han sig på dette tidspunkt i historien:
38 „Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget [Hades, NW] gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger. Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.“ — Åbenbaringen 20:11-15.
39. (a) Hvilke døde går Åbenbaringen nu over til at beskæftige sig med? (b) Hvad repræsenterer ’den store, hvide trone’? (c) Hvornår flyr den symbolske jord og himmel for hans åsyn som sidder på tronen?
39 Åbenbaringen til Johannes retter altså opmærksomheden mod „de andre døde“, som i forbigående blev omtalt i Åbenbaringen 20:5. De 144.000 som fik del i „den første opstandelse“ omfattes ikke af den dom der beskrives her. Disse 144.000 som hersker sammen med Jesus Kristus har tværtimod fået „magt til at dømme“. Den ’store, hvide trone’ som de jordiske døde står foran, er Guds rene og retfærdige dommersæde, han som er „alles dommer“. (Hebræerne 12:23, NW) Det er ham der sidder på den. Den symbolske jord og himmel flyr for hans åsyn. Hvornår? På det tidspunkt da kongernes Konge tilintetgør det jordiske „dyr“ og „den falske profet“ og kongerne og deres hære i Harmagedon og straks derefter binder „ondskabens åndemagter i himmelrummet“, det vil sige Satan Djævelen og hans dæmoner, og kaster dem i afgrunden. Der vil aldrig igen blive oprettet en sådan symbolsk jord og himmel, for som vi har set bliver „dyret“, „den falske profet“ og til sidst også Djævelen kastet i „ild- og svovlsøen“ og tilintetgjort dér.
40. (a) Hvad følger efter udslettelsen af den symbolske jord og himmel? (b) Hvordan giver havet og Hades de døde tilbage som er i dem, ifølge Åbenbaringen 20:13?
40 Derefter følger den tusindårige domsdag under kongen Kristus, idet Gud har udnævnt ham til at dømme. (Apostlenes Gerninger 17:31; 10:42; Romerne 14:9-12) De døde der befinder sig i havet eller i en grav, må have en opstandelse. Derfor så Johannes i synet at havet gav dem tilbage som var døde deri, og at også Hades (det hebraiske Sheol) gav de døde tilbage som var i det. Hades er den døde menneskeheds fælles grav i jorden. Disse døde huskes og oprejses til de muligheder den retfærdige dommens dag indebærer. — Johannes 5:22-29.
41. Hvad kan der siges om ’den store skare’ der overlever Harmagedon, og hvad ville der til sidst ske med denne skare hvis den blev overladt til sig selv?
41 Hvad så med ’den store skare’ mennesker med fårets sindelag som ikke dør og får en begravelse, eller som ikke drukner, men overlever afslutningen på denne gamle verden, det vil sige overlever at den symbolske jord og himmel ’flyr for Guds åsyn’? Skønt de er i live og ikke behøver at kaldes frem fra nogen grav, er de stadig underlagt døden som de har arvet fra deres første jordiske fader, synderen Adam, og de er alle født syndige. (Romerne 5:12) Hvis de blev overladt til sig selv og ikke blev befriet for denne dødens fordømmelse, ville de med tiden dø og behøve en begravelse.
42-44. (a) Hvordan vil ’den store skare’ blive udfriet fra denne dødbringende tilstand? (b) Hvilken ceremoni som Loven påbød i fortidens Israel er et billede på denne præstegerning?
42 Betragtet på denne måde befinder de, og ligeledes de der oprejses fra havet og Hades, sig stadig i døden eller under dødens fordømmelse som de har arvet fra den syndige Adam, og de har behov for at blive bragt ud af denne tilstand. Hvordan vil de blive udfriet fra denne dødbringende tilstand? Det sker gennem den store konges, Jesu Kristi, præstelige tjeneste.
43 Han er præst i lighed med Melkisedek fra fortidens Salem. (Salme 110:1-4; Hebræerne 5:5, 6, 10; 6:20 til 7:17) Han er Jehovas ypperstepræst, og de 144.000 er underpræster, hvorfor der siges at de skal være „Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år“. — Åbenbaringen 20:6.
44 Det Jehovas ypperstepræst nu gør, svarer til det Israels ypperstepræst Aron gjorde på den årlige forsoningsdag, da han gik ind i tabernaklets allerhelligste og for Gud frembar den ofrede buks blod, der blev udgydt for alle Israels tolv stammer. — 3 Mosebog 16:15; Hebræerne 13:11, 12.
45. (a) På hvilken måde vil de døde som står foran Guds trone have mulighed for at opnå evigt liv? (b) Efter hvilke gerninger vil de blive dømt?
45 På grund af dette kan de døde som står foran domstronen udvise tro og drage nytte af Kristi dyrebare offerblod og derved blive befriet for fordømmelsen. På denne måde får de mulighed for evigt liv, og Kristi præstelige rige som da hersker vil hjælpe dem til at opnå det. De vil således ikke blive dømt på grundlag af deres tidligere gerninger her i denne verden, selv om disse tidligere gerninger måske i begyndelsen vil indvirke på deres evner og muligheder i Jehovas nye tingenes ordning.
46. (a) Hvad var det for „bøger“ Johannes så blive åbnet? (b) På grundlag af hvad vil folk blive dømt, efter at det er blevet gjort kendt hvad der står i disse bøger?
46 De bøger apostelen Johannes så blive åbnet er ikke beretninger om det liv som de der står foran domstronen, tidligere har levet på jorden, men er Jehovas lovbøger, det vil sige bøger der fortæller hvad hans vilje er med menneskene på jorden under Kristi tusindårige styre. Når det der står skrevet i disse lov-„bøger“ er blevet gjort kendt, vil menneskene blive dømt på grundlag af de love og retningslinjer der står skrevet i disse bøger „efter deres gerninger“, ikke deres gerninger i dette liv eller før bøgernes indhold blev gjort kendt, men deres gerninger bagefter, så længe de er stillet til doms.
47. (a) Kan dødsstraffen eksekveres over uforbederlige syndere før dommens dag er forbi? (b) Hvad må de der lærer retfærd til sidst igennem? Hvornår? Hvem bærer ansvaret for prøvens udfald, og hvordan belønnes lydighed?
47 Under hele den tusind år lange domsdag kan Jehovas dommer, Jesus Kristus, fuldbyrde tilintetgørelsens dom over ethvert menneske som viser sig at være en uforbederlig synder. Men på denne dommens dag vil alle mennesker have mulighed for at lære retfærd, (Esajas 26:9; 2 Peter 3:8) Selv om de viser sig at være lydige og lærer retfærd under Kristi tusindårige domsdag, må de alligevel, når de tusind år er til ende og Satan og hans dæmoner er løsladt, igennem den endelige prøve på deres urokkelige hengivenhed for Jehovas universelle suverænitet. Da vil de ikke få hjælp af en mellemmand mellem dem og Gud, som sidder på ’den store, hvide trone’; de må klare sig på eget ansvar. Hvis de består denne afgørende prøve og forbliver trofaste og lydige mod Jehova Gud, universets suveræn, da, og først da, vil han som den øverste dommer skrive deres navne i „livets bog“, hvilket er ensbetydende med at de får evigt liv som fuldkomne mennesker i det jordiske paradis.
48. Forklar hvordan Jehovas „livets bog“ er forskellig fra „Lammets bog, som er livets bog“.
48 Den „livets bog“ der nævnes her er Jehovas og er ikke den samme som „Lammets bog, som er livets bog“, hvori de 144.000 får deres navne indskrevet efter at de er kendt værdige til udødeligt liv sammen med Guds lam i himmelen. — Åbenbaringen 3:5; 13:8; 21:27.
49. (a) Hvornår vil opstandelsen ophøre? (b) Hvornår vil den adamitiske død ophøre?
49 På et tidspunkt under dommens dag vil opstandelsen høre op. Det vil ske når havet og Hades har givet den sidste af de døde tilbage som er i dem. Også den adamitiske død, det vil sige den død som hele menneskeheden har været underlagt som følge af Adams synd, vil ophøre. Den vil ophøre når den har givet de døde tilbage som er i den, det vil sige dem der har blot det mindste spor af de nedarvede virkninger af Adams synd. Dette vil ikke være sket når de har draget nytte af Kristi offers rensende virkning så de har fået tilgivelse for deres synder som de har bekendt, men når deres mentale og fysiske ufuldkommenhed og skrøbelighed er blevet fjernet fra dem og de har opnået den menneskelige fuldkommenhed som Adam og Eva oprindelig havde i Eden. Da vil menneskene være i stand til fuldt ud at adlyde alle Guds love, deriblandt ’det der står skrevet i bøgerne’.
50. Er den symbolske ’ildsø’ det samme som Hades eller den adamitiske død? Forklar.
50 Alt dette betyder at Hades, Sheol eller den døde menneskeheds fælles grav, er tilintetgjort for evigt, og at døden som vi har arvet fra den syndige Adam er tilintetgjort for stedse. Det var det der blev skildret da apostelen Johannes så døden og Hades (dødsriget) blive „kastet i ildsøen“. Dette, betyder den evige død for den adamitiske død og Hades, for Johannes forklarer videre: „Dette er den anden død: ildsøen“. Altså er denne symbolske ’ildsø’ ikke det samme som Hades eller den adamitiske død som vi har arvet. „Ildsøen“ symboliserer absolut tilintetgørelse, en tilintetgørelse så fuldstændig og varig som blev den udvirket af ild blandet med svovl. Hades og døden vil ikke lide bevidst pine i „ildsøen“, lige så lidt som det symbolske dyr og den falske profet og Satan Djævelen vil føle nogen pine dér.
51. Før hvilken begivenhed vil den adamitiske død og Hades eller Sheol blive udslettet for evigt?
51 I Gehenna [i den danske bibeloversættelse gengivet med „Helvede“], den losseplads der fandtes uden for det gamle Jerusalems mure, blev i gammel tid byens affald og også ligene af foragtede forbrydere tilintetgjort med ild og svovl. (Mattæus 10:28; Markus 9:43, 48) Den adamitiske død og Hades eller Sheol vil blive tilintetgjort for evigt som blev de kastet i Gehenna. Dette vil ske før Satan løslades fra afgrunden når de tusind år er til ende.
52. Hvordan kan det være at nogle lader sig forføre af den løsladte, Djævel, især i betragtning af at menneskene da er fuldkomne?
52 På dette tidspunkt, når alle der lever er blevet fuldkomne og er i stand til at adlyde Guds lov fuldt ud, vil menneskene blive stillet på den endelige og afgørende prøve. Hvis nogen da lader sig forføre af den løsladte Djævel vil det være fordi de har givet plads for en ond hjertetilstand, ligesom Eva og Adam gjorde i Eden.
53. (a) Hvad vil der ske med dem som ikke består prøven? (b) Hvad vil det betyde for de lydige, genrejste mennesker at Gud optegner deres navne i „livets bog“?
53 De der ikke består prøven men forføres til forsætligt at gøre oprør, synder imod Guds hellige ånd, en synd der medfører tilintetgørelse, og deres navne vil ikke blive „indskrevet i livets bog“. Da disse forsætlige syndere ikke er optegnet dér, kastes de i „ildsøen“ og bliver tilintetgjort for stedse sammen med Satan Djævelen og dæmonerne. De udslettes fuldstændigt, ligesom den adamitiske død og Hades eller Sheol. (Mattæus 12:31, 32; 1 Johannes 5:16, 17) „Gudløses navn smuldrer hen.“ (Ordsprogene 10:7) Men hvilken glæde for dem hvis navne er indskrevet i livets bog! De vil blive bevaret i live i det strålende og storslåede jordiske paradis som er fri for alle oprørere og onde mennesker. Når Gud optegner deres navne i „livets bog“ betyder det at han erklærer dem fuldkommen retfærdige i hjerte, sind og legeme og således værdige til evigt liv på den paradisiske jord. Han er nu sikker på at de vil være trofaste for evigt og at de ikke vil finde på at rejse sig i oprør mod ham. For dem gælder det at „Gud er den, som retfærdiggør“, den der erklærer dem retfærdige til evigt liv. — Romerne 8:33.