Separation og skilsmisse for fredens skyld
1. Hvad skal den troende ægtefælle gøre hvis den vantro trods alt vælger at gå sin vej?
INDVIEDE, døbte troende, som har fulgt apostelen Paulus’ råd og er blevet boende sammen med en vantro ægtefælle, har i utallige tilfælde erfaret den glæde til sidst at „frelse“ ægtefællen. Men hvordan stiller sagen sig for en troende som ved Guds ånd udholder forfølgelse og modstand i en bestræbelse for at holde sammen på ægteskabet, men hvis vantro ægtefælle stadig er uvillig og omsider går, idet vedkommende enten tager bolig et andet sted eller ligefrem søger skilsmisse eller juridisk separation? Paulus svarer: „Men hvis den vantro tager skridt til at gå, så lad ham gå; en broder eller en søster er ikke trælbunden under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.“ — 1 Kor. 7:15, NW.
2. Har man i tilfælde af separation bibelsk grundlag for at lade sig skille og gifte sig med en anden?
2 I sin egen kristne freds interesse kan den troende lade den vantro ægtefælle bosætte sig et andet sted. Den vantro som er gået kan ikke gifte sig igen, lige så lidt som en kristen troende der har forladt sin ægtefælle kan gøre det: „Men hvis hun alligevel går fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller også forlige sig med sin mand.“ (1 Kor. 7:11, NW) Den forladte troende ægtefælle har bibelsk set intet grundlag for at udvirke en juridisk skilsmisse, såfremt kun den omstændighed at ægtefællen har forladt hjemmet samt afvigende og uforenelige trosopfattelser kan anføres. Hvis han derfor skulle få skilsmisse, ville han ikke have bibelsk frihed til at træde ud af den utilfredsstillende, juridisk set enlige stand ved at gifte sig igen. Jesus Kristus selv siger med følgende ord at noget sådant ikke må finde sted:
3. Hvad sagde Jesus om spørgsmålet, ifølge Mattæus 19:3-9?
3 „Nogle farisæere kom og ville stille en fælde for ham og sagde: ’Har man lov at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?’ Dertil svarede han og sagde: ’Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød“? Så er de da ikke længer to, men eet kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.’ Da siger de til ham: ’Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?’ Han siger til dem: ’Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.’“ — Matt. 19:3-9; også 5 Mosebog 24:1-4.
4. Giver Jesu ord støtte for en lov der under ingen omstændigheder tillader skilsmisse, og hvordan kan man mest effektivt forebygge eller mindske antallet af skilsmisser?
4 Jesus sagde altså ikke at man uanset grunden skulle forbyde skilsmisse ved lov. Især ikke når der var tale om hor. Præster som insisterer på en lov som ikke giver nogen som helst mulighed for skilsmisse, ønsker at binde den uskyldige ægtefælle til den utro. En sådan lov gør det umuligt at afhjælpe den uskyldiges stilling, mens den skærmer den utro ægtefælle, ja den ligefrem tilskynder til og fremmer ægteskabelig utroskab. Hvis man gav den uskyldige ægtefælle lov til at skilles fra den utro, ville dette overflødiggøre den skrifte-tilgivelse som præsten udstrækker til den utro ægtefælle. I så fald vil syndsforladelse ikke skærme den utro der blot bekender sin synd men ikke vender sig fra den. Den bibelske og den mest effektive metode til at mindske antallet af og forebygge skilsmisser, er at undervise i Bibelen og dens moral, samt at holde den kristne menighed ren for ægteskabsbrydere. Man gør det ikke ved at indføre en lov som totalt forbyder skilsmisse. En sådan lov har ikke sat en stopper for ægteskabsbrud.
5. Hvilken skilsmisse hviler på et bibelsk grundlag, og hvilken ret giver den den uskyldige part?
5 Guds lov under den nye pagt, som Jesus med ovennævnte ord fremsætter den, tillader afgjort skilsmisse på det rette grundlag. Det ene grundlag er, overensstemmende med Bibelen og den nye pagt, hor. Skilsmisse på det grundlag frigør den uskyldige ægtefælle så vedkommende kan gifte sig igen uden selv at bedrive hor. Skilsmisse på et hvilket som helst andet grundlag frigør ikke parterne så de hver især kan gifte sig igen uden at gøre sig skyldige i hor i Guds øjne og derved blive uværdige til at være i Guds menighed under Kristus. Således skal Jesu ord i bjergprædikenen forstås. Han henviste til den skilsmisselov som er optegnet af profeten Moses i Femte Mosebog 24:1 og sagde endvidere: „I har hørt, at der er sagt: ’Du må ikke bedrive hor.’ . . . Der er sagt: ’Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.’ Men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der bedrives hor med hende; og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor.“ — Matt. 5:27-32.
6. Udsætter både en bibelsk og en ubibelsk skilsmisse en kvinde for at der bedrives hor med hende? Begrund dit svar.
6 Hvordan kan en indviet kristen mand, som lader sig skille fra sin hustru på grund af hor, derved blive årsag til at der bedrives hor med hende? Hun er jo allerede en horkvinde eller ægteskabsbryderske på grund af sin handlemåde og efter sit eget ønske. Det ville ikke være skilsmissen som tilskyndede hende til at bedrive hor. Hvis manden derimod lader sig skille fra sin hustru af andre grunde end utugt eller hor — endog grunde som har hjemmel i landets lov — så udsætter han hende for hor i fremtiden. Hvordan det? Fordi hustruen, som ikke har bedrevet hor, i henhold til Guds lov ikke er skilt fra sin mand ved en sådan ubibelsk skilsmisse. Hun er stadig hans hustru, og er altså ikke fri til at gifte sig igen og have kønslig forbindelse med en anden mand som hun juridisk måtte indgå ægteskab med.
7. Hvilken form for skilsmisse tænkte Jesus på da han sagde at den der gifter sig med en fraskilt kvinde bedriver hor?
7 Når Jesus derfor siger: „Den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor,“ så mener han ikke enhver fraskilt kvinde uden undtagelse. Han mener den kvinde der juridisk er blevet skilt fra sin mand „af anden grund end utugt“; det vil sige en fraskilt kvinde som ikke har begået ægteskabsbrud. Det samme princip gør sig gældende i det tilfælde hvor en kvinde lader sig skille fra sin mand, skønt denne ikke har bedrevet hor. Den kvinde som giftede sig med ham ville føre ham ind i et horforhold, og hun selv ville gøre sig skyldig i utugt.
8, 9. (a) Hvad ville Markus’ og Lukas’ udtalelser, betragtet isoleret, betyde for alle som er skilt? (b) Hvad må en forklaring af Markus’ og Lukas’ ord være i harmoni med, og hvorfor kan det siges at hor virkelig bryder ægteskabet og åbner mulighed for bibelsk skilsmisse?
8 I Markus 10:11, 12 lyder Jesu udtalelse om skilsmisse: „Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første. Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, så bedriver hun hor.“ Lukas 16:18 lyder i harmoni hermed: „Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor; og enhver, som gifter sig med en kvinde, der er skilt fra sin mand, bedriver hor.“
9 Disse vers forbyder ikke skilsmisse. Men betragtet isolerede ville de sige at ingen fraskilt havde ret til at indgå et nyt ægteskab, førend den fraskilte ægtefælle var død, og at det ville være brud på Guds lov mod hor at gifte sig igen mens den fraskilte ægtefælle levede. Disse to versioner af Jesu ord om skilsmisse må imidlertid forklares i lyset af den fuldstændigere beretning som er nedtegnet af apostelen Mattæus, der viser at det Markus og Lukas skrev om skilsmisse er rigtigt dersom grundlaget for at få udvirket skilsmisse er noget andet end den utro ægtefælles ægteskabsbrud. Den ugifte mand der begår utugt med en prostitueret kvinde gør sig til „eet legeme“ med en kvinde der ikke er hans hustru. Ligeledes gør ægteskabsbryderen sig til ét legeme, ikke med sin lovformelige hustru, men med den umoralske person han ulovligt har kønslig forbindelse med. Ægteskabsbryderen synder derved mod sit eget kød. Ja, ikke blot mod sit eget personlige kød, men også mod sin lovformelige hustru, som indtil dette tidspunkt har været „eet kød“ med ham. (1 Kor. 6:16, 17) Af den grund kan hor virkelig siges at bryde ægteskabet. Det er derfor at skilsmisse på grundlag af hor formelt og endeligt opløser det lovformelige ægteskab. Den frigør den uskyldige ægtefælle, så vedkommende med ære og uden en plet på sin gode moral kan gifte sig igen mens den skyldige fraskilte ægtefælle lever.
10. Hvad giver man den utro ægtefælle frihed til dersom man lader sig skille, og hvad frigøres den uskyldige ægtefælle til?
10 At lade sig skille fra en ægtefælle som har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud, udsætter ikke denne overtræder for hor. Rettere kan det siges at det lovformelige ægteskab, så længe det varede, ikke formåede at beskytte den utro part mod umoralitet. Den der gifter sig med den fraskilte som har bedrevet hor, gifter sig altså blot med en uren, allerede umoralsk, person; og dette andet ægteskab får ikke den skyldige fraskilte til at bedrive hor for første gang. Hvis den uskyldige part lader sig skille fra en ægtefælle som har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud, frigøres den uskyldige så han eller hun kan gift sig igen. Den som på et bibelsk grundlag opnår skilsmisse, lader sig ikke blot skille for at blive fri for en utro ægtefælle der ikke længere er elsket eller fysisk sikker at leve sammen med og have kønsligt samkvem med. Den som således lader sig skille, frigør i virkeligheden sig selv, så han eller hun kan indgå et nyt ægteskab, hvis det bliver tilrådeligt, grundet på behovet for en trofast, indviet livsledsager. Ved at lade sig skille fra den utro ægtefælle lader den uskyldige simpelt hen denne få lov til at leve det liv som vedkommende har ønsket, et umoralsk liv.
Dom over umoralske personer
11. Hvilket forhold der er endnu mere betydningsfuldt end det lovformelige ægteskab, kan ægteskabsbrud også få katastrofale følger for, især efter at Jehova er kommet til sit tempel?
11 Ægteskabsbrud kan gennem en påfølgende skilsmisse få katastrofale følger for det lovformelige ægteskabsbånd. Men det får i alle fald katastrofale følger for ens forhold til Gud, som nu er kommet til sit åndelige tempel med sin Domsbudbringer, Jesus Kristus, for at dømme. Han advarer: „Jeg nærmer mig Eder til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, . . . siger Hærskarers [Jehova].“ — Mal. 3:1, 5; også Hebræerne 13:4.
12. Hvordan lyder retskendelsen over en umoralsk person, og hvordan alene kan den umoralske undgå evig tilintetgørelse?
12 Denne Guds dom kommer til udtryk ved at den som har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud udstødes af menigheden. Følgende retskendelse er overgivet menigheden: „Nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig . . . ja, end ikke spise sammen med en sådan. . . . ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ (1 Kor. 5:11-13) Uden for Guds moralske organisation er der intet evigt liv. Følgelig kan bortvisningen af den utugtige og ægteskabsbryderen være den indledende domsakt der henviser den skyldige til evigvarende tilintetgørelse, medmindre han viser uhyklerisk, dybfølt anger over for Gud og omvender sig, idet han træffer en oprigtig beslutning om at bevare sig selv ren og ikke at besmitte Guds menighed eller bringe skam over den. I så tilfælde vil Gud bemyndige sin menighed til at genoptage den angrende, omvendte synder, som vil få en prøvetid der vil vedvare indtil han opnår den rene menigheds tillid.
13, 14. (a) Hvordan kan det ægteskabelige bånd, i tilfælde af ægteskabsbrud, alligevel bevares og ægteparret fortsat leve sammen? (b) Hvordan kan menigheden skåne den uskyldige, tilgivende ægtefælle for at måtte leve sammen med en udstødt ægtefælle? (c) Hvordan berøres den ansvarsfulde stilling eller tjenesteopgave den utro eventuelt har i menigheden, også selv om han har opnået tilgivelse, og hvorfor?
13 Dersom den ægtefælle der har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud bekender sin synd, lægger oprigtig anger for dagen, beslutter sig til herefter at være tro mod ægteskabsløftet, og dernæst bønfalder om tilgivelse, kan den uskyldige ægtefælle vælge at tilgive og at genoptage det ægteskabelige samliv med den utro ægtefælle, i stedet for at lade sig skille. Under visse omstændigheder bevarer dette ikke blot det ægteskabelige bånd men bevirker tillige at den uskyldige ægtefælle ikke behøver at leve, spise og sove sammen med en udstødt ægtefælle, hvilket ville være en vanskelig situation set fra et åndeligt synspunkt. Hvorledes?
14 Umoralitet kommer til at berøre de forrettigheder man eventuelt har haft i menigheden. Af denne grund bør den utro ægtefælle også bekende sine synder for menighedens repræsentanter. Disse ansvarlige tjenere i menigheden kan tage i betragtning hvor angergiven og brødebetynget den skyldige er, og om det er hans eller hendes første forseelse, og de kan barmhjertigt respektere at den uskyldige part har tilgivet den angrende ægtefælle som ønsker at omvende sig; for at bevare ægteskabets åndelige enhed vil de ikke udstøde den som har bedrevet hor. De vil holde den uskyldige ægtefælle ansvarlig for at sætte den tilgivne synder på en prøve i tilstrækkelig lang tid til at synderen kan bevise at han eller hun har genvundet sit gode moralske helbred, og hver måned i et helt år vil de forhøre sig hos den skyldige, således at de kan hjælpe ham eller hende til at rette sig. Hvis synderen imidlertid har haft en ansvarsfuld stilling eller tjenesteopgave i menigheden, må menighedens repræsentative udvalg træffe foranstaltninger til at fratage synderen en sådan stilling eller opgave. Hvorfor? Fordi den som sidder inde med en ansvarsfuld stilling og særlig tjeneste i menigheden, i henhold til de bibelske krav må være eksemplarisk, uangribelig, have en ren samvittighed; og være hævet over enhver kritik fra Djævelens tjenere. (1 Tim. 3:1-9; Tit. 1:5-9) Selv om den der har gjort sig skyldig, i ægteskabsbrud altså omvender sig og er blevet tilgivet af den uskyldige ægtefælle samt menighedens repræsentative udvalg, må han alligevel regnes for uegnet til en tjenerstilling eller særlig tjeneste.
15. I hvilket tilfælde vil en uskyldig ægtefælles tilgivelse ikke kunne afværge en udstødelse?
15 I mange tilfælde vil den uskyldige ægtefælles tilgivelse kun i begrænset omfang kunne skærme den utro mod alle de alvorlige konsekvenser af umoraliteten. Dersom den umoralske ægtefælle har bedrevet hor med en person uden for menigheden, en utugtig eller prostitueret, vil menigheden ikke behøve at skride ind over for det umoralske menneske udenfor. Det vil ikke være nødvendigt at forlange at den udenforstående utugtige eller prostituerede skal bede om tilgivelse, eller at bringe sagen ud af verden med vedkommende. Men såfremt et menneske har bedrevet den seksuelle urenhed inden for sin egen eller en anden kristen menighed, kan den uskyldige ægtefælles tilgivelse ikke være tilstrækkelig til at afværge en udstødelse.
16. Hvorfor kan menigheden blive nødt til at udstøde den der begår ægteskabsbrud inden for sin egen eller en anden menighed, selv i det tilfælde hvor den uskyldige ægtefælle har tilgivet?
16 Lad os antage at ægteskabsbruddet er begået med en gift mand eller kvinde i samme menighed eller en anden menighed, eller med en mindreårig person under forældres eller en værges varetægt. I sådanne tilfælde vil andre som er alvorlig berørt af den moralske overtrædelse komme ind i billedet. Manden hvis hustru blev krænket, eller hustruen hvis mand syndede med en andens hustru, eller forældrene hvis barn blev fordærvet — vil de tilgive? Eller ønsker de at der skal tages disciplinære forholdsregler mod den umoralske gifte person? Den uskyldige ægtefælle kan tilgive af private, personlige grunde, men vedkommende kan ikke tilgive for de andre parter som er blevet krænket. En sådan personlig tilgivelse kan ikke afgøre andres mellemværende med den skyldige. Den kan ikke annullere andres krav om at menigheden skal tage disciplinære forholdsregler, eller krav om erstatning eller oprejsning gennem en retssag ved en domstol i landet. Følgelig kan menigheden blive nødt til at udstøde til trods for at den uskyldige ægtefælle personligt har tilgivet overtræderen.
17, 18. (a) Hvordan kan for eksempel en rejsende mand i embeds medfør besøge flere menigheder og dér bringe fordærv over eftergivende kvinder? I hvilken fejlagtig tro fortsætter han måske sin syndige adfærd? (b) Hvordan beskriver Judas en sådan mand?
17 Menighedsudvalget må også tage forseelsens omfang i betragtning. Hvor stor udstrækning har den haft? Har andre menigheder været berørt, og er deres lokale organisation blevet besmittet? Lad os til eksempel antage at en gift mand regelmæssigt har besøgt flere menigheder, og i alle disse eller i nogle af dem har gjort tilnærmelser til ugifte eller gifte kvinder — overalt hvor han har kunnet finde en villig og eftergivende søster. Han praktiserer umoralitet, og det inden for Guds hellige menighed. Han besmitter Guds organisation i dens forskellige menigheder. Han misbruger den ansvarsfulde tjenerstilling han sidder inde med i forhold til disse menigheder. Under dække af officiel tjeneste sniger han sig ind blot for at tilfredsstille sine fordærvede lyster. Han kujonerer svage, undselige søstre til at give efter for sine urene hensigter. For sig selv beder han Gud om tilgivelse, men han gør ikke nogen virkelig bestræbelse for at beherske sig eller rette sig. Han vedbliver at synde, i den fejlagtige tro at Guds miskundhed gennem Kristus vil udslette de synder han nyder at begå uden at tage hensyn til Guds menigheds renhed og navn.
18 En sådan mand viser ved sin handlemåde at han er en af dem der omtales i Judas 4: „Thi der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus.“
19. Hvorfor må en sådan mand udstødes, selv om hans hustru tilgiver ham og ikke lader sig skille fra ham?
19 Til Guds tid bliver denne ansvarsbetroede rejsende opdaget og afsløret. Hans hustru tilgiver ham, da han tilstår sin brøde. Men kan hendes tilgivelse udvirke noget? Nej! Den værner ham ikke mod de velfortjente konsekvenser. Han kan ikke lave sig selv om fra den ene dag til den anden. Hans tvungne tilståelse af skyld og hans beklagende ord er ikke det samme som en virkelig omvendelse. Han er et faremoment i Guds indviede folks menigheder, en klump surdej der er stor nok til at syre hele dejen. Han er et menneske som med overlæg og efter en indgroet vane besmitter det som er helligt. Han er upålidelig; en farlig og uegnet mand at have iblandt os. I henhold til Bibelens principper må han udstødes. Guds menighed må renses og beskyttes, til trods for at hans hustru tilgiver ham og ikke lader sig skille fra ham.
20. Hvem skal en ugift mand eller kvinde gå til i tilfælde af utugt, og han eller hun gerne vil bekende sin synd, og hvad vil menigheden foretage sig?
20 Men hvordan stiller sagen sig for den ugifte mand eller kvinde som bedriver utugt? De vil jo ikke have nogen ægtefælle som de kan bekende deres synd for. Hvem kan de henvende sig til, sorgfulde og sønderknuste som de er på grund af forseelsen? Menighedens tjenesteudvalg består af åndeligt kvalificerede brødre og er til rådighed for hele menigheden. Hvis en ugift overrumples af en synd og overtræder Jehovas lov, må han eller hun bekende sin synd for udvalget. I hvert enkelt tilfælde skal udvalget derpå afgøre hvilke disciplinære skridt der skal tages, enten udstødelse eller prøve. Udvalget har ansvaret for menighedens og de enkelte medlemmers velfærd, og det må afgøre hvad der tjener menighedens tarv bedst. Hvis det finder at den ugifte er blevet indhentet af en overilet handling, hans eller hendes første forseelse, og vedkommende lægger sand anger og oprigtig sorg for dagen vil det føle det som sin pligt over for Jehova at vise barmhjertighed, ganske som det ville gøre hvis forseelsen var begået af en gift person. Udvalget må fastsætte en prøvetid, i hvilken den skyldige jævnligt skal komme og redegøre for sin opførsel og sine bestræbelser for at rette sig. Hvis forseelsen blev begået af en tjener, må denne naturligvis fratræde sit embede fordi han ikke længer er udadlelig.
Ægtefolk, jag efter fred
21. (a) Hvor mange blev i tjenesteåret 1958-1959 udstødt af den nye verdens samfund? Hvor mange blev genoptaget? Hvor mange forblev udstødt? (b) Da det nu var så lille en procentdel der blev udstødt, skal vi så se stort på det?
21 I løbet af tjenesteåret 1958-1959 blev der på forskellige grundlag udstødt 6552 personer af den nye verdens samfund af Jehovas vidner. I mange tilfælde var der tale om umoralitet, enten utugt eller hor. Hvor det var på sin plads blev der vist barmhjertighed, og i løbet af tjenesteåret 1958-1959 genoptoges 1597 af det samlede antal udstødte i de forløbne år. Disse genoptagne havde lagt gudfrygtig sorg og anger for dagen og havde omvendt sig; de blev sat på prøve i et rimeligt tidsrum, før de igen fik lov til at nyde godt af de almindelig forrettigheder der er fælles for alle i menigheden. Ved omtalte tjenesteårs slutning var der således, af alle dem der var blevet udstødt i de senere år, et samlet antal på 25.143 som stadig var afskåret fra Jehovas folks menighed. Naturligvis er det trist at det overhovedet skulle være nødvendigt at udstøde nogen, men vi er glade for at vide at kun 0,81 procent eller otte promille af alle de hundredtusinder som rapporterer forkyndervirksomhed i hele verden er blevet udstødt. Dog er selv dette lave tal en advarsel til hver enkelt af os.
22. Hvad har Gud kaldet kristne ægtefæller til, og hvordan bør de værne derom?
22 Når en person udstødes, befinder han sig ikke længere i et fredeligt forhold til Jehova Gud. Kristne ægtefæller bør sætte alt ind på at undgå at miste deres fred med Gud på denne måde. Gud har kaldet kristne ægtefæller til fred. (1 Kor. 7:15) Lad dem i deres ægteskab nidkært værne om deres fred med ham. Det vil sige, værne om freden mellem mand og hustru, så vidt som det er muligt. Lad dem med dette for øje leve et liv i troskab mod Gud og hans Kristus, og i troskab mod deres ægtefælle med hvem de er „eet kød“.
23. (a) Hvorfor er der på nuværende tidspunkt lige så lidt som i Eden plads for uanstændig opførsel i forbindelse med ægteskabet? (b) Hvad bør kristne ægtefæller derfor gøre for at ære Ham der har tilvejebragt ægteskabet mellem mand og kvinde?
23 På den anden side af den universelle Harmagedonkrig, der nu ikke er så fjern, ligger det genoprettede jordiske paradis. Men allerede nu, og det siden 1919, har den store Planter og Dyrker, Jehova Gud, ført sine indviede vidner på jorden ind i et åndeligt paradis. Der nyder de fred, glæde og alle den hellige ånds andre frugter, og de frembringer gode gerningers mangfoldige frugter ved at forkynde den gode nyhed om Riget over hele jorden. I dette åndelige paradis er der lige så lidt som i den oprindelige Edens have, hvor de fuldkomne mennesker Adam og Eva levede, plads for polygami, uanstændig opførsel i forbindelse med ægteskabet, eller manglende respekt for det teokratiske forhold mellem mand og hustru. Måtte troende ægtefæller værdsætte og forstå situationen og benytte lejligheden til at arbejde på den elskede ægtefælles frelse. Måtte de ære Gud ved deres opførsel i ægteskabet. Stor vil deres belønning blive. Deres ægteskab vil tjene hans formål og medvirke til at bringe ham ære for så kærligt at have tilvejebragt denne ophøjede, ærefulde og fredelige forening af mand og kvinde.