Delagtighed med dæmonerne forbudt

 1. Med hvilket argument imod dæmonisme fortsætter Paulus sin forklaring af Herrens aftensmåltid?

APOSTELEN Paulus fortsatte sin forklaring af Herrens aftensmåltid med at sige: „Fordi der er eet brød, er vi skønt mange eet legeme, for vi har alle del i det ene brød. Se på det, som er Israel i kødelig forstand: Er ikke de, som spiser ofrene, delagtige med [eller i] alteret? Hvad skal jeg da sige? At det, som ofres til en afgud, er noget, eller at en afgud er noget? Nej, men jeg siger, at de ting, som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud, og jeg ønsker ikke, at I skal være delagtige med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og i dæmoners bord. Eller ægger vi Jehova til nidkærhed? Er vi vel stærkere end han?“ — 1 Korinter 10:17-22, NW.

 2. Hvorledes havde israelitterne i sin tid del med Guds alter?

² I fordums tid, da israelitterne frembar takofre, fik både den, som bragte offergaven, og præsten del i det, der blev ofret. Offeret til Gud repræsenterede den, som bragte offeret, og skulle vise, at et liv måtte lades for hans liv, og ved at spise noget af offeret havde han del i offeret med alteret. Han delte med alteret. Alteret fik en del af offeret, for nogle dele af det, fedtet o.s.v., blev brændt på alteret, og den, som bragte offeret ved præsten, fik også en del af offeret. Det blev ofret til Jehova Gud, og da alteret var hans, havde den, som bragte offeret, fællesskab med Herren Gud. (3 Mosebog 19:5, 6; 22:29, 30; 5 Mosebog 12:17, 18; 27:5-7) Det fredelige forhold mellem Gud og den, som bragte offeret, blev enten fornyet eller fremmet.

 3. Hvorfor kan de, som har del i brødet, ikke også have delagtighed med dæmoner?

³ Hedningenationerne uden for Israel ofrede til deres guder og afguder på deres egne altre. De ofrede i virkeligheden til dæmoner. Når israelitterne vendte sig bort fra Jehova, ofrede de „til dæmoner, der er guder“. (5 Mosebog 32:17; Salme 106:37) På denne måde havde de fællesskab med dæmonerne, Jehovas fjender; de „havde delagtighed i dæmoner“. (Mo) Kristne må ikke have delagtighed med dæmoner. Derfor må de ikke drive afgudsdyrkelse. Dette indbefatter også havesyge, for en „havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker“ og „havesygen . . . er afgudsdyrkelse“. (Efeserne 5:5; Kolossenserne 3:5) Jesus dyrkede eller tjente aldrig dæmonerne. Dengang Satan, Djævelen, „dæmonernes fyrste“, tilbød Jesus denne verdens riger, dersom han ville tilbede ham, svarede Jesus, at han adlød den guddommelige befaling om kun at tilbede Jehova Gud. (Mattæus 12:24; 4:8-11) Jesus tilbad ikke nogen afgud, kun den levende Gud. Han var på ingen måde delagtig i eller havde fællesskab med dæmonerne. Under hele sin tjenergerning på jorden uddrev han dæmoner fra besatte personer, og han nægtede at lade dem vidne om, at han var Kristus. Hvis vi derfor ønsker at være en enhed med Kristus som lemmer på hans legeme, og dersom vi ønsker at deltage i mindemåltidets symboler på værdig måde, kan vi ikke give os af med nogen art af afgudsdyrkelse. Især nu hvor de verdslige organisationer og helte bliver forgudet, som tilfældet er med de Forenede Nationer og berømte verdensskikkelser. Vi kan ikke være „eet legeme“ eller „eet brød“ med Kristus Jesus og samtidig være afgudsdyrkere.

„Jehovas bord“ og „Jehovas bæger“

 4. Hvorfor taler Paulus om Jehovas bæger og bord i forbindelse med mindehøjtiden?

⁴ Men dersom apostelen hentyder til bægeret, som Jesus gav sine disciple at drikke af, og til det usyrede brød, som han brød, for at de kunne spise, hvorfor taler han så om „Jehovas bæger“ og „Jehovas bord“? Han siger: „I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og i dæmoners bord.“ (1 Korinter 10:21, NW) Apostelen taler på denne måde, fordi de ting, der symboliseres ved mindemåltidets symboler, var tilvejebragt af Jehova for deres skyld, som tilhører Kristus.

 5. Hvorfra hentede Paulus sit citat om „Jehovas bord“, og hvad hentydede det til der?

⁵ Paulus’s udtryk forstås af tekstkritikernea som et citat fra Malakias 1:7, 12 (den græske Septuaginta). Der siger profeten Malakias: „I ofrer urent brød på mit alter. Og I siger: hvorved har vi gjort dig uren? Ved at sige: Jehovas bord er foragteligt. Men I vanhelliger det [Guds navn] ved at sige: Jehovas bord er urent, og dets frugt, selv dets mad, er foragteligt.“ (AS) Som Malakias brugte udtrykket „Jehovas bord“ betyder det hans alter, hvortil dyreofrene blev bragt. Offerets krop blev lagt på alteret. Offerets blod blev aldrig drukket, men udgydt ved foden af alteret eller taget ind i det allerhelligste i templet eller på anden måde fjernet.

 6, 7. I hvilken forstand er det „Jehovas bord“, at dømme efter den forbindelse, hvori Paulus omtaler det?

⁶ „Jehovas bord“ kan hentyde til hele ordningen med Herrens aftensmåltid. Men hentyder det til en bestemt del af det, må det være til det usyrede brød, da det er uden blod. Brødet repræsenterer „Kristi legeme“, hvori Jesu lille hjord af medarvinger til Riget har del. Det er Gud, der har dannet „Kristi legeme“. Han skaber det, sætter lemmerne, som det behager ham, gør Jesus Kristus til hoved for legemet og de 144.000 medlemmer af den lille hjord til at være legemet under ham, hvor hver enkelt har sin bestemte plads. Den forret at have samfund med Jesus, hovedet, er en vidunderlig foranstaltning, som Gud har truffet for den lille hjord, og kun den nyder denne forret.

⁷ I denne forbindelse læser vi: „Nu ved vi, at Gud lader alt sit værk samarbejde til gode for dem, som elsker Gud, de, som er kaldet i overensstemmelse med hans beslutning; fordi dem, hvem han først anerkendte, bestemte han også forud til at være dannet efter sin søns billede, for at han kan være den førstefødte blandt mange brødre. De, som han har forudbestemt, er dem, som han også har kaldet; og de, som han har kaldet, er dem, som han har erklæret at være retfærdige. Endelig er de, som han har erklæret retfærdige, dem, han også har herliggjort.“ — Romerne 8:28-30, NW.

 8, 9. Til hvem bliver den forret givet at være Kristi legemes lemmer? Hvorledes kan fællesskabet opretholdes?

⁸ Denne forening med hans førstefødte søn i et åndeligt legeme blev foranstaltet eller udarbejdet af Jehova Gud for den „lille hjord“, hvoraf elleve medlemmer var sammen med Jesus, dengang han indstiftede mindemåltidet. For at forblive i fællesskab med hovedet, Jesus Kristus, er det nødvendigt at ligedannes med hans billede ved at efterligne hans jordiske løbebane. Det er derfor, der siges til os: „Træk ikke i ulige åg med vantro, thi hvad delagtighed har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Endvidere, hvad samklang er der mellem Kristus og Bélial? Eller hvilken lod har en troende med en vantro? Og hvilken samstemning har Guds tempel med afguder? Vi er jo den levende Guds tempel; nøjagtig som Gud sagde: Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor drag ud fra dem og skil jer ud, siger Jehova, og ophør med at røre ved den urene ting, og jeg vil tage jer ind. Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig, siger Jehova den Almægtige. Da vi nu har disse løfter, elskede, så lad os rense os selv fra al kødets og åndens besmittelse og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“ — 2 Korinter 6:14 til 7:1, NW.

⁹ Vi kan ikke kompromittere „Jehovas bord“. Vi kan ikke have del i Kristi legeme og tage et stykke af mindemåltidets brød og samtidig have del i „dæmoners bord“, tilbede afguder og have urene forbindelser. Hvis vi prøver at gøre det, ægger vi Jehova, der er stærkere end vi, ja, almægtig, til nidkærhed, og det ville betyde vor tilintetgørelse. — 5 Mosebog 32:21-26.

 10. Hvordan er mindemåltidets bæger ved dets forbindelse med den nye pagt også „Jehovas bæger“?

¹⁰ Med hensyn til „Jehovas bæger“, da rakte Jesus sine disciple mindehøjtidens bæger med disse ord: „Dette bæger betyder den nye pagt med mit blod, der skal udgydes for jer.“ (Lukas 22:20, NW) Dette samme bæger er „Jehovas bæger“, fordi den nye pagt er den aftale eller kontrakt, han indgår for at udtage af alle nationer et „folk for sit navn“. Men det er Kristus Jesus, der handler som mellemmand mellem Gud og mennesker ved at tilvejebringe offerblodet, der sætter denne nye pagt i kraft, ligesom Moses slagtede dyreofrene og stænkede med deres blod for at gøre den gamle lovpagt mellem Gud og det kødelige Israel fyldig. (Jeremias 31:31-34; Apostlenes Gerninger 15:14; 2 Mosebog 24:1-8; Hebræerne 9:14-24; 1 Timoteus 2:5, 6) De, som føres ind i denne pagt, er „folket for hans navn“, og det begyndte med den trofaste jødiske rest på pinsedagen, og senere udvidedes det til at indbefatte andre nationers troende, fra og med høvedsmanden Kornelius. Alle disse salver Jehova Gud med sin ånd og gør dem derved til sine salvede eller lemmer på „Kristi legeme“. Disse samler Gud til sig og siger: „Saml jer til mig — I mine barmhjertige, der har højtideligholdt min pagt over offer [Kristi offer].“ (Salme 50:5, Ro) Denne nye pagt er en yderligere omstændighed, der tilkendegiver, at den forret at drikke af bægeret ved mindehøjtiden er begrænset til dem, som er lemmer på Kristi legeme.

Hvilken del har de i bægeret?

11. Hvorledes antydede Jesus, at bægeret har endnu en betydning, der også gør det til „Jehovas bæger“, hvori hans efterfølgere kan have del?

¹¹ Disse lemmer har ikke del i at tilvejebringe den nye pagts blod. Kun Jesus gør det. Ved sit blod bringer han den nye pagt i stand til deres gavn. Lemmerne på hans legeme kan derfor ikke i denne forstand have „delagtighed i Kristi blod“. Hvordan kan apostelens ord da være sande: „Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod?“ (1 Korinter 10:16, NW) Fordi dette bæger er „Jehovas bæger“ også i en anden forstand. Hvorledes det? Fordi det er et billede på det, Jehova giver eller udgyder. Jesus og hans lille hjord af rigsarvinger må drikke det for at bevise deres retskaffenhed over for ham og deres værdighed til Riget. Det er dette bæger, Jesus hentydede til, da han kort efter at have indstiftet mindemåltidet bad: „Min Fader, er det muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog ikke, som jeg vil, men som du vil.“ Og igen: „Min Fader, hvis dette ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.“ (Mattæus 26:39, 42, NW) Og da Peter for at forsvare Jesus sårede en af mændene, som kom for at arrestere Jesus, sagde han: „Stik dit sværd i skeden. Skulle jeg ikke drikke det bæger, sam min Fader har givet mig?“ — Johannes 18:11, NW.

12. Hvorledes er dette bæger også et „frelsens bæger“?

¹² Dette „Jehovas bæger“ symboliserede Guds vilje med den, der drak det, og at drikke det betød for Jesus lidelse og død på den vanærende marterpæl. Men Guds vilje med Jesus var ikke forbi med hans død. Den indbefattede også Jesu opstandelse fra døden til udødelighed i himmelen som en herliggjort Guds søn, det vil sige hans frelse fra døden. (Hebræerne 5:7) For ham var det derfor et „frelsens bæger“, frelse, fordi han havde bevaret sin retskaffenhed over for Faderen uden at synde. Her er ordene i Salme 116, der i særdeleshed gælder Jesus Kristus i Getsemane, passende, fordi Jesus besluttede at drikke „Jehovas bæger“ helt ud lige indtil døden: „Hvorledes skal jeg gengælde Jehova alle hans velgerninger mod mig? Jeg vil løfte frelsens bæger og påkalde Jehovas navn. Jeg vil indfri Jehova mine løfter i påsyn af alt hans folk. Kostbar i Jehovas øjne er hans frommes død.“ — Salme 116:12-15.

13. Hvad sagde Jesus som bevis for, at hans efterfølgere skulle drikke bægeret med ham? Hvad gjorde det svært at drikke?

¹³ Men i overensstemmelse med Guds vilje deler Jesus det bæger, der blev givet ham at drikke, med sin lille hjord af medarvinger. Dette fastslog han, da han sagde til to af sine disciple, der henvendte sig til ham for at opnå en særlig plads ved hans side i Riget: „Det bæger, som jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med. Men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive, men det tilhører dem, hvem det er blevet beredt.“ (Markus 10:34-40, NW) Det bæger, som Jesus drak dengang, og som hans himmelske Fader havde udgydt og givet ham, var Guds vilje med ham. Denne vilje var forud nedskrevet i den hellige skrift, og den pålagde ham lidelse og en vanærende død, som var han en synder og spotter og en forhånelse af Jehova Guds navn. Det var dette sidste, der gjorde det så svært for Jesus at drikke, at han tre gange forelagde det for Faderen gennem bøn, hvorpå han hengav sig til at drikke denne del af den guddommelige vilje. Denne vej førte til, at han vandt Riget.

14, 15. Hvad betyder denne del af bægeret både for Jesus og for hans efterfølgere?

¹⁴ Her ser vi, at mindemåltidets bæger repræsenterede mere end Jesu død som et genløsningsoffer, et offer, der ville gøre den nye pagt gyldig og borttage synderne fra de disciple, der tages med ind i pagten. Disciplene har ingen del i genløsningsofferet eller formidlingen af den nye pagt, men de har selv Jesu genløsningsoffer og formidling behov. Læg derfor mærke til følgende: Genløsningsofferet for menneskeheden krævede ikke, at Jesus måtte udstå lidelser og forfølgelse for til sidst at dø som en forbryder, oprører og gudsbespotter. Denne del af bægerets indhold blev iskænket ham af Faderen for at prøve Sønnens retskaffenhed til det yderste og bevise, at Djævelen var en løgner i sine anklager mod Guds søn, og bevise Jesu urokkelige opretholden af Guds universelle overhøjhed.

¹⁵ Denne del af bægeret måtte Jesus drikke for at bevise for hele universet, at han var værdig til Riget, hvorom Gud havde indgået pagt med ham. Han måtte sælge alt, hvad han havde, for denne kostbare „perle“. (Mattæus 13:45, 46) Eftersom Jesus tog sine disciple med ind i pagten om Riget, må de også drikke dette bæger med ham for ligeledes at lægge deres retskaffenhed over for Gud for dagen og opretholde hans universelle overhøjhed og bevise deres værdighed til at herske med Jesus Kristus i himmelsk herlighed. Derfor drikker de med ham af bægeret.

16. Hvad skrev Paulus til Jesu efterfølgere for at gøre det klart for dem, at de må dele Jesu død?

¹⁶ Der er skrevet til den „lille hjord“ af Jesu efterfølgere: „Det er troværdig tale: thi er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham.“ (2 Timoteus 2:11, 12) De, som er indlemmet i „Kristi legeme“ (symboliseret ved mindemåltidets brød), må døbes til hans død, dersom de ønsker at være en del af hans herliggjorte „legeme“ i himlene. Derfor spørger apostelen Kristi legemes lemmer: „Vi, som døde med henblik på synden, hvorledes kan vi stadig leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. Thi er vi blevet forenet med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være forenet med ham i en opstandelse, der ligner hans.“ — Romerne 6:2-5, NW.

17. Hvad repræsenterer selve mindemåltidets vin, og hvad betyder det at drikke den?

¹⁷ Den samme apostel skrev, da han sad fængslet i Rom, at han regnede alle selviske, jordiske fordele „for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og blive forenet med ham, . . . for at jeg må kende ham og hans opstandelses kraft og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg underkaster mig samme død som han, om jeg dog måtte nå frem til den tidligste opstandelse fra de døde.“ (Filipperne 3:8-11, NW) Eftersom mindemåltidets bæger repræsenterer den samme død, som han døde til hævdelse af Jehovas universelle overhøjhed, sagde Jesus med rette, at vinen betød „mit blod“, og han gav sine disciple det, for at de skulle drikke det.

18, 19. Hvorledes er det et „velsignelsens bæger“, for hvilket vi velsigner Gud?

¹⁸ Eftersom mindemåltidets vin repræsenterer udgydt blod, betyder det død for den, hvis blod blev udgydt for den nye pagt. Ifølge Jehovas pagt med Noa lige efter Vandfloden, værnede han alle skabningers blod som helligt og satte dødsstraf for at drikke blod, især menneskeblod. (1 Mosebog 9:1-6) Når disciplene drikker mindemåltidets bæger vin, drikker de på symbolsk vis blod, men de gør det på guddommelig befaling. Så for dem betyder det at udgyde deres blod eller dø, som Jesus Kristus gjorde det for sin Faders universelle overhøjheds sag. De påtager sig døden med ham, for at de kan bevise, at Djævelen er en oprørsk løgner, og at de selv er værdige til liv med Jesus i hans himmelske rige. Derfor skrev apostelen til dem: „Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod?“

¹⁹ Jo, det er et „velsignelsens bæger“, over hvilket vi velsigner Gud. Det repræsenterer ganske vist død med Jesus Kristus, dåben til hans død, men at have del i denne død er en forret. Som apostelen skrev fra sit fængsel: „Jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.“ (Filipperne 1:29, NW) Dette bæger har Guds velsignelse, for det repræsenterer Guds vilje med Jesus og hans lille hjord. Bægeret eller forretten at drikke deraf blev givet den lille hjord, for at de kunne lægge deres retskaffenhed for dagen her på jorden lige til det yderste og vinde adgang „til vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige rige“. (2 Peter 1:11) I dybeste påskønnelse velsigner de, som har den forret at drikke af bægeret, Gud derfor. For det er et privilegium at ophøje ham ved døden med Kristus og derpå at blive oprejst med ham til liv i udødelighed i Kristi rige til yderligere hævdelse af Guds universelle overhøjhed.

20. Til minde om hvem drikkes dette bæger, og hvorfor?

²⁰ Eftersom det er Kristi død, der stadfæster den nye pagt, og eftersom han var et eksempel i sin død, og hans disciple er døbt til hans død, drikker de bægeret til minde om ham.

21. Hvorfor bør de „andre får“ ikke drikke af mindemåltidets bæger?

²¹ Disse omstændigheder hjælper den store skare af „andre får“ til at forstå, at mindemåltidets bæger ikke skal drikkes af dem. De dør ikke Kristi død, men skulle nogen dø inden Harmagedonslaget, dør de som de trofaste mænd og kvinder, der var Jehovas vidner før Kristus. De ofrer ikke kødet eller deres jordiske håb, men de drager fremad mod livet på en paradisisk jord i den nye verden. Mange vil leve igennem Harmagedon og indgå i den nye verden uden at dø. Derfor afholder de sig med rette fra at drikke af mindemåltidets bæger.

At spise og drikke for livet i sig selv

22. Antyder Johannes 6:51 ikke, at alle troende bør deltage i mindemåltidets symboler?

²² Modsiger det ovenstående ikke Jesu ord til jøderne om den mirakuløse manna? Sagde han ikke: „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden“? (Johannes 6:51, NW) Læg mærke til ordene „mit kød, til liv for verden“. Antyder de ikke, at alle, som tror på Kristus, uanset om deres håb om liv i en ny verden er jordisk eller himmelsk, kan deltage i, ja bør deltage i mindemåltidets brød og også af dets vin? Svaret på dette spørgsmål er nej!

23. Hvilket emne førte til denne udtalelse, og hvorledes svarer brød til kødet, som Jesus ofrede, for at verden kunne få liv?

²³ Da Jesus fremkom med disse ord, talte han om mannaen, der på mirakuløs vis var brød for israelitterne under deres rejse i ørkenen til det forjættede land. Mannabrødet gav ikke israelitterne eller den blandede skare, der var med dem, evigt liv. Derfor sagde Jesus: „Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød, som kommer ned fra himmelen, for at enhver kan spise af det og ikke dø.“ Han forklarede, at brødet, han gav til liv for verden, var hans kød. (Johannes 6:48-51, NW) Israelitterne i ørkenen drak imidlertid ikke blod af nogen art, for det var dem forbudt, ikke alene ved den guddommelige pagt gennem deres stamfader Noa, men også gennem lovpagtens ord ved deres mellemmand Moses. Mannaen fra himmelen, som de spiste, var uden blod, og i denne forstand var det som Jesu kød. Kødet kunne ikke spises, medmindre blodet blev fjernet fra det. Hvad den nye verdens lydige menneskehed vil nyde til opnåelse af evigt liv, vil blive som blodløst kød, som Jesus tilvejebragte ved at komme ned fra himmelen.

24. Hvad mere talte han om end kødet, der skulle gives for verdens liv?

²⁴ Jesus talte derfor om noget mere end manna til liv for verden, da han sagde: „Sandelig siger jeg jer, hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som spiser af mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den sidste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der spiser af mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som kom ned fra himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste og dog døde. Den, som spiser dette brød, skal leve til evig tid.“ — Johannes 6:53-58, NW.

25. Hvad er resultatet af at spise af hans kød og drikke hans blod? Og hvad betyder „liv i jer“ i denne forbindelse?

²⁵ Læg mærke til, at Jesus her sagde, at de, som drikker hans blod og også spiser hans kød, forbliver i ham og han i dem. Det betyder, at de gøres til lemmer på hans legeme og døbes til Kristus, hvorved de også døbes til samme død som han. Jesu mad var at gøre sin Faders vilje, og de spiser af Jesu kød ved at gøre Guds vilje sammen med Jesus, og de fuldbyrder den, som han gjorde det. (Johannes 4:34) Medmindre hans disciple følger denne vej, har de ikke liv i sig. „Liv i jer“ betyder ikke nødvendigvis iboende liv eller udødelighed i himlene, men har samme mening, som det, Jesus omtalte, da han sagde: „Den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, som har givet agt på den, skal leve. Thi ligesom Faderen i sig har livets gave, således har han givet Sønnen også i sig at have livets gave.“ (Johannes 5:25, 26, NW, Knox) At have liv i sig betyder derfor for Kristi legemes lemmer sammen med Jesus at dele den forret at skænke hans opofrede livs goder til den lydige menneskeslægt under hans tusindårige rige. De vil blive hans himmelske brud, „Lammets hustru“. Som sådan vil de være en moder for „Evigheds-faderens, Fredsfyrstens“, Jesu Kristi, jordiske børn. (Åbenbaringen 19:7-9; 21:9, 10; Esajas 9:6) Den „lille hjord“, „bruden“, er de eneste, der drikker Menneskesønnens blod såvel som spiser af hans kød. Men i Johannes 6:25-58 drøftede Jesus ikke mindemåltidet med disse jøder, hvoraf mange da forlod ham.

(The Watchtower, 15. januar 1951)

[Fodnote]