Spørgsmål fra læserne

● Ville Adam og Eva i Eden nogen sinde have fået lov til at spise af træet til kundskab om godt og ondt? — D. A., de Forenede Stater.

Efter at have citeret 1 Mosebog 2:15-17 siger bogen „Nye Himle og En Ny Jord“ på siderne 75 og 76: „Mennesket skulle selvsagt ikke dø, hvis han ikke spiste af kundskabens træ, men han ville dø, hvis han spiste af dets frugt, så længe det var forbudt.“ Hermed antydes det, at der ville komme en tid, da det ikke ville være forbudt at spise af denne frugt. Dette træ var et symbol på magten eller evnen til at bestemme eller afgøre, hvad der er godt eller ondt. Efter at Adam og Eva igennem længere tid havde bevist deres lydighed over for Jehova og havde vist, at de ville handle i overensstemmelse med det, Jehovas dom havde kendt godt og ondt, og efter at de havde lært de guddommelige principper for en ret adfærd i modsætning til en uret adfærd, ville Jehova måske have tilladt dem at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Dette ville være et bevis for, at Guds opdragelse af dem havde bragt dem så vidt, at de kunne gøre dette i harmoni med Guds afgørelser i denne retning, og at de nu kunne skelne fuldstændig korrekt mellem det, der var godt, og det, der var ondt.

Men Adam og Eva kunne ikke vente, og de oplevede ikke den tid, der var nødvendig til at blive opdraget og undervist af Gud. De bestod ikke prøven, da de løb foran Jehova og spiste af den endnu forbudte frugt. Derfor nåede de aldrig dertil, at de kunne dømme rigtigt og uden vaklen afgøre, hvad der var godt og ondt. Det samme gælder deres efterkommere, som arvede synden og ufuldkommenheden. Der er intet i Skriften, der lader formode, at det genoprettede jordiske paradis under Guds rige ved Kristus vil rumme „træet til kundskab om godt og ondt“ for at prøve menneskene. Ovennævnte bog siger på side 367: „Denne prøve vil for jordens del ikke komme til at bestå i, at der genplantes et træ „til kundskab om godt og ondt“. Når millenniet nærmer sig sin afslutning, vil den fuldkomne menneskehed have kendt godt og ondt af egen erfaring. Prøven vil komme ved den samme, som ledte menneskene på afveje ved begyndelsen af deres historie, nemlig Satan Djævelen, tillige med hans dæmoner.“

● Mattæus 20:29 og Markus 10:46 siger, at Jesus helbredte den blinde tigger Bartimæus, da Jesus forlod Jeriko, mens Lukas 18:35 beretter, at hændelsen fandt sted, da Jesus var på vej ind i Jeriko. Hvorledes kan man forklare denne modsigelse? — B. F., Canada.

Bogen Archaeology and Bible History af Joseph P. Free foreslår på side 295 følgende interessante forklaring hertil: „Kort før Herren mødte Zakæus i Jeriko, helbredte han en blind mand i nabolaget. Hos Mattæus står der, at denne helbredelse fandt sted, da Kristus forlod Jeriko. I Lukas-evangeliet derimod antydes det, at den indtraf på vejen ind i Jeriko. Nogle har slået til lyd for, at der her er tale om to forskellige hændelser, og den mulighed foreligger. Arkæologien har imidlertid kastet yderligere lys over denne tilsyneladende uoverensstemmelse. I begyndelsen af det tyvende århundrede (1907-1909) foretog Ernest Sellin fra Tysk Orientalsk Selskab udgravninger ved Jeriko. Udgravningerne viste, at Jeriko på Jesu tid bestod af to dele. Den gamle jødiske bydel lå godt og vel halvanden kilometer fra den romerske bydel. På grundlag af disse oplysninger er det muligt, at Mattæus taler om den jødiske bydel, som Kristus havde forladt, mens Lukas taler om den romerske, som Kristus endnu ikke var nået til. Det fremgår heraf, at Kristus på sin vej fra den gamle til den nye bydel traf og helbredte den blinde Bartimæus. Hvis derfor de tre beretninger hos Mattæus, Markus og Lukas taler om den samme hændelse, er der ingen modsigelse. Og dersom de refererer til forskellige helbredelser, opstår der naturligvis heller ingen modsigelse.“

Ovenstående illustrerer så udmærket, hvor tåbeligt det er, som nogle gør, at påstå, at Bibelen modsiger sig selv. Fuldstændigt kendskab til omstændighederne på den tid, da begivenhederne fandt sted, klarlægger det, der tilsyneladende ser ud til at være en modsigelse, når man betragter det århundreder senere uden en fuldstændig viden om de gældende forhold. Disse tilsyneladende modsigelser beviser også, at der ikke har bestået nogen forudgående aftaler blandt Bibelens forskellige nedskrivere og manuskriptafskrivere. En så iøjnefaldende modsigelse, såkaldt, som den ovenfor nævnte, ville absolut aldrig have kunnet passere. At der i det hele taget er sådanne tilsyneladende modsigelser i Bibelen, beviser, at der ikke var noget aftalt spil mellem nedskriverne, og når alle kendsgerningerne kommer frem i lyset, forsvinder endog den påståede modsigelse.

Prøv din hukommelse

Når du har læst dette nummer af „Vagttaarnet“, kan du så huske —

● Hvor man kan finde en konstant hjælp til forståelse af Bibelen? S. 364, § 1.

● Hvad der tilskyndede et af Jehovas vidner til at sige ja til uddannelsen som missionær? S. 365, § 2.

● Om en kristen ordets tjener vil forrette en vielse mellem en troende og en ikke-troende? S. 368, § 9.

● Hvornår en kristen har lov til at betale for en brud? S. 368, § 14.

● Hvorledes en vielse gik for sig blandt israelitterne i gammel tid? S. 371, § 1.

● Hvorvidt en kristen kan foretrække en borgerlig vielse fremfor en religiøs? S. 372, § 6.

● Hvad der forklarer den tilsyneladende modsigelse mellem beretningerne om Jesu helbredelse af Bartimæus, således som disse er gengivet hos Mattæus og Markus på den ene side og Lukas på den anden? S. 376, § 5.