Spørgsmål fra læserne
● I Mattæus-evangeliet 27:19 nævnes en drøm som Pilatus’ hustru havde om Jesus, og det hedder at hun havde „lidt meget“. Var denne drøm fra Gud?
Skriftstedet lyder: „Mens han [Pilatus] sad på dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: ’Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld.’“ Vi må huske at beretningen beskæftiger sig med domsprocessen mod Guds søn. På grund af denne proces og Jesu pælfæstelse lod Gud flere mirakler ske — det blev mørkt midt på dagen, der indtrådte et jordskælv og forhænget i templet flængedes i to stykker. (Matt. 27:45, 51-54) Eftersom drømmen omtales i denne sammenhæng må man formode at den stammede fra Gud, navnlig da den jo står at læse i Guds ord ved Mattæus, der skrev under inspiration af Guds hellige ånd. Det var ikke en almindelig drøm Pilatus’ hustru havde haft fordi hun vidste at Jesus skulle føres for hendes mand og dømmes næste dags morgen.
Bibelens inspirerede nedskrivere fortæller at Jehova i fortiden sendte advarsler i form af drømme, ikke alene til sine trofaste tjenere men også til mennesker som havde tilknytning til hans folk. Der var tilfældet med kong Abimelek af Gerar, dengang han tog Abrahams hustru. Mattæus selv omtaler andre drømme der tjente som guddommelige advarsler — ikke alene dem Jesu fosterfader Josef fik, men også den hvori hedenske astrologer blev advaret imod at fortælle Herodes hvor barnet Jesus var at finde. (1 Mos. 20:3-7; Matt. 1:20-24; 2:12, 13, 19) Når Mattæus skriver om den drøm Pilatus’ hustru havde må vi derfor regne med at den har sin betydning.
Denne drøm ville tjene som en kraftig advarsel til Pilatus om at han havde med en exceptionel sag at gøre og at han skulle vare sig for at pådrage sig skyld. Drømmen fremhævede Jesu uskyld på en sådan måde at Pilatus dårligt kunne ignorere den. Han havde allerede forhørt Jesus og vidste at han var uskyldig, og nu modtog han sin hustrus meddelelse om drømmen. Det har uden tvivl påvirket hans tanker eftersom han gjorde adskillige forsøg på at få folket til at afstå fra kravet om at Jesus skulle dø. Det at Pilatus til sidst vaskede sine hænder i mængdens påsyn og sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod,“ fritog ham ikke fra ansvar, men den skyld der hvilede på dem der råbte: „Hans blod komme over os og vore børn!“ var sandelig blevet grundigt påvist. — Matt. 27:24, 25.
● Hvordan kan man sige at Guds synlige organisation blev helt igennem teokratisk eller at dens opbygning blev fuldstændig teokratisk i 1938, når der fra tid til anden foretages revisioner og ændringer i organisationsinstruktionerne?
Allerførst må vi forstå hvad det vil sige at Guds synlige organisation blev fuldstændig eller helt igennem teokratisk. Ordet „teokrati“ betyder „Gudsstyre“. Hvis en organisation derfor skal være gennemført teokratisk må den i alle henseender ledes og styres af Gud eller af de kræfter han står bag. Jehova ledede selvfølgelig sin organisation forud for 1938, og den kunne udføre den hensigt han havde med den dengang, men han gav tjenerne i organisationen et vist spillerum hvad ledelsen af organisationen angik, og lod dem oven i købet på demokratisk vis vælge de mænd der skulle repræsentere den. Men det var ikke den fremgangsmåde man fulgte i den første menighed på apostlenes tid. Det var apostlene selv og ikke menigheden som foretog udnævnelsen af tjenere, og Guds virkekraft formidledes gennem apostlene. (Ap. G. 14:23; 19:6) Desuden var det det styrende råd i Jerusalem, bestående af apostlene og de ældre mænd, der drevet af Guds ånd trak retningslinjerne op for menighedernes liv og virksomhed. (Ap. G. 15:28) Efter at Jehova i 1918 var kommet til sit tempel begyndte han at genindføre den fuldstændige teokratiske ordning og at iværksætte et strammere styre i sin synlige organisation. Det skete ikke på én gang, men gradvis. Først i 1932 afskaffede man den uteokratiske demokratiske valgmetode til indsættelse af mænd i ældsteembedet.
Denne styrkelse af det teokratiske styre fortsatte igennem tyve år, fra 1918 til 1938, og den er en parallel til Salomons tyveårige byggeprogram, under hvilket han fuldførte Jehovas tempel, sit eget palads, domhallen og Libanonskovhuset eller våbenarsenalet. I 1938 åbenbarede Jehova denne parallel for sine tjenere, og den blev forklaret i The Watchtower, der bragte en dobbeltartikel som hed „Organisation“. Den offentliggjordes i numrene for 1. og 15. juni (Vagttårnet for 1. og 15. august 1938) og førte afgjorte beviser for at Jehovas organisation måtte ledes og styres af Jehovas ånd gennem det synlige styrende råd og de tjenere som Jehova selv ville udnævne. Den sidste paragraf i dobbeltartiklen sagde: „Jehovas teokratiske Styre leder nu fuldt ud Guds Folk.“
Dette var imidlertid ikke ensbetydende med at organisationen ville stagnere eller at det var umuligt at iværksætte nye projekter eller indføre nye metoder til udførelse af forkyndelsen. Tværtimod. Vagttårnets artikler om „Organisation“ henledte opmærksomheden på at Salomon efter sin tyveårige byggevirksomhed gik i gang med et landsomfattende byggeprogram. Hvordan dette program ville få sin opfyldelse i modbilledet eller hvad det ville føre til, var man ikke på det tidspunkt klar over, men Vagttårnet nøjedes med at sige: „Med fuld Tillid vil vi afvente det og faa det at se.“ I dag ser vi nogle af de resultater som den større Salomons, Jesu Kristi, byggeprogram har medført, og når vi kaster et blik på hvad der er blevet udrettet, erkender vi at det udelukkende er sket ved Guds ånds hjælp og fordi Guds folk selv har oplevet en vækst og modning. Nye grene af tjenesten har fordret nye metoder, som har krævet at organisationsinstruktionerne fra tid til anden har måttet revideres og ændres, men alt dette er et led i Jehovas teokratisk styrede organisations fremgang under Jehova Guds direkte ledelse. Disse revisioner og ændringer er derfor i sig selv helt teokratiske og ændrer ikke på nogen måde ved organisationens gennemførte teokratiske opbygning.
● Hvis de der opstår fra de døde skal dømmes på grundlag af deres gerninger efter at de er blevet oprejst, hvorfor brugte Jesus så datid da han talte om det, som det fremgår af Johannes 5:28, 29, New World Translation? — H. M., Papua, Ny Guinea.
Disse vers lyder: „Undres ikke over dette, for den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse.“
Jesus fremstillede åbenbart sagen på denne måde fordi han derved kunne omtale „alle [dem] som er i mindegravene“ under ét.
De der opnår himmelsk liv med Kristus dømmes på grundlag af deres gerninger i det nuværende liv. (2 Kor. 5:10) Når de oprejses til åndeligt liv får de skænket udødelighed. (1 Kor. 15:53; Rom. 6:5) De bringes ikke for dommen på det tidspunkt; nej, de får selv magt til at virke som dommere sammen med Kristus. (Åb. 20:4) Deres opstandelse er en „livets opstandelse“, og „det gode“ er for deres vedkommende det de gjorde før de døde.
Men hvad med dem som „er i mindegravene“ og som oprejses til liv på jorden? Afgøres det straks efter deres opstandelse om de har fået en „livets opstandelse“ eller en „dommens [dom har her betydningen ’fordømmelse’] opstandelse“? (Sammenlign vers 24 med vers 29 i Johannes-evangeliet, det femte kapitel.) Hvilken hensigt skulle det tjene at oprejse millioner af mennesker hvis tidligere liv var optaget af at gøre det onde, blot for at fortælle dem at de er onde og derpå at dræbe dem? Nej, vi må forstå Bibelens ord sådan at de døde som Hades giver tilbage bliver dømt efter de gerninger de øver efter deres opstandelse. (Åb. 20:13) Opstandelsen vil give dem en chance for at leve.
Som apostelen Paulus skrev i Hebræerne 9:27, 28: „Det er menneskenes lod én gang at dø,“ nemlig på grund af den adamitiske synd, „og derefter dømmes“. Denne dom er blevet mulig ved Jesu Kristi genløsningsoffer, og den giver mennesker mulighed for at opnå frelse. De der tidligere gjorde det gode vil uden tvivl finde det lettere at fortsætte dermed, og hvis de bliver ved med at gøre det gode helt frem til og under den endelige prøve der følger efter Kristi tusindårsrige, vil det vise sig at de opstod til en „livets opstandelse“. De der førhen gjorde det onde vil få lejlighed til at ændre deres handlemåde og opnå frelse, men de der ikke gør det vil senest ved den endelige prøve vise sig at have fået en dommens, det vil sige en fordømmelsens, opstandelse.
Hvad nu hvis Jesus havde fremsat sin udtalelse på en anden måde og kort og godt sagt at de gerninger efter hvilke det enkelte menneske ville blive dømt ville være alle dem de øvede efter deres opstandelse? Havde han gjort det ville han have ladet dem der skulle opnå himmelsk liv sammen med ham ude af betragtning. I stedet for at gøre dette brugte han et ufuldstændigt udtryk og kunne derfor omtale „alle [dem] som er i mindegravene“ under ét. Efter først at have henvist til opstandelsen som en generel foranstaltning springer han åbenbart hen over alle enkelthederne, fører os ud i fremtiden til det tidspunkt da vor fortid under tusindsårsriget skal tages op til bedømmelse, og fremstiller situationen som den vil være på det tidspunkt da den endelige løn skal tildeles dem der opstod, „de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse“.
● Efter Vandfloden velsignede Gud Noa og hans sønner og sagde til dem: „Frygt for eder og rædsel for eder skal være [vedblive med at være, NW] over alle jordens vildtlevende dyr.“ (1 Mos. 9:2) Betyder det at dyrene allerede før Vandfloden nærede denne frygt for mennesket?
Det hebraiske udsagnsord der her bliver benyttet er hajah’, som står i den uafsluttede form, hvilket vil sige at det kan oversættes „skal være“, „skal vise sig at være“ eller „skal vedblive med at være“. Hvilken oversættelse vil være den mest korrekte?
Ifølge 1 Mosebog 1:26-28 var dyrene fra begyndelsen underlagt mennesket, som skulle være „herre“ over dem. Det er ensbetydende med at dyrene allerede på dette tidspunkt måtte nære en vis hæmmende frygt for mennesket. Efter at Vandfloden var gået hen over jorden skete der ingen ændring i dette forhold.
At dyrene før Vandfloden nærede en hæmmende frygt for mennesker — en frygt som gjorde at de underlagde sig dem — sås tydeligt i arken som Noa byggede på Guds befaling. I det år da Noa og hans familie opholdt sig i arken sammen med de indespærrede dyr, nærede disse frygt for menneskene. Da Noa og hans familie var kommet ud af arken forsikrede Jehova dem derfor om at den frygt og rædsel dyrene nærede for mennesket skulle vedvare.
Det er altså ikke naturligt for dyrene at angribe mennesker. Skønt der igennem århundreder er drevet voldsom jagt på dyrene for „sportens“ og penges skyld og dyrene er blevet slet behandlet, er den hæmmende frygt stadig til stede hos dem. Lederen af afdelingen for pattedyr ved Det amerikanske naturhistoriske Museum, dr. George G. Goodwin, udtaler således: „Almindeligvis angriber leoparden ikke mennesker. Men hvis den bliver tirret eller den såres, vil den springe på mennesker og kæmpe.“ Og om aggressive giftslanger som mambaen og kongekobraen udtaler Raymond L. Ditmars i bogen „Snakes of the World“ [Alverdens slanger] at selv disse meget giftige slanger, fremfor at angribe, forsigtigt glider væk fra menneskers nærhed hvis de har lejlighed til det.
Selv om menneskene har mishandlet dyrene og gjort nogle af dem til farlige dyr, gælder det dog i almindelighed også i dag at dyrene nærer en hæmmende frygt for mennesket.
● Hvilket dyr red Jesus Kristus på under indtoget i Jerusalem? Mattæus 21:7 nævner både et æsel og et føl. — M. E., De forenede Stater.
Jesus sagde til de disciple han sendte til Jerusalem: „I [vil] straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig.“ (Matt. 21:2) Der var altså et hunæsel og et føl som endnu ikke var taget fra moderen. Derpå læser vi i Mattæus 21:7: „De hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.“
Vi forstår lettere hvilket dyr Jesus red på dersom vi først læser den profeti han derved opfyldte. Oversat direkte fra hebraisk lyder Zakarias 9:9: „Vær overmåde glad, o Zions datter. Råb i jubel, o Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig, ja, frelst; ydmyg, og ridende på et æsel, ja på et fuldvoksent dyr, et hunæsels søn.“ Messias ville altså benytte et „fuldvoksent“ handyr, „et hunæsels søn“.
Beretningerne i Markus’, Lukas’ og Johannes’ evangelier nævner kun det ene dyr, det Jesus red på. De kalder det dels et æsel, dels et føl. Dyret kan åbenbart betegnes med begge udtryk. (Markus 11:2-7; Lukas 19:30-35; Johannes 12:14, 15) Interessant nok viser både Markus og Lukas at det var et føl „som endnu intet menneske [havde] siddet på“. Selv om det var et fuldvoksent handyr var det dog endnu ikke blevet taget fra moderen og brugt som ridedyr. Disciplene bragte både hunæslet og føllet til Jesus, men det var hanæslet, føllet, han red på.
Vi får at vide at disciplene „lagde deres kapper på dem, og [Jesus] satte sig derpå“. Jesus satte sig naturligvis ikke på begge dyrene men på de kapper der var lagt på føllet. Derpå red han ind i Jerusalem.