både læren om opstandelsen og loven om svogerægteskab, som farisæerne lærte den. Saddukæerne krævede, at den afviste kvinde spyttede den uvillige svoger i ansigtet, mens farisæerne blot krævede, at hun spyttede foran hans ansigt. — 5 Mos. 25:5-9.

Angående loven om gengældelse, der krævede, at en mand, som havde aflagt falsk vidnesbyrd imod sin næste, selv skulle straffes med det, han søgte at bringe over den anden, hævdede saddukæerne, at reglen om „øje for øje, hånd for hånd“ skulle praktiseres bogstaveligt, men farisæerne tillod, at pengebøder trådte i stedet for det, loven ordret krævede. På den anden side krævede saddukæerne kun, at den bogstavelige straf blev bragt til udførelse, hvis det falske vidnesbyrd førte til et justitsmord, mens farisæerne mente, at det blotte forsøg på at skade en anden fortjente straf. Gud siger om spørgsmålet: „Så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder.“ — 5 Mos. 19:16-21.

Stort set må man sige, at saddukæerne tolkede Loven på en konservativ måde og anvendte dens straffebestemmelser med strenghed, mens farisæerne søgte at behage folket ved at mildne Lovens straffe, hvor det var muligt at gøre det ved et eller andet spidsfindigt ræsonnement. Saddukæerne fortolkede Loven så bogstaveligt, at de forbød ægtefæller at have kønslig omgang i fyrre dage, efter at hustruen havde født en dreng, og i firs dage, efter at hun havde sat en pige i verden, fordi Loven sagde, at en kvinde var uren i disse tidsrum. De gik endog så vidt som til at forbyde samleje på sabbatsdagen ud fra den betragtning, at Loven forbyder enhver anstrengelse på denne dag. — 3 Mos. 12:2-8.

Ansvar

Saddukæerne delte skylden for at have overgivet Jesus til døden med farisæerne. De var overordentlig selvretfærdige, og Kristus advarede sine efterfølgere mod deres lære, ligesom han advarede mod farisæernes lære, deres „surdejg“. (Matt. 16:6, 11, 12) Og skønt hans svidende fordømmelse, som gengives i Mattæus, kapitel 23, var rettet mod de skriftkloge og farisæerne, må vi dog ikke tro, at saddukæerne var mindre dadelværdige. Det ser snarere ud til, at de kom mindre i kontakt med Jesus, fordi de holdt sig adskilt fra folket.

Det var saddukæernes mest politisksindede fløj, boethusianerne, eller herodianerne, der søgte at stille en fælde for Jesus ved spørgsmålet om betaling af skat. Deres foregivne oprigtighed og deres smiger fik ikke Kristus til at gå i fælden. Han rev deres maske af ved at sige: „Hvorfor stiller I fælde for mig?“, og han undgik deres fælde ved at få dem til at fremvise en mønt med kejserens billede og svare dem: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.“ — Mark. 12:13-17.

Det ser ud til, at saddukæerne spillede en fremtrædende rolle i forfølgelsen af apostlene lige efter pinsen, fordi „de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde“, og fordi apostlene ved deres forkyndelse syntes at ville „bringe dette menneskes [Jesu] blod over“ saddukæerne. (Ap. G. 4:1, 2, 19; 5:17, 28, 29) Ved Jerusalems ødelæggelse i 70 e.. Kr. forsvandt saddukæerne med eet fra den jødiske skueplads.

Fyrretyve år tidligere havde Johannes Døber advaret både dem og farisæerne om denne forestående ødelæggelse. „Da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelse værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene der! Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.“ — Matt. 3:7-10.

I mange henseender er liberalisterne inden for kristenhedens præsteskab et modstykke til saddukæerne; de har meget lidt tro på Guds ord, de er selvretfærdige, de sætter deres lid til verdslige regeringer i stedet for til Guds konge og hans rige, og de modstår Jehovas tjenere, som bringer håbet om dette rige ud til folket. Og i Harmagedon vil de forsvinde fra skuepladsen, ligesom saddukæerne forsvandt ved Jerusalems ødelæggelse.

En kristen helligdag?

„Paven hævder, at 1. maj er en kristen helligdag.“ Således lød overskriften til en artikel i New York Times for 3. maj 1953. Artiklen sagde: „I en majtale, han holdt for 4000 arbejdere fra mange dele af Italien, samlede i Vatikanet, bekræftede han, at dagen bør helligholdes som en kristen arbejder-festdag.“ Times gengav derefter følgende spørgsmål, som paven stillede vedrørende 1. maj-dagen: „Hvem kan bedre end den sande kristne give dagen en dybere betydning?“ Højtideligholder sande kristne majdagen som en kristen festdag? Vær selv dommer.

Majdagens oprindelse? The New Funk & Wagnalls Encyclopedia siger på side 8294: „Majdagens festligheder stammer sandsynligvis fra de ritualer, der blev praktiseret til ære for den romerske gudinde Maja, der blev tilbedt som kilden til menneskenes og naturens frugtbarhed.“ En betydningsfuld del af denne fest var (og er stadig, særlig blandet skolebørn) dansen om majstangen. Samme leksikon siger: „De fleste lærde mener, at denne majstang er et levn af et fallisk symbol, der tidligere blev brugt i forårsritualerne til ære for gudinden Maja.“

Helligholdt de første kristne de hedenske festdage og kaldte dem kristne? Nej! „For at holde sig fri for afgudsdyrkelse nægtede de at deltage i andre samfunds private eller offentlige festligheder.“ (A History of Rome af George Willis Botsford, side 263) En anden autoritet taler om, at „de kristne nægtede på det bestemteste at deltage i nogen religiøs festlighed“. — Christianity and the Roman Government af E. G. Hardy, side 36.

Kan man, når man tager disse kendsgerninger i betragtning, sige, at sande kristne giver majdagen „en dybere betydning“ ved at holde den som en kristen helligdag? Døm selv.