Den kristne tjeneste — hvor meget omfatter den?
Når udtrykket „den kristne tjeneste“ nævnes, kommer man til at tænke på mange forskellige ting. Hvad tænker du på? Måske tænker du, som mange andre, på en mand der står og prædiker for en forsamling. Eller måske tænker du på det at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til folk i deres hjem. Hvilken opfattelse er den rigtige?
I virkeligheden er begge disse handlinger en form for kristen tjeneste. Men hverken den ene eller den anden — eller dem begge tilsammen — er den kristne tjeneste i udtrykkets fulde betydning. Hvis vi mente at den kristne tjeneste kun var begrænset til sådanne gerninger, ville vi faktisk have en ufuldstændig og ufuldkommen forståelse af hvad den omfatter. Dette ville virke hæmmende på vor tjeneste for Gud; lad os derfor undersøge hvad den kristne tjeneste ifølge Guds eget ord består i.
Hvad det vil sige at tjene
Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Menneskesønnen [er ikke] kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Han viste at han på denne måde satte et eksempel for alle sine disciple. De skulle også aktivt tjene andre, og ikke prøve at få andre til at tjene dem. (Matt. 20:26-28; Luk. 22:26, 27) Hvordan skulle de gøre det?
Hvis vi forstår ordet der anvendes i den græske grundtekst, vil det hjælpe os til bedre at fatte den fulde betydning af hvad den kristne tjeneste er. Ordet „at tjene“ i det nævnte skriftsted er en oversættelse af det græske udsagnsord diakone’o.
Dette græske ord hentyder i særlig grad til en bestemt form for tjeneste, nemlig en personlig tjeneste. En af de oprindeligste anvendelser ordet havde i det græske sprog var ligefrem det ’at varte op’ for en anden ved et bord, at servere mad for en der spiser, altså at være vedkommendes tjener.
Var du klar over at Bibelen flere steder bruger det græske ord for „at tjene“ i denne oprindelige betydning? For eksempel fortalte Jesus en lignelse om en herre hvis tjener kom ind fra marken, hvor han havde pløjet eller vogtet kvæg (og altså havde udført en tjeneste, skønt den ikke var af særlig personlig art), hvorefter herren siger til sin tjener: „Tilbered, hvad jeg skal have til aftensmad, og bind så op om dig og vart mig op [en form af ordet diakone’o].“ (Luk. 17:7, 8) Både Marta og Peters svigermoder gjorde tjeneste på lignende måde; de ydede en personlig tjeneste ved at servere mad og varte op. (Mark. 1:30, 31; Luk. 10:40; Joh. 12:2; jævnfør Johannes 2:5-9.) Ja, det at tjene omfatter mange ting. Men er det rigtigt at betragte sådan noget som at lave mad og servere som en del af „den kristne tjeneste“? Lad os se.
Som Jesus havde sagt var han ’ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene’. Ikke desto mindre var der nogle der betjente Jesus, og han tog imod deres tjeneste, for den blev ydet frivilligt og ud fra et ønske om at hjælpe ham og hans disciple til at bruge deres tid og kræfter i deres åndelige arbejde. Vi læser for eksempel at nogle kvinder „havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham“ og hans disciple. Jakobs og Johannes’ moder var en af dem. (Matt. 27:55; Mark. 15:40, 41) Udtrykket ’at sørge for’ er her en gengivelse af det græske ord der også betyder ’at tjene’. Hvori bestod så den tjeneste de gjorde?
Den bestod sikkert i at lave mad, reparere tøj og vaske, ja måske også i at sy. (Se også Apostlenes Gerninger 9:36-39; Romerne 16:1, 2.) Og det ser ud til at de brugte deres egne penge og ejendele til at sørge for Jesus og hans disciple, for i Lukas 8:3 siges der at de „gik dem til hånde med det, de havde“.
Men kan man sige at disse kvinder udførte en kristen tjeneste ved at sørge for Jesus og hans mandlige disciple, sådan at disse kunne koncentrere sig om at forkynde og undervise? Ja, ganske afgjort, og det var endda en meget rosværdig tjeneste. Jesus selv værdsatte i høj grad denne tjeneste, og den blev specielt omtalt i Guds ord. (Se også Markus 14:3-9.) Dette fremgår også af Jesu lignelse om fårene og bukkene, som står nedskrevet i Mattæus 25:31-46.
I denne beretning læser vi at de der er som bukke og som Jesus udtaler en ugunstig dom over, siger til ham: „Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?“ Jesus svarede: „Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér [Jesu åndelige brødre], har I heller ikke gjort imod mig.“ De mennesker der havde fårets egenskaber havde derimod udført en sådan tjeneste, og de blev rigt velsignet for det. Er du også med til at tjene på denne måde? Benytter du dig med glæde af de muligheder der byder sig for at yde hjælp og bistand til disse Kristi brødre i dag? Hjælper du også ’de mindste’, og ikke bare dem der har en mere fremtrædende stilling?
’Tjeneste’ for apostlene
Beretningen i Bibelen viser at der efter Jesu død var nogle, deriblandt den unge Johannes Markus, Timoteus og andre, der hjalp visse af apostlene (Ap. G. 13:5; 19:22; 2 Tim. 4:11), og nogle der ’tjente’ Paulus mens han var i fængsel. (2 Tim. 1:16-18; Filem. 13) Hvilken form for tjeneste gjorde de? Beretningen giver ingen særlige detaljer. Udover at de sørgede for mad og andre fysiske fornødenheder, ved vi at de overbragte budskaber og instruktioner fra apostlene til andre, og de gjorde uden tvivl også tjeneste som skrivere eller sekretærer, foretog indkøb — måske af skrivematerialer — og udførte andre lignende opgaver som sande medhjælpere for apostlene. De betragtede ganske givet sådanne tjenesteydelser som en form for kristen tjeneste og en stor forret, hvilket det jo også var.
Ved deres tjeneste gjorde disse mænd det lettere for Paulus og andre at koncentrere kræfterne om deres egen særlige tjeneste. Paulus havde fået en bestemt tjeneste overdraget af Kristus Jesus, og det var „at vidne om Guds nådes evangelium“, især for „hedningerne“, de ikke-jødiske folk, som Paulus var apostel for. (Ap. G. 20:24; 21:19; Rom. 11:13; Ef. 3:5-7) Som ’tjener for en ny pagt’ kunne Paulus desuden hjælpe andre til at blive en del af det åndelige Israels nation i denne nye pagt. Og hvad der var endnu vigtigere — han var tjener for dem der allerede var med i den nye pagt; han tjente som hyrde og hjalp således de kristne til at forblive trofaste mod pagtens betingelser og få del i dens goder. — 2 Kor. 3:5, 6; 4:1; Kol. 1:23-25.
Nogle af dem der betjente Paulus ved at sørge for ham på forskellige måder, fik med tiden selv overdraget en hyrdegerning i det åndelige Israel, den kristne menighed. For eksempel blev Timoteus bedt om at blive i Efesus og hjælpe menigheden dér for en tid. — 1 Tim. 1:3.
De mere betydningsfulde sider af den kristne tjeneste
Ja, alle disse ting var en form for tjeneste, og det var alt sammen en del af den kristne tjeneste. Naturligvis var visse tjenesteydelser mere betydningsfulde end andre. Det kom klart til udtryk kort efter at den kristne menighed var blevet dannet på pinsedagen i år 33. Disciplene voksede hurtigt i antal, ja der var endda tre tusind der lige var blevet døbt. Derved opstod der behov for hjælp i form af fødevarer og andre fornødenheder, for mange af de nyomvendte var kun på besøg i Jerusalem og var langt væk fra den by eller det land de kom fra. For at klare dette problem gav mange disciple med glæde af deres egne midler for at andre blandt deres nye brødre og søstre kunne få hvad de havde brug for. (Ap. G. 2:5, 41; 4:32-37) Men af en eller anden grund som ikke er anført blev enkerne blandt de græsktalende jøder forbigået i „den daglige uddeling“ (egentlig „den daglige tjeneste“; græsk: diakoni’a) af madvarer. Hvem skulle tage sig af dette problem, som fik de græsktalende jøder til at begynde at knurre mod de hebraisktalende jøder?
Da apostlene blev underrettet sagde de: „Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste (diakonein’) ved bordene.“ Derfor fik de brødrene til at udvælge syv kvalificerede mænd som apostlene udnævnte til at tage sig af „denne gerning“, og apostlene sagde: „Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.“ — Ap. G. 6:1-6.
Her omtales altså to former for tjeneste. Den ene form havde at gøre med at uddele fødevarerne ligeligt og uden partiskhed (og uden tvivl også med at administrere penge og indkøbe varer) til dem der manglede noget. Men der var også en mere betydningsfuld form for tjeneste der skulle udføres; den havde ikke at gøre med materielle fødevarer eller midler, men den gik ud på at uddele åndelig føde ved studium under bøn, og ved undervisning og hyrdearbejde. Apostlene var klar over at denne „ordets tjeneste“ havde krav på deres udelte opmærksomhed. De bedømte tingene rigtigt, og resultatet blev at „Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem“. (Ap. G. 6:7) Det er værd at lægge mærke til at de der blev udpeget til at gøre tjeneste ved bordene, ikke mente at de derved gjorde alt hvad der kunne forventes af dem. Stefanus, for eksempel, havde også en stor andel i det offentlige vidnesbyrd om Guds ord. — Ap. G. 6:8-7:60.
Vær med i den kristne tjeneste i dag
Da vi nu ser hvor meget den kristne tjeneste egentlig omfatter kan vi forstå hvorfor apostelen siger i Første Korinterbrev 12:4-7: „Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren [Jesus Kristus] er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Og Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn.“
Ja, den kristne tjeneste omfatter mange enkelte former for tjeneste. Den kristne menighed er nemlig som et legeme, og for at dette legeme kan fungere rigtigt under dets hersker og hoved, Jesus Kristus, skal der udføres mange former for tjeneste. De er alle sammen vigtige, skønt nogle er mere betydningsfulde end andre. Det er således klart at der er noget at gøre for alle; blandt de „forskellige tjenester“ der skal udføres under den ene Herres ledelse, er der en lang række muligheder og forrettigheder. — 1 Kor. 12:12-28.
I dag er der mange der udfører en tjeneste der ligner den nogle af det første århundredes kristne ydede Jesus og hans apostle, og det er ikke bare unge mennesker der gør det, men også mænd i en moden alder og ligeledes kvinder. Hundreder af Jehovas vidner udfører et sådant arbejde som heltidstjenere på betelhjem og trykkerier, på Selskabets gårde og på afdelingskontorer over hele jorden. Men eftersom deres arbejde jo i mange tilfælde ligner det som folk i verdslige firmaer udfører, ja måske endda er nøjagtig det samme, kan man så sige at de er med i den kristne tjeneste ved det de gør? Ja, for deres arbejde fremmer Kristi riges interesser; det bidrager til at andre kan koncentrere sig om at undervise og være hyrder, at de kan hellige sig „bønnen og ordets tjeneste“ og derved uddele den åndelige føde som Kristi menighed og folk i verden har behov for. De der i dag gør en tjeneste af mere praktisk art kan også selv være med til personligt at udbringe livets ord til andre og dele den gode nyhed om Kristi rige med deres brødre og med folk fra verden. De erkender at dette er en betydningsfuld del af deres tjeneste.
I mere end 26.000 menigheder jorden over er der åndeligt kvalificerede mænd der tjener som hyrder og lærere for fårene i Guds hjord — de våger over fårenes åndelige velfærd, giver vejledning, irettesætter, trøster og styrker — mens andre selvopofrende mænd tager sig af de yderligere pligter af mere praktisk art. (Ef. 4:11, 12; 1 Tim. 3:1-13) Inden for hver menighed er der mange former for tjeneste der skal ydes. De syge skal besøges, der skal måske sørges for nogle som mangler noget, der skal skaffes et mødested, og det skal vedligeholdes. Ja, selv sådan noget som at gøre rent, og foretage reparationer i rigssalen, sy gardiner og male skilte — det er alt sammen muligheder for at tjene. Både mænd, kvinder og børn kan være med til at ordne sådanne nødvendige ting. Desuden giver Gud gennem sin søn alle kristne den store forret at være den gode nyheds tjenere, både over for hinanden og over for retsindige mennesker uden for menigheden. (Ap. G. 2:17, 18; Hebr. 10:24, 25) Alle sande kristne har således nok at gøre i den kristne tjeneste med dens mange sider!
Det er gavnligt for os at se hele den omfattende kristne tjeneste i dette større perspektiv. Det hjælper os til at finde glæde og tilfredshed i tjenesten. Kristne mænd kan indse at deres forskelligartede evner og anlæg kan komme til udtryk på mange måder. De bør tilskyndes til at udvikle deres åndelige evner så de kan tjene blandt tilsynsmændene i den ’skønne gerning’ det er at være hyrde for Guds får. (1 Tim. 3:1) Hustruer kan tænke på hvor værdifuldt det er at de tjener ved at sørge for deres kristne ægtemænd og deres børn, i forvisningen om at denne tjeneste sættes højt af menighedens hoved, Jesus Kristus, og af Gud. (1 Pet. 2:21; 3:1-5) Unge mennesker kan tilbyde deres hjælp i hjemmet og ved menighedens mødested; de kan gå i byen og gøre andre tjenester for dem der er syge og gamle, og de kan tilbyde at gøre forskelligt arbejde i menigheden under tilsynsmændenes ledelse. Desuden kan og bør vi alle være med til at prise Gud inden for og uden for menigheden, til frelse for os selv og for dem som vil høre på os. — Rom. 10:10.
Hvorledes kan vi da være med i den kristne tjeneste? Ved at anerkende Kristus Jesus som hoved, udnævnt af Gud, og underlægge os hans ledelse, idet vi tjener sammen med hans menighed. Vi kan hjælpe dem der virker som hyrder og lærere; vi kan være andre behjælpelige i deres gudsdyrkelse og deres tjeneste for Gud og Kristus; og vi kan bringe den gode nyhed ud til andre. Tag med glæde og værdsættelse imod en hvilken som helst opgave du måtte få tildelt, den være sig stor eller lille. Ja, „som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået“. — 1 Pet. 4:10.