Bibeloversættere tager udfordringen op

BIBELEN var i begyndelsen af 1974 oversat helt eller delvis til 1526 sprog og dialekter. Ikke alene oversættes den hvert år til sprog som den endnu ikke har været oversat til, men der foretages også stadig flere oversættelser til de samme sprog som den hidtil er udkommet på. For eksempel er der i de seneste år kommet nye oversættelser til engelsk så godt som hvert år.

Om kunsten at oversætte har en professor i sprogvidenskab engang sagt at „der er ingen ende på de spørgsmål der opstår under arbejdet med at oversætte“. Den største udfordring møder de der giver sig i lag med at oversætte Bibelen. Det er rammende blevet sagt at „oversættelsen af Bibelen er en endeløs proces“. Den består blandt andet i — fra oldtidssprog — at skulle oversætte idiomer (faste udtryk) som ikke længere er i brug. Ligeledes spiller ved oversættelse af Bibelen religiøse opfattelser ind, og disse har altid været forbundet med stærke følelser, som kan gribe forstyrrende ind i en oversætters dømmekraft. Da Bibelen er Guds inspirerede ord bør den oversættes med den største omhu og dygtighed. Hvis man ikke accepterer at Bibelen er Guds inspirerede ord, sådan som den selv hævder at være, kan man ikke yde den fuld retfærdighed. At oversætte Bibelen er både en kunst og en videnskab; det er et arbejde som kræver kærlighed.

Nøjagtighed

At oversætte Bibelen stiller krav til oversætterens nøjagtighed. Er oversættelsen lige så udtryksfuld som originalen? Siger den lige så meget? Gengiver den originalens stemning og stil såvel som dens ord? De fleste bibeloversættelser kommer til kort her. På græsk har man for eksempel to ord som de fleste bibeloversættelser gengiver med „at salve“: aleiʹfo og khriʹo. Aleiʹfo bruges altid om det at indgnide legemet med olie eller salve efter et bad eller ved sygdom og død. (Matt. 6:17; Mark. 6:13; 16:1; Luk. 7:38, 46; Jak. 5:14) Khriʹo, derimod, bruges kun i en åndelig, hellig, billedlig eller symbolsk betydning, og fortjener derfor at blive gengivet med ordet „salve“. Det forekommer for eksempel i Lukas 4:18, der lyder: „Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige.“ Kun få bibeloversættelser skelner som New World Translation mellem disse to græske ord. Denne oversættelse gengiver aleiʹfo med „at indgnide med olie“ og khriʹo med „at salve“.

Endnu et eksempel som understreger kravet om nøjagtighed er gengivelsen af den græske præsens imperativ, bydemåde. På græsk betegner denne form en vedvarende eller gentagen handling. Denne særegenhed ignoreres af de fleste bibeloversættere. For eksempel siger næsten alle oversættelser i Lukas 11:9, 10 sådan som den danske autoriserede oversættelse: „Og jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.“

Ved denne oversættelse går imidlertid selve pointen i Jesu lignelse tabt. Jesus har fortalt om en mand der har fået en gæst ved midnat og derfor går hen til sin nabo for at bede om noget brød. Naboen siger først nej fordi han er gået i seng sammen med sine børn, men til sidst står han alligevel op og giver ham brødet, ikke fordi den der beder ham er en ven, men på grund af hans „påtrængenhed“, eller, som New World Translation siger, „hans dristige vedholdenhed“. Jesu ord da han uddrog læren af lignelsen, kan derfor mere nøjagtigt gengives: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“ — NW.

På vagt over for religiøs fordom og indgroede religiøse opfattelser

En bibeloversætter må også være tro mod originalen. Undertiden lader bibeloversættere sig imidlertid påvirke af religiøs fordom. Det synes som om nogle har aversion imod at gengive det hebraiske tetragram JHVH med et ord af tilsvarende værdi. Nogle synes ikke om at bruge formen „Jehova“, men hvis „Jahve“ er mere korrekt, hvorfor er der så ikke flere der bruger denne form? Blandt de engelske oversættelser er det siden Rotherhams oversættelse (1897) kun The Jerusalem Bible der har benyttet formen Jahve. Af danske oversættelser har Christian Kalkar brugt formen „Jehova“ i sin oversættelse fra 1844, og Frants Buhl har brugt formen „Jahve“ i sin videnskabelige oversættelse fra 1910. Der hersker ingen tvivl om at tetragrammet JHVH er et egennavn og derfor ikke bør oversættes med et fællesnavn som „Herre“ eller „Gud“. Ganske vist sættes disse fællesnavne i nogle oversættelser udelukkende med store bogstaver når de bruges til gengivelse af JHVH, men det gør dem ikke til navne, og ved oplæsning fra Bibelen kan tilhørerne i hvert fald ikke høre at ordet er sat med store bogstaver.

Et andet eksempel er gengivelsen af Johannes 2:3, 4 i den engelske Catholic Confraternity Version (1941). Den lyder: „Da vinen var sluppet op sagde Jesu moder til ham: ’De har ingen vin.’ Og Jesus sagde til hende: ’Hvad vil du have mig til, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.’“ (Den danske katolske oversættelse af Erikke Rosenørn-Lehn siger næsten det samme: „Hvad vil du af mig, o Kvinde?“) Dette gengiver ikke nøjagtigt den afvisende tone i Jesu ord til sin moder, en tone som også tilkendegives ved at han kalder hende „kvinde“ og ikke „moder“. Dét han sagde var: „Kvinde, hvorfor komme til mig? Min time er endnu ikke kommet.“ (The Jerusalem Bible) En fodnote hertil siger forklarende: „Ordret: ’Hvad mig og dig?’, et semitisk udtryk, som forekommer ret ofte i G[amle] T[estamente] . . . Man bruger det for at afvise en ubelejlig indblanding eller for at lade en anden forstå, at man ikke ønsker at have med ham at gøre.“ Jesus satte altså Maria på plads; han betragtede hende ikke som et ophøjet væsen. — Luk. 11:27, 28.

Et lignende eksempel på at en oversættelse er blevet præget af en bestemt religiøs opfattelse har vi i The Children’s Living Bible af K. N. Taylor. Den siger i Andet Timoteusbrev 2:8: „Glem aldrig det underfulde at Jesus Kristus var et menneske, født i kong Davids slægt; og at han var Gud, hvilket ses af at han igen opstod fra de døde.“ Men den græske tekst siger intet om at Jesus var Gud, hvilket man ser når man sammenholder med andre oversættelser, for eksempel New English Bible, der siger: „Husk på Jesus Kristus, opstået fra de døde, født i Davids slægt.“ Den danske autoriserede oversættelse siger noget lignende.

Et andet eksempel fra Taylors oversættelse er Mattæus 7:13, der lyder: „Himmelen kommer man kun ind i gennem den snævre port! Vejen til helvede er bred, og porten dertil er vid nok for de skarer der vælger den letteste vej.“ Men den græske tekst siger intet hverken om Hades eller Gehenna, de to græske ord der ofte oversættes med „helvede“. Den sætter „liv“ i kontrast til „ødelæggelse“ eller „fortabelse“.

Guds ord må afgøre tvivlsspørgsmål

Når valget står mellem to muligheder, som for eksempel når tegnsætningen er af væsentlig betydning, må det være Bibelen selv der har det afgørende ord. (Dengang Bibelen blev skrevet, fandtes ingen tegnsætning.) Alligevel siger de allerfleste bibeloversættelser i Lukas 23:43, som i den danske autoriserede oversættelse: „Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.“ New World Translation og Rotherhams oversættelse sætter imidlertid tegnet efter „i dag“: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (NW) Hvad er det rigtige?

Alt hvad vi behøver at gøre er at spørge: Fortjente forbryderen som Jesus sagde disse ord til, at gå til himmelen efter et liv fuldt af forbrydelser, blot fordi han udtrykte sin medfølelse med Jesus og bad om at blive husket af ham? Havde han ’arbejdet på sin egen frelse med frygt og bæven’? (Luk. 13:24; Fil. 2:12) Bibelen siger intet om at Jesus gik til et paradis i himmelen samme dag. Tværtimod sagde Peter at Jesus gik til dødsriget, Hades, da han døde og blev begravet, og derfra blev han også oprejst. Jesus selv sagde at ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skulle han være — ikke i himmelen men — „tre dage og tre nætter i jordens skød“. Ydermere sagde Jesus til Maria, efter at han var blevet oprejst fra de døde, at han endnu ikke var steget op til sin og hendes Gud. (Matt. 12:40; Joh. 20:17; Ap. G. 2:22-33) Hvilken anden slutning kan den objektive bibeloversætter komme til end at Jesus må have sagt, ikke: „I dag skal du være med mig i Paradis,“ men: „Jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset,“ det vil sige engang i fremtiden.

Det samme princip gælder med hensyn til at skrive visse ord med stort begyndelsesbogstav. Oversætteren vælger selv hvor han vil bruge store bogstaver. De der tror på at den hellige ånd er en tredje person i en treenighed skriver „Helligånden“ med stort begyndelsesbogstav, som for eksempel i Apostlenes Gerninger 1:8, der lyder ifølge den danske autoriserede oversættelse: „Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft.“ Hvad læser vi imidlertid i beretningen om den begivenhed hvorved Jesu ord blev opfyldt? „Det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd.“ (Ap. G. 2:17) Her er det store begyndelsesbogstav bibeholdt, men andre oversættere har set vanskeligheden og skriver med lille begyndelsesbogstav, for eksempel New English Bible, der siger: „En del af min ånd.“ Grunden til at man skriver „ånd“ med lille begyndelsesbogstav er tydeligvis den at Gud ikke kan udgyde en del af en person i den treenige guddom; det er klart nok at ordet „ånd“ her ikke hentyder til en person. Eftersom der er en direkte forbindelse mellem dette skriftsted og Jesu forudsigelse i Apostlenes Gerninger 1:8, følger det heraf at han ikke tænkte på nogen person da han fortalte at hans disciple skulle modtage den hellige ånd, og derfor bør man ikke skrive ordet med stort begyndelsesbogstav.

Dette stemmer også med Johannes Døbers ord om at mens han selv døbte med vand, ville den der kom efter ham „døbe . . . med hellig ånd“. (Mark. 1:8, NW) Man kan ikke døbe nogen med en anden person, men man kan døbe dem med vand eller med en aktiv kraft, og det er hvad Guds hellige ånd er. Ja, bibeloversættere må lade Guds ord være afgørende for deres valg når der er flere muligheder.

Det ideelle er at kommunikere

Man kan vist godt sige at ingen oversættelse på ethvert punkt hæver sig op over alle andre. Mens de friere oversættelser måske kommer til kort med hensyn til nøjagtigheden, kommunikerer de mere bogstavelige oversættelser måske ikke så godt som disse. Således støder vi fra tid til anden i New World Translation på udtrykket „at blive bragt til tavshed“. (Es. 6:5; Jer. 49:26) Tanken er „at blive bragt til tavshed i døden“, som New English Bible siger. Ligeledes er det foragtelige udtryk „enhver der lader vandet op ad en mur“ (1 Kong. 14:10; 21:21; 2 Kong. 9:8; alle i NW) et idiom som simpelt hen betyder „en mand“, og derfor gengiver nogle oversættelser det da også med „hvert mandligt væsen“. (Da. aut. , NEB) Imidlertid er der også eksempler på at bibeloversættelser som bestræber sig for at kommunikere, indeholder udtryk som ikke er umiddelbart forståelige. Et eksempel fra Peter Schindlers oversættelse af Det nye Testamente er Romerbrevet 10:6: „Sig ej ved Dig selv: ’Hvo vil klyve til Himmels, hvo vil dykke i Dødsdybet ned’.“ Klyve er næsten gået af brug i dansk. Det betyder „klatre, kravle“.

Ja, det er virkelig en udfordring at oversætte Bibelen nøjagtigt og forståeligt og samtidig til et godt sprog. Derfor må vi være taknemmelige for at der er foretaget så mange oversættelser. Af de foregående eksempler skulle det fremgå at som en nøjagtig oversættelse har New World Translation mange fordele.