Spørgsmål fra læserne

● I Johannes 2:20 læser vi: „Dette tempel er blevet bygget på seksogfyrre år, og du vil rejse det på tre dage?“ Hvornår begyndte disse seksogfyrre år, og hvornår sluttede de?

Sammenhængen hvori udtalelsen forekommer, viser at Jesus på det tidspunkt var i Jerusalem for at fejre sin første påske efter sin dåb. (Joh. 1:29-33; 2:13) Ifølge profetien om de halvfjerds åruger i Daniel 9:24-27 ville Messias træde offentligt frem i efteråret 29 e.v.t.a Den følgende påske må altså være påsken i foråret 30 e.v.t.

Angående udregningen af de seksogfyrre år får vi en god hjælp af den jødiske historieskriver Flavius Josefus. I hans værk Jødernes oldtidshistorie læser vi: „Og nu, i sit attende regeringsår, og efter de allerede nævnte handlinger, påtog Herodes sig et meget stort værk, nemlig selv at bygge Guds tempel og at gøre det større i udstrækning og at rejse det til en ganske storslået højde.“ — Femtende bog, kapitel XI, 1. afsnit.

Josefus siger at Herodes indtog Jerusalem syvogtyve år efter at byen faldt i Pompejus’ hænder (hvilket skete i 63 f.v.t.). Dette placerer Herodes’ indtagelse af Jerusalem i juli (eller, ifølge nogle lærde, måske oktober) år 36 f.v.t. Josefus betragtede sandsynligvis perioden fra Herodes’ overtagelse af tronen frem til nisan måned det følgende forår, som et „tiltrædelsesår“. Herodes’ første „regeringsår“ begyndte således ikke før det følgende forår og strakte sig altså fra foråret 35 f.v.t. til foråret 34 f.v.t. Tæller vi sytten år frem, kommer Herodes’ attende regeringsår (hvori han påbegyndte tempelbyggeriet) til at svare til år 18-17 f.v.t. Tæller vi yderligere seksogfyrre år frem, kommer vi til 29-30 e.v.t.

● Min kone, som ikke tjener Gud elsker en anden mand. Kan jeg lade mig skille fra hende, eftersom hun sandsynligvis har ’begået ægteskabsbrud i sit hjerte’, sådan som Jesus sagde i Mattæus 5:28?

Med ordene i Mattæus 5:28 sagde Jesus ikke at „åndelig utroskab“, som nogle kalder det, var en grund til skilsmisse.

Læg mærke til Jesu ord: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ — Matt. 5:27, 28.

Kristus forklarede her at det syvende af de ti bud burde have betydet mere for hans jødiske tilhørere end at de blot undgik selve den handling der var ensbetydende med utroskab. (2 Mos. 20:14; 5 Mos. 5:18) Han førte overtrædelsen tilbage til personens hjerte. Som Jakob senere forklarede, kan et uret begær i hjertet føre til syndige handlinger, og gør det ofte. (Jak. 1:14, 15; Ordsp. 6:25) Sådan gik det David, der så på og blev interesseret i en anden mands hustru, med det resultat at han begik ægteskabsbrud med hende. (2 Sam. 11:2-4) Jesus opfordrede altså sine tilhørere til ikke alene at undgå selve den syndige handling, men også det syndige begær som ligger bag handlingen.

Hvis en mand eller en kvinde opdyrker et sådant begær („bliver ved med at se på“ en anden), er Gud klar over det, for han „ser på hjertet“. (1 Sam. 16:7; Ordsp. 24:12; Hebr. 4:13) Gud ved at den der af hjertet har lyst til at begå ægteskabsbrud, måske blot endnu ikke har haft lejlighed til at føre sit ønske ud i livet. Derfor er vedkommende allerede dadelværdig i Guds øjne.

Men er dette umoralske ønske i sig selv et bibelsk grundlag for at ægtefællen kan opnå skilsmisse og derefter være fri til at gifte sig igen? Nej. Jesus gav ikke mennesker bemyndigelse til at afgøre sager på grundlag af hvilke ønsker nogle måske nærer i hjertet. Apostelen Johannes skrev for eksempel at „enhver der hader sin broder er en manddraber“ (1 Joh. 3:15), men de ældste i den kristne menighed har ingen bemyndigelse til at udstøde én for mord fordi de mener han nærer et vist had i sit hjerte. De kan ikke, som Gud, læse og bedømme hvad der bor i et menneskes hjerte.

Da Jesus sagde at den eneste bibelske grund til skilsmisse var „utugt“ (græsk: porneia, hvilket betyder kønslig umoralitet), mente han altså umoralske handlinger. — Matt. 19:9.

Hvis din kone er villig til at ræsonnere med dig, kunne du tale med hende om følgende: Gud, Skaberen, ved hvad der er bedst for os mennesker, og han forsikrer os om at umoralitet ikke bringer varig lykke. En ærlig vurdering af de følger en umoralsk levevis som regel får, bekræfter dette. Det er derfor klogt at gøre noget for at aflægge umoralske ønsker før de fører til umoralske handlinger og de sorger og problemer der uvægerlig følger med. „Romantiske forestillinger“ af umoralsk karakter kan desuden hindre én i at finde lykken i den situation man rent faktisk befinder sig i.

Når der er problemer i ægteskabet, er der som regel noget som begge parter kan gøre for at styrke forholdet og genskabe den gensidige kærlighed der førte til at man giftede sig. I denne forbindelse kan du og din kone måske sammen gennemgå artikelserien „Hvordan klarer man problemer i familien?“ i Vågn op! for 8. oktober 1974.

● Hvem er den „Herre“ der nævnes i Romerbrevet 10:12, Herren Jesus Kristus eller Herren Jehova?

I Romerbrevet 10:12 står der: „Der er nemlig ingen forskel på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre, som er rig for alle dem der påkalder ham.“ Det er ikke muligt på grundlag af sammenhængen at sige med sikkerhed hvem denne „Herre“ er.

I århundreder har bibelkyndige været uenige om hvorvidt Paulus tænkte på Herren Jesus Kristus eller Herren Jehova. Romerbrevet 10:9 omtaler direkte Jesus Kristus som Herre, og citatet fra Esajas 28:16 som forekommer i Romerbrevet 10:11, „Ingen som grunder sin tro på ham vil blive skuffet,“ sigter også til Jesus. Hvis Romerbrevet 10:11 skal forbindes direkte med den Herre der nævnes i Romerbrevet 10:12, er det altså Jesus Kristus der er tale om.

På den anden side taler Paulus i Romerbrevet 10:9 om at ’tro i sit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde’. Heraf fremgår det at troen på Jehova Gud også er afgørende for frelse. Desuden står der i Romerbrevet 10:13, hvor der citeres fra Joel 3:5: „For ’enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’.“ Hvis den Herre man skal påkalde ifølge Romerbrevet 10:12 er den samme som den man skal påkalde ifølge Romerbrevet 10:13, er det altså Jehova Gud Paulus sigter til med ordet „Herre“. Tanken er da den samme som den der udtrykkes i Romerbrevet 3:29: „Er Gud kun Gud for jøder? Er han det ikke også for folk fra nationerne? Jo, også for folk fra nationerne.“

● Hvordan kan Mattæus 10:9, 10 harmonere med Markus 6:8, 9?

I disse vers finder vi nogle af de instruktioner Jesus gav sine tolv apostle da han sendte dem ud for at forkynde. Mattæus 10:9, 10 lyder: „I skal ikke skaffe jer . . . en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder fortjener sin føde.“ Og Markus 6:8, 9 lyder: „Han gav dem besked om ikke at tage andet med til rejsen end blot en stav; intet brød, ingen madpose, ingen kobberpenge i bæltet, men at tage sandaler på, og ikke bære to underklædninger.“ — Jævnfør Lukas 9:3.

Jesus mente naturligvis ikke at apostlene skulle tage sultne, nøgne eller barfodede af sted. Men der var ingen grund til at de skulle træffe særlige forberedelser, for eksempel ved at købe eller bære „to underklædninger“. De klæder og sandaler de havde på i forvejen, var nok. Og hvis de allerede havde en stav kunne de tage den med, men de skulle ikke købe en for af have en ekstra med på rejsen.

Jesu vejledning var altså: ’Tag af sted som I er, med det tøj og de sandaler I har på, og med en stav i hånden hvis I har en. Men tag ingen proviant med, for de der hører jeres budskab og synes om det, vil tage imod jer i deres hjem og give jer hvad I trænger til; den der arbejder fortjener nemlig sin føde.’ Dette stemte med vejledningen i Jesu bjergprædiken. (Matt. 6:25-34) I stedet for at bebyrde sig med for mange materielle ting skulle apostlene koncentrere sig om deres opgave, i tillid til Jesu forsikring om at der ville blive sørget for dem.

[Fodnote]