Den tidlige kristne kodeks

DEN trykte bog er så almindelig i vor moderne verden at vi betragter den som en selvfølgelighed og ofte glemmer at egentlige bøger praktisk taget var ukendte for blot to tusind år siden. Litterære arbejder affattedes på ruller der var 6-9 meter lange og 23-25 centimeter høje. Skind- eller papyrusark hæftedes sammen og dannede sådanne bogruller. (Sl. 40:8) Teksten blev skrevet i spalter, der udgjorde siderne. (Jer. 36:23) Vi kan således tænke os Jesus stille sig op i synagogen i Nazaret og, efter at have fået overrakt profeten Esajas’ bogrulle, let og behændigt åbne bogrullen ved at rulle op med den ene hånd og rulle i med den anden indtil han kom til det ønskede sted. — Luk. 4:16.

Men der skete en forandring. Fra de små begyndelser vandt kodeksen frem og fordunklede snart bogrullen. Men hvad er en kodeks? Ordet betyder træklods eller træstamme og anvendtes om trætavler med ophøjede kanter, ofte oversmurt med et lag voks, hvorpå man skrev med en griffel ligesom skolebørnene nu skriver på tavler. (Es. 8:1) I det femte århundrede f. Kr. brugte man tavler med mange blade; man trak en snor gennem borede huller og holdt således bladene sammen. Disse sammenbundne tavler lignede en træklods og fik derfor betegnelsen kodeks.

Forestil dig hvordan det ville være at slæbe rundt med disse uhåndterlige trætavler! Ikke så mærkeligt at man var ude efter at finde et lettere og mere smidigt materiale. Romerne opfandt pergament-bogen, en mellemting mellem tavlen og den senere kodeks i bogform. Efterhånden som den oprindelige tavles form ændredes og man gik over til at bruge andre materialer, blev det et spørgsmål hvad man skulle kalde denne nye bogform. I latinsk sprogbrug blev ordet membrana den betegnelse man specielt anvendte for pergament-bogen,¹ og Paulus benyttede dette ord da han bad Timoteus bringe ham „bøgerne, især dem på pergament [membranas]“. (2 Tim. 4:13) Når Paulus benyttede et latinsk ord og endog i en latinsk betydning var det udelukkende fordi der intet tilsvarende græsk ord fandtes for det han bad om. Senere blev ordet „kodeks“ omskrevet til græsk og anvendtes i betydningen „bog“.

De kristne udvikler kodeksen

Hvem har ifølge de til dato indsamlede oplysninger æren for at have udviklet kodeksen? I 1898 udtalte F. G. Kenyon, der allerede på det tidspunkt var assistent ved Britisk Museums manuskriptafdeling, at „kodeksen dukkede op samtidig med pergamentet“, hvilket skete i det fjerde århundrede e. Kr. Han sagde også at papyruskodeksen blot havde været et fejlslagent eksperiment.² Her må det dog erindres at man da F. G. Kenyon fremsatte denne udtalelse endnu kun havde fundet ganske få bibelmanuskripter på papyrus, og at de første tre århundreder e. Kr. praktisk talt var blanke sider i Bibelens teksthistorie. Papyrus kræver et meget tørt klima for at modstå tidens tand samt vind og vejr, så jagten på papyri må rettes mod steder hvor sådanne ideelle forhold er til stede, som for eksempel omkring Det døde Hav og i Ægypten. Hvor helt anderledes er ikke billedet i dag takket være Ægyptens sandstrækninger! På tres år har man gravet så mange beviser frem, især fra Oxyrhynchus’ og det gamle Fayums affaldspladser, at et svælg på tre hundrede år faktisk er blevet lukket og man har opnået en bedre forståelse af hvilken rolle papyruskodeksen spillede.

Højst bemærkelsesværdigt er det at næsten alle de kristne bibelmanuskripter på papyrus er fremstillet i kodeksform, og dette har ført til den interessante slutning at „mens klassiske skrifter gennem lange tider fortsat blev affattet på ruller, synes kodeksen at være blevet anset for særlig egnet til kristne skrifter“.³ En nylig foretaget undersøgelse af hedensk litteratur har åbenbaret at der kun findes 2,4 kodekser for hvert hundrede ruller fra det andet århundrede e. Kr. (11 kodekser mod 465 ruller). Dog er alle de bibelmanuskripter som er dateret til det andet århundrede, kodekser, og kun ét senere manuskript af Salmerne som man med bestemthed kan sige er afskrevet af de kristne, forekommer i rulleform.⁴ Vi har nu, rundt omkring i verdens museer og samlinger, mere end hundrede bibelkodekser på papyrus (en del er blot fragmenter) nedskrevet før afslutningen af det fjerde århundrede. De første kristne gik bort fra rulleformen på et meget tidligt tidspunkt.

Bibelmanuskripter fra det andet århundrede

Men hvordan kan man sige at et manuskript stammer fra det andet århundrede e. Kr.? Står der tydeligt angivet en dato på det første blad? Meget få datoer er bevaret på de gamle manuskripter, og selv om der står en dato er den ikke altid pålidelig. Selv vor tids bøger angiver ofte kun udgivelsesdatoen på titelbladet. Hvis dette blad forsvinder kan det være meget vanskeligt at datere bogen nøjagtigt; men her kan manuskriptet have en fordel fremfor den trykte bog.

Palæografien giver svaret. Denne videnskab beskæftiger sig med et omhyggeligt detektivarbejde, et studium af håndskrifters form og stil. Små forandringer er med til at forme nutidens sprog, og det samme var tilfældet med sproget i de første århundreder. Ved en omhyggelig sammenligning af snesevis af ganske fine karakteristika kan et manuskript dateres med en fyrre til halvtreds års nøjagtighed. Indførelse af små mellemrum mellem ordene, sparsom tegnsætning og forskellige forkortelser har alt sammen været en hjælp til at afgrænse forskellige perioder. Tavler over typiske bogstaver har kunnet udarbejdes efter ikke-litterære papyri, som for eksempel kvitteringer, breve, begæringer og lejekontrakter forsynet med nøjagtige datoer, og disse giver et godt grundlag for en sammenligning. I det fragment af Johannes-evangeliet der betegnes P⁵² satte afskriveren en lille hage eller et sving på nogle af sine streger, udelod visse tegn, brugte nogle specielle tværstreger og rundede bestemte bogstaver — alt sammen vaner der kendetegnede skrivere fra begyndelsen af det andet århundrede.

Der findes tolv papyruskodekser som af de fleste eksperter — dog ikke af alle — dateres til det andet århundrede e. Kr. Da disse adskiller sig ved deres betydning, ikke alene fordi de er så gamle men også fordi de er affattet i den tidlige kodeksform, har vi valgt at bringe en fortegnelse over dem. Bibelmanuskripter forsynes med numre som er internationalt anerkendt. Fortegnelsen over papyri af De kristne græske Skrifter kaldes Gregory — von Dobschütz-fortegnelsen, og den over den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter kaldes Rahlfs fortegnelse, efter de mest fremtrædende lærde der har udarbejdet dem. Endvidere bærer hvert manuskript et navn og et nummer der angiver hvor det er fundet og hvem det tilhører.

Hvordan en kodeks blev til

Når man undersøger kodekser er der forskellige interessante ting man kan iagttage. Det ser ud til at man i begyndelsen lavede en kodeks ved at lægge alle arkene oven på hinanden og derefter folde dem én gang. En sådan samling af ark kaldes et læg. Et fragment der kun består af to blade og som betegnes P⁵ har en del af Johannes-evangeliets første kapitel på det ene blad og Johannes-evangeliets tyvende kapitel på det andet; dersom alle de mellemliggende kapitler havde været der ville de altså have udgjort et læg på omkring halvtreds blade. Esajaskodeksen i Chester Beatty-samlingen var oprindelig et enkelt læg med 112 blade. De midterste blade i en sådan kodeks blev ofte studset for at de ikke skulle stikke frem som en kile når bogen blev lukket, og derfor er spalterne på disse blade smallere end spalterne på de yderste blade. Andre tidlige kodekser, blev fremstillet efter en anden metode, idet de udelukkende bestod af enkeltarkslæg, hvilket vil sige at arkene først blev foldet og derpå anbragt oven på hinanden og hæftet sammen. Men ingen af disse metoder viste sig at være særlig god. Læg bestående af fire eller fem ark (otte til ti blade) syntes at være mest bekvemme. Nogle kodekser består imidlertid af læg med et varierende antal ark, hvilket er tilfældet med Bodmer John P⁶⁶. Af fem bevarede læg har de tre hver fem ark, et har fire og det sidste otte ark. Den manglende del af kapitel seks har været det eneste læg bestående af enkeltark.

De forskellige måder at lægge arkene på røber muligvis blot personlig smag. Hvert ark består af to lag papyrusfiber klæbet sammen på tværs af hinanden. Den side hvor fibrene ligger vandret kaldes recto, mens den anden, hvor fibrene ligger lodret, kaldes verso. Kodeksens udseende når den blev åbnet var afhængig af efter hvilken metode arkene var lagt. En recto-side kunne ligge over for en verso-side, men nogle foretrak at have recto-side over for recto-side og verso-side over for verso-side.

Nogle tidlige kodekser med to smalle spalter på hver side er sandsynligvis blevet afskrevet efter ruller, idet man har passet på ikke at ændre den oprindelige opstilling mere end højst nødvendigt. På den anden side ser man også bagsiden af en gammel rulle med et epitome af Livius benyttet af en økonomisk kristen der har afskrevet fra en hebraisk kodeks og endog indsat sidetal. En sådan rulle der er beskrevet på begge sider kaldes en opistograf.

Hvorfor kodeksen blev foretrukket

Hvorfor valgte man kodeksen i stedet for rullen, som man var så kendt med og vant til at bruge? Dengang kunne man ikke blot gå ind i en boghandel og købe en bibelkodeks. Nogle kodekser røber at de er lavet af opskårne ruller, så der må have været vægtige grunde til at foretage sådanne amatøragtige forsøg. Det var en stor fordel at de fire evangelier kunne samles i én kodeks. Skulle de skrives på en rulle ville denne blive stor og uhåndterlig, for Mattæus’ Evangelium ville fylde over ni meter, Markus’ knap seks, Lukas’ ni en halv og Johannes’ næsten syv en halv, eller i alt toogtredive meter. Det tredje århundredes Chester Beatty-kodeks af evangelierne og Apostlenes Gerninger ville have fyldt fem ruller, og en anden af disse kodekser, nemlig den der indeholder Fjerde og Femte Mosebog, tre ruller. Man kunne langt hurtigere finde et bestemt skriftsted i en kodeks end i en rulle, og det betød meget for de første kristne, der virkelig gjorde brug af Skrifterne. Selv lommekodekser har man fundet; siderne i den mindste (P. Literary London 204, 3. årh. e. Kr., Salme 2) er på knag otte gange fem centimeter og har tolv linjer skrift. Man blev hurtigt klar over at kodeksformen var af stor værdi. Hertil kom at kodeksen var billigere fordi begge sider af papyrussen blev benyttet.

Endnu en fordel ved kodeksen var at den beskyttede de inspirerede bøger. I dag taler kodeksen stadig sit vidnesbyrd om den bibelske kanon. Når vi finder ni af Paulus’ breve i én kodeks (Chester Beatty P⁴⁶) og brevet til hebræerne er imellem, ved vi at dette brev hører med til de inspirerede breve. Kodeksen virkede således som en kæde der bandt de forskellige inspirerede skrifter sammen og gjorde det vanskeligt at indføre et uinspireret værk i samlingen. Og den kendsgerning at Septuaginta-oversættelsen af De hebraiske Skrifter hurtigt blev overført fra rulle til kodeks viser at den blev benyttet hyppigt og at den på ingen måde blev betragtet som ringere end de nye skrifter.

Den almindelige brug man gjorde af kodeksen i de kristne kredse i det andet århundrede, selv når man afskrev Septuaginta, viser at man må være begyndt at bruge den endnu tidligere, altså i det første århundrede e. Kr. Dette kan forklare hvorfor afslutningen af Markus-evangeliet mangler; det kan nemt ske at det sidste blad af en kodeks forsvinder. Rullen havde almindeligvis afslutningen inderst så indledningen ville lide størst skade, hvilket bekræftes af at der er bevaret langt flere afslutninger end indledninger i rulleform.

Kan vi nu forestille os scenen da De kristne græske Skrifter begyndte at tage form? Se Mattæus, der var vant til at skrive skattekvitteringer og som nu skrev det første evangelium! „Han havde levet med en pen i hånden dagen lang; kan man nu tænke sig at han, da han forlod sit embede for at hellige sig en langt værdigere interesse, gav slip på sine skrivevaner?“⁵ spørger forfatteren til en beretning om evangeliernes udbredelse. Mattæus skrev måske sine første notater i en pergament-bog, og da han havde afsluttet sit evangelium blev det sikkert sendt rundt i en smuk pergament-bog eller i en kodeks. Efterhånden som de andre evangelier blev færdige ville de blive sat sammen med Mattæus-evangeliet. Den stigende efterspørgsel efter afskrifter ville forårsage at man udelukkende benyttede kodeksformen, og afskrifter ville komme vidt omkring, idet den bekvemme form gjorde det muligt for rejsende tjenere som Paulus, Timoteus og Titus at medbringe lommekodekser. Når sådanne tjenere vendte tilbage for at besøge menighederne ville de uden tvivl rose brødrene fordi de var blevet dygtigere til at bruge deres nyerhvervede kodekser; de ville dog ikke glemme at opmuntre dem der stadig brugte ruller.

Det andet århundredes kodeks viser tydeligt tre ting. Den bekræfter Guds ords autenticitet ved næsten at slå bro over svælget mellem aposteltiden og de ældste manuskripter vi har i dag. Den røber hvor ivrige de første kristne var efter at udbrede Bibelen og bringe de forholdsvis høje bogpriser ned så alle kunne læse dette dyrebare livets ord. Den hjælper os til at forstå hvor meget de slog op i deres afskrifter og hvorfor de gerne ville kunne finde skriftstederne let og hurtigt. Måtte vi efterligne disse begejstrede kristne og flittigt bruge vore bibler, idet vi omhyggeligt studerer disse for at bekræfte den sande tro. — Ap. G. 17:11.

Henvisninger

1 A Greek-English Lexicon of the New Testament, af Arndt og Gingrich, side 503.

2 The Palaegraphy og Greek Papyri, af F. G. Kenyin, side 25.

3 Here and There Among the Papyri, af G. Milligan, side 54

4 The Codex, af C. H. Roberts, siderne 184-186.

5 The Growth of the Gospels, af Sir W. M. Flinders Petrie, siderne 5 og 6.

[Oversigt på side 550]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Septuaginta

Symbol: 905

Samling, Navn & nr.: P. Oxyrhynchus iv, 656

Omtrentlige indhold: 1 Mos. 14, 15, 19, 20, 24, 27

Antal blade el. fragmenter: Dele af 4 blade

Off. år: 1904

Bemærkninger: Skrevet i runde opretstående uncialer

Samling, Navn & nr.: P. Baden, 56

Omtrentlige indhold: 2 Mos. 8, 5 Mos. 29

Antal blade el. fragmenter: 3 fragmenter

Off. år: 1924

Bemærkninger: Fundet i Karara i Ægypten

Symbol: 963

Samling, Navn & nr.: P. Chester Beatty, vi

Omtrentlige indhold: 4 Mos. 25-36, 5 Mos. 1-12, 18-34

Antal blade el. fragmenter: Dele af 50 blade

Off. år: 1935

Bemærkninger: Fundet i Aphroditopolis. 1. halvdek af 2. århundrede. 2 spalter på hver side

Samling, Navn & nr.: P. Bodleian, Gr. Bib. g. 5

Omtrentlige indhold: Salme 48, 49 (LXX)

Antal blade el. fragmenter: Ét lille fragment

Off. år: 1957

Bemærkninger: Skænket til Bodleian Library, Oxford, 1934

Samling, Navn & nr.: P. Antinoopolis, 7

Omtrentlige indhold: Salme 81, 82 (LXX)

Antal blade el. fragmenter: 2 fragmenter af et blad

Off. år: 1950

Bemærkninger: Fundet i Sheikh Abadeh, Ægypten, det gamle Antinoopolis, 1913-14

Symbol: 2014

Samling, Navn & nr.: P. Leipzig, 170

Omtrentlige indhold: Salme 118 (LXX)

Antal blade el. fragmenter: Del af ét blad

Off. år: 1903

Bemærkninger: Fra Dimeh i det nordlige Fayum

Symbol: 966

Samling, Navn & nr.: P. Chester Beatty, viii

Omtrentlige indhold: Jeremias 4, 5

Antal blade el. fragmenter: Dele af 2 blade

Off. år: 1937

Bemærkninger: Fundet i Aphroditopolis i 1930

De græske Skrifter

Symbol: P⁶⁴

Samling, Navn & nr.: P. Magdalen College Oxford

Omtrentlige indhold: Mattæus 26

Antal blade el. fragmenter: 3 fragmenter af et blad

Off. år: 1953

Bemærkninger: Købt i Luxor i 1901. 2 spalter på hver side

Symbol: P⁷⁵

Samling, Navn & nr.: P. Bodmer, xiv/xv

Omtrentlige indhold: Lukas 3-24, Johannes 1-15

Antal blade el. fragmenter: Mangler kun indledning og slutning

Off. år: 1961

Bemærkninger: Dateret mellem 175 og 225 (e. Kr.)

Symbol: P⁶⁶

Samling, Navn & nr.: P. Bodmer, ii

Omtrentlige indhold: Johannes 1-14 og 15-21

Antal blade el. fragmenter: 54 blade og 26 fragmenter

Off. år: 1956 og 1958

Bemærkninger: Dateret c. 200 (e. Kr.) Yderst velbevaret indtil kap. 14

Symbol: P⁵²

Samling, Navn & nr.: P. Rylands, Gk. 457

Omtrentlige indhold: Johannes 18

Antal blade el. fragmenter: 1 lille fragment

Off. år: 1935

Bemærkninger: Købt i Ægypten. En betydningsfuld stump 117-150 (e. Kr.)

Symbol: P³²

Samling, Navn & nr.: R. Rylands, 5

Omtrentlige indhold: Titus 1, 2

Antal blade el. fragmenter: Fragment af ét blad

Off. år: 1911

Bemærkninger: Købt i Ægypten. Skriften ligner 905

[Kort på side 548]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kort over Ægypten

Steder hvor der er gjort enestående papyrusfund

ÆGYPTEN

Middelhavet

Cairo

Aphroditopolis

Dimeh

FAYUM

Karara

Oxyrhunchus

Antinoopolis

Nilen

Luxor

Det røde Hav