„Vor Guds tjenere“ — banebrydere i et livsvigtigt genopbygningsarbejde
„Og fremmedartede folk skal afgjort stå og være hyrder for jeres hjorde, og fremmede skal være jeres landmænd og jeres vingårdsmænd. Og I, I skal kaldes Jehovas præster; som vor Guds tjenere skal I omtales.“ — Es. 61:5, 6, NW.
1. Hvad bestræber de forskellige landes regeringer sig for at afværge i dag, og hvilken stemning hersker der i regeringskredse?
STATENS tjenere eller embedsmænd medvirkede i det store genopbygningsarbejde som blev nødvendigt i mange lande efter den første verdenskrig. Meget af det de var med til at bygge op blev ødelagt igen under krigen 1939-1945, der var langt mere katastrofal i omfang. Endnu en gang måtte man bygge op, men nu i en langt større målestok. Og i dag gør de forskellige landes offentlige tjenere sig kraftige bestræbelser for at afværge at alt udvikler sig til en tilstand der ikke mere kan rettes op på. Det er indviklede problemer man har at kæmpe med, og der hersker rådvildhed.
2, 3. (a) Hvilket vigtigere genopbygningsarbejde af en anden art er blevet udført trods den anden verdenskrig? (b) Med hvilke beskrivende udtryk blev det forudsagt i Esajas 61:4-6?
2 I efterkrigsåret 1919 blev der imidlertid påbegyndt et genopbygningsarbejde af en anden art og af langt større betydning. Til trods for den anden verdenskrigs ødelæggende virkning blev dette arbejde energisk videreført — intet kunne standse det. Det var et genopbygningsarbejde af åndelig art, og det fik støtte fra en magt som de jordiske regeringers ministerier ikke havde bag sig. Ganske vist virker denne verdens højere myndigheder som Guds offentlige tjenere til gavn endog for de kristne, som det fremgår af Romerbrevet 13:4. Men de der har været banebrydere i dette åndelige genopbygningsarbejde er Guds offentlige tjenere af en højere orden. Det arbejde som disse tjenere skulle være banebrydere i, blev forudsagt af Guds inspirerede profet Esajas med følgende ord:
3 „Og de må genopbygge de steder som længe har været afsvedne; de skal rejse tidligere tiders steder, og de skal afgjort forny de afsvedne byer, de steder der lå øde generation efter generation. ’Og fremmedartede folk skal afgjort stå og være hyrder for jeres hjorde, og fremmede skal være jeres landmænd og jeres vingårdsmænd. Og I, I skal kaldes Jehovas præster; som vor Guds tjenere skal I omtales. Nationernes forråd skal I spise.’“ — Es. 61:4-6, NW.
4. I hvilken forandringstid skulle Esajas’ profeti opfyldes, og hvordan og hvor gav Jesus Kristus udtryk for dette?
4 Jesus Kristus, der var optaget af det åndelige genopbygningsarbejde i det første århundrede, viste hvornår disse ord i Esajas’ profeti ville begynde at blive opfyldt. Det ville de når en flere hundrede år gammel nation var i færd med at gå til grunde og en ny og bedre stod for sin oprettelse. Den nye nation skulle bestå af Jesu Kristi disciple, som var avlet af Guds ånd. Det ville blive et åndeligt Israel. Men hvordan angav Jesus Kristus tidspunktet for opfyldelsen af ovennævnte profeti hos Esajas? Det gjorde han da han citerede de ord der indleder profetien, og anvendte disse på sig selv. Jesus var dengang gået ind i synagogen i sin hjemby Nazaret, nogen tid efter den jødiske påske år 30 e.v.t. Han stod op for at læse. Han åbnede skriftrullen med Esajas’ profeti på det sted vi nu kalder kapitel 61 og læste i hvert fald en del af vers ét og vers to. Derpå sagde han til sine tilhørere: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ — Luk. 4:16-21.
5, 6. (a) Hvilken oversættelse havde historikeren Lukas, der skrev på græsk, hentet ordlyden fra, da han gengav Jesu citat fra Esajas? (b) Hvordan lyder Esajas 61:1-3 i den hebraiske grundtekst?
5 Historikeren Lukas, der nedskrev denne hændelse, gengav Jesu citat fra Esajas’ profeti efter den græske Septuaginta-oversættelse. Men hvordan lyder profetien i den hebraiske grundtekst, som Jesus uden tvivl læste fra, eftersom han var palæstinensisk jøde? Den lyder sådan:
6 „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at forkynde godt nyt for de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde de fortvivlede, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt på de fængslede; for at udråbe året med velvilje fra Jehova og dagen med hævn fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende; for at tildele dem der sørger over Zion . . . for at give dem en hovedbeklædning i stedet for aske, jubelens olie i stedet for sorg, lovsangs kappe i stedet for mismodig ånd; og de må kaldes retfærdigheds vældige træer, Jehovas plantning for at han skal forskønnes.“ — Es. 61:1-3, NW.
7. Hvilke ord om en genopbygning følger lige efter?
7 Derpå følger ordene om genopbygningsarbejdet: „Og de må genopbygge de steder som længe har været afsvedne; de skal rejse tidligere tiders steder, og de skal afgjort forny de afsvedne byer, de steder der lå øde generation efter generation.“ — Es. 61:4, NW.
8. Hvilke mennesker ville findes når profetien skulle opfyldes, og hvorfor ville det være presserende at der blev vist dem opmærksomhed?
8 Vi lægger mærke til at der på det tidspunkt da Esajas’ profeti skulle opfyldes ville være nogle som var „sagtmodige“, nogle som var „fortvivlede“, nogle der var „fangne“, nogle der var „fængslede“ og nogle der ’sørgede over Zion’. Alle disse trængte hårdt til at der blev vist dem opmærksomhed. Tiden ville da være moden til dette, for tidsperioden blev kaldt „året med velvilje fra Jehova“. Når den der var salvet med „den suveræne Herre Jehovas ånd“ ankom, ville det indvarsle Jehovas velviljes år. Dette symbolske år ville blive efterfulgt af „dagen med hævn fra vor Gud“, hvilket naturligvis gjorde det arbejde som den åndssalvede forkynder af udfrielse og frihed skulle udføre, meget presserende.
9. Hvad gjorde Jesus sine tilhørere opmærksomme på, og hvorved viste de at de ikke var sagtmodige nok til at tage imod godt nyt?
9 Jesus havde ændret sin beskæftigelse her på jorden. Indtil han blev 30 år havde han været tømrer i Nazaret i Galilæa. Det var i denne bys synagoge han læste de betydningsfulde ord fra Esajas’ profeti. At han havde ændret beskæftigelse gjorde han sine tilhørere opmærksomme på da han, efter at have læst Esajas 61:1, 2, sagde: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ Derpå slog han dette fast ved at holde et bibelsk foredrag, hvilket hans landsmænd ikke havde troet at den tidligere tømrer havde evner til. De havde hørt at Jesus var blevet læge. Derfor ville de have ham til at ’kurere sig selv’, det vil sige udføre helbredelsesmirakler på sin hjemegn, på sine egne bysbørn. Med lignelser hentet fra Bibelen forklarede han hvorfor han ikke ville gøre det. Det blev de meget misfornøjede over, og de søgte at dræbe ham. De viste eftertrykkeligt at de ikke var sagtmodige nok til at tage imod godt nyt. — Luk. 4:21-30.
10. Ved hvilken lejlighed var Jesus blevet salvet med hellig ånd?
10 Selv om Jesus fik en sådan behandling i sin hjemby, stilede han fortsat direkte mod at opfylde hensigten med at han var blevet salvet med „den suveræne Herre Jehovas ånd“. I efteråret år 29 e.v.t. var han taget fra Nazaret ned til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes, præsten Zakarias’ søn. Straks da Jesus kom op af vandet så Johannes Døber den hellige ånd dale ned over ham i skikkelse af en due. Samtidig hørte han Jehovas stemme fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Matt. 3:13-17; Luk. 3:21, 22; Joh. 1:29-34) Denne samme ånd tilskyndede Jesus til at drage alene ud i Judæas ørken i 40 dage.
11. Hvorfor havde Jesus stadig sin salvelses ånd da han holdt sit foredrag i synagogen i Nazaret?
11 Da Jesus havde fastet og ført samtaler med sin Fader Jehova i 40 dage, kom Djævelen og udsatte ham for tre fristelser. Hvis Jesus var faldet for disse fristelser ville han have mistet den ånd han var blevet salvet med. Men ved at modstå Fristeren bevarede han sin åndssalvelse. Han havde den altså stadig da han holdt sit foredrag i synagogen i Nazaret. — Matt. 4:1-13; Luk. 4:1-21.
12. Hvilke spørgsmål kunne man stille angående jøderne på den tid da Jesus blev salvet, i betragtning af hvad der var sket i deres land siden år 537 f.v.t.?
12 Da Jesus blev salvet med hellig ånd i år 29 e.v.t., var der gået 565 år fra det tidspunkt da hans folk var blevet udfriet fra babylonisk fangenskab i 537 f.v.t. og var vendt tilbage til deres ødelagte hjemland, provinsen Juda. De havde ’fornyet de afsvedne byer’ i landet, deriblandt Jerusalem, hvis tempel de havde genopført. De havde ’rejst de steder der havde ligget øde’ i 70 år og havde omdannet landet til noget i retning af et paradis. Ved de tre årlige højtider strømmede millioner af jøder til Zion, eller Jerusalem, for at tilbede Gud. Hvordan kunne der da findes nogen fortvivlede jøder eller israelitter på det tidspunkt da Jesus blev salvet? Hvordan kunne man tale om at nogle var „fangne“, at nogle var „fængslede“, og at nogle ’sørgede over Zion’? Hvordan kunne der være nogen fattige, ydmyge, sagtmodige som trængte til at høre godt nyt? Hvordan kunne der være det i år 29 e.v.t.?
De der trængte til at høre godt nyt og trængte til udfrielse og trøst
13. Hvilken form for trældom kom de jødiske „fanger“ i efter at de var blevet frigivet i Babylon og var vendt hjem?
13 Det kunne der på grund af den åndelige tilstand som Israels nation var kommet i. Jehova havde ganske vist bragt en ’dag med hævn’ over verdensriget Babylon, hvis herskere „ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet“. (Es. 14:17; Jer. 50:15, 28; 51:6, 11, 36) Og de jødiske „fanger“ var ikke kommet i trældom under falske guder og havde ikke dannet sig udskårne gudebilleder efter at de på ny var blevet bosat i deres hjemland. Men de var kommet i en mere omfattende form for trældom, nemlig trældom under jødedommens religiøse ordning. Det var en ordning som beherskedes af menneskers forskrifter og traditioner, noget der satte Loven og Jehova Guds bud ud af kraft. De skriftlærde og farisæerne førte an i dette religiøse system. De gjorde folk blinde for sandheden ved at tage „kundskabens nøgle“ og hindre andre i at gå ind i Guds rige, ja de bandt tunge byrder på det jævne folks skuldre, byrder de ikke selv ville bære. — Luk. 11:52.
14. Hvorfor var der en rest af jøder som havde grund til at sørge over Zion på Jesu tid?
14 Som blinde vejledere førte disse ledere i jødedommen ydermere de forblindede jøder ind på en vej der ville ende med nationens undergang. De fik Zion, eller Jerusalem, til at vrage den sande Messias, Jesus, og lade ham henrette på en pæl som var han en falsk Messias. De religiøse ledere sørgede for at Jerusalem blev en by der dræbte profeterne og stenede dem Gud havde sendt dertil. (Matt. 23:1-37) Kunne det så ikke siges at de sagtmodige i en sådan nation trængte til at høre godt nyt? Havde de der var fangne ikke brug for at der blev forkyndt frihed for dem? Var der ikke nogle „fængslede“ som havde brug for at ’få øjnene åbnet helt’, eller at blive ført ud af det religiøse mørkes fangehul? Var der ikke alvorlig grund til at sørge over Jehovas tilbedelsessted Zion, eller Jerusalem, når dets religiøse tilstand var så elendig? Jo! Og den salvede Jesus kunne se at der fandtes en sørgende rest blandt jøderne.
15. I hvilken forstand tjente Johannes Døber som banebryder, og hvordan blev Jesus en livets og frelsens banebryder?
15 Jesus gav de sørgende, de „fangne“, de „fængslede“ og de fattige „sagtmodige“ hvad de trængte til. Han trøstede de sørgende ved at forkynde den gode nyhed om „himlenes rige“, og han helbredte syge og oprejste døde. (Matt. 4:17; 11:4-6) Men der skulle blive endnu mere frihed og trøst at hente for dem der sørgede over Zion. Det blev der da Jesus døde og blev oprejst og steg til himmelen for at frembære værdien af sit sonoffer for Gud. Ved således at opfylde Bibelens profetier om ham, blev Jesus Kristus en livets og frelsens banebryder for dem der tog imod hans livgivende tjeneste. Johannes Døber var blevet sendt forud for Jehovas Messias og havde banet vejen, så Johannes kunne også kaldes en banebryder. (Luk. 1:76, New World Translation of the Christian Greek Scriptures, udgaven fra 1950) Som livets og frelsens banebryder ydede Jesus imidlertid en større indsats end Johannes.
16. Hvad kaldte Peter Jesus under sin samtale med jøderne i Jerusalems tempel?
16 Det var rigtigt hvad apostelen Peter frimodigt sagde til jøderne i templet i Jerusalem nogle uger efter at Jesus var steget til himmelen: „Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi [Peter og Johannes] vidner.“ — Apg. 3:15, da. aut.
17. Hvad kaldte de tolv apostle Jesus da de, som berettet i Apostelgerninger 5:31, aflagde vidnesbyrd for sanhedrinet i Jerusalem?
17 Senere aflagde Jesu Kristi tolv apostle følgende vidnesbyrd for det blodskyldige sanhedrin i Jerusalem, der dengang var sammensat af saddukæere, farisæere og skriftlærde: „Gud opløftede ham til sin højre hånd som banebryder [græsk: arkhegós] og frelser for os, for at skænke Israel omvendelse og syndernes forladelse.“ — Apg. 5:31, Moffatt.
18, 19. Hvad kaldte apostelen Paulus Jesus ifølge Hebræerbrevet 2:10 og 12:2?
18 I sit brev til den rest af hebræere (jøder) der tog imod Jesus som Messias, eller Kristus, og som blev Guds åndelige sønner, skrev den hebraiske apostel Paulus: „Thi når han, for hvis skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, ville føre mange sønner til herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres frelses banebryder [arkhegós] til fuldendelse gennem lidelser.“ — Hebr. 2:10, da. aut.
19 Og: „Vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder [arkhegós] og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.“ — Hebr. 12:2, da. aut.
20. På hvilken måde blev Jesus „troens banebryder og fuldender“?
20 Ifølge disse udtalelser er Jesus altså banebryder for sine disciple; han er livets banebryder, frelsens banebryder og vor tros banebryder. Han opfyldte hundreder af bibelprofetier angående Messias, eller Kristus. På den måde føjede han en ny og vigtig faktor til vor tro på og tillid til Jehova Gud. Han blev banebryder for den fuldendte tro som sande kristne har nu. Det er derfor rigtigt at kalde ham „troens banebryder“. (Hebr. 12:2, da. aut.; Gal. 3:24, 25) Samtidig kan det siges at det vi tror angående Jehovas Messias, når sin fuldendelse eller sit endemål i Jesus Kristus. For de jøder der forkastede Jesus Kristus og holdt fast ved Moseloven alene, forblev troen ufuldstændig.
„Retfærdigheds vældige træer“
21. Hvilket mål af åndelig vækst skulle disciplene erfare som følge af at Jesus viste sig for dem og trøstede dem?
21 For at opbygge troen hos sine disciple viste Jesus Kristus sig for dem mange gange i løbet af de 40 dage der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart. Han trøstede dem der sørgede over den Messias de havde set frem til. Hvad skete der med dem som den opstandne Jesus Kristus trøstede? Ifølge profetien i Esajas 61:1-3 skulle den salvede Jesus give dem „en hovedbeklædning i stedet for aske, jubelens olie i stedet for sorg, lovsangs kappe i stedet for mismodig ånd“. Som følge heraf ville de erfare en åndelig vækst så de kunne kaldes „retfærdigheds vældige træer, Jehovas plantning for at han skal forskønnes“.
22. Hvordan skulle udtrykkene „hovedbeklædning“, „aske“, „olie“ og „kappe“ i Esajas’ profeti forstås, og hvordan passede de på disciplene fra Pinsedagen og fremefter?
22 Vi får ikke at vide om nogle af Jesu apostle eller disciple havde strøet aske på hovedet eller klædt sig i sæk. De profetiske udtryk „hovedbeklædning“, „aske“, „olie“ og „kappe“ havde øjensynlig en billedlig betydning. Det at Jesus viste sig for disciplene efter sin opstandelse ændrede givetvis deres syn på sagen. Og på den følgende pinsedag lod den suveræne Herre Jehova sin søn Jesus Kristus udgyde hellig ånd over disciplene der ventede i Jerusalem. Som en tilkendegivelse af at ånden var udgydt over dem, viste der sig mirakuløse ildtunger over deres hoveder. Dette var dog kun et midlertidigt fænomen og ikke noget vedvarende, som den „hovedbeklædning“ Esajas havde profeteret om. Nej, deres hoved blev snarere smykket med den guddommelige godkendelses glæde, der ligner den glæde en brudgom føler på sin bryllupsdag. (Es. 61:10, NW) Det var som om der var blevet udgydt en lindrende olie over deres hoveder og de var blevet så forfriskede at de måtte juble. Borte var den mismodige ånd, og deres lovprisning af Jehova Gud var i andres øjne som en „lovsangs kappe“ de var iført. Nogle der iagttog hvad der foregik på Pinsedagen sagde: „Vi hører dem tale på vore tungemål om Guds storslåede gerninger.“ — Apg. 2:1-11.
23. (a) I hvilket arbejde var Jesus banebryder for sine disciple? (b) Hvad blev Jesu disciple bemyndiget til da de blev salvet ved ham?
23 Hvad lægger vi nu mærke til, når vi i dag betragter alt dette? At Jesus Kristus i overensstemmelse med sin salvelse var banebryder i et genopbygningsarbejde til gavn for dem der blev hans disciple. Jehova lod ham udgyde hellig ånd over de døbte disciple, således at disse selv blev salvet med den suveræne Herre Jehovas ånd. (2 Kor. 1:21; 1 Joh. 2:20, 27) Herved blev de også bemyndiget til at forkynde godt nyt for de sagtmodige blandt Israels folk, at udråbe frihed for de fangne og frigivelse for de fængslede, og at trøste alle som sørgede over Zion. Derved kunne de hjælpe andre, nemlig dem de trøstede og gjorde frie, så disse også kunne juble over „året med velvilje fra Jehova“ og lovprise ham fordi han havde genrejst dem i sin gunst og tjeneste ved hjælp af sine salvede.
24. Hvordan kunne Jesu disciples åndelige tilstand fra Pinsedagen og fremefter sammenlignes med Paradiset, og hvem blev forskønnet ved det?
24 Udgydelsen af ånden gjorde en stor forskel for dem der blev salvet med den. I stedet for at være som spæde planter der sygnede hen af mangel på næring, blev de som „retfærdigheds vældige træer“, træer som kun Jehova kunne plante og få til at gro ved Kristus. Det „Glædens paradis“ der oprindelig blev plantet til mennesket, var smykket med forskellige slags træer. (1 Mos. 2:7-9) Men fra Pinsedagen og fremefter plantede Jehova „vældige træer“ i sit indviede folks åndelige domæne, som dets fjender havde hærget og ødelagt. Disse symbolske „vældige træer“ var stærke, standhaftige, urokkelige kristne der voksede sig høje på grund af Jehova Guds retfærdighed. Han, der havde plantet dem, blev ’forskønnet’ ved deres tilstedeværelse i den nyoprettede kristne menighed.
25. Hvilken forpligtelse medførte det for dem der blev døbt på Pinsedagen, og hvilket arbejde måtte de være banebrydere i?
25 Ud over den oprindelige menighed på omkring 120 disciple var der tusinder af andre der blev salvet på Pinsedagen efter at de havde ændret sind, taget imod Messias og underkastet sig vanddåben, som de tolv apostle forrettede. (Apg. 2:37-42) De måtte også påtage sig de pligter der fulgte med at være salvet med Jehovas ånd ved Kristus. Deres fører, Jesus, havde været banebryder for dem så de kunne få den fuldendte tro, livet og frelsen. De blev „vor Guds tjenere“. (Es. 61:6) Som sådanne måtte de nu være banebrydere for andre igen, som gerne ville have et forhold til Gud og opnå en forligelse med ham ved Kristus. (2 Kor. 5:20) På denne måde ville de opnå den glæde at have en andel i Guds genopbygningsarbejde.