Undgå at blive indviklet i denne verdens interesser
1. Hvilke tre hindringer stiller sig i vejen for venskab med Gud?
AT LADE Rigets interesser komme i første række fordrer ikke alene positive lydighedshandlinger. Man må også afholde sig fra at gøre uret. Det fremgår tydeligt af Guds ord at venskab med verden er fjendskab med Gud. „Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Det betyder at den kristne der ønsker at gøre den guddommelige vilje må lære at gennemskue de tre største hindringer for venskab med Gud, og undgå dem. Disse tre er Satan Djævelen og hans dæmoner, menneskets eget ufuldkomne kød, og verden, der har Satan til gud. — 2 Kor. 4:4; Ef. 6:12; Matt. 26:41.
2. Hvordan modstod Jesus kødets lyst, øjnenes lyst og pral med jordisk gods?
2 Jesus selv erkendte at „alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden“. (1 Joh. 2:16) Ved at modstå sådanne fristelser gav han et eksempel som vi bør følge. Efter at Jesus havde tilbragt fyrre dage og nætter med studium af Guds ord i ørkenen, forsøgte Satan at friste ham til at udføre et mirakel til egen fordel, nemlig at forvandle stenene i ørkenen til brød som han kunne spise, og dermed tilfredsstille kødets lyst. Jesus afviste Satan ved at vende sig til Guds ord ud fra hvilket han understregede den åndelige fødes langt større værdi i sammenligning med den føde kødet behøver. Han blev derpå udsat for fristelsen til at stille sig selv til skue og således give efter for øjnenes lyst, ved at kaste sig ned fra templets tinder. Da Satan underfundigt forvrængede Skriften og sagde at Jesus ville blive beskyttet ved Guds magt, svarede Jesus: „Du må ikke friste Herren din Gud.“ Endelig blev Jesus tilbudt stor magt og stillingen som hersker over denne verdens regeringer, til gengæld skulle han foretage en tilbedelseshandling over for Satan. Men Jesus ville ikke lade sig indvikle i noget sådant; han sagde: „Der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’“ — Matt. 4:1-11.
3. Hvilket råd får vi i Jakob 4:7, og hvordan overvindes hindringer?
3 Som Satan midlertidigt forlod Jesus fordi denne trofast holdt stand, således vil han også holde sig på afstand af os hvis vi afviser ham. „Derfor skal I underordne jer under Gud. Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer.“ (Jak. 4:7) De fleste mennesker har problemer som forekommer dem at være meget alvorlige, og den eneste måde de mener de kan løse dem på er ved at lade sig indvikle endnu mere i denne verdens interesser. Hvis sådanne hindringer skal overvindes og interesse for menneskehedens eneste virkelige håb træde i stedet, må denne verdens kvælertag om menneskets interesser løsnes.
4. Hvad beklagede Marta sig over til Jesus, og hvilke omstændigheder fik hende til det?
4 Følgende erfaring som Jesus gjorde og det råd han gav, viser hvor underfundigt selv livets daglige forpligtelser kan gribe forstyrrende ind i vore muligheder for åndelig fremgang og i stedet indvikle os i ubetydelige bagateller. „Mens de nu var på rejse gik han ind i en bestemt landsby. Her modtog en kvinde ved navn Marta ham som gæst i huset. Denne kvinde havde også en søster der hed Maria; hun satte sig imidlertid ned ved Mesterens fødder og lyttede vedblivende til hans ord. Men Marta lod sig distrahere fordi hun tog sig af mange pligter. Derfor kom hun hen og sagde: ’Herre! bryder du dig ikke om at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? Sig derfor til hende at hun skal hjælpe mig.’ Som svar sagde Mesteren til hende: ’Marta, Marta! du lader dig bekymre og forstyrre af mange ting. Jo, nogle få ting er nødvendige, eller blot en. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.’“ — Luk. 10:38-42, NW.
5. (a) I hvilken henseende viste Marta manglende værdsættelse, og på hvilken måde valgte Maria den gode del? (b) Hvorledes kan man i dag følge Marias eksempel?
5 Som det var skik og brug dengang, og som det stadig er i mange hjem, bød Martas gæstfrihed hende at tilberede et meget udsøgt måltid til den fornemme gæst og at sørge for mange andre småting for at hans ophold i hendes hjem kunne blive behageligt. Men resultatet blev at hun, fordi hun var så optaget af disse mindre væsentlige ting, ikke høstede personlig gavn af Jesu besøg. Jesus irettesatte hende ikke fordi hun viste gæstfrihed. Ej heller sagde han at hun skulle sidde med hænderne i skødet og intet gøre for at dække deres fysiske behov. Læg mærke til at han sagde: „Jo, nogle få ting er nødvendige, eller blot én.“ Han vejledte Marta om at eftersom dette var hendes hjem og hun havde en gæst, var det rigtigt af hende at tilberede et måltid til ham og sin familie, men at det ved denne lejlighed var unødvendigt at træffe så omfattende forberedelser. Derfor havde Maria valgt den gode del, for hun forstod hvilken gavn hun kunne høste af Jesu besøg. Havde Marta følt den samme værdsættelse ville hun have nøjedes med blot at tage sig af det nødvendige og have ventet med de unødvendige småting til en anden gang hvor hun ikke havde en sådan lejlighed til at høre Jesu ord. Marias indstilling til spørgsmålet om at søge oplysning om Riget er et eksempel som mennesker i denne åndeligt udsultede verden ville gøre vel i at følge. Når en forkynder bringer nærende åndelig oplysning til et hjem, vil beboerne gøre klogt i, i hvert fald for et stykke tid, at lade uvæsentlige ting ligge til en senere lejlighed og i stedet drage fuld nytte af det besøg de har fået af en repræsentant for Guds teokratiske regering.
6. Hvilke selviske interesser skal man undgå når man udøver sin religion, hvordan advarede Jesus herom, og hvornår er personlige interesser på deres plads?
6 Dersom man undlader at gøre det er man måske ligesom sæd der sås blandt tidsler. „Det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet, og det bliver uden frugt.“ (Matt. 13:22) På den anden side bør kristne heller ikke praktisere deres religion bare for at opnå personlig vinding. Nogle som hævder at være Jesu Kristi efterfølgere tilslutter sig en bestemt kirke fordi de dér opnår visse fordele. Andre tror de kan bruge deres religion til at vinde sig guddommelig kraft eller andre personlige fordele. En sådan interesse for religion er selvisk og bør undgås, hvilket også ses af den advarsel Jesus gav dem han mirakuløst havde bespist med brød og fisk, da de næste dag ledte efter ham. „Sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.“ (Joh. 6:26, 27) Personlige interesser er kun påkrævede og på deres plads når de holdes under kontrol og har til hensigt at fremme Guds riges interesser.
7. Hvordan kan overdreven interesse for ens helbred forvolde alvorlig skade, og hvilken situation kan den lede den ubesindige ud i?
7 En overdreven interesse for ens helbred kan dræbe ens ønske om sand åndelig helbredelse. Hvis denne interesse bemægtiger sig ens tanker i så høj grad at man udelukker Guds ords sandhed, da gør den én langt større skade end den fysiske sygdom. Denne overvældende interesse for sundhed og helbredelse får i dag mange mennesker til at overhøre Jesu advarsel angående dem der påstår at sidde inde med mirakuløse gaver. „Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ (Matt. 7:22, 23) Disse ord skulle give grund til at nære alvorlig tvivl med hensyn til de såkaldte troshelbredere, og de skulle få den der oprigtigt søger helbredelse til at veje sin interesse for sådanne påstande på baggrund af Guds ords sandhed, før han uhjælpeligt bliver indviklet i denne underfundige og bedrageriske form for „kødets lyst“.
8. Hvordan blev den mirakuløse gave til at helbrede brugt i bibelsk tid, og hvordan afslører dette nutidens såkaldte troshelbredere?
8 En omhyggelig undersøgelse af Guds ord viser at man i fortiden ikke helbredte dem som allerede var tilsluttet menigheden. Skønt apostelen Paulus havde fået den gave at kunne helbrede sagde han dog til Timoteus: „Bliv ikke ved med at drikke vand alene, men brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder.“ (1 Tim. 5:23) Paulus udførte ikke nogen helbredelseshandling i dette tilfælde. I et andet brev han sendte Timoteus skrev han: „Trofimus lod jeg blive i Milet, da han var syg.“ (2 Tim. 4:20) Her var igen et vidnesbyrd om at han ikke havde udført en mirakuløs helbredelse. Det var ikke blot i den kristne menighed at det forholdt sig således. Læg mærke til hvad Jesus sagde for at vise at sådanne helbredelser fandt sted som et tegn for dem udenfor endog før hans tid: „I Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na’aman.“ (Luk. 4:27) Hertil kommer at de kristne, stik imod hvad der er almindelig praksis blandt „troshelbredere“ i dag, blev påmindet om ikke at tage betaling for at virke med deres mirakuløse gaver. Da Jesus udsendte sine disciple sagde han til dem: „Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!“ — Matt. 10:8. Se endvidere beretningen i 2 Kongebog 5:15-27.
9. Hvad åbenbarede Paulus angående åndens mirakuløse gaver, og hvilket ligevægtigt synspunkt bør den kristne anlægge i spørgsmålet om sundhed og helbredelse?
9 Efter at de mirakuløse gaver havde tjent deres hensigt, nemlig at bevise at Guds kraft var til stede i Jesus, hans udsending, og i Jesu disciple som de første medlemmer af den kristne menighed, var de ikke længere påkrævede og blev derfor taget bort igen. Dette omtaler Paulus hvor han siger: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ (1 Kor. 13:8) Den største af åndens gaver i dag er forkyndelsens gave, som Gud har fundet det passende at udstrække til alle oprigtige mennesker uanset alder, nationalitet, race eller livsstilling. (Ap. G. 2:17, 18) Det fremgår heraf at selv sådanne personlige interesser som sundhed eller legemsudvikling må komme i anden række, næst efter Rigets interesser. Motion og almindelig omsorg for sig selv er vigtig, men som Paulus understreger: „Legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“ (1 Tim. 4:8) Dette kræver af den kristne at han har et ligevægtigt syn på tingene, idet han ikke forsømmer sig selv, men sandelig heller ikke på grund af sin interesse for sig selv forsømmer de pligter der er forbundne med den kristne tjeneste.
10. Hvilket umodent syn har nogle mennesker på Jehovas vidners arbejde, og hvad er grunden til at de undertiden får den indstilling?
10 Hvis ens interesser ikke står i det rette forhold til hinanden ser man ikke klart. „Dit øje er legemets lys; hvis altså dit øje er sundt, er også hele dit legeme i lys, men hvis det er sygt, er også dit legeme i mørke. Se derfor til, at ikke det lys, der er i dig, er mørke.“ (Luk. 11:34, 35) Nogle mennesker lægger mærke til det arbejde Jehovas vidner udfører, men af frygt for at blive udsat for legemlig overlast eller kritik kommer de til den slutning at de ikke selv ville kunne gøre dette arbejde. En sådan „øjnenes lyst“ lokker dem direkte i denne verdens guds besnærende fælde. (Ordsp. 29:25; Matt. 10:28) Dette understreger behovet for modenhed i kundskab om og forståelse af Guds ord. Det betyder at ens tro må styrkes gennem regelmæssig indtagelse af åndelig føde. En der ikke således har styrket sin tro kan måske overbevise sig selv om at det er til større personlig fordel for ham hvis han ikke underkaster sig vanddåben end hvis han strengt holder sig til hvad der er Guds vilje og lader sig døbe. Vedkommende der har det sådan, synes måske ikke at han kan blive et Jehovas vidne fordi han mangler den nødvendige tro. Han har måske ikke forstået at tro bygger på kundskab, og han har ikke gjort sig nogen bestræbelse for at tilegne sig så megen kundskab at han forstår betydningen af og grunden til at han skulle lade sig døbe. Kundskaben må først lægges som en grundvold, derefter vil troen vise sig når denne kundskab anvendes i praksis.
11. Hvorfor er kundskab et nødvendigt grundlag hvis man skal kunne kæmpe imod at blive opslugt af denne verden?
11 Det samme gør sig gældende når det drejer sig om at tage del i vidnearbejdet. Nogle mennesker vil ikke kæmpe imod at blive helt optaget af denne verden, ikke engang så meget at de kan erhverve sig den kundskab der må til som grundlag for at kunne vidne. Med en sådan kundskab om Guds ord følger der tro, og med tro følger evnen til og ønsket om at forkynde. „Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse. Skriften siger jo: ’Ingen som bygger sin tro på ham, skal blive skuffet.’ . . . Thi ’enhver der påkalder Jehovas navn skal blive frelst’. Men hvorledes vil de kalde på ham hvem de ikke har haft tro på? Og hvorledes kan de have tro på ham de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre uden at der er nogen som prædiker? Hvorledes skulle de kunne prædike, medmindre de er blevet sendt ud?“ (Rom. 10:10-15, NW) Styrket af sin nyerhvervede tro vil et sådant menneske erkende at hans forkyndelse har en dobbelt frelsende værdi, som Paulus påpeger det: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.
12. Hvilken tjeneste er Jehovas vidner ansvarlige for at yde mennesker med god vilje, og med hvilken indstilling bør denne tjeneste udføres?
12 Når Jehova Gud udsender sine vidner til jordens ender er det for at give oprigtige mennesker mulighed for at bringe deres interesser i det rette forhold til hinanden og sætte alt til side for Rigets skyld. Gennem profeten Esajas befalede Jehova for århundreder siden sine vidner: „Gå ud, gå ud gennem portene, I mænd. Ryd folkets vej. Jævn, jævn landevejen. Befri den for sten. Rejs et signal for folkene.“ (Es. 62:10, NW) Når vi fjerner disse snublesten som spærrer vejen for mennesker der er oprigtigt interesseret i tjenesten for Gud, sker det ikke for at gøre dem fortræd eller for at latterliggøre det de tror på. For at kunne opdage hvilke sten der spærrer vejen må tjeneren for Riget have nøjagtig kundskab om Guds ord; og skal han kunne fjerne stenene må han være tillidsfuld, taktfuld og ligevægtig mens han udfører sit arbejde. Forkynderen går ud fra at hans tilhører har et ærligt ønske om bedre forhold, og oprigtig kærlighed til retfærdighed. Han vil derfor appellere til sin tilhørers fornuft fremfor at prøve på at skræmme ham. Går han frem på denne måde vil han ikke tabe humøret selv om den besøgte ikke straks forstår den virkelige hensigt med besøget. Det er ikke Jehovas vidners hensigt eller forsæt blot at få ret i en diskussion. De er interesserede i at give udtryk for den kærlighed Gud nærer til sine får. Deres mål er at fremholde Guds ords sandhed på en sådan måde at tilhørerne accepterer den, eller i hvert fald tilskyndes til en yderligere overvejelse af den hjertevarmende gode nyhed om Riget. Det vil give dem der hører på dem et klart syn af dette rige, og forståelse af hvor vigtigt det er at tjene dets interesser. Det vil bidrage til at lede mennesker med god vilje til den nye verdens samfund af Jehovas vidner for at de der kan lære mere om det livgivende håb om Guds nye verden, og lære at sætte Rigets interesser først.
13. Hvilken kurs anviste Jesus ved sit eksempel, og hvordan følger Jehovas vidner samme kurs?
13 Det er denne kurs Jesus Kristus ved sit eget eksempel viste at vi bør følge. Paulus fortæller at Jesus sagde følgende: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“ (Hebr. 10:7) Under hele sin tjeneste gjorde Jesus Guds interesser til sine egne interesser. Fuldstændig indviet til sin Fader og døbt i vand som symbol herpå, var han mønsteret for alle der ønsker at give Rigets interesser førstepladsen. En fuldstændig indvielse til Gud efterfulgt af vanddåb er et nødvendigt indledende skridt for dem der vil gøre den guddommelige vilje. Ligesom Jesus forkynder de i opfyldelse af hans ord: „Og denne gode nyhed om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) De vil heller ikke lade sig feje til side på grund af indvendinger, latterliggørelse eller forfølgelse. De vil holde ud i deres forkyndelse lige til enden.
14. Hvorfor vedbliver Jehovas vidner at besøge mange hjem, og hvor længe skal arbejdet fortsætte?
14 Efterhånden som de vokser i antal og deres besøg i folks hjem bliver hyppigere, vil de alligevel fortsætte med at besøge folk fordi de ved at det betyder livet for deres tilhørere at anerkende og acceptere Guds rige som deres håb. De forstår at alle må have lejlighed til at høre og tage imod denne gode nyhed. De forstår også at det ikke er alle i en familie der har samme indstilling til deres besøg. Selv om en måske bebrejder vidnerne eller forbyder dem at komme igen, vil en anden i samme familie måske være glad for at blive besøgt igen. For dette tilfældes skyld er Jehovas vidner udholdende i deres arbejde af kærlighed til dem der virkelig er Guds får. Alle fårene skal findes, og det sker ikke ved et enkelt eller to besøg. Den ihærdighed der præger Guds eftersøgningsmetoder står nedskrevet i Jeremias’ profeti. „Se, jeg sender bud efter fiskere i mængde, lyder det fra HERREN [Jehova], og de skal fiske dem; og siden sender jeg bud efter jægere i mængde, og de skal jage dem fra hvert bjerg, hver høj og klippernes kløfter.“ (Jer. 16:16) At arbejdet må fortsætte indtil alle fårene er ført ud af denne gamle verden fremgår klart af svaret på det spørgsmål Esajas stillede for mange hundrede år siden. „Jeg spurgte: ’Hvor længe, Herre?’ Og han svarede: ’Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!’ Og [Jehova] vil fjerne menneskene, og tomhed skal brede sig i landet.“ — Es. 6:11, 12.
15. Hvilken adfærd vil utvivlsomt føre til at man bliver indviklet i denne verdens interesser, og hvordan kan dette undgås?
15 De der viser den mindste tilbøjelighed til at gå ind for den nuværende verdens tankegang, handlinger og idealer, vil uden tvivl blive opslugt af denne verdens bekymringer og uro, og de vil miste deres samfund med Gud og enhver duelighed de måtte have til at yde sådanne hjælp der trænger hårdt dertil. Ingen bør lade sig bedrage eller skræmme til at antage denne verdens fatalistiske synspunkt, at menneskene kun kan og vil bestå i kraft af deres egne bestræbelser, og at der, medmindre menneskene selv finder en løsning på problemerne, overhovedet ikke gives en løsning. Guds ord siger tydeligt at det nu er en ildprøvens tid og at ethvert menneskes gerninger vil blive gjort åbenbare gennem en ransagende prøve i denne endens tid. Kun ved til stadighed at bevare sin ligevægt og lade Rigets interesser komme i første række kan den kristne undgå at blive indviklet i denne verdens interesser, og stå som et virkeligt bolværk mod den voksende bølge af gudløs materialisme der skyller hen over jorden.
16. Hvordan kan man yderligere opnå effektivitet i sin forkyndergerning, og hvad må man altid gøre sig klart?
16 Hvis den kristnes ord skal virke overbevisende må han leve i overensstemmelse med sin tro. I sin daglige tilværelse må han til enhver tid anvende de principper han har lært ved et studium af Guds ord, og han må uophørligt søge at udvide sin kundskab. Han skulle prøve at gøre hver dag til en dag med nogen teokratisk fremgang, uden at lade nødvendigt arbejde ugjort, uden at overse nogen lejlighed til at nedbryde den mur af misforståelser som denne tingenes ordnings gud har opbygget omkring Jehovas hensigter. Hvis han vedblivende giver Rigets interesser førstepladsen vil han ikke vandre skødesløst og kun anvende tid i tjenesten fordi han føler sig forpligtet til at gøre det. Han vil gøre sig klart at denne ordnings fuldstændige afslutning er nær og at de der forbliver i den vil gå til grunde. Han vil gøre sig klart at flid og større effektivitet er påkrævet for at fuldføre arbejdet med at advare mennesker med god vilje om at de skal frigøre sig for denne verdens forviklinger og flygte til det tilflugtssted som Jehova i sin kærlighed har beredt. Gør den kristne det, kan han være sikker på at få en plads i den retfærdige nye verden, og han vil få den usigelige forret og glæde at blive brugt af Jehova til at lovprise hans navn og vise det eksempel der er det eneste rette at følge for mennesker med god vilje, det han vil sætte når han giver Rigets interesser førstepladsen i sit liv.