eneste gavn disse fæstninger og potteskårdyngerne i deres nærhed nu gør, er at fortælle hvordan Moabs rige og kultur gik til grunde i begyndelsen af det sjette århundrede før vor tidsregning. Efter denne affolkning af landet kan vi stadig træffe navne på personer af moabitisk herkomst, men efter de første tyve år af det sjette århundrede før vor tidsregning finder man derimod ingen omtale af en moabitisk nation eller stat.“ — The Moabites, siderne 157, 158.

Om den hårde medfart der blev filisterne til del skriver The Interpreter’s Dictionary of the Bible:

„Nebukadnezar slukkede den sidste gnist af filisterfolkets selvstændighed. Han tvangsforflyttede både høj og lav, hvad fremgår af den liste som Unger og Weidner har udarbejdet, for i den optræder kongen at Gaza og Asdod samt fyrsterne af Askalon.“ — Bind 3, side 795.

Ammonitternes, moabitternes og filisternes endeligt er en kraftig understregning af at Bibelens profetier opfyldes til punkt og prikke! Jehova Gud forhalede ikke dommen over disse ubodfærdige fjender af hans pagtsfolk i gamle dage, israelitterne. Vi kan trygt stole på Guds profetiske ord; som vi læser i Esajas 55:11: „Så skal det gå med mit ord . . .: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ Hvis vi derfor ønsker at få andel i de velsignelser som Jehova Gud har i beredskab til dem der elsker ham, må vi sætte os ind i hvad der er hans vilje, og leve efter den.

Den karismatiske bevægelse kommer til kort

● I de senere år har den karismatiske bevægelse, undertiden kaldet „den nye pinsebevægelse“, tiltrukket ret mange kirkegængere. Dette har især kunnet mærkes inden for den katolske kirke, hvor rapporter anslår at bevægelsen tæller mellem 50.000 og 400.000 mennesker. Også inden for baptistkirken har der været uro.

Karismatikerne (fra græsk charisma: nådegave) fremhæver betydningen af „de åndelige gaver“, deriblandt troshelbredelse, tungetale (uforståelig for tilhøreren), bedømmelse af ånder og udlægning af profetisk tale. Noget der tilsyneladende har foruroliget den katolske kirke er den praksis der består i at samle de troende i grupper på omkring ti personer, disciple, under ledelse af en „hyrde“, som underviser og leder dem. Disciplene er forpligtet til at adlyde deres hyrde. Det bekymrer især Kirken at hyrden somme tider er en anden end disciplenes egen præst. Nogle præster, også i andre trossamfund, frygter at der på denne måde kan opstå splittelse i deres kirke. Nogle karismatiske ledere er imidlertid imod denne særlige praksis. De siger at de for det meste har lært medlemmerne at de skal forblive inden for det trossamfund de er tilsluttet.

Endnu en grund til bekymring for mange er at de karismatiske „helbredere“ hævder at når deres „helbredelse“ ikke virker, skyldes det mangel på tro hos den syge. Dette giver den syge et skyldkompleks, som, når han eller hun søger læge, gør det endnu sværere for denne at behandle vedkommende.

Når Jesus og apostlene helbredte syge, var deres helbredelse ikke betinget af troen hos dem der ønskede helbredelse. Der berettes om Jesus: „Alle som havde nogle der var syge og som led af forskellige sygdomme, [kom] hen til ham med dem. Han kurerede dem ved at lægge hænderne på hver enkelt af dem.“ — Luk. 4:40; se også Lukas 6:19; 9:6, 11.

Den karismatiske bevægelse er uden tvivl et resultat af kirkernes manglende evne til at dække medlemmernes behov for åndelig føde. Men selv om den har tiltrukket mange, især unge mennesker, er den kommet til kort over for Bibelens normer for sand kristendom. Bibelen lærer utvetydigt de kristne ikke at følge menneskelige ledere, hvorved de vil blive splittede i troen, men at følge Jesus. Bibelen giver derfor også følgende påbud: „Gå ud fra hende [Babylon den Store, den falske religions verdensimperium med dens mange sekter], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4.