Jesu bjergprædiken — de tre første „saligprisninger“

JESUS indledte sin bjergprædiken med en række udsagn — ni i alt — hvori han beskrev hvad det vil sige at være et ’saligt’ eller lykkeligt menneske. I den første af disse „saligprisninger“ sagde Jesus: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ — Matt. 5:3.

„De som erkender deres åndelige behov“ er, ifølge den ordrette græske tekst hos Mattæus, dem der er „fattige i ånden“. I parallelstedet hos Lukas lyder Jesu ord: „Lykkelige er I fattige, for Guds rige er jeres.“ (Luk. 6:20) Jesus gjorde opmærksom på at en væsentlig grund til hans komme som Messias var at han skulle „forkynde godt nyt for fattige“. (Luk. 4:18) Dermed antydes ikke at der er noget særlig fortjenstfuldt ved at være fattig, eller at de fattige er selvskrevne til Guds gunst; men det var hovedsagelig blandt de fattige eller jævne mennesker at nogle begyndte at følge Jesus og fik håbet om at få del i Guds riges velsignelser. (1 Kor. 1:26-29; Jak. 2:5) Disse undertrykte mennesker var altså ikke alene bogstaveligt fattige; de erkendte også at de var fattige „i ånden“, eller åndeligt fattige. De ydre omstændigheder fik dem dog ikke til at bukke under for bitterhed; nej, tværtimod ’erkendte de deres åndelige behov’, idet deres afhængighed af Gud stod dem mere klart.

I kontrast hertil sagde Jesus: „Men ve jer, I rige, for I har fået hele jeres trøst.“ (Luk. 6:24) Materiel velstand døver ofte erkendelsen af et åndeligt behov. Dette fremgår eksempelvis af den irettesættelse Jesus gav visse kristne i Laodikea i Lilleasien: „Du siger: ’Jeg er rig og har erhvervet mig rigdom og trænger slet ikke til noget,’ mens du ikke ved [det vil sige, ikke erkender] at du [åndelig talt] er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ —— Åb. 3:17.

„For himlenes rige er deres,“ sagde Jesus, og angav dermed grunden til at de der erkendte deres åndelige behov var lykkelige. De tog imod Jesus som Messias, og det åbnede dem mulighed for at komme til at herske sammen med ham i Guds himmelske rige ved Kristus. (Luk. 22:30; Joh. 14:1-4) Det må have varmet disse ydmyge, jævne mennesker om hjertet at erfare at de havde en chance for at komme med i Guds rige, mens de rige og højlærde som stolede på deres velstand og betragtede jævne mennesker som „forbandede“, ikke havde det! (Joh. 7:49) Dersom rige mennesker ejer den samme ydmyghedens ånd og åndelige værdsættelse, vil de naturligvis lige så vel kunne opnå lykke. — 1 Tim. 6:17-19; Jak. 1:9, 10.

Hvem er de sørgende der trøstes?

Jesus udtrykte den anden „saligprisning“ således: „Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet.“ (Matt. 5:4) Parallelstedet hos Lukas lyder: „Lykkelige er I som græder nu, for I skal le.“ — Luk. 6:21.

„De som sørger“ vil ikke sige alle mennesker der ser bedrøvede ud. Nej, her er tale om mennesker af samme kategori som dem Jesus nævner i det foregående vers, nemlig „de som erkender deres åndelige behov“. De føler en ’Gud velbehagelig sorg’ over deres syndige tilstand og over de sørgelige tilstande der er opstået som følge af menneskets syndighed. (1 Kor. 5:2; 2 Kor. 7:10, Erikke Rosenørn-Lehn) De følger bibelskribenten Jakobs vejledning: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I ubeslutsomme. Føl jeres elendighed og sørg og græd.“ — Jak. 4:8, 9.

Disse som sørger „vil blive trøstet“. (Jævnfør Lukas 2:25.) Den trøst Jesus Kristus skænker, består blandt andet i tilgivelse af synder, og evigt liv.

De sørgende som Jesus omtaler, kan kaldes „lykkelige“ både nu og i fremtiden. Da de viser tro på Jesus, nyder de det velvære som er følgen af et gunstigt forhold til Jehova Gud. (Joh. 3:36) Og hvad den fremtidige lykke angår, kan de der nu sørger over menneskeslægtens uretfærdighed se frem til „lindring . . . ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i en flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. — 2 Tess. 1:7, 8.

Som modsætning til den lykke Jesus erklærede at de sørgende skulle opnå, sagde han til visse andre: „Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde.“ (Luk. 6:25) Det vil ikke sige at det er forkert at le og at glæde sig sammen med andre. Jesus talte øjensynlig om dem der går op i fornøjelser, dem der udelukkende lever for at behage sig selv. De hverken sørger over deres egen medfødte syndige tilstand eller ynkes over de lidelser der overgår deres medmennesker. Sådanne mennesker søger deres egen ’trøst’, idet de jager efter et selvtilfredsstillende liv og de flygtige fornøjelser det kan bringe.

Jesus understregede at det kun var nu deres overfladiske latter skulle høres. Sådanne mennesker vil „sørge og græde“ når Gud gør ende på den nuværende tingenes ordning der har givet anledning til deres overstadighed og lystighed. (Matt. 13:42, 50; 22:13; 24:51; 25:30) I overensstemmelse med Jesu ord gav Jakob følgende råd: „Føl jeres elendighed og sørg og græd. Lad jeres latter forvandles til sorg, og jeres glæde til modløshed. Ydmyg jer for Jehova, og han vil ophøje jer.“ — Jak. 4:9, 10; 5:1-6.

Lykke for dem der har „et mildt sind“

Dernæst sagde Jesus: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Matt. 5:5) Hvilken type mennesker tænkte han på?

Det udtryk Bibelen bruger for „mildt sind“ eller „mildhed“ vækker ikke tanken om fejhed, svaghed eller en facade af nedladende, hyklerisk venlighed. Mildhed er derimod en indre egenskab, en sagtmodighed og fredsommelighed som mennesker først og fremmest lægger for dagen i deres forhold til Gud, i deres reaktion over for hvad der er hans vilje og vejledning. Fremfor at blive forbitrede over den udbredte undertrykkelse og uretfærdighed på jorden, skønner virkelig ydmyge mennesker at disse trængsler for en stor del skyldes menneskelig ufuldkommenhed. De nærer ingen bitterhed mod Gud men føler sig stærkt afhængige af ham. Denne sindstilstand viser sig i deres adfærd over for deres medmennesker, en adfærd der stemmer overens med følgende vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Rom. 12:17-19; Tit. 3:1, 2.

Disse mennesker der har et mildt sind, er lykkelige fordi „de vil arve jorden“. Hvordan vil det ske? Jesus, der i fuldkommen forstand havde „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“, er hovedarving til jorden. (Sl. 2:8; Matt. 11:29; 28:18; Hebr. 1:2; 2:5-9) De hebraiske Skrifter forudsagde at andre skulle herske sammen med „Menneskesønnen“ i hans rige. (Dan. 7:13, 14, 22, 27) Som „Kristi medarvinger“ vil mennesker med et mildt sind være med til at arve jorden. (Rom. 8:17) I det jordiske domæne under Jesu rige vil mange andre mennesker, der sammenlignes med får, gå ind til det evige liv. (Mat 25:33, 34, 46) I sandhed lykkelige fremtidsudsigter!

[Illustration på side 19]

Jesu ord fik folk til virkelig at tænke over deres forhold til Gud