Lær gennem kontraster at værdsætte sande rigdomme
„Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt.“ — Es. 55:2.
1. Hvilken fordel har man af kontraster?
KONTRASTER gør livet interessant. Ofte hjælper de til at uddybe vor værdsættelse og forståelse. Vi hilser det varme solskinsvejr velkommen efter en kold og våd vinter. Et godt helbred, som ofte betragtes som en selvfølge, bliver dyrebart for én efter en slem sygdom. Ja, kontraster får os til at se værdien og betydningen af ting som man ellers kun ville ofre ringe opmærksomhed.
2. (a) Hvilken plads indtager kontrasterne i Guds ord? (b) Hvilket tillokkende billede tegnes for os i skabelsesberetningen?
2 Bibelen, Guds ord, er fyldt med kontraster, som gør den til en højst interessant og levende bog. Ja, mere end det. Disse kontraster drager vor opmærksomhed mod ting der er af livsvigtig betydning, og hjælper os til at erkende deres sande værd. For eksempel tegner den indledende beretning om skabelsen i Første Mosebog hurtigt for vort indre øje et tillokkende billede af de storslåede forberedelser der blev gjort for at skabe et smukt hjem til menneskene, og af skabelsen af mennesket selv, et mesterværk skabt i Guds eget billede. Billedet fuldendes, også af menneskets lykke, med skildringen af hvordan den fuldkomne kvinde bliver skabt og skænket til manden som en ideel medhjælp, „som passer til ham“ — en behagelig kontrast, mand og kvinde. — 1 Mos. 2:18.
3. Hvilken skarp kontrast følger efter dette, og hvad førte denne begivenhed til?
3 Så følger en skarp kontrast hertil. En mørk skygge kastes over billedet. Gennem slangen høres en disharmoni. Guds ord drages i tvivl: „Mon Gud virkelig har sagt . . .?“ Derefter modsiges Guds ord: „I skal ingenlunde dø,“ hvis I spiser den forbudte frugt. Først beslutter kvinden, så manden, at spise af frugten. I stedet for at lade Gud give dem „kundskab om godt og ondt“ på sin egen måde og til sin egen fastsatte tid, tager de sagen i deres egen hånd. Smerteligt erfarer de den bitre kontrast mellem liv og død. Ved at forlade Kilden til sand kundskab, der fører til det evige livs sande rigdomme, styrter de sig selv og deres efterkommere ud i den yderste fattigdom, og de bliver et let bytte for dårlige ledere og falske oplysninger. — 1 Mos. 2:17; 3:1-6, 16-19.
4. Hvilke kontraster finder vi, i omvendt orden, i Åbenbaringens bog, og hvad åbner de udsigten til?
4 I de afsluttende kapitler i Guds ord finder vi flere kontraster, men i omvendt orden. Vi læser om „den gamle slanges“, Satan Djævelens, nederlag i kampen i himmelen, og senere om at han bliver bundet og sat ud af spillet i „tusinde år“. Det sker for at han ikke mere skal „forføre folkeslagene“ med falsk kundskab og dårlige ledere. (Åb. 12:7-9; 20:1-3) Efter at have læst en beskrivelse af „det store Babylons“ fald og ødelæggelse og en beskrivelse af hvordan de øvrige dele af Satans organisation ødelægges i Harmagedonslaget, kommer vi til en stærk og levende kontrast hertil. Vi læser nu om en ny skabelse, ikke af en bogstavelig jord, men af Guds nye tingenes ordning, „en ny himmel og en ny jord“. I stedet for at døden træder ind i billedet, skal „der . . . ingen død være mere“. For vort indre øje tegner sig et billede — ikke af den første mand og hans hustru og et menneskeligt overherredømme — men af den himmelske regering, et virkeligt overherredømme, bestående af Jesus Kristus, Brudgommen, og hans kristne menighed, „den hellige stad, det ny Jerusalem“, den sande kirke, der er „rede som en brud, smykket for sin brudgom“. Derefter læser vi om en flod, ikke en bogstavelig flod „der udsprang . . . i Eden“, men „en flod med livets vand“. På hver side af floden vokser der træer, ikke fyldt med forbudte frugter, men det er „livets træer“ (NW), som bærer „frugt . . . hver måned“, et symbol på Guds foranstaltninger til at skænke en troende, lydig menneskeslægt et evigt liv, med al dets rigdom, i et genoprettet paradis. — 1 Mos. 2:10; Åb. 21:1-4; 22:1, 2.
5. Hvilken indbydelse angående „livets vand“ udgår til menneskene, og hvilke forpligtelser medfører det for dem der tager imod den?
5 Endelig læser vi — ikke at menneskene mister Guds gunst og drives ud af det paradisiske hjem — men at „den, som vil“ frit kan komme og drikke af „livets vand“. Selve det fuldkomne liv kan menneskene endnu ikke opnå, men vejen dertil er tydeligt angivet. Især siden 1934 har dette blad, Vagttårnet, ud fra Bibelen vist at de som ønsker at nyde Guds gunst og at have håb om at overleve Harmagedon, må indvi sig fuldstændigt til ham og vise det ved at de lader sig døbe i vand. De må slutte sig til Guds andre indviede tjenere, kendt som Jehovas vidner. Det betyder at de sammen med dem må udstrække indbydelsen til andre „som tørster“ og opfordre dem til at komme og få deres tørst slukket. — Åb. 22:17; se Vagttaarnet, 15. oktober 1934, siderne 313, 314, paragrafferne 31-34.
Indbydelse til at tage imod de sande rigdomme
6. Hvordan kan vi finde „den vej, som fører til livet“ for os selv, og hvordan kan vi hjælpe andre til at finde den?
6 Hvordan udstrækkes denne indbydelse til andre? Jesus sagde i sin bøn: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du har udsendt, Jesus Kristus.“ I forventning om dette virkelige liv kan og må vi allerede nu begynde at tilegne os den livgivende kundskab ved at få forståelse af Bibelens sandheder. Som Jesus senere sagde i den samme bøn: „Dit [Guds] ord er sandhed.“ Det er „livets ord“, og ved nøje at rette os efter det lærer vi hvordan vi skal bøje af fra „den vej, som fører til fortabelsen“, og — som en lykkelig kontrast hertil — finde „den vej, som fører til livet“. Derefter kan vi opfordre og hjælpe andre til at lade Gud lære dem „sine veje“ og til, sammen med sande kristne, at „gå på hans stier“, der fører til de sande rigdomme. — Joh. 17:3 (NW), 17; Fil. 2:16; Matt. 7:13, 14; Es. 2:3.
7. Ved hvilke lejligheder talte Jesus om „levende vand“, og hvilken slutning må vi drage heraf?
7 På et tidligt tidspunkt i sin tjeneste begyndte Jesus at give denne indbydelse videre, idet han brugte det samme billede som det vi finder i Åbenbaringen 22:17. Han begrænsede ikke indbydelsen til kun at omfatte jøder, for over for en samaritansk kvinde talte han om „levende vand“ som „Guds frie gave“. (NW) Derefter sagde han tilskyndende: „Det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.“ På et senere tidspunkt i sin tjenestegerning sagde han: „Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.“ Her siges der tydeligt nok at den der velsignes med denne livgivende foranstaltning ikke beholder den for sig selv, men giver indbydelsen videre til „den, som tørster“, „den, som vil“, og opfordrer dem til at „modtage livets vand uforskyldt“. — Joh. 4:7-15; 7:37, 38; Åb. 22:17.
8. Hvilken betydning har Guds ånd for tilegnelsen og viderebringelsen af den livgivende kundskab?
8 Johannes tilføjer den kommentar at „det sagde han [Jesus] om den Ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få“. (Joh. 7:39) Det viser at tilegnelsen af den livgivende kundskab og viderebringelsen af den, i virkeligheden sker ved Guds ånds medvirken. Dette udelukker afgjort enhver menneskelig filosofi og religiøs overlevering, som sætter „Guds lov ud af kraft“. — Matt. 15:6.
9. Hvilken lignende indbydelse blev givet igennem Esajas, hvilke kontraster indeholdt den, og hvorfor var den betimelig?
9 Jesus var dog ikke den første der fremsatte denne indbydelse i disse vendinger. Mere end syv hundrede år før havde Jehova gennem sin profet udsendt følgende opsigtsvækkende indbydelse: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt.“ (Es. 55:1, 2) Hvilken indbydelse! Og hvilke kontraster den indeholder! På Esajas’ tid, under dårlige kongers og fyrsters ledelse, sled Jehovas folk for at skaffe sig føden og betalte høje priser for falske rigdomme der ikke kunne skænke dem mæthed eller tryghed. For det første så de hen til hedenske nationer, som for eksempel Assyrien og Ægypten, og håbede på beskyttelse fra dem. (2 Kong. 16:7; 18:21) Dernæst vendte mange sig, under præsternes dårlige førerskab, til direkte afgudsdyrkelse, mens andre var tilfredse med en ydre, hyklerisk tilbedelse af Jehova. Som Jehova sagde til dem: „Dette folk . . . holder sig [kun] nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig, og . . . deres frygt for mig blev tillærte menneskebud.“ — Es. 29:13.
10. Hvilken yderligere opfordring gav Jehova sit folk, og hvilke fremtidsudsigter var knyttet til den?
10 Som en kontrast hertil opfordrede og indbød Jehova folket til at ’høre ham’, og det ville ikke blot komme til at drikke vand, men „vin og mælk“, og det „uden penge, uden vederlag“. Han opfordrede folket til at træde ind i pagten med David, „de trofaste nådeløfter til David“, det vil sige pagten om et varigt rige, en varig regering, under den større David, Kristus Jesus, den sande og rette „folkefærds fyrste og hersker“. Han opfordrede dem til at vende sig fra deres egne tanker og veje og i stedet give agt på „mit ord, det, som går ud af min mund“. Han forsikrer at hans ord vil „fuldbyrde hvervet“, og at det vil „udføre, hvad mig behager“. Hvis de efterkom denne opfordring betød det at de ville tilegne sig sand kundskab, som med sikkerhed ville føre til sande rigdomme. Det ville føre til noget helt andet end det de var vant til, for „i stedet for tjørnekrat . . . [og] tidsler“, skulle der vokse cypresser og myrter, og al skabningen ville glæde sig, for „med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem“. — Es. 55:1-4, 8-13.
Et budskab til vor tid
11. Hvorfor var det budskab vi læser i Esajas 55:6, 7 på sin plads på Esajas’ tid, og hvilken parallel finder vi i vor tid?
11 På Esajas’ tid var Jehovas folk for det meste genstridigt og oprørsk, men det afholdt ikke Jehova fra at udsende følgende indtrængende opfordring gennem sin profet: „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Es. 55:6, 7) Vi kan se at dette budskab var på sin plads dengang, men hvad med i dag? Er ikke de fleste mennesker i dag både genstridige og oprørske set med Guds øjne, især dem der gør krav på at være kristne? Er ikke nationalismens ånd stærkere i dag end nogen sinde før, og støttes den ikke af religionen? Bliver folk af de politiske og religiøse ledere opfordret til opmærksomt at lytte til budskabet om Guds oprettede rige under Kristus Jesus, eller får de at vide at det er deres kristne pligt at tjene og støtte nationen og den regering de lever under? Får folk sand kundskab om disse vigtige spørgsmål, en kundskab der fører til sande rigdomme, eller har ærkebedrageren, „den gamle slange“, „denne tingenes ordnings gud“, forblindet dem med falske oplysninger? — Åb. 12:9; 2 Kor. 4:4, NW.
12. Hvordan viser profetierne at Esajas’ budskab også er betimeligt i vor tid?
12 Som mange profetier viser, forudså og forudsagde Gud klart de forhold der ville gøre det ovennævnte budskab påtrængende nødvendigt i vor tid. Som Paulus blev inspireret til at skrive: „I de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige . . . pralende . . . fremfusende . . . de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.“ (2 Tim. 3:1-5) Så langt tilbage som på Davids tid talte Gud profetisk om nationernes og herskernes samlede modstand „mod HERREN og mod hans salvede“, Kristus Jesus, efter at denne var blevet indsat som konge i 1914 på det himmelske Zions bjerg. (Sl. 2:1-6; Hebr. 12:22) Denne forenede modstand under dæmonernes ledelse samler nationerne og „kongerne på hele jorderige“ til Harmagedon, som forudsagt i Bibelens sidste bog. (Åb. 16:13-16) Jesus blev også inspireret til at fremsætte en detaljeret profeti om ’tegnet på sin nærværelse’ i vor tid, da der skulle komme „mange falske profeter“, lovløsheden ville tage overhånd, og folk intet ville ænse, med det resultat at Guds endelige dom ville komme over dem „som en snare“. — Matt. 24:3 (NW), 11, 12, 39; Luk. 21:35.
13. Hvilken slående kontrast opstiller Jesus i Mattæus 7:13, 14, i overensstemmelse med Esajas 55:6, 7?
13 Ja, det budskab vi finder i Esajas 55:6, 7, med dets indtrængende opfordring, er også på sin plads i vor tid, men spørgsmålet er: Hvordan reagerer vi på det? Følger vi med flertallet ad den ’brede vej’ som „fører til fortabelsen“, mens vi ignorerer og måske oven i købet modstår enhver opfordring til at ’søge Jehova . . . medens han findes’? Jesus sagde tydeligt at „snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den“. Dog var indbydelsen tydelig nok: „Gå ind ad den snævre port.“ Det er ikke umuligt. Det er ikke Gud der har gjort det vanskeligt. Tværtimod opfordrer han os til at forlade den onde vej og give slip på de skadelige tanker og vende os til ham. Han er rede til at vise barmhjertighed og er „rund til at forlade“. — Es. 55:6, 7; Matt. 7:13, 14.
14. Hvilke interessante paralleller finder vi — ud over kontrasterne — i Bibelens profetier?
14 For at finde den ’snævre port’ og føle sig tilskyndet til at følge den ’trange vej’ kræves der ikke blot nøjagtig kundskab men også dyb værdsættelse. Som allerede nævnt vil det være en stor hjælp at betragte visse kontraster. Jesus indså at det var en god undervisningsmetode og gjorde ofte brug af den, både over for sine disciple og når han talte til skarerne. Men før vi betragter nogle af disse kontraster, er der lige en anden ting der er værd at bemærke. Det er ikke nogen kontrast men en parallel. Jesus vidste at forholdene i Israel på hans tid i mange henseender var en nøjagtig parallel til forholdene på Esajas’ tid, og han citerede ofte fra Esajas’ profeti for at vise at den blev opfyldt på hans egen tid. For eksempel sagde han engang til farisæerne: „Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: ’Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig.’“ (Matt. 15:7-9; se Esajas 29:13) Jesus vidste også at forholdene i vor tid, især i kristenheden, ville være en nøje parallel til forholdene på hans egen tid, og naturligvis også til forholdene på Esajas’ tid. Lad os have dette i tanke når vi nu lytter til nogle kontraster som Jesus fremsatte og som vil hjælpe os til at værdsætte de sande rigdomme.
To skarer sættes i kontrast
15. Hvilke kontraster opstillede Jesus ifølge Lukas 6:20, 21 med hensyn til sine disciple, og på hvilket grundlag gjorde han det?
15 Efter påsken i år 31 holdt Jesus den velkendte bjergprædiken. En stor skare var til stede, men prædikenen var hovedsagelig henvendt til Jesu disciple som sad i hans nærhed. (Matt. 5:1, 2) Mattæus giver os en detaljeret beretning om denne prædiken i kapitlerne 5 til 7. Lukas’ beretning er kortere, og i denne er indledningen gengivet som en række, eller snarere en dobbelt række, overraskende kontraster. Først taler Jesus til sine disciple, som indtil da har haft en streng tilværelse. Han siger: „Salige [lykkelige, NW] er I, som er fattige, thi Guds rige er jeres. Salige er I, som nu hungrer, thi I skal mættes. Salige er I, som nu græder, thi I skal le.“ (Luk. 6:20, 21) Læg mærke til at hver udtalelse indeholder en kontrast, men i stedet for at udtrykke sin medfølelse siger Jesus hver gang: „Salige [lykkelige] er I.“ Hvorfor? Fordi tiden nu var kommet til at de skulle opleve en stor forandring. Før havde de været fattige, sultne og grædende, men nu skulle de blive rige; de skulle arve Guds rige, blive mætte og komme til at le.
16. Hvilken anden skare omtalte Jesus dernæst, og hvordan viste han hvem denne skare var?
16 Derefter følger en meget interessant kontrast. Jesus siger: „Salige [lykkelige] er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. På den dag skal I fryde jer og springe højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himmelen. Thi på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne.“ (Luk. 6:22, 23) Her fortæller Jesus ikke blot at hans disciple skal få en yderligere grund til glæde, men han nævner også en anden skare mennesker, nemlig dem der var ansvarlige for den chokerende dårlige behandling som hans disciple fik. Han viser hvem denne onde skare forfølgere er da han siger at „på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne“ (de sande profeter), deriblandt Esajas. Hvem var disse fædre? Esajas siger at det var de ledende i Israel, „de ældste i [Guds] folk og dets fyrster“, især de religiøse ledere, „præst og profet“ (falsk profet), som „raver af drik . . . de raver under syner, vakler, når de dømmer“. — Es. 3:14; 28:7.
17, 18. (a) Hvem er den række kontraster som vi finder i Lukas 6:24-26 henvendt til? (b) Hvilke ting understregede Jesus ved den lejlighed?
17 Jesus henvender sig nu direkte til denne onde skare med yderligere en række kontraster, blot i omvendt orden i forhold til den foregående. Vi kan også forestille os at han, i stedet for at se direkte på sine disciple, løfter blikket og ser ud over hele skaren, og fæster øjnene på nogle af dem som denne anden række kontraster gælder. At hans ord har denne større rækkevidde fremgår af den senere udtalelse: „Men til jer, som hører mig,“ det vil sige enhver som giver agt på hans ord og drager nytte af dem. — Luk. 6:27; 7:1.
18 Læg nu mærke til de rammende kontraster som Jesus udtaler i anden omgang: „Men ve jer, I, som er rige, thi I har allerede fået jeres trøst. Ve jer, I, som nu er mætte, thi I skal hungre. Ve jer, I, som nu ler, thi I skal sørge og græde. Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer; thi på samme måde gjorde deres fædre ved de falske profeter,“ det vil sige de smigrede dem for selvisk fordels skyld. — Luk. 6:24-26.
19. Hvilke lignende kontraster finder vi i Esajas 65:13, 14, og hvilke spørgsmål stiller vi som følge heraf?
19 Her lægger vi mærke til endnu en nær forbindelse mellem profeten Esajas og den større profet, Kristus Jesus. Vi ser at der er en lighed mellem de udtryk de anvendte, både i indbydelsen til at komme og drikke (se paragrafferne 7 til 9), og i de kontraster vi lige har nævnt. Lyt til hvad Esajas blev inspireret til at skrive: „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Se, mine tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, se, mine tjenere skal juble af hjertens fryd, men I skal skrige af hjerteve, jamre af sønderbrudt ånd.“ (Es. 65:13, 14) Får de kontraster som begge disse profeter fremsatte, en opfyldelse i vor tid? Kan de hjælpe os til bedre at se hvem de to skarer er? Skærper de vores værdsættelse af sande rigdomme? Og er det muligt at flygte fra den ene skare til den anden, selv om der er et stort svælg imellem dem?
20. Hvilke forskellige undervisningsmetoder gjorde Jesus brug af?
20 For at finde det rette svar på disse spørgsmål vil vi i den efterfølgende artikel betragte noget som Jesus senere sagde om dette samme emne. Han underviste ikke alene ved at tale rent ud og forklare tingene direkte, som i størstedelen af Bjergprædikenen, men han underviste også i vid udstrækning ved at bruge illustrationer eller lignelser, især når han talte til skarerne. „Uden lignelse talte han intet til dem,“ siger Mattæus. (Matt. 13:34; se også Mt 13 versene 10-15) En af disse lignelser drejer sig om de to skarer der nævnes i Lukas 6:20-26 og fortjener vor udelte opmærksomhed.
21. Hvorfor ville de to skarer som vi læser om i Lukas 6:20-26 indtage en fremtrædende plads i Jesu tanker og udtalelser?
21 Ét er sikkert. Disse to skarer som Jesus hentydede til på et så tidligt tidspunkt i sin tjeneste, var i høj grad i hans tanker og på hans læber, for 1) de var tydeligt skildret i De hebraiske Skrifter, 2) de havde allerede vist sig før hans tjeneste begyndte, og fra Skrifterne vidste han at de ville vedblive med at være der, og 3) han vidste at disse samme skrifter samt hans egen lære ville tjene til oplysning og en „påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. Måtte vi være blandt dem „som hører“. — 1 Kor. 10:11; Luk. 6:27.