Jesu bjergprædiken — „Hold op med at dømme“
EFTER at Jesus havde tilrådet sine tilhørere at søge Guds rige først, formanede han dem om at afholde sig fra en meget skadelig praksis. Han sagde: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt.“ (Matt. 7:1) Ifølge Lukas tilføjede han: „Og hold op med at fordømme, så skal I afgjort ikke fordømmes. Bliv ved med at frikende, så vil I blive frikendt. Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød.“ — Luk. 6:37, 38.
Farisæerne i det første århundrede var tilbøjelige til at dømme andre strengt efter de falske normer der var opstillet i deres ikke-bibelske traditioner. Hvis nogle af Jesu tilhørere havde samme vane, skulle de ’holde op med det’. Fremfor hele tiden at finde fejl hos andre skulle de ’blive ved med at frikende’, det vil sige tilgive deres medmennesker og bære over med deres fejl. (Jævnfør Lukas 6:37 i den autoriserede oversættelse.) Hvis de gjorde dette, ville de tilskynde andre til at vise den samme tilgivende holdning til gengæld.
Foruden at tilgive andre og behandle dem barmhjertigt, skulle Jesu disciple ’gøre sig det til en regel at give’. Så ville de i deres skød få ’et godt mål, der var presset, rystet og som løb over’. Ifølge værket Word Studies in the New Testament betyder det græske ord for „skød“ bogstaveligt „barm“ eller „bryst“, og det betegner „folden af den løse klædning, holdt sammen af bæltet så den danner en lomme. På de østerlandske markeder kan man den dag i dag se sælgere hælde indholdet af et mål over i køberens brystfold“. (Jævnfør Rut 3:15; Esajas 65:7; Jeremias 32:18, NW.) Jo mere man viser gavmildhed, jo mere opmuntrer man andre til at reagere på samme måde.
Jesus fremholdt et vigtigt alment princip da han fortsatte: „For med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; og med det mål I udmåler med [den måde I behandler andre på], vil I få udmålt.“ (Matt. 7:2) Uanset hvordan man behandler sine medmennesker vil man, sagt med andre ord, høste hvad man sår. Dette vil holde stik, ikke alene med hensyn til det man høster hos mennesker, men også med hensyn til det man høster hos Gud, hvilket er langt vigtigere. — Se Mattæus 5:7; 6:14, 15.
For at understrege hvor farligt det ville være at efterligne de overkritiske farisæere fremholdt Jesus en dobbelt lignelse: „En blind kan ikke lede en blind, vel? Begge vil falde i et hul, ikke sandt? En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer.“ — Luk. 6:39, 40.
Det ville være tåbeligt af en der var bogstaveligt blind at forsøge at lede en anden som var blind, gennem ukendt terræn. Hvis der var et hul undervejs ville de begge falde i det. De jødiske religiøse ledere var billedligt blinde, idet de ikke forstod at bedømme deres medmennesker. (Jævnfør Mattæus 15:14; 23:16, 24.) De lukkede øjnene for ydmyge og jævne menneskers gode egenskaber. Ved en lejlighed udbrød farisæerne: „Denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ (Joh. 7:49) Hvis man efterligner en så fordømmende indstilling, styrer man mod farlige faldgruber.
Og ligesom en elev der tilegner sig sin lærers tankemønster bliver „som sin lærer“, sådan ville alle der efterlignede farisæerne ende med at blive som de. De ville komme til at stå uden for Guds gunst og være i fare for at miste livet. Ved en anden lejlighed sagde Jesus derfor:
„Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I lukker himlenes rige for folk; I går jo ikke selv ind, og I tillader heller ikke dem der er på vej ind, at gå ind. Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna [evig udslettelse], dobbelt så slem som I selv.“ — Matt. 23:13-15.
Jesus påpegede hvor dåragtigt det er at være alt for kritisk, idet han spurgte: „Hvorfor ser du da strået i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage strået ud af dit øje’, når, se, der er en bjælke i dit eget øje?“ — Matt. 7:3, 4; jævnfør Lukas 6:41, 42a.
Jesus talte ikke her om mennesker der blot lægger mærke til andres fejl mens de selv har meget større fejl, selv om dette er en almindelig menneskelig svaghed. Han sigtede derimod til de mennesker der havde for vane at hæfte sig ved en ubetydelig fejl eller defekt i deres broders „øje“. De der kritiserede, ville påstå at broderens opfattelsesevne og dømmekraft i moralsk henseende var svækket. Selv om skaden var ganske ubetydelig, svarende til et „strå“, en træsplint eller et støvfnug, ville den der fremsatte kritikken være tilbøjelig til at gøre sagen til et stridsspørgsmål og hyklerisk tilbyde at „tage strået ud“, det vil sige hjælpe den pågældende til at se klarere på tingene så han kunne foretage en mere acceptabel bedømmelse.
De jødiske religiøse ledere var særlig tilbøjelige til at kritisere andres måde at bedømme tingene på. Da Jesus havde helbredt en mand for medfødt blindhed og denne erklærede at Jesus måtte være kommet fra Gud, svarede farisæerne skarpt: „Du er helt og holdent født i synder, og dog underviser du os?“ (Joh. 9:34) Men farisæerne havde „en bjælke“ i deres eget øje. Hvad åndelig synsevne og god dømmekraft angår, var de fuldstændig blinde.
Derfor udbrød Jesus: „Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage strået ud af din broders øje.“ — Matt. 7:5; Luk. 6:42b.
Betød det at Jesu disciple slet ikke skulle foretage nogen bedømmelse i forbindelse med andre mennesker? Nej, for Jesus sagde videre: „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og vende sig om og sønderrive jer.“ — Matt. 7:6.
Ifølge Moseloven var hunde og svin urene. (3 Mos. 11:7, 27) Det var tilladt at lade hunde æde kød af sønderrevne dyr. (2 Mos. 22:31) Men ifølge den jødiske tradition var det ikke tilladt at lade hunde æde „helligt“ kød, det vil sige kød fra dyreofre. I Misjna hedder det: „Dyreofre [hebraisk: qodasjim, „hellige ting“] må ikke indløses for at blive givet som føde til hundene.“ At kaste bogstavelige perler for svin ville være lige så malplaceret. Svinene ville sandsynligvis tro at det var ærter, agern eller noget andet spiseligt. Og når de så opdagede at perlerne var uspiselige, ville de måske trampe dem ned og rasende vende sig mod den der havde kastet dem.
I symbolsk forstand sigter „det hellige“ og ’perlerne’ til dyrebare bibelske sandheder om Guds messianske rige. Jesu disciple skulle dele disse sandheder med alle. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Men hvis nogen viste sig at være som svin eller hunde, uden værdsættelse af det åndelige, skulle disciplene finde mere modtagelige tilhørere. — Se Mattæus 10:14; Lukas 9:5; 10:11; Apostelgerninger 13:45, 46; 18:6.