Kapitel 11

Messias i Guds „evige forsæt“

 1. Hvornår genfødtes et land og en nation?

EN BY som havde ligget i ruiner i halvfjerds år rejste sig atter! Byen var Jerusalem, der var blevet ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. Da denne hellige by rejste sig af støvet i 537 f.v.t. genfødtes Judas land, ja en nation, Jehova Guds hjemvendte folk. (Esajas 66:8) Det var underfuldt for alle som så det.

 2. (a) Senere end hvem ville den lovede Messias komme? (b) Hvordan gik der fulde halvfjerds år, selv om Babylon faldt i 539 f.v.t?

² Sammen med den nationale genrejsning blev håbet om den lovede Messias’ komme genoplivet. (Ezekiel 37:1-14) Endnu mens Juda riges indbyggere var i landflygtighed i Babylons land, fik de besked om det nøjagtige tidspunkt for Messias’ fremtræden. Den lovede Messias ville komme senere end den persiske erobrer Kyros den Store, om hvem profeten Esajas var blevet inspireret til at sige: „Så siger [Jehova] til sin salvede [hebraisk: mashiʹach], til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.“ (Esajas 45:1) Som Jehovas salvede redskab var Kyros kommet og var draget ind gennem portene til det muromkransede Babylon og havde styrtet og dræbt dets konge, Belsazzar, Nabonids søn. Det var i 539 f.v.t. Men Kyros gav ikke straks de landflygtige israelitter fri. Han overtog kongedømmet over Babylon og holdt jøderne i fangenskab i endnu to år, indtil 537 f.v.t. Da var der gået fulde halvfjerds år!

 3. Hvor længe hvilede det øde Judas land?

³ Det var nøjagtig som forudsagt i Jeremias 25:11. Og i Anden Krønikebog 36:20, 21 finder vi en historisk beretning herom: „Dem, sværdet levnede, førte han som fanger til Babel, hvor de blev trælle for ham og hans sønner, indtil Perserriget fik magten, for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet [Judas land] fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år“ — fra 607 f.v.t. til 537 f.v.t.

 4. (a) Hvornår regnede Daniel ud at jødernes landflygtighed ville ophøre? (b) Hvilke oplysninger fik Daniel af Gabriel om tidspunktet for Messias’ komme?

⁴ Blandt de landflygtige jøder i Babylon var profeten Daniel. På grundlag af Jeremias’ inspirerede skrifter var Daniel klar over at jøderne ikke kunne vente at blive frigivet fra fangenskabet før der var gået fulde halvfjerds år hvori Jerusalem havde ligget øde og holdt sabbat. (Daniel 9:1, 2) I det første år med det nye medo-persiske styre over det babyloniske rige opsendte Daniel en bøn om sagen. Da kom Jehovas engel, Gabriel, og gav ham følgende oplysninger om det tidspunkt da Messias ville komme:

„Halvfjerds (år)uger er blevet besluttet over dit folk og over din hellige by, for at holde igen på frafaldet og for at gøre ende på synderne, og for at sone misgerningen, og for at bringe evig frelse, at syn og profeti kan besegles og det Allerhelligste salves.

Og du må vide og forstå: Fra ordet om at genopbygge Jerusalem udgår, indtil den Salvede, Fyrsten, er der syv (år)uger; også toogtres (år)uger, så vil torv og voldgrav blive genopbygget, og det under tidernes pres.

Og efter de toogtres (år)uger vil en Salvet blive tilintetgjort, og han har ingen (efterfølger), og den kommende fyrstes folk vil ødelægge byen og helligdommen, og hans ende (kommer) som ved sønderrivning, og krig og ødelæggelse er fastsat indtil enden.

Og han vil slutte en stærk pagt med mange, i én (år)uge, og midt i (år)ugen vil han ophæve slagtoffer og madoffer, og ved fløjene (stille) en frygtelig vederstyggelighed, og det indtil ødelæggelsen, den der er fast besluttet, udgydes over ødelæggeren.“ — Daniel 9:24-27, ifølge den tyske oversættelse af rabbi Leopold Pheinkard Zunz, 16. udgave, 1913. Se også Moffatt og den autoriserede danske oversættelse af 1931.

DEN SYVENDE SKABELSESDAGS „MORGEN“ BEGYNDER, 526 F.V.T.

 5. Hvordan regner man ud hvornår de syv plus toogtres åruger endte?

⁵ Den første halvdel af Guds syvende skabelsesdag, dens „aften“, var nu ved at nå til ende, 3500 år efter Adams og Evas skabelse. Den syvende dags „morgen“ ville begynde i 526 f.v.t. Fra da af ville det begynde at lysne med hensyn til Guds forsæt og for hans folk. Ifølge Daniels profeti ville der ske noget af betydning inden for halvfjerds „(år)uger“ (i alt 490 år) fra en bestemt begivenhed i forbindelse med genopbygningen af Jerusalem. Indtil den Salvede (hebraisk: Mashiʹach) fremstod, ville der gå „syv (år)uger“ plus „toogtres (år)uger“, eller i alt 483 år. Regnet fra det tidspunkt da den jødiske statholder Nehemias genopbyggede Jerusalems mure ville disse niogtres åruger udløbe i første halvdel af det første århundrede efter vor tidsregning. Regnet fra kong Artaxerxes’ tyvende regeringsår (455 f.v.t.), som var det år Nehemias genopbyggede murene, ville de 483 år udløbe i år 29 efter vor tidsregning. (Nehemias 2:1-18) Det var omkring enogfyrre år før Jerusalem blev ødelagt for anden gang, denne gang af romerne. Skete der noget af historisk betydning i år 29?

 6. Hvordan blev perserriget omstyrtet, og hvordan kom Alexandria i Ægypten til at spille en rolle for jøderne?

⁶ Både det første århundrede efter vor tidsregning og det første århundrede før vor tidsregning var en kritisk periode for israelitterne i Palæstina. I det fjerde århundrede før vor tidsregning var herredømmet over de hjemvendte israelitter eller jøder gået over fra perserriget til det græske rige som følge af makedonieren Alexander den Stores erobringer. I år 332 f.v.t. fik Alexander magten over Palæstina og lod Jerusalem urørt. Derefter styrtede han den persiske storkonge og oprettede det græske verdensrige, bibelhistoriens femte verdensrige. Samme år gav han befaling til at bygge byen Alexandria i det erobrede Ægypten. Alexandria blev en blomstrende by og fik efterhånden en ret stor jødisk befolkningsgruppe. Disse jøder kom til at tale det fællesgræske sprog, som var blevet et internationalt sprog på grund af Alexanders erobringer. Også de ønskede bibelkundskab.

 7. Hvordan gik det til at den græske Septuaginta-oversættelse blev udarbejdet, og hvordan gengiver denne oversættelse Daniel 9:25, 26?

I løbet af det følgende århundrede, omkring år 280 f.v.t., begyndte de derfor at oversætte deres hellige inspirerede skrifter, fra Første Mosebog til Malakias’ bog, til fællesgræsk. Oversættelsen forelå færdig henimod det første århundrede før vor tidsregning, og den blev kaldt „den græske Septuaginta-oversættelse“. Som følge af det fællesgræske sprogs store udbredelse, også i de første århundreder under romerriget, kunne denne oversættelse som jøderne i Alexandria havde udarbejdet, bruges internationalt. Den var ret trofast i sin gengivelse af den hebraiske bibeltekst. For eksempel gengav den Daniel 9:25, 26 om Messias (Mashiʹach) således (ifølge Bagsters engelske oversættelse):

„Og du skal vide og forstå at fra befalingen om svaret og om opbygningen af Jerusalem udgår, indtil Kristus, fyrsten, vil der være syv uger, og toogtres uger; og da vil tiden vende tilbage, og gaden skal bygges, og muren, og tiderne skal udtømmes. Og efter de toogtres uger skal den salvede tilintetgøres, og der er ingen dom i ham . . .“

 8. (a) Hvordan kom Jerusalem under romersk herredømme og blev senere ødelagt? (b) Hvor længe har jøderne ikke haft noget tempel i Jerusalem, og hvor længe har de ikke anerkendt nogen profet fra Gud?

⁸ Fællesgræsk fortsatte med at være datidens internationale sprog, også efter at det græske verdensrige var blevet overvundet af det romerske i det første århundrede før vor tidsregning. Den ene fløj af de magtbegærlige makkabæere i Jerusalem søgte hjælp hos Rom mod den anden fløj, med det resultat at den romerske feltherre Pompejus kom og indtog Jerusalem i år 63 f.v.t. og Palæstina blev underlagt romersk herredømme. I år 40 f.v.t. kom der igen en jødisk konge på tronen. Men i år 37 f.v.t. drog Herodes den Store, en efterkommer af Esau eller Edom, imod Jerusalem og indtog byen og overtog kongemagten, udnævnt af Rom. I det første århundrede efter vor tidsregning, nærmere betegnet i år 66, gjorde jøderne igen oprør mod Rom, men deres kortvarige uafhængighed blev bragt til ophør i år 70, da romerne ødelagde Jerusalem og dets prægtige tempel, som Herodes den Store havde ombygget. Lige siden, altså i over nitten hundrede år, har jøderne ikke haft noget tempel i Jerusalem, heller ikke efter at republikken Israel er blevet oprettet i 1948. Desuden anerkender israelerne ikke at der har været nogen profet fra Gud siden Malakias i det femte århundrede, før vor tidsregning, for over 2400 år siden. Er dette ikke mærkeligt? Hvad kan grunden være?

OPFYLDELSEN AF BIBELPROFETIEN FORKLARER SAGEN

 9. Hvilken anden by af betydning blev også genrejst da Jerusalem blev genopbygget i 537 f.v.t.?

⁹ Da fortidens Jerusalem blev genopbygget i 537 f.v.t. blev en anden by også genrejst i Judas land — Betlehem. I Nehemias 7:5-26 oplyser statholderen i Jerusalem følgende om den rest jøder der vendte tilbage til deres hjemland i 537 f.v.t.:

„Da fandt jeg slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt jeg skrevet:

Følgende er de folk fra vor landsdel, der drog op fra landflygtigheden og fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort, men nu vendte de tilbage til Jerusalem og Juda, hver til sin by; de kom sammen med Zerubbabel, Jesua [den græske Septuaginta: Jesus], Nehemja, . . . Tallet på mændene i Israels folk var: . . . mændene fra Betlehem og Netofa 188, . . .“ — Se også Ezra 2:21.

10. (a) Hvilken profeti kunne således opfyldes på Betlehem? (b) Hvorfor skulle det ikke lyde utroligt i vore ører at den lovede fødsel ville blive bekendtgjort af engle?

¹⁰ Således genopstod byen Betlehem, „Davids by“, så den messianske profeti i Mika 5:1 kunne opfyldes. Eftersom ethvert menneskes liv som et selvstændigt individ siden Kain og Abel er begyndt ved det enkelte menneskes fødsel, får Mikas profeti os til at spejde efter en bestemt fødsel som skulle finde sted i det genopbyggede Betlehem. Det måtte være en forudsagt fødsel. Før Abraham og Sara fik sønnen Isak ved et mirakel fra Gud, blev de besøgt af tre engle som bekendtgjorde at fødselen ville finde sted det følgende år, og den ledende engel sagde: „Skulle noget være umuligt for [Jehova]?“ (1 Mosebog 18:1-14) Og århundreder senere, før Samson, det stærkeste menneske der nogen sinde har levet på jorden, blev født af en hidtil ufrugtbar israelitisk kvinde, viste Guds engel sig først for den vordende moder og derefter for både hende og hendes barnløse ægtemand, for at bekendtgøre den kommende fødsel af en fremtrædende dommer i Israel. (Dommerne 13:1-20) Skulle det da lyde mærkeligt eller utroligt at fødselen over alle fødsler, den mirakuløse fødsel af Messias, ville blive bekendtgjort af himmelske engle?

11. Hvor skulle den jordiske Messias komme fra, ifølge Første Mosebog 3:15?

¹¹ Ifølge Jehovas profeti i Første Mosebog 3:15 skulle den „sæd“ der ville knuse Slangens hoved med døden til følge, udgå fra Guds himmelske „kvinde“, det vil sige hans hustrulignende organisation af hellige himmelske ’gudssønner’. Fra denne organisation kunne Gud vælge den bestemte åndesøn der skulle være Messias på jorden.

12. Hvilke spørgsmål opstår nu vedrørende den pige der skulle være Messias’ jordiske moder, og vedrørende hendes mand?

¹² Hvem var denne begunstigede søn? Det er et interessant spørgsmål! Imidlertid — for at denne udvalgte søn kunne blive født ind i menneskeslægten i Betlehem i Judas land, måtte han have en jordisk moder. Ikke alene måtte hun tilhøre Judas stamme, men hun måtte også være en efterkommer af kong David så hun kunne videregive en naturlig ret til Davids kongedømme. Hvilken pige som var født i Betlehem i Juda opfyldte disse krav? Fik hun en mand som også tilhørte Davids kongelige slægt? Og kom der en engel og bekendtgjorde at der skulle fødes en som var større end Isak? Den historiske beretning, skrevet af pigens personlige venner, besvarer disse vigtige spørgsmål.

13, 14. (a) Hvor fandtes der en jødisk jomfru som opfyldte kravene? (b) Hvad sagde engelen Gabriel efter at have overbragt hende sin hilsen?

¹³ Det var nu henimod slutningen af det første århundrede før vor tidsregning. Herodes den Store, en søn af Antipater II, var stadig konge i Jerusalem. Eli, en mand af davidisk herkomst, var flyttet fra Betlehem i landsdelen Judæa op mod nord til Nazaret i landsdelen Galilæa. Der nåede hans datter Miriam (hebraisk) eller Maria (græsk) den giftefærdige alder. Hun blev forlovet med en mand af Davids kongelige slægt ved navn Josef, som var tømrer i Nazaret men født i Betlehem ligesom hun selv. Hun var stadig forpligtet til at forblive jomfru. Men nogle måneder før brylluppet skete der noget bemærkelsesværdigt. En engel, der præsenterede sig som Gabriel, viste sig for Maria. Efter en hilsen sagde han:

¹⁴ „Vær ikke bange, Maria, for du har fundet yndest hos Gud; og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus [hebraisk: Jesua] Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:26-33.

15. (a) Hvilken pagt med David skulle opfyldes på Marias søn? (b) Hvad betød det at han skulle være „den Højestes søn“?

¹⁵ Ifølge engelens udtalelse skulle Marias søn være den lovede, Messias. Han skulle bære det samme navn som den ypperstepræst der var vendt hjem fra Babylon sammen med Zerubbabel i 537 f.v.t., nemlig Jesua eller (på græsk) Jesus. Eftersom han blev født af Maria skulle han kaldes Davids søn. I overensstemmelse hermed ville Jehova Gud give ham „hans fader Davids trone“ eller kongesæde. Ligesom David skulle han herske som konge over „Jakobs hus“, det vil sige over hele Israel. At han skulle herske som konge for evigt og der ikke skulle være „ende på hans kongedømme“, betød at Jehova Gud på ham ville opfylde den pagt han havde indgået med David om et evigt rige. Han ville således ikke behøve nogen efterfølger. (2 Samuel 7:11-16) Men hvordan, og hvorfor, kunne han kaldes „den Højestes søn“? Han skulle ikke være den højeste Gud selv, nemlig Jehova, men søn af denne den Højeste. Men hvordan?

16. Hvad sagde Gabriel som svar på Marias spørgsmål om hvordan dette skulle gå til?

¹⁶ Maria spurgte selv om dette: „Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?“ Gabriel svarede: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn. Og se! Elisabet, din slægtning, også hun har undfanget en søn, i sin alderdom, og dette er den sjette måned for hende der kaldes ufrugtbar; for intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ — Lukas 1:34-37.

17. Hvornår fandt den mirakuløse undfangelse sted?

¹⁷ Ville det være umuligt for Gud at gennemføre det engelen havde sagt til Maria? Denne jødiske jomfru var et eksempel for os i dag, idet hun nærede tillid til at det ikke ville være umuligt for den højeste Gud. Hun svarede engelen Gabriel: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ (Lukas 1:38) Maria undfangede uden tvivl i det øjeblik hun accepterede Guds vilje med hende. Hellig ånd kom over hende endnu mens hun var jomfru, og kraft fra den højeste Gud overskyggede hende. Hvordan førte det til at hun undfangede?

18, 19. (a) Hvorfor var barnet i Marias moderliv ikke en helt ny skabning? (b) Hvem kunne han med rette kaldes søn af?

¹⁸ I dette tilfælde blev der ikke frembragt en helt ny skabning, en levende skabning uden forudgående eksistens eller tilværelse, sådan som det ellers er tilfældet når en kvinde undfanger. Guds himmelske „kvinde“, hans hustrulignende himmelske organisation, måtte tages i betragtning. ’Sæden’ i Første Mosebog 3:15 måtte i virkeligheden komme fra hende. Derfor måtte hun stille en af sine åndesønner til rådighed til denne opgave på jorden, til at være den „sæd“ der skulle hugges i hælen af Slangen.

¹⁹ Det betød dog ikke at en af Guds himmelske åndesønner — for at den jødiske jomfru Maria kunne undfange — måtte sendes ned til jorden og krybe ind i den mikroskopiske ægcelle i Marias legeme og befrugte den. Det ville være urimeligt, ja absurd! Den almægtige Gud, den himmelske Fader, benyttede derimod sin hellige ånd til at overføre sin udvalgte himmelske søns livskraft fra den usynlige åndeverden til ægcellen i Marias legeme og befrugte den. På denne måde blev Maria gravid, og det barn der blev undfanget i hende var „helligt“. Det var i sandhed, som engelen Gabriel havde sagt, „den Højestes søn“. — Lukas 1:32.

20. (a) Hvilken søn fra Guds himmelske organisation var det der blev valgt? (b) Hvordan blev det muligt at Esajas 53:10 kunne opfyldes på ham?

²⁰ Men hvem var den søn som Gud valgte til at blive født som et fuldkomment menneske? Det var ikke engelen Gabriel, for det var ham der materialiserede sig og viste sig for Maria og fortalte hende at hun ville blive moder. De hellige Skrifter peger på at det var den åndesøn som en engel over for profeten Daniel kaldte „eders fyrste“, „den store fyrste, som værner dit folks sønner“, nemlig Mikael. (Daniel 10:21; 12:1) Som fyrstelig engel havde han ført tilsyn med Israels nation, og han var uden tvivl den engel der viste sig for Moses i den brændende tornebusk ved foden af Horebs bjerg i det sekstende århundrede før vor tidsregning. Med rette betegnes han som ærkeengelen Mikael.a At hans livskraft blev overført til Marias ægcelle ved den almægtige Guds kraft som overskyggede Maria, betød at han, Mikael, forsvandt fra himmelen. Ved at blive født af Maria, den jødiske jomfru, ville han blive en menneskesjæl. Da kunne profetien om Jehovas „lidende tjener“ i Esajas 53:10 opfyldes på ham:

„Dog behagede det HERREN at knuse ham med sygdom; at se om hans sjæl ville tilbyde sig selv som erstatning, så han kunne se sin sæd, forlænge sine dage, og HERRENS hensigt kunne lykkes ved hans hånd.“ — JPS; se også Zunz.

ØJENVIDNER TIL DEN MIRAKULØSE FØDSEL

21. Hvordan fik Josef en forklaring på Marias graviditet, og hvad skete der derefter?

²¹ Efterhånden blev den jødiske jomfrus overraskende svangerskab åbenbart for andre i Nazaret. Marias forlovede fandt ud af hvordan det stod til med hende, og han blev dybt foruroliget. Han var ikke fader til det barn hun ventede. Som den almindelige indstilling var blandt jøderne i Nazaret, ville man betvivle at Maria havde undfanget ved et mirakel, og i overensstemmelse med Moselovens strenge krav ville jøderne dømme hende til døden ved stening som en ægteskabsbryderske fordi hun havde brudt sin forlovelse med Josef. Hvem kunne komme hende til hjælp og redde hende og hendes ufødte barn fra døden ved stening? Hvem kunne forklare Josef hvordan det hele hang sammen? Hør:

„Mens hans moder Maria var lovet bort til ægteskab med Josef, viste det sig, før de var blevet forenet, at hun var gravid ved hellig ånd. Da Josef, hendes mand, imidlertid var retfærdig og ikke ville stille hende offentligt til skue, havde han i sinde hemmeligt at skille sig fra hende. Men efter at han havde tænkt over disse ting, se, da viste Jehovas engel sig for ham i en drøm og sagde: ’Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria, din hustru, til dig, for det der er avlet i hende skyldes hellig ånd. Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus [hebraisk: Jesua], for han vil frelse sit folk fra dets synder.

Men alt dette skete for at det kunne opfyldes som var udtalt af Jehova gennem profeten der sagde: ’Se, jomfruen [ifølge den græske Septuaginta] bliver gravid og føder en søn, og de giver ham navnet Immanuel,’ der oversat betyder ’Med os er Gud’.

Så vågnede Josef op af søvnen og gjorde som Jehovas engel havde pålagt ham, og han tog sin hustru til sig. Men han havde ikke omgang med hende før hun havde født en søn; og han gav ham navnet Jesus [Jesua].“ — Mattæus 1:18-25.

22. (a) Hvad lagde Gabriel vægt på i forbindelse med Marias messianske søn? (b) Hvad fremhævede den engel der talte til Josef?

²² Når vi sammenligner det Gabriel sagde til Maria med det engelen sagde til Josef i drømmen, ser vi at Gabriel lagde størst vægt på at Messias skulle være en konge som nedstammede fra David, med det for øje at opfylde Jehovas pagt med David om et evigt rige, hvorimod den engel der viste sig for Josef lagde hovedvægten på Messias’ opgave som præst, som en der bærer og fjerner synden. Denne engel dvælede ved det navn Messias skulle have, det navn der på hebraisk betyder „Jehovas frelse“. Messias ville leve op til sit navn, idet han ville „frelse sit folk fra dets synder“. Dette harmonerer med at Messias, Davids efterkommer, skulle være „præst evindelig på Melkizedeks vis“. — Salme 110:1-4.

23. Hvordan gik det til at Jesus ikke blev født i Nazaret?

²³ Fandt fødselen sted i Nazaret, efter at Josef havde hjemført Maria? Nej, ikke ifølge den inspirerede beretning. Fødselen fandt sted i Davids by, Betlehem i Juda. Hvordan gik det til? En kejserlig forordning fra Rom bidrog til at profetien i Mika 5:1 vedrørende Messias’ fødested gik i opfyldelse. Beretningen lyder:

„Det var i de dage der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Kvirinius var landshøvding i Syrien;) og alle tog af sted, hver til sin egen by, for at blive indskrevet. Da Josef var af Davids hus og slægt, tog han naturligvis også af sted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at blive indskrevet sammen med Maria, der som lovet var givet ham til ægte og nu var gravid. Det var mens de var dér at dagene til hun skulle føde udløb. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og hun svøbte ham i bind og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i overnatningsrummet.“ — Lukas 2:1-7.

24, 25. Hvordan kan man regne ud tilnærmelsesvis hvornår Jesus blev født?

²⁴ Hvilken måned og dag fødselen fandt sted oplyses ikke — i det hele taget oplyses Guds tjeneres fødselsdage aldrig i Bibelen.

²⁵ Med god begrundelse kan det imidlertid siges at Marias førstefødte, Jesus, ikke blev født den 25. december, og heller ikke omkring tidspunktet for vinterfesten hanukkah (indvielseshøjtiden), der begyndte den 25. dag i månemåneden kislev. (Johannes 10:22) Ifølge beregninger baseret på profetien i Daniel 9:24-27 om Messias’ fremtræden, offentlige tjeneste og bortrydning, blev Jesus født omkring den 14. dag i månemåneden tisjri. Det var dagen før den ugelange sukkotfest (løvhyttefesten), under hvilken jøderne boede udendørs i løvhytter og hyrderne lå ude på markerne og holdt vagt over deres hjorde om natten. (3 Mosebog 23:34-43; 4 Mosebog 29:12-38; 5 Mosebog 16:13-16) Eftersom Jesus levede treogtredive og et halvt år og døde påskedag, den 14. nisan, år 33, må han være født ved begyndelsen af efteråret i år 2 f.v.t., omkring den 14. tisjri.

26. Hvem blev Guds engel sendt til for at bekendtgøre Jesu fødsel, og hvem var sammen med denne engel?

²⁶ Eftersom det var den længe ventede Messias der var blevet født, var begivenheden alt for betydningsfuld til at man kunne lade den være uden øjenvidner. Gud sørgede for sådanne øjenvidner ved at udsende sin engel og lade den bekendtgøre den mirakuløse jomfrufødsel. For hvem? For Herodes den Store i hans kongelige palads blot ti kilometer mod nord, i Jerusalem? Eller for den ypperste i templet, ypperstepræsten Joazar, der var blevet indsat af kong Herodes? Nej. Med tanke for det nyfødte barns sikkerhed sendte Jehova sin engel til nogle mænd med samme beskæftigelse som drengen David, på markerne i nærheden af Betlehem. Han lod ikke en såkaldt „Betlehemsstjerne“ vise sig for alle og enhver. Vi læser:

„I den samme egn var der også hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten. Og pludselig stod Jehovas engel hos dem, og Jehovas herlighed strålede om dem, og de blev meget bange. Men engelen sagde til dem: ’I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by. Og dette skal være et tegn for jer: I vil finde et spædbarn der er svøbt i bind og ligger i en krybbe.’ Og pludselig var der sammen med engelen en mængde fra den himmelske hær, og de priste Gud og sagde: ’Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.’“ — Lukas 2:8-14.

27. Hvilke udtryk brugte engelen om den nyfødte Jesus, og hvorfor var disse udtryk meget passende?

²⁷ Ifølge engelen var den nyfødte som lå i krybben i Betlehem en „frelser“. Dette var en af grundene til at han blev kaldt Jesua eller Jesus, der betyder „Jehovas frelse“. Barnet skulle også blive Jehovas Salvede, det vil sige Messias eller Kristus (græsk). Han skulle også være „Herre“, den som endog kong David kaldte „min herre“ da han profeterede under inspiration. — Salme 110:1.

28. Hvem tilkom æren ved denne lejlighed, og hvem var freden tiltænkt, og ligeledes ’den gode nyhed om en stor glæde’?

²⁸ Kun den almægtige Gud kunne gøre det fornødne mirakel og tilvejebringe det barn der skulle være Messias. Hvor vidunderligt, derfor, at „en mængde fra den himmelske hær“ nu viste sig og ærede Gud med lovsang! Denne mirakuløse fødsel, som var vigtigere end alle andre fødsler på jorden, var et kærligt udtryk for Guds velvilje over for de mennesker han godkender. De der havde hans velvilje kunne have fred i hjerte og sind. Det gælder stadig at denne fødsel vil blive årsag til „en stor glæde“ for „hele folket“. Intet under at engelens meddelelse om fødselen var en god nyhed, ikke alene for himmelen, men også for mennesker på jorden!

29. Hvordan blev hyrderne øjenvidner til at Messias var født?

²⁹ Engelen havde givet hyrderne besked om et bestemt „tegn“, så de nu kunne blive øjenvidner til at Messias var født.

„Da nu englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himmelen, begyndte hyrderne at sige til hinanden: ’Lad os endelig gå ind til Betlehem og se det som er sket og som Jehova har gjort os bekendt med.’ Og de skyndte sig af sted og fandt både Maria og Josef, og spædbarnet som lå i krybben. Da de så det, bekendtgjorde de hvad der var blevet sagt til dem om dette barn. Og alle der hørte det undrede sig over de ting som hyrderne fortalte dem, og Maria begyndte at bevare alle disse udtalelser og at drage slutninger i sit hjerte. Så vendte hyrderne tilbage, idet de herliggjorde og priste Gud for alle de ting de havde hørt og set, sådan som det var blevet dem fortalt.“ — Lukas 2:15-20.

30. Hvordan vil det gå os hvis vi afviser denne autentiske ’gode nyhed om en stor glæde’?

³⁰ Beretningen om den mirakuløse jomfrufødsel er altså ikke nogen myte. Fødselen er blevet bevidnet af himmelske engle og er blevet bekræftet af jordiske øjenvidner. Lægen Lukas har personligt gennemgået vidnesbyrdene og samlet disse vigtige oplysninger til os. (Lukas 1:1-4; Kolossenserne 4:14) Vi skader blot os selv hvis vi ikke vil godtage dette autentiske vidnesbyrd. Vi nægter os selv stor lykke hvis vi selvsikkert afviser denne ’gode nyhed om en stor glæde’.

31. Hvornår adopterede Josef Jesus som sin fostersøn, og hvornår lod han sig rense sammen med barnets moder?

³¹ På den ottende dag efter fødselen blev barnet omskåret, ligesom alle andre jødiske drenge der blev født under Moseloven. (Lukas 2:21; Galaterne 4:4, 5) På det tidspunkt gav Josef til kende at han adopterede Jesus som sit fosterbarn. Han adopterede ikke et uægte barn, men beskyttede Jesus mod den falske anklage at han var født som følge af et umoralsk forhold. På den fyrretyvende dag efter fødselen tog Josef og Maria hendes førstefødte med op til Jerusalem for at fremstille ham for Jehova i templet og for at bringe et renselsesoffer for hende og for barnets adoptivfader. (Lukas 2:22-24; 3 Mosebog 12:1-8) Kong Herodes var ikke klar over alt dette.

32. (a) Fik Maria andre børn? (b) Hvilken dobbelt ret havde den adopterede Jesus nu til Davids rige?

³² Derefter havde Maria omgang med sin mand, Josef, og fødte ham børn. Beretningen viser at Josef levede i mindst tolv år efter Jesu fødsel, så der var tid til at han og Maria kunne få flere børn. Beretningen nævner fire sønner, Jakob, Josef, Simon og Judas, foruden døtre. De blev halvbrødre og halvsøstre til Jesus, Marias førstefødte. (Lukas 2:41-52; Mattæus 13:53-56; Markus 6:1-3; Apostelgerninger 1:14) Eftersom Josef adopterede Marias førstefødte som sin egen søn, videregav han sin juridiske ret til sin forfader Davids rige til Jesus. Og i kraft af at Jesus, ved Guds mirakel, var Marias førstefødte, arvede han også en naturlig ret til Davids rige, som på det tidspunkt var ophørt med at eksistere. I historikeren Mattæus’ gengivelse af Jesu fosterfader Josefs slægtsregister, betegner han Jesus som Messias, idet han skriver: „Bogen med den historiske beretning om Jesus Kristus [hebraisk: Messias], Davids søn, Abrahams søn.“ — Mattæus 1:1. Se også Lukas 3:23-38, hvor Marias slægtsregister gengives.

33, 34. Hvorfor lykkedes det ikke kong Herodes at dræbe Messias, og hvorfor blev Jesus kaldt nazaræer?

³³ Jesu fødsel kort før kong Herodes den Stores død var ikke nogen god nyhed for denne edomitiske hersker i Jerusalem. Hans opmærksomhed blev henledt på fødselen, ikke af Jehovas engel eller af hyrderne fra Betlehem, men af nogle stjernekiggende astrologer fra østen, nogle mænd som var underlagt dæmoners påvirkning, noget som fordømmes i Moseloven. — 5 Mosebog 18:9-14; Esajas 47:12-14; Daniel 2:27; 4:7; 5:7.

³⁴ Ved Herodes’ hof måtte astrologerne først gøres opmærksomme på profetien i Mika 5:1 før det lysende fænomen som de opfattede som en stjerne, ledede dem ned til Betlehem og til det hus hvor Jesus var. I en drøm advarede Gud dem om ikke at vende tilbage til den morderiske Herodes. For alligevel at gennemføre sin plan om at dræbe Messias lod Herodes alle drengebørn i Betlehem fra toårsalderen og nedefter dræbe. Men Jesus blev ikke dræbt. Advaret af en engel var Josef og Maria taget ned til Ægypten med ham. Herodes døde, og hans søn Arkelaus blev konge i Judæa, hvor Betlehem lå. Derfor rejste Josef og Maria ikke tilbage til Betlehem med Jesus, men op mod nord til Nazaret i Galilæa, hvor han voksede op. Det er grunden til at han blev kaldt Jesus fra Nazaret, og ikke Jesus fra Betlehem. — Mattæus 2:1-23; 21:11.

EN FORLØBER PRÆSENTERER MESSIAS

35. Hvem skulle Messias præsenteres af, og hvad forkyndte denne?

³⁵ Ifølge profetien i Malakias 3:1 skulle Messias præsenteres for Israels nation af en forløber. Det viste sig at være den søn som engelen Gabriel havde sagt den aldrende præst Zakarias og hans aldrende hustru Elisabet ville få, og som Zakarias skulle kalde Johannes. (Lukas 1:5-25, 57-80) I begyndelsen af foråret 29, i kejser Tiberius’ femtende regeringsår, „kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen. Han kom så til hele landet omkring Jordan og forkyndte en dåb der som symbol betegner sindsændring til synders tilgivelse.“ (Lukas 3:1-3) Han forkyndte for dem der kom ud for at høre ham, idet han sagde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 3:1, 2) Denne forkynder blev kaldt „døberen Johannes“. — Markus 1:1-4.

36. Hvornår og hvorfor gik Jesus til Johannes for at blive døbt, og hvilket vidnesbyrd blev der givet fra himmelen om at Gud godkendte dette?

³⁶ Efter at have set Johannes forkynde og døbe i omkring seks måneder, skred Jesus til handling. Han erkendte at han skulle være den jordiske repræsentant for dette „himlenes rige“. Om efteråret dette år, år 29, fyldte han tredive. Han opgav tømrerhåndværket i Nazaret og forlod sin moder og sine halvbrødre og halvsøstre og gik ud for at finde sin forløber, Johannes. Han havde de profetiske ord i tanke som kong David havde skrevet i Salme 40:7-9. (Hebræerne 10:1-10) Derfor gik han ud, ikke for at blive døbt som symbol på sindsændring til synders tilgivelse, men for at blive døbt som symbol på at han fremstillede sig for at gøre det der var Guds vilje med ham. Hvordan viste Gud at han tog imod ham? Vi læser:

„Da kom Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Denne prøvede imidlertid at hindre ham idet han sagde: ’Det er mig der trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du til mig?’ Jesus sagde som svar til ham: ’Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.’ Så hindrede han ham ikke længere. Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ — Mattæus 3:13-17.

37. Hvordan aflagde Johannes vidnesbyrd for sine disciple om hvem Jesus var, og hvordan henviste han til ham som et offer der skulle bringes?

³⁷ Johannes Døber så hvad der skete, og han hørte den himmelske Faders stemme. Senere aflagde han vidnesbyrd for sine disciple om det han havde set og det han havde hørt Gud sige fra himmelen, idet han sagde: „Og jeg har set det, og jeg har vidnet om at han er Guds søn.“ Johannes henviste også til den døbte Jesus som den der skulle ofres til menneskenes frelse, idet han sagde: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Johannes 1:29-34) Bør vi der lever i dag ikke acceptere og fæste lid til Johannes Døbers vidnesbyrd? Jo, afgjort!

38. (a) Hvad betød det for Jesus at Guds ånd dalede ned over ham? (b) Hvilket antal åruger udløb på dette tidspunkt, og hvad skulle der ske i den følgende åruge?

³⁸ At Guds hellige ånd dalede ned over den døbte Jesus betød ikke blot at han fra nu af blev en åndelig søn af Gud der kunne se frem til igen at opnå åndeligt liv i himmelen. Det betød også at han blev salvet med Guds ånd. Nu blev han i bogstaveligste forstand den Salvede, Messias eller (på græsk) Kristus. Profetien gik i opfyldelse lige til tiden. Her i år 29 udløb de syv åruger og de toogtres åruger (i alt 483 år) med at den Salvede, Messias, Kristus, fremstod. (Daniel 9:25) Nu skulle den halvfjerdsindstyvende åruge begynde, og midt i denne uge ville Messias „få slagtoffer og afgrødeoffer til at ophøre“ ved at bringe sit eget fuldkomne menneskeliv som et offer, idet han blev ’bortryddet’ ved at lide offerdøden som Guds lam. — Daniel 9:26, 27, NW.

39. Hvor og ved hvilken lejlighed fremhævede Jesus Kristus at Esajas 61:1-3 opfyldtes på ham?

³⁹ Samtidig opfyldtes profetien i Esajas 61:1-3 om Messias’ salvelse med Jehovas ånd. David var blot blevet salvet med vegetabilsk olie, men Davids søn og Herre blev salvet med hellig ånd. Da Jesus året efter vendte tilbage til Nazaret, ikke for at arbejde som tømrer igen men for at forkynde i byens synagoge, henviste han til at Esajas’ profeti var blevet opfyldt på ham. Beretningen i Lukas 4:16-21 siger:

„Så rakte man ham profeten Esajas’ skriftrulle, og han åbnede skriftrullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige, han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertrykte bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.’ Derpå rullede han skriftrullen sammen, gav den tilbage til tjeneren og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.’“

40, 41. (a) Hvorfor ville Satan især gerne bryde den salvede Jesu integritet? (b) Hvordan endte Satans fristelse af Jesus?

⁴⁰ Den store Slange, Satan Djævelen, vidste at den salvede Jesus var Guds himmelske kvindes messianske „sæd“. Af alle de himmelske ’gudssønner’ var her den bestemte gudssøn hvis integritet den store Slange helst ville bryde, til den største skændsel for Gud. Derfor henvendte han sig til Jesus i Judæas ørken, hvor Jesus var gået ud umiddelbart efter sin dåb og sin salvelse med Jehovas ånd for at tilbringe fyrre dage derude. Den store Slange søgte at friste Jesus: For at bevise over for Djævelen at han var søn af Gud skulle han med et mirakel gøre sten til brød, eller han skulle styrte sig ned fra templets tinde i Jerusalem så de usynlige engle kunne bære ham på hænder.

⁴¹ Og endelig, som et tredje og sidste desperat forsøg, tilbød Fristeren ham „alle verdens riger og deres herlighed“ til gengæld for blot én tilbedelseshandling fra ham. Men for tredje gang citerede Jesus Guds skrevne ord og sagde: „Der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ — Mattæus 4:1-10.

42. Hvordan svarer Jesu oplevelse til det at Moses tilbragte fyrre dage på Horebs bjerg sammen med Guds engel?

⁴² Englene iagttog denne prøve på Messias’ integritet over for den højeste Gud. Så da Djævelen besejret forlod skuepladsen, ’se, da kom engle og begyndte at sørge for ham’. (Mattæus 4:11; Markus 1:13) Lang tid før dette havde Moses været sammen med Jehovas engel i fyrre dage oppe på Horebs bjerg i Sinaj ørken; og nu var Jesus Messias, efter fyrre dages faste og meditation i Judæas ørken, rede til at begynde sin offentlige tjeneste i Israels land. — 2 Mosebog 24:18.

[Fodnote]