Kræver Jehova for meget?
DET er der nogle der mener. De synes det er for meget at forlange at vi skal holde alle Guds befalinger. „Jeg er forsørger og skal tjene til min families underhold,“ siger de måske, „og dersom jeg skal passe mit hus, læse og studere Bibelen regelmæssigt, overvære menighedens møder og få tid til at deltage i forkyndelsen, bliver det alt for meget for mig.“
Kræver Jehova virkelig for meget? Lad os gå til den største autoritet når det gælder kristendommen, nemlig Herren Jesus Kristus, og finde ud af hvordan han så på det. Han siger til os: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ — Matt. 11:28-30.
Det var ikke blot store ord Jesus Kristus her brugte. Det var en forsikring om at han ville drage omsorg for dem der blev hans disciple. Han fortalte hvordan han var som lærer og viste at han ikke var hård og dominerende, men venlig. Hans ord var en opfordring til mennesker om at komme til ham, den sagtmodige lærer. Hans disciple kunne komme og blive undervist af ham uden at føle sig ilde berørt, for Jesus var aldrig nedladende men altid forstående og tålmodig over for sine efterfølgere. Man kunne komme til ham og kaste alle sine byrder på ham. Han var ikke som de religiøse ledere om hvem han sagde: „Ve også jer, I lovkyndige! thi I pålægger menneskene byrder, som er vanskelige at bære, men selv vil I ikke røre byrderne med én af jeres fingre.“ (Luk. 11:46) Hvor helt anderledes ville det ikke være for dem der fulgte Jesus Kristus! Jesu åg ville være forholdsvis let at bære og ville ikke hvile alt for tungt på dem i deres tilværelse.
I dag kan de som er tyngede af den synd, begærlighed og ondskab der præger denne tingenes ordning, hente stor opmuntring i Jesu ord. Hvor tunge byrder har ikke den falske religion lagt på folk i form af traditioner, ritualer, ceremonier, hykleriske handlinger og stadige anmodninger om økonomisk støtte! Folk har ikke fået svar på deres spørgsmål og er ikke blevet opbygget i troen. Falsk religion har således ikke kunnet give mennesker nogen virkelig lindring, hvorimod sand kristendom virker vederkvægende og styrkende. Når man bliver en sand Jesu Kristi efterfølger udfries man følgelig fra trældommen under Satans tingenes ordning og begynder at vandre på vejen til det evige liv.
Ikke for meget at skulle anstrenge sig
Det er kun at forvente at Gud har opstillet visse krav som de der ønsker at vinde livet må opfylde. Han kræver for eksempel at vi tilegner os kundskab om ham og om hans søn, for det betyder „det evige liv“. (Joh. 17:3) Det betyder at vi må gøre en indsats. Men koster det ikke altid energi og kræfter at få noget der er noget værd? Hvordan kan nogen der er for doven til at studere de ord Gud har inspireret eller som ikke giver sig tid til at læse livets ord, behage Gud? Hvordan kan man finde ’hvile for sin sjæl’ hvis man undlader regelmæssigt at studere Guds ord, både privat og sammen med Guds folk? Foranstaltningen er der, og i samme grad som vi personligt benytter os af den, vil vi blive forfriskede og vederkvægede.
Ja, alt hvad der er noget værd koster en indsats. Hvis man gerne vil være en dygtig pianist kan man ikke nøjes med blot at øve sig én gang om ugen eller én gang om måneden og så forvente at nå sit mål. Hvis man gerne vil være en dygtig maler koster det også en indsats. Det samme gælder hvis vi skal leve op til de krav Gud stiller; vi må gøre en indsats. Er det, i betragtning af at mennesket er født i synd og under fordømmelse, for meget af Gud at forlange at vi skal gå ind på hans betingelser dersom vi skal opnå et evigt liv? Nej, naturligvis ikke. Ved en lejlighed spurgte en mand Jesus: „’Herre! er det kun få, som bliver frelst?’ Da sagde han til dem: ’Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det.’“ (Luk. 13:23, 24) Dersom mennesker må anstrenge sig og kæmpe for at opnå noget i denne verden — det gælder både sport, hobbies, karriere, fornøjelser og andre ting — hvor meget mere skulle vi så ikke anstrenge os når det drejer sig om den mest værdifulde tjeneste i verden, at gøre Guds vilje! Det vil betyde evigt liv, „thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde“. — Hebr. 6:10.
De mennesker der i fortiden vandt Guds godkendelse, arbejdede og anstrengte sig for at gøre den guddommelige vilje, men de følte ikke at Gud krævede for meget af dem. Tag for eksempel Noa. Han havde en familie som han måtte sørge for, men han fik alligevel befaling om at bygge arken. Det var en stor ark med tre etager, næsten halvt så lang som oceandamperen Queen Mary! Det ville koste en stor indsats at bygge den. Alligevel sagde Noa ikke: „Jehova, jeg har aldrig så meget som bygget en robåd, endsige en stor ark som denne.“ Nej, han gik i gang med at bygge, og mens han arbejdede sagde han ikke: „Jehova, jeg har så travlt med at bygge denne ark at jeg ikke kan få tid til at forkynde for disse mennesker.“ Nej, sådan sagde han ikke. Bibelens beretning siger tydeligt at han, foruden at være skibsbygger og familieforsørger, også var en „retfærdighedens forkynder“. (2 Pet. 2:5) Mon det var let for Noa? Nej, det kostede ham store anstrengelser, men det var ikke for meget for ham. Det betød at han og hans familie blev bevaret i live.
Jesu tjeneste krævede hans alt
Vort største eksempel i denne henseende er Jesus Kristus der aldrig beklagede sig, som om Jehova krævede for meget. Han sagde selv: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ (Joh. 4:34) Han glædede sig over at gøre sin Faders vilje og arbejdede hårdt for at forkynde den gode nyhed om Riget. Men nu siger nogle måske: „Ja men det er alt for meget både at skulle studere, gå til møder og tage del i tjenesten. Hvis jeg endda havde været fuldkommen ligesom Jesus!“ Det er ganske rigtigt at Jesus var fuldkommen, men selv han blev træt fra tid til anden. Engang var han blevet så træt efter tjenestens strabadser at dan faldt i søvn om bord i en båd ude på en sø. (Luk. 8:22, 23) Ved en anden lejlighed ønskede Jesus at tage sine disciple med til et øde sted for at de kunne hvile sig lidt. Dér hvor de befandt sig var der nemlig så mange mennesker som kom og gik at der ikke engang var ro til at spise. Men folk blev klar over hvor Jesus var taget hen, og da han og hans apostle ankom med båd til stedet, var der en stor skare som ventede dem. Sagde Jesus nu: „Vi er desværre for trætte til at tale med jer“? Nej, Bibelen fortæller at „han ynkedes inderligt over dem; thi de var ’som får, der ingen hyrde har’. Og han begyndte at lære dem mange ting“. (Mark. 6:30-34) Hvilket eksempel!
Sådan er det også med Jesu Kristi sande efterfølgere. De har fuldt op at gøre, og de kan somme tider trænge til at være sig selv for at hvile sig lidt. Men det der ligger dem mest på sinde er tjenesten for Gud, og de nærer en sand og ægte interesse for de mennesker de betjener. Ligesom tilfældet var med Jesus består deres mad, det vil sige det der styrker og forfrisker dem, i at de gør deres himmelske Faders vilje.
Kort før Jesus skulle igennem den sidste og afgørende prøve fandt han sine disciple sovende. „Så kunne I da ikke våge én time med mig! Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.“ (Matt. 26:40, 41) Ja, selv om vort ønske er oprigtigt nok, kan vort kød være skrøbeligt. Men hvad gjorde Jesus der var fuldkommen? Han gik til sin himmelske Fader i bøn, og beretningen viser at han bad tre gange.
Når vi føler os svage, trætte eller mismodige fordi vi ikke kan nå alt det vi gerne vil klare og som vi prøver at overkomme, skal vi derfor ikke blive forbavsede. Hvis Guds søn måtte se hen til og vende sig til Jehova efter styrke, er det ikke så mærkeligt om vi også må gøre det. Bønnen giver os styrke til at fortsætte. Lad os derfor bede i stedet for at sige: „Jehova, du har givet os for meget at gøre — vi skal studere, sørge for familien, gå til møder og forkynde dit rige.“ De mange opgaver i forbindelse med Riget og de krav som Jehova stiller til os, tjener i virkeligheden til vor beskyttelse, idet vi ikke får tid til at lade os indvikle i verdslige anliggender.
Tænk også på det eksempel de første kristne satte. De blev kastet for løverne fordi de trofast tjente Jehova. De kunne have sagt: „Hvad skulle det kunne gøre at ofre lidt røgelse til kejserens statue? Det betyder ikke noget. Jehova kræver for meget af os.“ Nej, de var villige til at lade sig kaste for løverne fremfor at gå på kompromis. De syntes ikke det var for meget at Gud krævede at de bevarede deres uangribelighed. De vidste at han kunne give dem livet igen ved en opstandelse fra de døde.
Paulus’ syn på sagen
Somme tider synes vi måske at det er for meget at skulle gå til møde eller ud i tjenesten når vejret er dårligt. Vort helbred er måske ikke det bedste. Men dersom vi tænker på hvad apostelen Paulus gik igennem vil vi forstå at vore problemer for det meste er ganske ubetydelige i sammenligning med hans: „Er de Kristi tjenere? . . . jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. Af jøderne har jeg fem gange fået ’fyrretyve slag på ét nær’. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; . . . under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.’“ (2 Kor. 11:23-27) Ja, og Paulus sagde også: „Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.“ (2 Kor. 11:28) Foruden alle de vanskeligheder Paulus måtte udstå, havde han også menighederne at tænke på! Hvor lig tilsynsmænd og tjenere i vor tid der ofte sidder sent oppe for at finde ud af hvad de kan gøre for at hjælpe denne eller hin, eller hvordan de kan sørge for menighedens behov!
Det var i sandhed ikke let for Paulus at holde ud under alle disse trængsler; alligevel sagde han ikke at det var for meget. Han vidste at han gjorde Guds vilje og han var glad for at kunne være til rådighed for sine kristne brødre. Som han sagde: „Trøst har jeg fået i fuldt mål og glæde i overflod midt i al vor trængsel.“ — 2 Kor. 7:4.
Det rette syn på Guds krav
Somme tider synes vi måske ikke at vi udretter nok i tjenesten. Det vi gør, tager sig ikke ud af ret meget. Men Jehova har heller ikke sagt at vi skulle tjene ham for et syns skyld. Han ønsker blot at vi skal forkynde den gode nyhed om Riget så godt vi formår og blive ved med at vokse i kundskab og gøre fremskridt med hensyn til at bære hans hellige ånds frugter. — Gal. 5:22, 23.
Men nogen vil måske sige: „Jeg føler mig så svag. Jeg ville ønske jeg havde nogle flere kræfter. Hvis blot jeg var ung igen!“ Men lad være at tænke sådan. Husk hvordan Paulus sagde: „Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.“ (2 Kor. 12:10) Behøver det at stå dårligt til med os fordi vi har vanskeligheder eller er fysisk svækkede? Ikke nødvendigvis. Når vi erkender at vi ikke kan gøre noget i egen kraft bliver vi stærke i Jehova, i hans ånd og i hans ord.
Det at Gud opmuntrer os til altid at være rige i hans gerning kræver at vi er ærlige over for os selv. (1 Kor. 15:58) Jesus sagde: „Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget.“ (Luk. 12:48) Hvilke aktiver i form af energi, helbred og tid til bibelstudium og tjeneste har vi fået? Dersom vi har fået meget givet, vil der også blive krævet meget af os, men ikke for meget. Jehova forventer at vi anstrenger os i forhold til de muligheder vi hver især har, og at vi giver rum for at kunne gøre endnu mere hvis omstændighederne tillader det, ja endog beder om at omstændighederne vil begunstige os med muligheder for at gøre endnu mere.
Apostelen Paulus sammenlignede den kristnes liv med et kapløb, og Gud kræver derfor at vi ’med udholdenhed iler fremad i det kapløb, vi har foran os’. Gud fortæller os hvordan vi skal løbe for at vinde — nemlig ved at undgå alt det der vil være en byrde for os og som vil tynge os til jorden. Dersom det somme tider synes os at være for meget, kan det være at vi selv er skyld i det, for eksempel hvis vi alt for ofte tillader adspredelser at holde os sent oppe i stedet for at søge adspredelser der giver os nye kræfter. Tab aldrig målet af syne. Jehova kræver ikke for meget. Han kræver blot så meget at han kan se hvad der bor i vort hjerte og ikke mere end der skal til for at vi kan vinde livet. — Hebr. 12:1.
Bevar en stærk værdsættelse af sandheden; undlad aldrig at takke Gud for den forret det er at kunne tælles blandt hans tjenere og at have håb om evigt liv i hans retfærdige nye orden. Tænk på det store behov andre har for at lære sandheden at kende og tage standpunkt på Jehovas side. Find balancen mellem dine mange forskellige pligter. Hvis du gør det, vil du aldrig synes at Jehova kræver for meget.