Hvad siger Bibelen?

Er det rigtigt at foretage medicinske forsøg med menneskefostre?

RUNDT om i verden bliver små menneskelegemer lagt på operationsborde og opereret. Deres hjerte slår stadig kraftigt, og de fleste af deres organer fungerer. Det er veludviklede menneskefostre som er aborteret af deres mødre.

Ved operationen fjerner lægen behændigt den streng der forbinder hjernen med kroppen „for at være sikker på at fosteret ikke føler nogen smerte“. Derefter fjerner han hurtigt den stadigt arbejdende hjerne, lungerne, leveren og nyrerne. Eller måske bevarer han den lille krop intakt og holder den kunstigt i live i timevis, ja måske i dagevis. Den slags forsøg forekommer ofte i lande hvor det er muligt at skaffe levende fostre fra kvinder der har fået foretaget legal svangerskabsafbrydelse.

Mange er chokerede over at læse om en så tilsyneladende hjerteløs mangel på respekt for livet. Visse læger mener imidlertid at de fra disse forsøg kan hente værdifuld medicinsk viden som ellers ville være svært tilgængelig. En siger at det ville være uetisk ikke at få nogen „nyttig viden“, inden fosteret bliver kastet „i forbrændingsovnen, som det normalt sker“. En anden lægelig autoritet siger: „Det er ikke muligt at dette foster kan blive til et barn, derfor kan vi betragte det som intet andet end et stykke væv.“

Blot „et stykke væv“?

Forholder det sig virkelig sådan? Er denne lille krop, selv biologisk set, „intet andet end et stykke væv“? Er det den måde livets Giver betragter sagen på? Bibelens syn hjælper os til at undgå alt for letkøbte standpunkter og til at se hvad sagen virkelig drejer sig om.

Bibelen viser at menneskelivet i Guds øjne begynder før, ikke efter fødselen. Som salmisten David sagde: „Du har . . . vævet mig i moders liv. [Du holdt mig afskærmet i min moders liv, New World Translation.] . . . Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, . . . som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet [og i din bog var alle dets dele skrevet ned, NW], dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.“ — Salme 139:13-16.

Det er tydeligt at Gud betragtede Davids foster som et selvstændigt individ. The Encyclopædia Britannica siger i overensstemmelse hermed: „Individets livsbane som en distinkt og biologisk enhed begynder ved [befrugtningen].“ I virkeligheden er et menneskefoster så selvstændigt i forhold til moderen at moderlegemets forsvarsmekanismer vil udstøde det som et fremmedlegeme, hvis ikke noget særligt sker. Men særlige „trofoblast“-celler, og senere moderkagen, beskytter fosteret og holder det så at sige ’afskærmet i dets moders liv’.

Fosterets gradvise vækst følger så at sige en guddommelig instruktionsbog i hver eneste celle. Man mener at disse instruktioner findes i et stof som kaldes desoxyribonukleinsyre, forkortet til DNA. Om den der skabte DNA kan man i sandhed sige: „I din bog var alle dets dele skrevet ned.“

Ved befrugtningen blandes DNA’et fra begge forældre, og dette skaber det mønster der er bestemmende for den fysiske og mentale udvikling. Det bevirker også at dette barn er forskelligt fra alle andre. Alt dette sker før ’delene’ er dannet, sådan som salmisten videre siger: „Dagene var bestemt før en eneste af dem var kommet.“ Disse „dele“ der er skrevet ned, er ikke blot „et stykke væv“. Hvert eneste af fosterets slumrende personlige karaktertræk er synligt for Skaberen, som stod de i hans bog.

Guds syn på de ufødte

På denne baggrund kan vi forstå hvorfor Gud kunne sige til Jeremias: „Før jeg danned dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv, helliged jeg dig.“ (Jer. 1:5) Læg mærke til at Gud betragtede Jeremias som en selvstændig person allerede før denne blev født. Gud kunne ’kende’ ham og dømme ham værdig til en særlig gerning, for alle Jeremias’ utallige slumrende karaktertræk var blevet afgjort inden for nogle få minutter efter hans undfangelse!

Før Johannes Døber blev født lod Jehova en engel sige: „Han skal blive stor i Herrens øjne . . ., og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden.“ Det var den hellige ånd der fik Johannes, der var et seks måneder gammelt foster i sin moder Elisabets liv, til at springe af fryd da hun hørte Marias hilsen, efter at denne havde undfanget Jesus. Ville Gud have brugt ånden til at bevæge Johannes på denne måde, hvis han havde betragtet hans foster ene og alene som „et stykke væv“? — Luk. 1:15, 41, 44.

På dette tidspunkt var fosteret i Marias moderliv sandsynligvis ikke større end et knappenålshoved. Men Jehova vidste hvad der var under udvikling i denne lille smule protoplasma. Hans ånd havde forsynet ’bogen’ med instruktioner der ville føre til dannelsen af et fuldkomment menneske, med hans enbårne søns egenskaber. (Luk. 1:35) Hvilken værdi tror De Gud tillagde dette nylig undfangede foster? De ord Elisabet, drevet af den hellige ånd, udtalte til Maria er meget passende: „Velsignet dit livs frugt!“ — Luk. 1:42.

Guds tjenere og profeter afspejlede også hans høje agtelse for livet i en gravid kvindes moderliv. De nedskrev Jehovas fordømmelse af blandt andre Ammons sønner fordi „de oprev livet på Gileads svangre kvinder“ i krig. Gud mærkede sig både hvad der skete med kvinderne og med deres ufødte afkom. — Amos 1:13.

Det er derfor ikke så mærkeligt at Guds lov til Moses direkte nævnte det ufødte barns liv og legeme, i forbindelse med eventuelle ulykker forårsaget af mænds slagsmål: „I det tilfælde at mænd slås med hinanden og de rammer en gravid kvinde og hun nedkommer men der ikke sker nogen ulykke med dødelig udgang, skal der uden tøven pålægges ham skadeserstatning . . . Men hvis der sker en ulykke med dødelig udgang, da skal du bøde sjæl for sjæl.“ (2 Mos. 21:22-24, NW) Hvad så med den skade en læge med overlæg forvolder det ufødte liv? En sådan læge burde alvorligt overveje princippet i versene 23 og 24: „Du skal bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand.“ Tredje Mosebog 24:19-21 siger: „Når nogen tilføjer sin næste legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet . . . den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden.“ Når en læge fjerner små organer og dræber liv, kan han så betragte sig selv som hævet over disse principper?

Tror De at et lille menneske i ringere grad er et selvstændigt levende individ, blot fordi det endnu ikke er blevet født på normal vis? Nogle siger at et sådant foster ikke virkelig er et selvstændigt levende væsen, fordi det ikke ville kunne overleve uden hjælp efter en abort. Men ville man sige at en astronaut ikke virkelig er levende, fordi han ikke kan træde ud af sin rumkapsel uden rumdragt? Det kan ikke være det sagen drejer sig om.

Drejer sagen sig ikke snarere om hvorvidt Guds lov om mord kan tilsidesættes for bekvemmeligheds skyld af mødre der ikke er villige til at tage ansvaret for deres handlinger, og læger der ønsker let adgang til at foretage eksperimenter?