Bøn i „de sidste dage“
„Våg da, idet I hele tiden beder.“ — Luk. 21:36.
1. (a) Hvor i Lukas-evangeliet omtales bøn første gang? (b) Hvad svarede Jesus på anmodningen: „Herre, lær os at bede“?
BØN nævnes kort i begyndelsen af Lukas-evangeliet, hvor der i kapitel et, vers tretten, henvises til Zakarias’ bøn til Gud. Men senere, i kapitel elleve, siger Jesus en hel del om emnet. Kapitlet indledes med at en af disciplene siger: „Herre, lær os at bede, ligesom også Johannes har undervist sine disciple.“ (Luk. 11:1) Og Jesus svarer:
„Når I beder, så sig: ’Fader, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Giv os vort brød for denne dag efter dagens behov. Og tilgiv os vore synder, for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os; og før os ikke ind i fristelse.’“ — Luk. 11:2-4.
2. (a) Hvordan ærer Jesus altså Guds navn, og hvilke skriftsteder gør det samme? (b) Hvordan er indstillingen i verden over for Guds navn, og hvordan bliver der rådet bod på dette forhold?
2 Læg mærke til at Jesus nævner sin Faders navn først. Her, som i Første Kongebog 8:41-43 og i Esajas 56:6-8, der blev citeret i den foregående artikel, indtager dette navn altså førstepladsen. Jehovas navn bliver langtfra helliget i vore dages verden. Nationalismens ånd, selv-dyrkelsen, selvbehageligheden, det at folk er tilfredse med „en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft“, og lignende indstillinger, er årsag til at Guds navn udsættes for skændsel, vanæres eller fuldstændig ignoreres. (2 Tim. 3:5) Gud må derfor hellige sit navn som svar på denne bøn. (Ez. 36:23) Der bliver rådet bod på det uværdige forhold når Guds rige, under Jesu Kristi ledelse, skrider til handling over for nationerne og deres herskere, en begivenhed der så levende skildres i Salme 2.
3. Hvilken advarsel giver apostelen Peter, og hvilket løfte nævner han?
3 Dette vil ske på Jehovas dag, der nærmer sig, som bibelprofetiens gradvise opfyldelse klart viser. Vi gør derfor klogt i at give agt på apostelen Peters inspirerede formaning og advarsel. Han skriver:
„Hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke, den dag hvorved brændende himle skal opløses og stærkt ophedede elementer vil smelte! Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo. Derfor, I elskede, da I venter disse ting, så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ — 2 Pet. 3:11-14.
4. Hvorfor er de to første anmodninger i mønsterbønnen nævnt sammen, og hvad kan hjælpe os til at se rigtigt på de øvrige anmodninger i bønnen?
4 Når alle disse ting er sket, vil Guds navn være fuldstændig hævdet og helliget. Det er derfor de to anmodninger i Lukas 11:2 nævnes sammen og kommer først i mønsterbønnen. Deres opfyldelse udgør vore dages, ja den nærmeste fremtids, allerstørste begivenheder. Har vi dem altid i tanke vil det hjælpe os til at se ligevægtigt på vore daglige behov og problemer, der nævnes i anden række i bønnen. I stedet for at betragte os selv som verdens midtpunkt — det kan man meget let komme til — vil vi spørge: hvordan skal jeg tænke og handle for at være i overensstemmelse med Guds vilje, som den beskrives i Bibelen, og dermed ære Guds navn?
Dristig vedholdenhed betaler sig
5. (a) Hvad gælder som regel om de personer der forekommer i Jesu lignelser? Giv et eksempel. (b) Hvilke personer forekommer i lignelsen i Lukas 11:5-8, og er det personerne vi skal hæfte os ved her?
5 Lige efter mønsterbønnen følger Lukas’ beretning om en af Jesu lignelser. Der er et usædvanligt træk ved denne lignelse. De personer der omtales i en lignelse modsvarer som regel ganske nøje dem lignelsen skildrer. Hvis for eksempel den himmelske Fader skildres, som i lignelsen i Lukas 15:11-32 om den fortabte søn, er det ikke svært at se at denne søns fader ganske godt skildrer den himmelske Fader ved det han gør og siger. Men regelen gælder ikke helt i følgende lignelse af Jesus:
„Hvem af jer har en ven og går til ham ved midnat og siger til ham: ’Ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er lige kommet rejsende til mig, og jeg har intet at sætte frem for ham’? Og han siger indefra som svar: ’Hold op med at volde mig besvær. Døren er allerede låst, og mine børn er med mig i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget.’ Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget fordi han er hans ven, så vil han sandelig på grund af hans dristige vedholdenhed stå op og give ham hvad han behøver.“ — Luk. 11:5-8.
6. Hvilken kontrast er der mellem Jehova og en af personerne her, og hvad ville Jesus dermed understrege?
6 Den der var i stand til at give den bedende hvad denne trængte til, afslog altså i begyndelsen at gøre noget som helst, og sagde: „Hold op med at volde mig besvær.“ Han var i høj grad uvillig og lignede i hvert fald ikke den himmelske Fader — tværtimod! Men derved slås lignelsens idé så meget mere fast. Hvis manden der allerede var gået i seng tillige med sin familie, straks havde været villig til at stå op og give den anden hvad han trængte til, havde der ikke været brug for den bedendes dristige vedholdenhed. Og det var den Jesus ville understrege.
7, 8. Hvordan bekræftes dette af Jesu næste ord, og hvilken opmuntring ligger der heri for os?
7 Dette bekræftes umiskendeligt af Jesu næste ord: „Derfor siger jeg jer: Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ (Luk. 11:9) Og idet han atter understreger kontrasten, slutter han: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — Luk. 11:13.
8 Forestil dig den mand der ’på grund af sin dristige vedholdenhed’ fik hvad han trængte til, selv ved midnatstid! Hans vedholdenhed betalte sig. Opmuntrer det os ikke til at gøre det som Jesus selv sagde lignelsen skulle få os til: ’Bliv ved med at bede, søge, banke på’? Bliv ikke træt af at bede, og lad ikke din tro svækkes på grund af vedholdende modstand mod dit arbejde med at forkynde Riget og at gøre disciple, eller fordi din familie ikke tror som du, eller fordi du må kæmpe med en personlig svaghed der er sværere at få bugt med end du havde tænkt dig.
9. Hvilke eksempler på vedholdenhed i bøn og i gerninger finder vi omtalt i Apostelgerninger 4:24-30 og 5:41, 42?
9 En sådan vedholdenhed i bøn, støttet af de rette gerninger, fandtes i den kristne menigheds første tid. Da Peter og Johannes fortalte om den modstand de havde mødt i sanhedrinet, forenede de kristne sig i en bøn som står gengivet i Apostelgerninger 4:24-30. Læg især mærke til vers 29: „Og nu, Jehova, giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed“. Kort tid efter, da alle apostlene endnu en gang havde været ført for sanhedrinet og var blevet pisket, hed det om dem ifølge Apostelgerninger 5:41, 42: „Disse gik så bort fra sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ Ingen af disse apostle oplevede større modstand end apostelen Paulus, og han sagde: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Fil. 4:13.
’Hvor nødvendigt det er altid at bede og ikke give op’
10. Hvad sagde Jesus ifølge Lukas 17:22-37 før han fortalte endnu en lignelse, og hvilke to opfyldelser skulle disse ord få?
10 Da Jesus nærmede sig afslutningen på sin jordiske tjeneste fortalte han en lignelse hvori han benyttede en endnu stærkere kontrast for at understrege. Som vi læser hos Lukas: „Så fortsatte [Jesus] med i en billedtale at fortælle dem om hvor nødvendigt det var for dem altid at bede og ikke give op.“ (Luk. 18:1) Først vil vi dog se på hvad der gav anledning til at han fortalte denne lignelse. (Lukas nævner ofte baggrunden for det når Jesus fortæller en lignelse, som det fremgår af Lukas 18:9 og 19:11.) Går vi tilbage til Lukas 17:22-37 bemærker vi at Lukas beretter hvad Jesus havde sagt om de forhold der ville være fremtrædende når han blev „forkastet af denne generation“. (Luk. 17:25) Det Jesus havde sagt, og som delvis svarer til hvad der står i Mattæus, kapitel 24, fik en opfyldelse på Jesu egen tid, og det blev indledningen til at den jødiske tingenes ordning gik til grunde. Men ordene får en større opfyldelse i vore dage, i „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning. — Dan. 12:4.
11. (a) Hvilken parallel er der mellem forholdene i vor tid og dem der var på Noas og Lots tid? (b) Hvad bemærkede Jesus specielt, og er der en parallel hertil i dag?
11 Og hvilke forhold er så fremherskende blandt mennesker af den nuværende generation? Dag for dag kommer forholdene til i højere grad at ligne dem på Noas tid, hvor „Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden“, og jorden var „fuld af vold“. (1 Mos. 6:12, 13; vers 13 efter NW) Jesus henviste ikke i detaljer til forholdene dengang, men han nævnte noget andet af stor betydning. Hvilket? Folk var fuldstændig optaget af den daglige tilværelse; ’de spiste og drak, giftede sig og bortgiftedes’, og de var tilfredse med at have det sådan. Det samme var tilfældet i Lots dage, blot føjes der til at folk købte, solgte, plantede og byggede. (Luk. 17:26-29) De var hverken bekymrede eller forskrækkede over den omsiggribende ondskab og vold; deres holdning bar præg af sløvhed og ligegyldighed. Noa aflagde et kraftigt vidnesbyrd i ord og gerning da han byggede arken, men datidens mennesker „gav ikke agt“ på det. (Matt. 24:39; 2 Pet. 2:5) Det samme kan i almindelighed siges om folks holdning i dag, især når det gælder det intensive verdensomfattende vidnesbyrd om Guds rige der aflægges som forudsagt i Mattæus 24:14. De fleste mennesker er simpelt hen ikke interesseret; der er så meget andet der optager deres tid og opmærksomhed. Læg også mærke til at Jesus, i forbindelse med begge de nævnte tidsperioder, gjorde klart at den endelige dom ramte pludseligt og „gjorde det af med dem alle“. — Luk. 17:27, 29.
12. Hvad kan vi lære af Lukas 17:31-37, og hvordan kan vi føre det vi lærer ud i praksis?
12 Vi har tillid til at du hører til de forholdsvis få der tænker over forholdene i verden i dag og som er villige til at give agt på hvad Guds ord har at sige derom. Hvis du, på baggrund af det der står i Lukas 17:31-37, kan se at man må undgå at støtte eller være en del af den nuværende tingenes ordning, og ikke mere må søge at „sikre sig sin sjæl (sit liv)“ for sin egen skyld, da spild ikke tiden! Stil dig på Jehovas og hans riges side. Overgiv dit liv og de muligheder det indebærer, både nu og i fremtiden, til Jehova. Indvi dig til at gøre hans vilje. Se dig ikke tilbage med længsel efter det du lægger bag dig. „Husk på Lots hustru.“ (Luk. 17:32) Søg derimod at blive som dem om hvem Jesus siger: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Joh. 17:14-17.
13. Nævn hovedpunkterne i lignelsen i Lukas 18:2-5.
13 Nu kommer vi så til lignelsen i Lukas 18:2-5, hvor vi igen, møder en der beder om noget, denne gang en enke; og desuden en mand der er i stand til at give hende hvad hun trænger til; han skildres som ’en dommer der hverken har frygt for Gud eller respekt for mennesker’. Omsider sørger dommeren modstræbende for at enken får sin ret; men han gør det kun fordi hun, som han siger, ’stadig volder ham besvær’. Enken var uden tvivl vedholdende, og det skulle vise ’hvor nødvendigt det er for os altid at bede og ikke give op’.
14. (a) Hvad sagde Jesus at Gud, i modsætning til den uretfærdige dommer, ville gøre? (b) Hvad kan vi lære af dette hvad tiden angår?
14 Denne dommer ligner manden i Lukas 11:7, for her ser vi igen en fuldstændig kontrast til Gud. Bemærk også Jesu efterfølgende kommentarer om hvad Gud vil gøre — i modsætning til den uretfærdige dommer. Gud vil „sørge for at der ydes retfærdighed over for hans udvalgte, . . . selv om han er langmodig over for dem“. Og han vil gøre det „i hast“. (Luk. 18:6-8) Vi kan lære meget af disse kommentarer. Vi må prøve på at betragte alt under Guds synsvinkel, hvad enten det drejer sig om et personligt spørgsmål eller om gennemførelsen af Guds hensigt. Som apostelen Peter forklarede: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer [Guds folk], da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ Og som profeten gengav Jehovas ord om opfyldelsen af synet: „Tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.“ — 2 Pet. 3:9; Hab. 2:3; se også Åbenbaringen 6:10, 11.
15. Hvordan gælder dette personlige problemer, og hvad må vi undgå?
15 Har vi personlige problemer som vi lægger frem for Gud i bøn, og synes vi alligevel at en løsning lader vente på sig, kan vi være sikre på at det ikke skyldes uvillighed eller manglende evne fra Guds side. Hvis vi for eksempel forfølges eller, som enken, lider uret, hvordan viser vi så vor tro på at retfærdigheden vil ske fyldest? Vi kan ikke nøjes med at bede; vi må også hele tiden handle i trofasthed. Det nytter naturligvis ikke at blive ved med at bede hvis vi samtidig går på kompromis for at undgå forfølgelse. Et kompromis røber ikke alene mangel på tro; det medfører også at vi ikke mere har vidnesbyrdet om at vi er Guds kristne tjenere. — 2 Kor. 11:23-27; 2 Tim. 3:12.
16. Hvordan kan vi med fordel betragte spørgsmålet i Lukas 18:8?
16 Måske forekommer det lidt mærkeligt at Jesus slutter med spørgsmålet: „Dog, når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ (Luk. 18:8) Jesus lod spørgsmålet stå åbent. Det synes at antyde at der ikke ville være så megen tro på det tidspunkt han kom; men vi kan ikke drage den slutning at der overhovedet ingen sand tro ville være at finde nogen steder på jorden. Vi skal nok snarere betragte spørgsmålet som en personlig udfordring. Vi bør ikke tage det for givet at vi bevarer troen, uanset hvor længe vi har været Jehovas indviede tjenere. (1 Kor. 10:12, 13) Ikke alene må vi give agt på formaningen i Lukas 11:9 og ’blive ved med at bede, søge og banke på’; vi må også våge, holde os vågne, og være agtpågivende. Det kræver at vi til stadighed er vedholdende, modstår ligegyldighed og modstand udefra, og bekæmper de svagheder, vi har i os selv. — Mark. 13:32-37; 14:38.
17. Hvad må vi fremfor noget andet bede om, og hvis eksempel følger vi derved?
17 Bliv ved med at bede i tro, så du ikke unddrager dig men viser dig trofast. (Hebr. 10:39) Bliver du udsat for svære prøvelser, da gør som Jesus, der i sin sværeste time bad om at Guds vilje måtte ske fremfor noget andet. (Matt. 26:38-44) Gud har behag i sådanne bønner. Han lader os vise hvor meget det vi beder om betyder for os, hvor inderligt vort ønske er, og hvor oprigtigt vort motiv er. Selv om han er langmodig vil han i hast eksekvere en retfærdig dom når tiden er inde. — Sl. 55:17, 18; Rom. 1:9-12.
’Våg, idet I hele tiden beder’
18. (a) Hvilken eftertrykkelig advarsel og formaning gav Jesus i afslutningen af sin profeti? (b) I hvilken forstand kan vi undslippe alt det „som skal ske“?
18 I tråd med det foregående fortæller Lukas at Jesus afslutter profetien om sin egen og vor tid med en advarsel mod overdreven nydelse. Jesus siger at vi skal være opmærksomme på os selv, så vore hjerter ikke bliver „tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag [den endelige domsdag] pludselig, i et øjeblik, er over [os] som en snare“. Derefter siger han med eftertryk: „Våg da, idet I hele tiden beder [med hvilket formål?], så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:34-36) Det vil ikke sige at vi bliver ført væk fra skuepladsen, men at vi må undgå at blive overrasket fordi vi er fanget i en snare eller befinder os i den forkerte lejr. Og vi må oprigtigt bede hele tiden og bestræbe os for at handle i harmoni med vore bønner, så vi kan „bestå over for Menneskesønnen“.
19. Hvilke spørgsmål angående bøn vil det være gavnligt at stille os selv, og hvordan kan vi drage nytte af Nehemias’ eksempel?
19 Hvor ofte beder du — i betragtning af alle disse påmindelser om at være vedholdende og aldrig give op? Sker det kun til bestemte tider, som ved måltiderne og ved møderne? Er dine bønner blot et forstandsmæssigt produkt, udtrykt med dine læber, eller kommer dine bønner hele tiden inderligt og oprigtigt fra hjertet, undertiden endog med „uudtalte sukke“? (Rom. 8:26) Hvad du end trænger til, kan du følge Nehemias’ eksempel da han stod over for kongen. „Så bad jeg til Himmelens Gud,“ siger han, og det foregik stille og ubemærket. (Neh. 2:4) Nehemias bad i tro, og hans bøn blev hørt. Husk også, at selv om andre kan hjælpe dig gennem bøn, kan ingen anden træde frem og bede dine bønner.